Få barn eller forblive barnløs?

Anonymor skriver:

Seriøst? Anbefaler du virkelig at få et barn i et ustabilt forhold med udsigt til skilsmisse, fordi det nok kan fungere fint hvis han er en god far? En ting er de parforhold der utilsigtet ender sådan, men ligefrem at planlægge at ens forhold nok går i stykker over barnet, men at det nok er fint nok alligevel, den synes jeg godt nok er far out - sorry. Alt respekt for dine tanker, men jeg må erkende, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i dem. Hvad er det lihe præcis der får dig til at tænke, at de kan få noget så vanskeligt som et samarbejde om et delebarn til at fungere, når de u forvejen går i clinch med hinanden i tide og utide? 

Jeg er enig!

Det er ikke så længe siden jeg havde en lignende snak med en barnløs single veninde, som også synes hendes tid er ved at rende ud...

Jeg fatter ikke at man bevist vil udsætte et barn for at være delebarn. Ja der findes gode, fantastiske fædre, der aldrig kunne finde på at svigte barnet ift. samvær, og hvor der sikkert er et super godt samarbejde. 

Jeg har desværre bare også set tilfælde hvor barnet har oplevet så mange svigt fra de fædre, at det har sat sig dybe spor i barnet og hele livet har skulle kæmpe med de konsekvenser de svigt har fulgt med sig.

De her fædre findes også selvom man er i et forhold og man føler man er sikker på hinanden, men man må gå ud fra at man som udgangspunkt laver barnet i kærlighed til den anden, fordi man vil skabe et liv SAMMEN med sin partner. 

Åh hmm, synes bare det er SÅ forkert det her med at smutte ud i byen og lave en upser, fordi ens ønske om børn er SÅ stort.

Så synes jeg at donor muligheden er langt bedre, og så som udgangspunkt skabe et liv uden en far.

I mine øjne ville det være dybt uholdbart (grænsende til omsorgssvigt) at bringe er barn ind i den konstellation som du kan tilbyde det lige nu. Forestil dig at være set barn, som ikke ved om mor og far er kærester hveranden måned? At det kommer til at overhøre skænderier om, at I går fra hinanden i tide og utide? Det er simpelthen ikke trygt nok for er barn - og nej, du kan ikke garantere, at barnet ikke hører det.

Hvis du synes han er en skøn mand, som kan blive en fantastisk far er der vel ikke noget i vejen for at I får er barn sammen som venner - på regnbuefamilemåden, og strippet fra en romantisk konstellation. Ellers synes jeg, at I skal aftale, at I giver jeres forhold en prøveperiode hvor I giver alt hvad I har for at enes og undgå konflikter. Hellere blive mor i et velfungerende forhold som 40-årig end at bringe et barn ind i et ustabilt forhold 38-årigt. 

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede og håber jeg herigennem kan få lidt andre øjne på mit problem.

Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste on/off de seneste 2 år. Det seneste år har vi forsøgt at blive gravide uden der er sket det store. Jeg blev dog gravid i februar men mistede da jeg var 7 uger henne. Dette har været hårdt, især fordi jeg endnu ikke er blevet gravid igen. 

Min kæreste og jeg har været en del igennem. Vi har begge to nogle ting med os fra tidligere forhold og er derfor ofte blevet uvenner og har snakket om at slå op. Vi er dog altid endt med at forsøge igen fordi vi virkelig elsker hinanden. 

Jeg er ikke så god til at acceptere de ting ved ham jeg ville ønske var anderledes og har desværre brugt meget energi på at forsøge at ændre det. Hvor han stejler og bliver stædig og ked af det og vil elskes som han er. Grundet mange skænderier tidligere går vi ofte fejl af hinanden og tror den anden har andre hensigter end det egentlig var meningen. 

Vi elsker dog hinanden over alt andet, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. 

Vi skal til læge om et par uger med henblik på at finde ud af hvorfor jeg ikke bliver gravid og evt. have hjælp til det. Jeg er 38 år og ønsker mig brændende et barn. 

Det logiske ville selvfølgelig være at vi ikke skulle have børn sammen når vores forhold ikke er mere stabilt end det er. Jeg har dog ikke lyst til at få et barn med en anden, og har heller ikke meget tid til at finde en ny kæreste, hvis jeg skal nå at blive mor. Vi har kort snakket om at få et barn sammen uden at være kærester lige nu, og så vente og se hvad der sker. Han har nogle rigtig gode værdier og jeg er sikker på han bliver en god far.

