Bonusmødre

Er det bare mig, eller er der ikke mange bonusmødre herinde, som lyder som om den kvinde som deres mand har fået børn med, er den rene heks? 

Jeg syntes det er synd, de lyder jo nærmest ynkelige, mange af dem tør ikke engang stå frem med deres "problemer" de gemmer sig bag den anonymitet baby.dk tillader.

Men seriøst hvis den biologiske mor er så slem, hvorfor har manden så fået børn med hende, eller er det bare, ren og skær misundelse? 

Er det bare mig der falder over de tråde?  

Og nej, jeg er ikke bonusmor, det havde i nok gættet 

Troldemommi skriver:

Er det bare mig, eller er der ikke mange bonusmødre herinde, som lyder som om den kvinde som deres mand har fået børn med, er den rene heks? 

Jeg syntes det er synd, de lyder jo nærmest ynkelige, mange af dem tør ikke engang stå frem med deres "problemer" de gemmer sig bag den anonymitet baby.dk tillader.

Men seriøst hvis den biologiske mor er så slem, hvorfor har manden så fået børn med hende, eller er det bare, ren og skær misundelse? 

Er det bare mig der falder over de tråde?  

Og nej, jeg er ikke bonusmor, det havde i nok gættet 

Hvilket netop er årsagen til, at man ikke tør stå frem: den slags udmelding du kommer med. Det er helt ærligt så trættende, at folk automatisk antager, at man er den onde stedmor, som bare har et problem med xen, hvis man udtrykker sig. Måske er man anonym for at undgå at bliver genkendt: for at undgå en situation hvor xen tilfældigvis er på siden og det starter et kæmpe drama. Fordi mange af de problemer omkring det at være en sammenbragt familie er et tabu. Og fordi man vil have muligheden for at trække sig, når den sædvanlig bonusmor hetz starter. 

Og der_er_ virkelig mange biomødre, der chikanerer. Jeg skriver i øjeblikket speciale i psykologi om faderinvolvering, og der er så mange velunderbyggede fænomener som "motherly gatekeeping" der peger på, hvor stor en procentdel af mødre der aktivt forsøger at minimere fædres involvering i deres børns liv. Af flere årsager: dels fordi de sociale myndigheder er skolet i klassisk Bowlbyansk tilknytningsteori: i 60'erne udtalte han, at mor var primus motor og far spillede anden violin. De er det ikke skolet i det forhold, at tilknytningsteori er revideret massivt sidenhen, og forfaderens egen søn siden har fundet massiv støtte til (også med baggrund i evolutionsteori og masser af ny forskning), at mor og far begge agerer primærpersoner i deres børns liv, blot på forskellige måder. Der er også en del forskning der viser, at sociale myndigheder typisk ikke inddrager fædre i sager om børns trivsel. Sagt på en anden måde: er man en mor, som i forvejen mener, man er vigtigst, så er det ikke svært at føle man er støttet i dette, fordi der er mangel på oplysning om nyere teorier og forskning. Og så stiger risikoen for motherly gatekeeping, især i skilsmissesager, hvor mor ikke længere har samme forpligtelse over for far. 

Hvorfor man har valgt at få barn sammen? Nogen mennesker ændrer sig. Nogen mennesker har nogle mørke skyggesider, som de ikke viser, før de oplever at man ikke længere er på samme team, som man et i et parforhold. Ligesom nogen mennesker kan ændre sig til det bedre, kan nogen ændre sig til det værre. 

Og som bonusmor sidder man lidt fast:man er en biperson og kan ikke gøre andet end at være der for sin mand og bonusbarn. Og så har man brug for et sted at få luft. Det tyder på, at baby.dk ikke er det rette sted. Heldigvis findes der fora med større rummelighed og forståelse. 

Ja, jeg forstår godt, det er svært at tro, at der findes mødre, der virkelig er så rædsomme. Tro mig. Det kan være helt ufatteligt selv når man står i det. Det ændrer ikke på, at det er sandhed og hverdag for mange. 

Det er sandt at der er mødre derude der er så forfærdelige og dem skal der selvfølgelig også være plads til at "brokke sig" over. Men ofte handlæer det om perspektiv, tror jeg. Ikke jalousi/misundelse.
Nu har jeg prøvet at være på begge sider; både som bonusmor til en lille dreng på knapt tre år og nu som mor til en lille pige der har nået samme alder, hvor jeg ikke længere er sammen med faren.
Ja, det er den samme far.

