Få barn eller forblive barnløs?

Jeg er virkelig i vildrede og håber jeg herigennem kan få lidt andre øjne på mit problem.

Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste on/off de seneste 2 år. Det seneste år har vi forsøgt at blive gravide uden der er sket det store. Jeg blev dog gravid i februar men mistede da jeg var 7 uger henne. Dette har været hårdt, især fordi jeg endnu ikke er blevet gravid igen. 

Min kæreste og jeg har været en del igennem. Vi har begge to nogle ting med os fra tidligere forhold og er derfor ofte blevet uvenner og har snakket om at slå op. Vi er dog altid endt med at forsøge igen fordi vi virkelig elsker hinanden. 

Jeg er ikke så god til at acceptere de ting ved ham jeg ville ønske var anderledes og har desværre brugt meget energi på at forsøge at ændre det. Hvor han stejler og bliver stædig og ked af det og vil elskes som han er. Grundet mange skænderier tidligere går vi ofte fejl af hinanden og tror den anden har andre hensigter end det egentlig var meningen. 

Vi elsker dog hinanden over alt andet, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. 

Vi skal til læge om et par uger med henblik på at finde ud af hvorfor jeg ikke bliver gravid og evt. have hjælp til det. Jeg er 38 år og ønsker mig brændende et barn. 

Det logiske ville selvfølgelig være at vi ikke skulle have børn sammen når vores forhold ikke er mere stabilt end det er. Jeg har dog ikke lyst til at få et barn med en anden, og har heller ikke meget tid til at finde en ny kæreste, hvis jeg skal nå at blive mor. Vi har kort snakket om at få et barn sammen uden at være kærester lige nu, og så vente og se hvad der sker. Han har nogle rigtig gode værdier og jeg er sikker på han bliver en god far.

Mine veninder synes det er en dårlig ide. De synes ikke man skal få et barn med en man ikke har et super forhold til og er sikker på man skal blive sammen med. Jeg forstår dem godt, for det her er heller ikke mit drømme scenarie. På den anden side vil jeg blive så ked af aldrig at blive mor. Har overvejet at gå fra min kæreste og forsøge at finde en anden mand hurtigt, om ikke andet så bare for at få et barn med ham. Men så tænker jeg også at jeg hellere vil have et med en mand jeg kender godt og som jeg elsker, og ved vil blive en god far. De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn. 

Jeg ved jeg ville kunne tage mig af et barn alene og at min kæreste altid vil hjælpe og være der for mig, lige meget hvad der sker. Jeg oplever at min kæreste og jeg hører sammen... vi har oplevet så meget og vores kærlighed er så stærk. Jeg er sikker på vi finder ud af det en dag. Desværre kan jeg ikke vente meget længere, da jeg snart skal i gang med behandling hvis det skal lykkes os at få et barn sammen.

Hvad tænker I om min historie?

Er der noget jeg glemmer at tænke på?

Har virkelig brug for nogle gode råd og andre perspektiver på min situation, så hold jer endelig ikke tilbage 

Hvis i begge har lyst til at få et barn, så synes jeg, at i selvfølgelig skal have det barn. Der er mange måder at stifte familie på, og i skal finde jeres måde. Held og lykke herfra 

Ærligt så synes jeg ikke det lyder som et velfungerende forhold. Der er en del ting du fx ikke accepterer ved ham og forsøger at lave om. Forholdet er on and off i perioder osv. 

Jeg ville personligt vælge muligheden for at beige donor sæd. Så er barnet sit og du har barnet hele tiden. At skulle dele er barn når jeres forhold har været og er så turbulent som det er kan hurtigt gå galt.

det du fx ikke accepterer ved ham ..er vaner eller holdninger som  sikker vil føres videre i en børneopdragelse. Kan du acceptere det..? At I måske har meget forskellige holdninger ..? 

Anonym skriver:

Jeg er virkelig i vildrede og håber jeg herigennem kan få lidt andre øjne på mit problem.

Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste on/off de seneste 2 år. Det seneste år har vi forsøgt at blive gravide uden der er sket det store. Jeg blev dog gravid i februar men mistede da jeg var 7 uger henne. Dette har været hårdt, især fordi jeg endnu ikke er blevet gravid igen. 

Min kæreste og jeg har været en del igennem. Vi har begge to nogle ting med os fra tidligere forhold og er derfor ofte blevet uvenner og har snakket om at slå op. Vi er dog altid endt med at forsøge igen fordi vi virkelig elsker hinanden. 

