Få barn eller forblive barnløs?

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede og håber jeg herigennem kan få lidt andre øjne på mit problem.

Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste on/off de seneste 2 år. Det seneste år har vi forsøgt at blive gravide uden der er sket det store. Jeg blev dog gravid i februar men mistede da jeg var 7 uger henne. Dette har været hårdt, især fordi jeg endnu ikke er blevet gravid igen. 

Min kæreste og jeg har været en del igennem. Vi har begge to nogle ting med os fra tidligere forhold og er derfor ofte blevet uvenner og har snakket om at slå op. Vi er dog altid endt med at forsøge igen fordi vi virkelig elsker hinanden. 

Jeg er ikke så god til at acceptere de ting ved ham jeg ville ønske var anderledes og har desværre brugt meget energi på at forsøge at ændre det. Hvor han stejler og bliver stædig og ked af det og vil elskes som han er. Grundet mange skænderier tidligere går vi ofte fejl af hinanden og tror den anden har andre hensigter end det egentlig var meningen. 

Vi elsker dog hinanden over alt andet, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. 

Vi skal til læge om et par uger med henblik på at finde ud af hvorfor jeg ikke bliver gravid og evt. have hjælp til det. Jeg er 38 år og ønsker mig brændende et barn. 

Det logiske ville selvfølgelig være at vi ikke skulle have børn sammen når vores forhold ikke er mere stabilt end det er. Jeg har dog ikke lyst til at få et barn med en anden, og har heller ikke meget tid til at finde en ny kæreste, hvis jeg skal nå at blive mor. Vi har kort snakket om at få et barn sammen uden at være kærester lige nu, og så vente og se hvad der sker. Han har nogle rigtig gode værdier og jeg er sikker på han bliver en god far.

Mine veninder synes det er en dårlig ide. De synes ikke man skal få et barn med en man ikke har et super forhold til og er sikker på man skal blive sammen med. Jeg forstår dem godt, for det her er heller ikke mit drømme scenarie. På den anden side vil jeg blive så ked af aldrig at blive mor. Har overvejet at gå fra min kæreste og forsøge at finde en anden mand hurtigt, om ikke andet så bare for at få et barn med ham. Men så tænker jeg også at jeg hellere vil have et med en mand jeg kender godt og som jeg elsker, og ved vil blive en god far. De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn. 

Jeg ved jeg ville kunne tage mig af et barn alene og at min kæreste altid vil hjælpe og være der for mig, lige meget hvad der sker. Jeg oplever at min kæreste og jeg hører sammen... vi har oplevet så meget og vores kærlighed er så stærk. Jeg er sikker på vi finder ud af det en dag. Desværre kan jeg ikke vente meget længere, da jeg snart skal i gang med behandling hvis det skal lykkes os at få et barn sammen.

Hvad tænker I om min historie?

Er der noget jeg glemmer at tænke på?

Har virkelig brug for nogle gode råd og andre perspektiver på min situation, så hold jer endelig ikke tilbage 

Udover jeres ustabile forhold, så bider jeg især mærke i denne udtale: 

"De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn."

Jeg tror du misforstår deres pointe her. De synes det er en dårlig ide fordi de netop har børn og er gift og ved hvor meget støtte man har brug for af sin mand. De følger jo med på sidelinjen og kan se at I to nok ikke er et godt match og at det på ingen måder vil være et godt miljø for et barn.

Tro mig, når der kommer et barn, så bliver alle jeres konflikter endnu heftigere og jeg tror ærligt talt at dine veninder forsøger at spare dig for det. 

Jeg forstår også din side. Du er 38 år og uret tikker. Han er din sidste chance (agtigt) i dine øjne. Og du kan af gode grunde jo ikke forstå dine veninder, da du ikke har børn selv. 

Havde det været mig, så havde jeg nok overvejet at droppe ud af det usunde forhold og i stedet vælge en donor. Så sparer du dig selv for en masse unødvendige konflikter. 

Held og lykke med det hele. 

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede og håber jeg herigennem kan få lidt andre øjne på mit problem.

Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste on/off de seneste 2 år. Det seneste år har vi forsøgt at blive gravide uden der er sket det store. Jeg blev dog gravid i februar men mistede da jeg var 7 uger henne. Dette har været hårdt, især fordi jeg endnu ikke er blevet gravid igen. 