Min erfaring er at uanset hvilken side man er på, føler man at man bliver modarbejdet.
Da jeg var sammen med børnenes (den lille dreng og min pige's) far, synes jeg at det var forfærdeligt, hvordan moren bare kunne bestemme det hele og far bare måtte nøjes med at se sin søn i nogle timer et par gange om ugen og en enkelt overnatning i weekenden.

Efter selv at havde stået på den anden side, synes jeg at det var forfærdeligt at hendes far sådan set bare kunne vælge og vrage om hvorvidt og hvor meget eller lidt han ville se hende og ikke havde anden forpligtelse end at skulle betale sølle 1333 kr om måneden.

Det handler i høj grad om hvorvidt den ene eller begge forældre gør det hele til en kamp, for det er der de "rigtige" problemer opstår.

Rettelse: Maternal Gatekeeping, hedder det selvfølgelig. Hvis man skulle have lyst at læse om fænomenet. Kan også sagtens opstå indenfor parforholdet, men hos mødre med tendens til gatekeeping-adfærd, styrkes denne tendens typisk, når parforholdet ophører. Den typiske moderlige gatekeeper er kendetegnet ved lavt selvværd og en stærk kønsidentitet - Dvs en stærk opfattelse af noget ala "Jeg er kvinde, min rolle er mor. Du er far, din rolle er en anden" - Den er bare ikke baseret på noget som helst velunderbygget.

Anonymor skriver:

Hvilket netop er årsagen til, at man ikke tør stå frem: den slags udmelding du kommer med. Det er helt ærligt så trættende, at folk automatisk antager, at man er den onde stedmor, som bare har et problem med xen, hvis man udtrykker sig. Måske er man anonym for at undgå at bliver genkendt: for at undgå en situation hvor xen tilfældigvis er på siden og det starter et kæmpe drama. Fordi mange af de problemer omkring det at være en sammenbragt familie er et tabu. Og fordi man vil have muligheden for at trække sig, når den sædvanlig bonusmor hetz starter. 

Og der_er_ virkelig mange biomødre, der chikanerer. Jeg skriver i øjeblikket speciale i psykologi om faderinvolvering, og der er så mange velunderbyggede fænomener som "motherly gatekeeping" der peger på, hvor stor en procentdel af mødre der aktivt forsøger at minimere fædres involvering i deres børns liv. Af flere årsager: dels fordi de sociale myndigheder er skolet i klassisk Bowlbyansk tilknytningsteori: i 60'erne udtalte han, at mor var primus motor og far spillede anden violin. De er det ikke skolet i det forhold, at tilknytningsteori er revideret massivt sidenhen, og forfaderens egen søn siden har fundet massiv støtte til (også med baggrund i evolutionsteori og masser af ny forskning), at mor og far begge agerer primærpersoner i deres børns liv, blot på forskellige måder. Der er også en del forskning der viser, at sociale myndigheder typisk ikke inddrager fædre i sager om børns trivsel. Sagt på en anden måde: er man en mor, som i forvejen mener, man er vigtigst, så er det ikke svært at føle man er støttet i dette, fordi der er mangel på oplysning om nyere teorier og forskning. Og så stiger risikoen for motherly gatekeeping, især i skilsmissesager, hvor mor ikke længere har samme forpligtelse over for far. 

Hvorfor man har valgt at få barn sammen? Nogen mennesker ændrer sig. Nogen mennesker har nogle mørke skyggesider, som de ikke viser, før de oplever at man ikke længere er på samme team, som man et i et parforhold. Ligesom nogen mennesker kan ændre sig til det bedre, kan nogen ændre sig til det værre. 

Og som bonusmor sidder man lidt fast:man er en biperson og kan ikke gøre andet end at være der for sin mand og bonusbarn. Og så har man brug for et sted at få luft. Det tyder på, at baby.dk ikke er det rette sted. Heldigvis findes der fora med større rummelighed og forståelse. 

Ja, jeg forstår godt, det er svært at tro, at der findes mødre, der virkelig er så rædsomme. Tro mig. Det kan være helt ufatteligt selv når man står i det. Det ændrer ikke på, at det er sandhed og hverdag for mange. 

 

Godt sagt! 

Det er sandt at der er mødre derude der er så forfærdelige og dem skal der selvfølgelig også være plads til at "brokke sig" over. Men ofte handlæer det om perspektiv, tror jeg. Ikke jalousi/misundelse.
Nu har jeg prøvet at være på begge sider; både som bonusmor til en lille dreng på knapt tre år og nu som mor til en lille pige der har nået samme alder, hvor jeg ikke længere er sammen med faren.
Ja, det er den samme far.

