Skænderier vs. Skilsmisse

Anonym skriver:

Ja, det kan jeg sikkert. Jeg føler selv at jeg ser indad, for ved jo udemærket godt at min adfærd ikke stemmer overens med episoderne, men jeg føler bare at han får det værste frem i mig. Jeg er på ingen måde interesseret i at være sur og rødglødende - jeg trives faktisk bare bedst, når jeg ikke har forventninger til andre mennesker og ved at jeg skal klare mig selv. Jeg bliver meget hurtigt skuffet og ked af det. Det vil jeg selvfølgelig også være i andre situationer end i mit parforhold, men føler bare at vores parforhold er brænde til mit bål.

Men du ser alligevel ikke helt indad, når du mener, at HAN får det værste frem i dig. Nej, noget i dig får det værste frem i dig. Var han grov, ondskabsfuld, passiv og lignende havde det måske været en anden sag. Men her prioriterer han anderledes end dig. Han er der. Aktiverer børnene. Siger endda undskyld, når han i dine øjne handler forkert, fordi du mener, at din prioritering er den mest rigtige. Det er derfor dig, din fortid, noget i dig, der får det værste frem. Ikke ham. Og du er nødt til at erkende, at han er uden skyld, før du for alvor kan komme ind til kernen og få bearbejdet dine sår på sjælen tilstrækkeligt. 

Start med at trække dig, når du bliver vred. Her mener jeg helt ud af huset - men forklar din søde mand, at du lige skal have pusten, inden du mister kontrollen. Husk at fortæl ham de gode ting, han gør hver dag. Og mind dig selv om dem. Øv dig i, når du har trukket dig og er kølet ned og overveje, hvordan hans adfærd ellers kan tolkes. Fx om han tager børnene med ud, fordi han kan mærke, at dit temperament er ved at nå bristepunktet, så for at beskytte børnene samt beskytte dig mod dårlig samvittighed, så fjerner han dem fra en mulig eksplosiv situation, før den kammer over. 

Anonym skriver:

Men det er vel okay? Hvis jeg ikke føler at jeg kan være i den måde, at være på, så skal jeg vel ikke blive i det?

Men så er alternativet vel at være alene og forblive det. Jeg tror i hvert fald det er en ret uheldig konklusion, hvis du tænker, det er fordi du skal have mere modstand. For jeg tænker netop, at med dine dispositioner og adfærd, vil "mere modstand" blot resultere i nogle meget voldsomme skænderier, som IKKE er en sund løsning for hverken du eller en ny partner, og da slet ikke for børnene. 

Jeg vil nok dristes til at sige, at I din situation er græsset ikke grønnere på den anden side. Dit problem løses ikke af at finde noget andet, noget bedre. Fordi kernen er noget svært og smertefuldt fra din fortid, der præger dig som menneske i dag. 

Anonymor skriver:

Men så er alternativet vel at være alene og forblive det. Jeg tror i hvert fald det er en ret uheldig konklusion, hvis du tænker, det er fordi du skal have mere modstand. For jeg tænker netop, at med dine dispositioner og adfærd, vil "mere modstand" blot resultere i nogle meget voldsomme skænderier, som IKKE er en sund løsning for hverken du eller en ny partner, og da slet ikke for børnene. 

Jeg vil nok dristes til at sige, at I din situation er græsset ikke grønnere på den anden side. Dit problem løses ikke af at finde noget andet, noget bedre. Fordi kernen er noget svært og smertefuldt fra din fortid, der præger dig som menneske i dag. 

Jeg ved at græsset ikke er grønnere på den anden side. Jeg har den bedste mand man kunne ønske sig. Han er nærværende, kærlig, omsorgsfuld og en fantastisk mand og far. Men jeg føler bare ikke at jeg kan være i det mere. Jeg bryder mig ikke om, at jeg bliver sådan i hans selskab. Jeg tror bestemt ikke at jeg skal have mere modstand, men tænker da at jeg nok burde være alene. Så har jeg kun mig selv, som jeg kan forvente noget af.