Min kæreste og jeg har været en del igennem. Vi har begge to nogle ting med os fra tidligere forhold og er derfor ofte blevet uvenner og har snakket om at slå op. Vi er dog altid endt med at forsøge igen fordi vi virkelig elsker hinanden. 

Jeg er ikke så god til at acceptere de ting ved ham jeg ville ønske var anderledes og har desværre brugt meget energi på at forsøge at ændre det. Hvor han stejler og bliver stædig og ked af det og vil elskes som han er. Grundet mange skænderier tidligere går vi ofte fejl af hinanden og tror den anden har andre hensigter end det egentlig var meningen. 

Vi elsker dog hinanden over alt andet, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. 

Vi skal til læge om et par uger med henblik på at finde ud af hvorfor jeg ikke bliver gravid og evt. have hjælp til det. Jeg er 38 år og ønsker mig brændende et barn. 

Det logiske ville selvfølgelig være at vi ikke skulle have børn sammen når vores forhold ikke er mere stabilt end det er. Jeg har dog ikke lyst til at få et barn med en anden, og har heller ikke meget tid til at finde en ny kæreste, hvis jeg skal nå at blive mor. Vi har kort snakket om at få et barn sammen uden at være kærester lige nu, og så vente og se hvad der sker. Han har nogle rigtig gode værdier og jeg er sikker på han bliver en god far.

Mine veninder synes det er en dårlig ide. De synes ikke man skal få et barn med en man ikke har et super forhold til og er sikker på man skal blive sammen med. Jeg forstår dem godt, for det her er heller ikke mit drømme scenarie. På den anden side vil jeg blive så ked af aldrig at blive mor. Har overvejet at gå fra min kæreste og forsøge at finde en anden mand hurtigt, om ikke andet så bare for at få et barn med ham. Men så tænker jeg også at jeg hellere vil have et med en mand jeg kender godt og som jeg elsker, og ved vil blive en god far. De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn. 

Jeg ved jeg ville kunne tage mig af et barn alene og at min kæreste altid vil hjælpe og være der for mig, lige meget hvad der sker. Jeg oplever at min kæreste og jeg hører sammen... vi har oplevet så meget og vores kærlighed er så stærk. Jeg er sikker på vi finder ud af det en dag. Desværre kan jeg ikke vente meget længere, da jeg snart skal i gang med behandling hvis det skal lykkes os at få et barn sammen.

Hvad tænker I om min historie?

Er der noget jeg glemmer at tænke på?

Har virkelig brug for nogle gode råd og andre perspektiver på min situation, så hold jer endelig ikke tilbage 

Jeg ville ikke gøre det.. Især med tanke på jeres forhold.. Det virker for ustabilt.

At få et barn er mega hårdt - det sætter virkelig ens forhold på prøve. 

Jeg bider mærke i, at du skriver at I har haft mange skænderier tidligere fordi i ofte går fejl af hinanden og tror I har andre hensigter. Hvordan tror du så jeres samarbejde vil blive? 

Jeg kan forestille mig, at det kan være sindssygt svært at samarbejde, hvis man ikke er 100 procent enige om tingene, og man let har ved at gå forbi hinanden.

Jeg kunne også komme med en lang forklaring først, men vælger bare at sige Nej, selvfølgelig skal i ikke planlægge at få et barn sammen, når i ikke selv ved endnu hvad i vil i jeres voksen liv. At man er on/off kærester, har ting ved hinanden som man ikke kan acceptere er sjældent en god begyndelse. Så find ud af først, hvad i vil med hinanden, før at i bringer et barn i spil her.

Jeg forhold lyder som mig og min kærestes de første mange år Skændtes og slog op hele tiden, men elskede hinanden så højt at vi alligevel blev ved med at kæmpe for det.

Vi var heldigvis kun i starten af 20'erne da vi mødte hinanden, så vi havde mange år til at løse vores issues inden vi bragte et barn ind i det - og gudsketakoglovda. For ellers var vi nok næppe sammen idag. Det første år som forældre er sindssyge hårdt, man får konstant afbrudt sin søvn, hvilket gør at man bliver irritabel, stresset og udmattet - og man kan knap mærke sine egne behov, fordi det hele drejer sig om babys behov.

Jeg er ret sikker på at hvis I som par skal have et barn sammen og skal overleve det som par, så skal I starte i parterapi lige nu - så I kan nå at få løst så meget så muligt inden du bliver gravid (og hormonel!) og senere føder.

Al held og lykke til jer.