Min erfaring er at uanset hvilken side man er på, føler man at man bliver modarbejdet.
Da jeg var sammen med børnenes (den lille dreng og min pige's) far, synes jeg at det var forfærdeligt, hvordan moren bare kunne bestemme det hele og far bare måtte nøjes med at se sin søn i nogle timer et par gange om ugen og en enkelt overnatning i weekenden.

Efter selv at havde stået på den anden side, synes jeg at det var forfærdeligt at hendes far sådan set bare kunne vælge og vrage om hvorvidt og hvor meget eller lidt han ville se hende og ikke havde anden forpligtelse end at skulle betale sølle 1333 kr om måneden.

Det handler i høj grad om hvorvidt den ene eller begge forældre gør det hele til en kamp, for det er der de "rigtige" problemer opstår.

Jeg synes blot, at når man læser de tråde, som der formentlig henvises til herinde, så er der ikke tale om "småtteri" men ofte massiv og alvorlig samværschikane fra moderens side. Jeg står også på begge sider. Jeg er bonusmor. Jeg er mor, hvis børn har en bonusmor. Og det gør kun forskellen tydeligere for mig: Hvor godt det faktisk kan fungere. Min x og jeg har et vidunderligt samarbejde, vi snakker alle 4 (altså min kæreste og jeg + min x og hans kæreste) godt sammen, enes om tingene. Det gør det bestemt ikke nemmere for mig at forstå, hvordan min kærestes x kan forsvare at skabe så alvorlig og massiv chikane. Der er jo stor forskel på "småproblemer" og de seriøse chikanesager, som trådene herinde ofte omhandler.

... Og hey: Selv "småproblemerne" synes jeg det er ok at have brug for at komme ud med og få et kram for. Det er ikke anderledes end at have brug for at tale om de småproblemer, der kan opstå i et parforhold. Det er vanskeligt for mig i det hele taget at forstå, hvorfor man ikke som minimum kan respektere og anerkende andres følelser og standpunkt, selvom man ikke kan forestille sig selv at have det sådan. Og apropos det: Det her er vitterligt en af de situationer, som man på ingen måde kan forestille sig og sætte sig ind i, uden at have prøvet det. Selvfølgelig kan man ryste på hovedet og tænke "Ahhh come on, er det sandt?", når man læser de vilde historier, der af og til deles herinde. Desværre så er det virkeligheden for mange. Og det er forfærdeligt for de involverede børn.

Anonymor skriver:

Jeg synes blot, at når man læser de tråde, som der formentlig henvises til herinde, så er der ikke tale om "småtteri" men ofte massiv og alvorlig samværschikane fra moderens side. Jeg står også på begge sider. Jeg er bonusmor. Jeg er mor, hvis børn har en bonusmor. Og det gør kun forskellen tydeligere for mig: Hvor godt det faktisk kan fungere. Min x og jeg har et vidunderligt samarbejde, vi snakker alle 4 (altså min kæreste og jeg + min x og hans kæreste) godt sammen, enes om tingene. Det gør det bestemt ikke nemmere for mig at forstå, hvordan min kærestes x kan forsvare at skabe så alvorlig og massiv chikane. Der er jo stor forskel på "småproblemer" og de seriøse chikanesager, som trådene herinde ofte omhandler.

 

... Og hey: Selv "småproblemerne" synes jeg det er ok at have brug for at komme ud med og få et kram for. Det er ikke anderledes end at have brug for at tale om de småproblemer, der kan opstå i et parforhold. Det er vanskeligt for mig i det hele taget at forstå, hvorfor man ikke som minimum kan respektere og anerkende andres følelser og standpunkt, selvom man ikke kan forestille sig selv at have det sådan. Og apropos det: Det her er vitterligt en af de situationer, som man på ingen måde kan forestille sig og sætte sig ind i, uden at have prøvet det. Selvfølgelig kan man ryste på hovedet og tænke "Ahhh come on, er det sandt?", når man læser de vilde historier, der af og til deles herinde. Desværre så er det virkeligheden for mange. Og det er forfærdeligt for de involverede børn.

Jeg tror jeg fik formuleret mig på en uheldig måde. Det jeg mener er lige præcis at der ER sager, der er så forfærdelige som det bliver beskrevet, med chikane og alt det.

Men at i de fleste tilfælde, hvor bonusmor/biomor/bonusfar/biofar klager over hvor hårdt og uretfærdigt systemet er, så er det nok mest bare et spørgsmål om perspektiv.