Anonym skriver:

Jeg ved at græsset ikke er grønnere på den anden side. Jeg har den bedste mand man kunne ønske sig. Han er nærværende, kærlig, omsorgsfuld og en fantastisk mand og far. Men jeg føler bare ikke at jeg kan være i det mere. Jeg bryder mig ikke om, at jeg bliver sådan i hans selskab. Jeg tror bestemt ikke at jeg skal have mere modstand, men tænker da at jeg nok burde være alene. Så har jeg kun mig selv, som jeg kan forvente noget af.

Ok så skal du forestille dig følgende gravsten

"her ligger X, hun var kontrollerende og stillede meget høje krav og bebrejdede andre, hvis de ikke levede op til dem". Eller

"Her ligger x. Hun levede alene fordi hun ikke kunne lade være med at stille høje krav til andre, og derfor heller ville leve uden skuffelsen." 

Du kigger ikke ind ad. Og det er nok derfor din terapi/coaching ikke har virket.

Stil dig selv følgende spørgsmål:

1) hvorfor er det at jeg sætter så høje krav, som andre skal leve op til?

2) Hvad giver det mig / Hvad får jeg ud af det? man gør aldrig noget uden at det faktisk giver en noget - uagtet at det måske ikke er hensigtsmæssigt.

3) Hvad er det for et miljø jeg skaber omkring mine børn, mand, kollegaer, familie, venner osv. Vil jeg virkelig føre et liv hvor alle mennesker jeg er i relationer til (familie, kollegaer m.m.) hele tiden skal føle at jeg er skuffet over dem? hvordan ville jeg selv have det hvis andre omkring mig hele tiden udtrykte sin skuffelse over mig?

4) skal mine børn vokse op med en mor som sætter absurde krav og kun vil have det efter sin vilje? Hvilken svigermor osv. bliver jeg hvis jeg ikke ændre på dette mønster?  Ingen svigerdatter kan holde ud at blive bedømt hele tiden. 

5) hvorfor sætter jeg så høje krav at de med 99 pct. sandsynlighed ikke bliver indfriet?

6) Hvor vil jeg sandsynligvis være i forhold til mine børn/mand hvis jeg ikke ændre på dette mønster... om 2 år?

7)hvad vil være den største fordel/motivation ved at ændre mit mønster, og ikke være så kontrollerende og bedømmende. 

Du må vel kunne se det absurde i at sige 

"Jeg vil hellere være alene end at ændre på mig selv."

Smølfine123 skriver:

Ok så skal du forestille dig følgende gravsten

"her ligger X, hun var kontrollerende og stillede meget høje krav og bebrejdede andre, hvis de ikke levede op til dem". Eller

"Her ligger x. Hun levede alene fordi hun ikke kunne lade være med at stille høje krav til andre, og derfor heller ville leve uden skuffelsen." 

Du kigger ikke ind ad. Og det er nok derfor din terapi/coaching ikke har virket.

Stil dig selv følgende spørgsmål:

1) hvorfor er det at jeg sætter så høje krav, som andre skal leve op til?

2) Hvad giver det mig / Hvad får jeg ud af det? man gør aldrig noget uden at det faktisk giver en noget - uagtet at det måske ikke er hensigtsmæssigt.

3) Hvad er det for et miljø jeg skaber omkring mine børn, mand, kollegaer, familie, venner osv. Vil jeg virkelig føre et liv hvor alle mennesker jeg er i relationer til (familie, kollegaer m.m.) hele tiden skal føle at jeg er skuffet over dem? hvordan ville jeg selv have det hvis andre omkring mig hele tiden udtrykte sin skuffelse over mig?

4) skal mine børn vokse op med en mor som sætter absurde krav og kun vil have det efter sin vilje? Hvilken svigermor osv. bliver jeg hvis jeg ikke ændre på dette mønster?  Ingen svigerdatter kan holde ud at blive bedømt hele tiden. 

5) hvorfor sætter jeg så høje krav at de med 99 pct. sandsynlighed ikke bliver indfriet?

6) Hvor vil jeg sandsynligvis være i forhold til mine børn/mand hvis jeg ikke ændre på dette mønster... om 2 år?

 

7)hvad vil være den største fordel/motivation ved at ændre mit mønster, og ikke være så kontrollerende og bedømmende. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg kan sagtens se dine pointer, men hvad hvis min mand og jeg bare ikke skal være sammen - og det er det mine krav handler om. Altså at jeg stiller krav som han ikke kan indfri, for st skubbe ham væk fra mig og til sidst forlade mig!?