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede og håber jeg herigennem kan få lidt andre øjne på mit problem.

Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste on/off de seneste 2 år. Det seneste år har vi forsøgt at blive gravide uden der er sket det store. Jeg blev dog gravid i februar men mistede da jeg var 7 uger henne. Dette har været hårdt, især fordi jeg endnu ikke er blevet gravid igen. 

Min kæreste og jeg har været en del igennem. Vi har begge to nogle ting med os fra tidligere forhold og er derfor ofte blevet uvenner og har snakket om at slå op. Vi er dog altid endt med at forsøge igen fordi vi virkelig elsker hinanden. 

Jeg er ikke så god til at acceptere de ting ved ham jeg ville ønske var anderledes og har desværre brugt meget energi på at forsøge at ændre det. Hvor han stejler og bliver stædig og ked af det og vil elskes som han er. Grundet mange skænderier tidligere går vi ofte fejl af hinanden og tror den anden har andre hensigter end det egentlig var meningen. 

Vi elsker dog hinanden over alt andet, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. 

Vi skal til læge om et par uger med henblik på at finde ud af hvorfor jeg ikke bliver gravid og evt. have hjælp til det. Jeg er 38 år og ønsker mig brændende et barn. 

Det logiske ville selvfølgelig være at vi ikke skulle have børn sammen når vores forhold ikke er mere stabilt end det er. Jeg har dog ikke lyst til at få et barn med en anden, og har heller ikke meget tid til at finde en ny kæreste, hvis jeg skal nå at blive mor. Vi har kort snakket om at få et barn sammen uden at være kærester lige nu, og så vente og se hvad der sker. Han har nogle rigtig gode værdier og jeg er sikker på han bliver en god far.

Mine veninder synes det er en dårlig ide. De synes ikke man skal få et barn med en man ikke har et super forhold til og er sikker på man skal blive sammen med. Jeg forstår dem godt, for det her er heller ikke mit drømme scenarie. På den anden side vil jeg blive så ked af aldrig at blive mor. Har overvejet at gå fra min kæreste og forsøge at finde en anden mand hurtigt, om ikke andet så bare for at få et barn med ham. Men så tænker jeg også at jeg hellere vil have et med en mand jeg kender godt og som jeg elsker, og ved vil blive en god far. De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn. 

Jeg ved jeg ville kunne tage mig af et barn alene og at min kæreste altid vil hjælpe og være der for mig, lige meget hvad der sker. Jeg oplever at min kæreste og jeg hører sammen... vi har oplevet så meget og vores kærlighed er så stærk. Jeg er sikker på vi finder ud af det en dag. Desværre kan jeg ikke vente meget længere, da jeg snart skal i gang med behandling hvis det skal lykkes os at få et barn sammen.

Hvad tænker I om min historie?

Er der noget jeg glemmer at tænke på?

Har virkelig brug for nogle gode råd og andre perspektiver på min situation, så hold jer endelig ikke tilbage 

Okay. Sæt dig ned og læs grundigt.

Ud fra de oplysninger du har givet vil jeg sige at det er en MEGET dårlig ide at få barn med din nuværende kæreste, bla. fordi:

- On/Off forhold er en slags "skilsmisse" på daglig basis, (uanset hvor lang tid der går imellem)

- En mislykket graviditet kan være din krops signal om at det er en dårlig ide

- Negative ting fra tidligere forhold er usundt. Det skal du have afklaret her og nu, ellers bliver fremtiden et sandt helvede...

- At elske hinanden er ikke altid det samme som at have følelser for hinanden. De fleste mennesker har "følelser" for andre mennesker som de ikke nødvendigvis kender særlig godt, arbejdskollegaer osv.

- Ting du ikke er villig til/har svært ved at acceptere kan virkelig give voldsomme problemer med børn indblandet i forholdet.

Jeg mener at de fleste kan nikke genkendende til at det er svært at se sig selv sammen med en anden når man er i forhold med en som man holder af, på et eller andet plan.

Ideen med at få barn sammen med en som man ved eller har en fornemmelse af at man ikke skal dele livet med i fremtiden, er super dårlig. Fordi når du får et barn sammen med en nuværende partner, så binder du dig for livet.

At kvinder har et begrænset vindue til at få børn i er vist mest et spørgsmål om barnets helbredsudfald. Dét kan ske at barnet får et handicap, men det er ikke altid til at vide. For selv kvinder i en ung alder kan få svært handicapet børn. Så på det punkt har du den tid som din læge giver dig.