Mine veninder synes det er en dårlig ide. De synes ikke man skal få et barn med en man ikke har et super forhold til og er sikker på man skal blive sammen med. Jeg forstår dem godt, for det her er heller ikke mit drømme scenarie. På den anden side vil jeg blive så ked af aldrig at blive mor. Har overvejet at gå fra min kæreste og forsøge at finde en anden mand hurtigt, om ikke andet så bare for at få et barn med ham. Men så tænker jeg også at jeg hellere vil have et med en mand jeg kender godt og som jeg elsker, og ved vil blive en god far. De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn. 

Jeg ved jeg ville kunne tage mig af et barn alene og at min kæreste altid vil hjælpe og være der for mig, lige meget hvad der sker. Jeg oplever at min kæreste og jeg hører sammen... vi har oplevet så meget og vores kærlighed er så stærk. Jeg er sikker på vi finder ud af det en dag. Desværre kan jeg ikke vente meget længere, da jeg snart skal i gang med behandling hvis det skal lykkes os at få et barn sammen.

Hvad tænker I om min historie?

Er der noget jeg glemmer at tænke på?

Har virkelig brug for nogle gode råd og andre perspektiver på min situation, så hold jer endelig ikke tilbage 

To tanker om dit indlæg her fra:

1. Du skriver, at et centralt problem i jeres forhold er, at der er en række ting ved din kæreste, du ikke kan acceptere. Husk at et barn er halvt sin far og halvt sin mor. Når den ene forældre kritiserer den anden forældre, oplever børn det som en afstandtagen overfor eller underkendelse af dem selv - for de er jo 'af' det menneske, der åbenbart ikke er godt nok i den anden forældres øjne. Hvis du vil have børn med din kæreste, vil jeg anbefale, at du kigger alvorligt på det aspekt af jeres forhold.

2. Du skriver, at I nok skal klare det, fordi I elsker hinanden så højt. Jeg har det altid lidt stramt med, når kærlighed gøres til et vidundermiddel, der nok skal få parforhold og forældreskabet til at fungere. At elske et andet menneske er let. Især ens børn. I min optik kræver parforhold og forældreskab tålmodighed, omsorg og tilgivelse - i rå mængder! Du siger, du kæmper med at tilgive og give slip.

Hvos jeg var i jeres situation, ville jeg nok starte med parterapi og nogle lange samtaler om praktikken og principperne i jeres fælles forældreskab, uanset om I skal være sammen eller hver for sig.

Anonym skriver:

Jeg er enig!

Det er ikke så længe siden jeg havde en lignende snak med en barnløs single veninde, som også synes hendes tid er ved at rende ud...

Jeg fatter ikke at man bevist vil udsætte et barn for at være delebarn. Ja der findes gode, fantastiske fædre, der aldrig kunne finde på at svigte barnet ift. samvær, og hvor der sikkert er et super godt samarbejde. 

Jeg har desværre bare også set tilfælde hvor barnet har oplevet så mange svigt fra de fædre, at det har sat sig dybe spor i barnet og hele livet har skulle kæmpe med de konsekvenser de svigt har fulgt med sig.

De her fædre findes også selvom man er i et forhold og man føler man er sikker på hinanden, men man må gå ud fra at man som udgangspunkt laver barnet i kærlighed til den anden, fordi man vil skabe et liv SAMMEN med sin partner. 

Åh hmm, synes bare det er SÅ forkert det her med at smutte ud i byen og lave en upser, fordi ens ønske om børn er SÅ stort.

Så synes jeg at donor muligheden er langt bedre, og så som udgangspunkt skabe et liv uden en far.

Altså ja, bortset fra mit svar ikke var tiltænkt som en slags "fader-bashing", hvor udgangspunktet var, at det nok var faderen, der ville fejle, for i det her tilfælde virker det som om, at deres problemstillinger er ret meget 50/50, og derfor er min tanke mere, at samarbejdet ikke vil fungere, hvilket vil ramme barnet, ikke at den ene eller anden af dem vil spolere det, men ellers er vi enige

Det er lidt en kæphest for mig, det hyppige udgangspunkt, at det er manden/faderen, der er problemet. For der er mindst lige så mange "vanskelige" mødre, der ikke kan varetage deres forældrerolle på en optimal måde

Jeg er nødt til at knytte en kommentar mere til det med risikoen for, at barnet bliver et delebarn. Jeg synes, at det er enormt bekymrende, at der er flere i tråden, der synes, at det er helt fint med den risiko, for faren kan jo være en god far. Jeg ved ikke, om det er fordi i kun kender til rosenrøde skilsmissehistorier. Men som en, der både har været barn i et konfliktfyldt skilsmisselandskab, er bonusmor i et, og desuden fagligt arbejder med området, så kan jeg virkelig kun på det kraftigste fraråde at bruge det som et sikkerhedsnet! En ting er de rosenrøde historier, hvor par går fra hinanden, fordi forelskelsen er væk, men de stadig er de bedste venner. Hvor de enes om børneopdragelsen, laver fælles aktiviteter og har lignende værdisæt. Kærligheden til hinanden manglede bare.