Smølfine123 skriver:

Du må vel kunne se det absurde i at sige 

"Jeg vil hellere være alene end at ændre på mig selv."

Jeg vil gerne ændre på mig selv og har også rykket mig meget, men ryger hele tiden tilbage i de gamle mønstre. Derfor tænker jeg også at det kunne være hensigtsmæssigt at smutte og lade min mand får det liv han fortjener, med én som kan finde ud af at værdsætte hans godhed.

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens se dine pointer, men hvad hvis min mand og jeg bare ikke skal være sammen - og det er det mine krav handler om. Altså at jeg stiller krav som han ikke kan indfri, for st skubbe ham væk fra mig og til sidst forlade mig!?

 

men hvorfor skulle du have lyst til at skubbe ham væk for ikke at være sammen med ham?

Altså så handler det jo om hvorvidt du selv tænker at du er værd at elske? han fortjener bedre - så jeg behandler ham som lort - til han selv skrider???

Hvad med at beslutte dig for at du fortjener at være glad og elsket. og at dette altså indebærer at du tæller til 10 hver gang du er ved at blive irriteret.

Du har fortjent en god mand - og ham har du. Så gør noget aktivt for at holde på ham. og få det bedre med dig selv. Du har som barn måske ikke set et velfungerende forhold. Men du kan stadigvæk arbejde på at få et selv.

Du skriver at du har prøvet psykolog og coaching. Hvad med noget parterapi? Tænker at en terapeut kan hjælpe i mange sammenhæng, også selvom det i mine ører umiddelbart lyder som noget inde i dig der skal arbejdes med. Men han/hun må kunne give nogle råd/værktøjer til at håndterer situationer hvor dine prioriteringer kammer over. 

Det lyder åndssvagt, men min eksmand og jeg gik i parterapi, da vi blev skilt, for at forsøge at opnå god kommunikation for vores børns skyld. Om det har hjulpet ved jeg ikke, men vi har det rigtig godt og er enormt gode skilsmisseforældre, hvis jeg selv skal sige det og kommunikerer uden problemer. 

Jeg kender godt følelsen af at jeg tænker/prioriterer anderledes end min kæreste, men jeg kan så godt "styre" det, så det ikke eskalerer. Det er i hvert fald sjældent, jeg ryger op i det røde felt.

Men jeg har formået at få stoppet mig selv i mine tanker/irritationer, så det ikke ender ud i diskussion om hvor vidt min prioritering er bedst eller ej. 

Jeg når simpelthen at gennemtænke det og få det vendt til at manden jo virkelig gør hvad der står i hans magt, for fx at aflaste mig, hvis jeg er træt efter en lang da på arbejde og få dæmpet mig selv, fordi jeg jo godt ved jeg ikke kan tillade mig ar blive sur og irriteret. Men det lyder jo egentlig også til at du kan gennemtænke de tanker, men måske bare for sent, altså når du er nået det røde felt. 

Jeg håber du kan få arbejdet med de indre dæmoner der tricker dig. Jeg synes det vil være synd at splitte en ellers velfungerende familie ad, pga. dette, som jeg tænker der godt kan ændres på. Men ting tager tid og det kan det her jo også komme til. 

Held og lykke!

Anonym skriver:

Jeg vil gerne ændre på mig selv og har også rykket mig meget, men ryger hele tiden tilbage i de gamle mønstre. Derfor tænker jeg også at det kunne være hensigtsmæssigt at smutte og lade min mand får det liv han fortjener, med én som kan finde ud af at værdsætte hans godhed.

Hvad vil du gøre, når dine børn bliver gamle nok til, at du har forventninger til dem og de skuffer dig?

Har du prøvet narrativ terapi? Du har opnået en del indsigt i din opvæksts rolle i din adfærd. Men du kan ikke ændre din adfærd. Narrativ terapi og eksternaliseringsøvelser kan hjælpe dig med at se de mange måder, hvor du i dag udviser en anden adfærd, så du kan anvende de tilgange i dit privatliv. Og det kan hjælpe dig med at udvikle flere metoder og strategier. Og det er meget billigere end en skilsmisse.