En masse gode fader værdier er et relativt begreb, fordi når du så har barnet er der "nye regler" som nemt kan overdøve værdierne.

Hvis I får et barn sammen og går fra hinanden. Han finder en anden som han klinger bedre med, så er du og barnet 2. prioitet, no matter what ! Medmindre du er bigamist...

Hvis jeres kærlighed er så stærk, hvilket jeg tvivler meget kraftigt på, så burde denne tråd ikke være relevant længere.

Lige nu, som jeg ser det, så lader du dig presse af:

- tiden du har tilbage til at få et rask barn

- tiden I har været kærester i eller har tilbage

- hvad andre konkret mener er en dårlig ide

Mit endelige råd/opfordring er:

Vær 100% afklaret med at dit valg gælder ikke kun dig, men berører også din kæreste og evt. barnet.

Jeg vil personligt ikke gøre det.

Held og lykke med dit valg.

Jeg synes ikke, du skal få et barn med din kæreste.

Jeres forhold lyder ustabilt og usundt. Du skriver, at du elsker ham, men elsker du ham, som han er, eller som du ønsker, at han skal være ?

Jeres kærlighed lyder destruktiv, og dit ønske om et barn virker desperat, og det er faktisk et dårligt udgangspunkt for at få et barn.

Det er en dårlig idé at få et barn sammen, når man er kærester on/off. Et barn kan ikke reparere jeres forhold - tværtimod.

Jeg forstår virkelig godt dit ønske om et barn, men det er en meget dårlig idé at få et barn med en mand, kun fordi han er "sidste chance" for, at man kan blive mor.

Jeg tror ikke, dine veninder synes, du skal forblive barnløs, de synes bare ikke, at du skal få et barn i et forhold, som ikke fungerer - og jeg må give dem ret.

I dit sted ville jeg droppe ham både som kæreste og som far til dit barn. Så længe du "hænger fast" i ham, kan du ikke komme videre med dit liv og få øjnene op for andre muligheder.

Jeg synes i stedet, du skal bruge den kommende tid på at arbejde med dig selv. Du skal igennem en sorgproces, og det tager tid.

I din situation synes jeg faktisk, det ville være bedre at få et donorbarn end at få et barn med din kæreste.

Jeg tror ikke, I kommer til at fungere sammen som forældre, når du stadig har så mange følelser i klemme.

Du er også nødt til at tænke på, om det er ok over for barnet at sætte det i verden i det kaos, I lever i.

Jeg har stået i en situation, der lignede din. Jeg havde et brændende ønske om at få et barn, men gudskelov blev jeg ikke gravid med min ekskæreste. Hvis jeg i dag skulle vælge mellem at få et barn med ham eller at være barnløs - ja så vælger jeg barnløsheden, for vores forhold var meget ustabilt.

Og man kan faktisk godt få et godt liv som barnløs. Jeg måtte også igennem en sorgproces og depression, men da jeg kom ud på den anden side, tog jeg en aktiv beslutning om, at jeg ikke ville bruge mit liv på at sørge over det barn, jeg aldrig fik. Jeg valgte i stedet at nyde mine niecer og nevøer, og jeg har faktisk også lært at sætte pris på den frihed, der ligger i ikke at have børn.

Men der er jo ingen, der siger, at du ender som barnløs. Du kan få et donorbarn, eller måske møder du en mand.

Men hvis du ender som barnløs, så behøver det altså ikke at være jordens undergang.

Mange tak for alle jeres svar. Jeg har læst hvert og et og brugt den seneste tid på at tænke det rigtig godt igennem. 

Og jeg har besluttet ikke at få et barn med ham. Faktisk har jeg i stedet valgt at afslutte forholdet. Vi havde endnu et skænderi den anden  dag, og jeg besluttede at jeg ikke ville have alt det drama i mit liv mere. 

Det var en svær beslutning og jeg savner ham rigtig meget. Men jeg må nok også indrømme at jeg savner tanken om at få et barn endnu mere. Jeg savner ham men lige så meget det at jeg havde en der kunne give mig et barn. 

Jeg føler dette er den rigtige beslutning, og selvom jeg indimellem fortryder holder jeg fast i min beslutning. Jeg er rigtig ked af at jeg måske aldrig får et barn da jeg altid har ønsket mig at blive mor. Det er en sorg jeg går igennem nu, men i det mindste føler jeg at jeg har taget den mest ansvarlige beslutning. 