Men så er der de andre historier - dem der er flest af. Hvor mor og far går fra hinanden, fordi de ikke kan enes. Det bliver ikke bedre af, at man så lever som delefamilie. Forskellen på parforholdet og delekonstellationen er, at man som et par er nødt til at finde kompromiser og arbejde på en fælles front i forhold til børnene. Som deleforældre behøver man - teknisk set - (personligt synes jeg man bør, men...) ikke at gå på kompromis med ens forældreskab. Man kan opdrage som man vil i eget hjem, man kan gøre tingene som man vil, for man er ikke et par og står ikke til ansvar over for sin partner længere. Så alle de ting man var uenige om? Dem kan man praktisere hver for sig med det resultat, at barnet fanges i midten mellem to hjem, der enten adskiller sig markant, og/eller i farvandet af de mange konflikter, der unægteligt vil opstå mellem to deleforældre, der er langt fra enige om, hvordan forældreskab bør forvaltes.

Det optimale var selvfølgelig, at man kunne parkere egen stædighed og stolthed og i fællesskab fokusere på, hvad der var bedst for barnet. Men når man er et par, som går i clinch med hinanden og er rygende uenige i parforholdet, så bliver det pludselig noget nær umuligt at parkere forskellighederne, når man ikke længere er et par og ikke længere står til ansvar for hinanden.

At argumentere for, at far og mor kan have deres diskussioner uden barnet opdager det, er simpelthen naivt. Der kørte en minidokumentar på et tidspunkt (jeg ved ikke hvor, for det var noget, jeg hørte på et kursus om konflikthåndtering i skilsmissefamilier), hvor en række delebørn udtalte sig om deres situation. Hvor var der forfærdeligt mange, der udtalte, at de godt vidste, at far og mor ikke kunne lide hinanden, selvom de prøvede at holde det hemmeligt. At de følte sig så små og usynlige, fordi de voksne snakkede henover hovederne på dem og troede, at børnene ikke opfattede noget.

Børn er mennesker med følelser. Husk på det. Og endnu vigtigere er børn små mennesker, som har en lang personlig udvikling foran dem. At vokse op i et konfliktfyldt landskab på den måde sætter spor, der alt for ofte har følgevirkninger for barnet senere hen.

Så virkelig. For barnets skyld. Lad nu være med at satse på, at en familiekonstellation som delefamilie vil være lykken mellem to forældre, der ikke en gang på nuværende tidspunkt kan enes!

Anonymor skriver:

Altså ja, bortset fra mit svar ikke var tiltænkt som en slags "fader-bashing", hvor udgangspunktet var, at det nok var faderen, der ville fejle, for i det her tilfælde virker det som om, at deres problemstillinger er ret meget 50/50, og derfor er min tanke mere, at samarbejdet ikke vil fungere, hvilket vil ramme barnet, ikke at den ene eller anden af dem vil spolere det, men ellers er vi enige

Det er lidt en kæphest for mig, det hyppige udgangspunkt, at det er manden/faderen, der er problemet. For der er mindst lige så mange "vanskelige" mødre, der ikke kan varetage deres forældrerolle på en optimal måde

Og det er jeg helt enig med dig i, det er bestemt ikke for at hænge fædrene ud derude. Og som jeg siger er der bestemt også forhold hvor samarbejdet fungere fint, eller som du siger, hvor det er mor der ikke kan hitte ud af det.

Men det er mere den med at man nærmest bevist, sætter et delebarn i verden, fordi eller selvom man ikke tror på at forholdet kan holde og ønsket om et barn er det vigtigste.

Anonym skriver:

Og det er jeg helt enig med dig i, det er bestemt ikke for at hænge fædrene ud derude. Og som jeg siger er der bestemt også forhold hvor samarbejdet fungere fint, eller som du siger, hvor det er mor der ikke kan hitte ud af det.

Men det er mere den med at man nærmest bevist, sætter et delebarn i verden, fordi eller selvom man ikke tror på at forholdet kan holde og ønsket om et barn er det vigtigste.

Det er vi helt enig om! Jeg tror problemet er, at folk har så vanskeligt ved at se tingene fra barnets perspektiv. Selv når samarbejdet fungerer, er det da ikke drømmen at vokse op som delebarn. Så ligefrem at planlægge efter det.. Det forstår jeg ikke.

Anonymor skriver:

Seriøst? Anbefaler du virkelig at få et barn i et ustabilt forhold med udsigt til skilsmisse, fordi det nok kan fungere fint hvis han er en god far? En ting er de parforhold der utilsigtet ender sådan, men ligefrem at planlægge at ens forhold nok går i stykker over barnet, men at det nok er fint nok alligevel, den synes jeg godt nok er far out - sorry. Alt respekt for dine tanker, men jeg må erkende, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i dem. Hvad er det lihe præcis der får dig til at tænke, at de kan få noget så vanskeligt som et samarbejde om et delebarn til at fungere, når de u forvejen går i clinch med hinanden i tide og utide? 