Som for eksempel når man ser biomødre der brokker sig over hvor forfærdeligt det er at biofar ikke betaler mere end de 1300kr eller hvor hårdt det er at udlevere børnene til en far som hun ikke føler er ansvarlig, samtidig med at biofar så brokker sig over at han ikke ser sine børn nok og at biomor bruger en masse penge på unødvendige ting, så hans 1300kr ville lune bedre i egen lomme.

LoveEnough skriver:

Jeg tror jeg fik formuleret mig på en uheldig måde. Det jeg mener er lige præcis at der ER sager, der er så forfærdelige som det bliver beskrevet, med chikane og alt det.

Men at i de fleste tilfælde, hvor bonusmor/biomor/bonusfar/biofar klager over hvor hårdt og uretfærdigt systemet er, så er det nok mest bare et spørgsmål om perspektiv.

Som for eksempel når man ser biomødre der brokker sig over hvor forfærdeligt det er at biofar ikke betaler mere end de 1300kr eller hvor hårdt det er at udlevere børnene til en far som hun ikke føler er ansvarlig, samtidig med at biofar så brokker sig over at han ikke ser sine børn nok og at biomor bruger en masse penge på unødvendige ting, så hans 1300kr ville lune bedre i egen lomme.

Selvfølgelig. Sådan vil det være i nogle tilfælde. Min reaktion er mere møntet på, at de fleste tråde herinde handler om reelle problemer, som ikke kan ændres ret meget af at skifte perspektiv. Og der synes jeg, at det er virkelig langt under bæltestedet at dømme disse bonusmødre som misundelige, ynkelig kvinder. Jeg tror de fleste af dem (os) ville ønske, at det ikke var hverdag. Jeg er ikke misundelig på, at min kæreste har barn med en anden. Det har jeg også. Og jeg nærmest forguder i øvrigt mine egne børns bonusmor. Hun er noget helt særligt, og jeg er så glad for, at de har hende. 

Perspektivet er en viktig faktor.

Jeg har selv oplevet, at min eksmand har bagtalt mig til alle, som ville høre på og forvredet alt til, at det er mig, som skaber alle problemer og forhindrer ham i at være far - samtidig som han ikke har overholdt aftaler og har nedprioriteret direkte aftaler med sine børn gang på gang. Da han så fik kæreste og hun var forelsket i ham, hvem tror I så hun troede på?  Da var det selvfølgelig hans perspektiv og version, som hun så som sandheden. Hun og jeg kommer næppe til at få et godt forhold. Men det er ikke hendes fejl. Det er i mine øjne hans. 

Dette for å illustrere, hvor vanskelig det kan være at vide, hvad der er sandheden i skilsmissefamilier. Forelsker man sig i en mand og bliver bonus for hans børn, så er det først og fremst hans perspektiv man oplever. Så hvis han af en eller anden grund er sur på eks, så kan det nemt smitte over, hvis ikke den nye kæreste er obs. Og omvendt hvis mor får ny kæreste selvfølgelig. 

At være bonus er ikke en enkel opgave. Det er det ikke at være skilsmissemor heller. Fæle personer findes i begge lejre. Og fantastiske personer. 

Jeg vælger anonymitet for biomors skyld. Jeg ved både hun og flere der kender hende er på siden, så for ikke at skulle ramme hende direkte, så er anonym knappen fantastisk. Selvfølgelig vil hun kunne læse det er hende jeg skriver om, hvis jeg skriver omkring en situation, men jeg angriber hende ikke direkte personligt eller hænger hende ud.

Jeg er (eller har været - biofar er single igen) også i den dobbelt position. Det har lært mig meget om, hvordan jeg tidligere har reageret på måder der kan virke dominerende osv., men det var nødvendigt og det samme ville jeg acceptere fra bonusungernes biomor, hvis hun en dag kommer rigtigt ind i billedet igen. Men andre gange var jeg bare åndsvag fordi jeg kunne, men vi skulle alle lige finde vores balance og en måde at håndtere tingene på.

Når tøsens biofar igen en dag finder en sød pige som kan holde ham ud (jeg må godt drille ham) Så håber jeg, at hun ikke opfatter mig som dum, dominerede og pisseirriterede biomor og jeg synes jeg har gjort, hvad jeg kan for at hun ikke skal føle sig truet eller have en grund til at synes jeg er de ting. Far har indenfor mulighedensrammer frit slag og han har medbestemmelse på alle de måder han kan. Men når hun bor ved mig (og det er altså lige så meget farens valg som mit), så er der nogle ting som jeg bare er ene bestemmer af. Og det er nogle gange en kamel man må sluge og hvis bonusmor ikke selv har biomors perspektiv, så kan det være svært at "finde sig i", eller det tænker jeg i hvert fald.