Igen vil jeg gerne takke alle jer der har givet jeres syn på sagen, det betyder rigtig meget for mig og har været medvirkende til at jeg har taget, er jeg sikker på, den rigtige beslutning 

Anonym skriver:

Mange tak for alle jeres svar. Jeg har læst hvert og et og brugt den seneste tid på at tænke det rigtig godt igennem. 

Og jeg har besluttet ikke at få et barn med ham. Faktisk har jeg i stedet valgt at afslutte forholdet. Vi havde endnu et skænderi den anden  dag, og jeg besluttede at jeg ikke ville have alt det drama i mit liv mere. 

Det var en svær beslutning og jeg savner ham rigtig meget. Men jeg må nok også indrømme at jeg savner tanken om at få et barn endnu mere. Jeg savner ham men lige så meget det at jeg havde en der kunne give mig et barn. 

Jeg føler dette er den rigtige beslutning, og selvom jeg indimellem fortryder holder jeg fast i min beslutning. Jeg er rigtig ked af at jeg måske aldrig får et barn da jeg altid har ønsket mig at blive mor. Det er en sorg jeg går igennem nu, men i det mindste føler jeg at jeg har taget den mest ansvarlige beslutning. 

Igen vil jeg gerne takke alle jer der har givet jeres syn på sagen, det betyder rigtig meget for mig og har været medvirkende til at jeg har taget, er jeg sikker på, den rigtige beslutning 

Kram til dig.

Du har helt bestemt truffet en ansvarlig beslutning. Du er en stærk kvinde - tro på det.

Det er en rigtig svær tid, du går igennem. Måske vil det være godt for dig at få hjælp af en terapeut eller psykolog.

Du behøver jo heller ikke helt opgive din drøm om at få et barn - men lige nu er det nok bedst at lægge drømmen på hylden for en tid og bruge tiden på at "hele". Man har hørt om kvinder, der får børn, når de er i 40´erne.

Jeg håber for dig, at det bliver bedre, når du får det lidt på afstand og måske ser mere klart på situationen.

Så længe forholdet er on/off hænger man i et forfærdeligt limbo, hvor man hverken kommer frem og tilbage. Det bliver nogle gange lidt nemmere, når beslutningen er truffet.

Jeg ønsker det bedste for dig.

Da jeg selv engang var i dyb sorg og måske samme sted som dig, så hjalp denne side mig rigtig meget: 

http://mettesunivers.dk - bla. kategorien "stærke kvinder":  http://mettesunivers.dk/category/staerke-kvinder/

eller kategorien "parforhold"

Og du kan tilmelde dig hendes daglige selvkærlighedsboosts (der kommer en email 1 gang om dagen og den tager 2-5 min at læse) og det er SKIDE godt  http://boostet.mettesunivers.dk/

Det hjalp mig meget, da jeg stod et svært sted...

Kære du 

Først synes jeg, det er en moden og velovervejet beslutning, du har truffet. En beslutning, der viser, at du bliver en god mor, fordi du jo netop sætter dit eget behov og ønske bagefter, hvad der er bedst for baby.

Dernæst vil jeg dele lidt af min egen historie, for at den måske kan give dig lidt lys på vejen i en svær tid.

Lige før jeg blev 38, kom jeg galt afsted med ryggen på jobbet, blev sygemeldt og mistede det til sidst. Dette medførte en masse ændringer i mit og i mit og kærestens liv; slut med alt spontanitet, siddende aktiviteter mv. En stor omvæltning, som min daværende kæreste havde meget svært ved at håndtere, og som virkelig understregede nogle negative sider i hans personlighed.

Jeg gik fra ham 15 mdr senere (og skulle have gjort det langt før), i sikker overbevisning om, at der var ingen, som ville have sådan en 'krøbling' som mig - jo min eks havde gjort sit for mit selvtillid.

At jeg for altid skulle være single og barnløs, for en donor var jo ikke en mulighed med min dårlige ryg, tænkte jeg dengang.

3 mdr senere møder jeg denne fantastiske (unge) mand, som ikke ser på de begrænsninger mine rygproblemer giver, men ser mig, som det kærlige, empatiske, givende og kloge - jo jo han forstår at sætte ord på sin kærlighed <3  - menneske jeg er.

Og lige om lidt bliver vi forældre.

Alt det bedste til dig