Seriøst?? Ja, seriøst, det er sgu da min mening Seriøst, ja. Og det må jeg, seriøst gerne sige, undskyld jeg ikke er som jer andre altså, ellers blev det sgu da en kort debat hvis vi alle skulle mene det samme...

Jeg anbefaler i disse regnbuetider at man i det mindste får barn med nogen man er sikker på bliver en god far. Der er venner der får børn sammen, der er familier med 2 mødre og en far, og omvendt 2 fædre og en mor, og de har da aldrig måske haft et stabilt kærlighedsforhold

Der er SÅ mange sørgelige sager herinde, hvor forholdene virker stabile, men hvor manden er en røv af en far. Fin kæreste, sød ved hende, men forfærdelig far. Jeg har helt ærligt haft fantastisk søde kærester hvor jeg har tænkt "han bliver aldrig en god far". Og så er jeg forlovet nu ,med verdens mest fantastiske mand, han er så mega dejlig, og en virkelig god kæreste, men det der gør mig mere tryg ved at bære hans barn det er, at uanset om vi skulle forandre os en dag, vokse fra hinanden, ryge væk fra hinanden følelsesmæssigt, så er jeg 100% sikker i mit hjerte på at han bliver så god en far, som jeg selv kun kan misunde mit barn at få, og det synes JEG er en gave at give til MIT barn, i stedet for KUN at tænke på mig selv og MINE følelser.

Sorry, men så vil jeg sgu hellere have man giver sit barn en fantastisk far, end at man går op i om han nusser en selv nok på ryggen. Kan være de to bare ikke passer sammen mere. De går netop i clinch fordi de er kærester, måske de ikke ville gå i clinch hvis de skar kærestedelen væk.

Jeg havde ALDRIG sagt ovenstående til en 22-årig!! For hun kunne "sagtens" finde andre, men sorry, en 38 årig der meget gerne snart vil have børn skal altså til at tænke sig om, for hvis alle skal kende hinanden mindst 2 år før man får børn sammen, så kan jeg godt se hun får problemer. Ja jeg maler måske fanden på væggen, men så synes jeg godt man må til at tænke alternativt..!! Så alder spiller også ind her, det kan du ikke benægte!

Der findes utallige familiekonstellationer og jeg skal på ingen måde som den "kedelige" kernefamilie mor stille mig som dommer over nogle af dem. Men åh ja det lille men, jeg vil hævde man skal være bevidst om hvad det er man er en del af og hvordan man ser fremtiden når og hvis man vil sætte et lille menneske med følelser og behov ind i konstellationen. 

Og når jeg læser dit start indlæg ts så løser jeg ikke om to voksne mennesker, der er sig bevidste om hvad de er i gang med, er I måske kærester, kærester, arbejder for at blive kærester eller er I to som holder af hinanden, er ved at nå den alder hvor det biologiske ur tikker for hurtigt og derfor vælger at sætte et barn til verden sammen uden st ville kernefamilien?

Hvis I ikke er afklarede vedr. Om I er eller skal være kærester så ville mit råd være drop alle tanker om børn og arbejd med jer som par, et barn er ikke tjent med en mor og far der er kærester den ene dag og ikke den anden for at være det igen til jul. 

Hvis I derimod har anerkendt I aldrig skal være kærester igen, men I er hinandens bedste venner, og I ikke ser en bedre mor/far til det kommende barn, så få talt sammen om den konstellation og hvad den medfører for jer to som voksne og forældre. Hvis I begge to kan se jer selv i den konstellation og kan droppe ideen om at være kærester, ja hvorfor så ikke...?

Jeg vil sige udfra de ting du skriver så ville jeg vælge at I ikke er kærester, men får et barn sammen...

hvis i begge er enige om den løsning...

for det værste ville nok være at enten du eller han finder en anden og den ande part så troede der var en chance for et ritigt forhold og bliver skuffet og måske bitter...

så sørg for ren luft imellem Jer om alt...

sørg for at få det hele på plads sådan rent praktisk...

hvor skal barnet bo? altså når det er baby hos mor men skal det være kun der eller en 7/7 ordning eller hvordan når det er større?

hvem skal sørge for hvad, både mens den er baby men også større...

hvem skal hente og bringe hvorfra og til?...

overvej at bo tæt på hinanden uden det er samme opgang så barnet kan beholde samme vennekreds når det er hos den anden...

det allervigtigste i min optik er klare linjer og åbenhed når man har et barn sammen...

uanset om man er kærester eller ej...