Jeg er ikke så god til at acceptere de ting ved ham jeg ville ønske var anderledes og har desværre brugt meget energi på at forsøge at ændre det. Hvor han stejler og bliver stædig og ked af det og vil elskes som han er. Grundet mange skænderier tidligere går vi ofte fejl af hinanden og tror den anden har andre hensigter end det egentlig var meningen. 

Vi elsker dog hinanden over alt andet, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. 

Vi skal til læge om et par uger med henblik på at finde ud af hvorfor jeg ikke bliver gravid og evt. have hjælp til det. Jeg er 38 år og ønsker mig brændende et barn. 

Det logiske ville selvfølgelig være at vi ikke skulle have børn sammen når vores forhold ikke er mere stabilt end det er. Jeg har dog ikke lyst til at få et barn med en anden, og har heller ikke meget tid til at finde en ny kæreste, hvis jeg skal nå at blive mor. Vi har kort snakket om at få et barn sammen uden at være kærester lige nu, og så vente og se hvad der sker. Han har nogle rigtig gode værdier og jeg er sikker på han bliver en god far.

Mine veninder synes det er en dårlig ide. De synes ikke man skal få et barn med en man ikke har et super forhold til og er sikker på man skal blive sammen med. Jeg forstår dem godt, for det her er heller ikke mit drømme scenarie. På den anden side vil jeg blive så ked af aldrig at blive mor. Har overvejet at gå fra min kæreste og forsøge at finde en anden mand hurtigt, om ikke andet så bare for at få et barn med ham. Men så tænker jeg også at jeg hellere vil have et med en mand jeg kender godt og som jeg elsker, og ved vil blive en god far. De veninder der synes det er en dårlig ide er sjovt nok alle sammen gift og har børn, så det er jo også nemt for dem at sige jeg bare skal opgive tanken om et barn. 

Jeg ved jeg ville kunne tage mig af et barn alene og at min kæreste altid vil hjælpe og være der for mig, lige meget hvad der sker. Jeg oplever at min kæreste og jeg hører sammen... vi har oplevet så meget og vores kærlighed er så stærk. Jeg er sikker på vi finder ud af det en dag. Desværre kan jeg ikke vente meget længere, da jeg snart skal i gang med behandling hvis det skal lykkes os at få et barn sammen.

Hvad tænker I om min historie?

Er der noget jeg glemmer at tænke på?

Har virkelig brug for nogle gode råd og andre perspektiver på min situation, så hold jer endelig ikke tilbage 

Vil bare sige, at hvis man absolut skulle være sikker på at være sammen med manden for at få børn, så er der vel ikke mange der skulle få børn. Når halvdelen af forhold går i stykker, når manden kan blive ramt af en bus, osv. Man er vel heldig hvis man finder en kærlighed der varer ved. Men det tror jeg ikke man kan planlægge hele sit liv ud fra. Hvis tiden var ved at rende ud for mig og jeg var alene, ville jeg ty til donation, da at være mor er så vigtigt for mig. Ikke helt optimalt selvfølgelig, men sådan er det. Hvis det er noget I begge kan blive enige om, og er parate til at elske det barn af hele hjerte, uanset om I forbliver sammen eller ej, så skal du da forfølge din drøm om at blive mor. 

Den er svær

min erfaring siger mig dog at alle parforhold testet voldsomt når der kommer børn og et ustabilt parforhold er derfor i stor risiko for at ryge (jeg har læst at 50 pct af alle skilsmisser sker hvor børn er under 3 år)

at være delefamilie er svært og selvom du  ved han vil være det for dig vil alt det det irriterer dig nu blive 50 gange være når kærligheden er væk. Er jeres uenigheder småting eller vigtige livsholdninger fx opdragelse værdier osv for så ville jeg ikke få børn med ham.

som jeg læser sit indlæg og måske misfortolker jeg er du ret sikker på i vil gå fra hinanden og så ville jeg ikke få børn med ham. Så ville jeg overveje andre alternativet. De gode skilsmisser er få og det er desværre mange dårlige historier  

Held og lykke

Hvis dine veninder, som både kender dig, dit forhold OG til at have børn, mener, at du bør forblive barnløs, er det da alvorligt! Børn er skønne - men det er psykologisk ekstremsport på linje med en ironman.

Man skal få børn med nogen der vil være en god far til barnet... Mere tror jeg ikke der er at sige. Det bedste du kan give dit barn, er for det første en god barndom I at DU er god, men også en god far.

Om I er sammen eller ej, er efter MIN mening ikke relevant, så længe du ved han bliver en fantastisk far på ALLE punkter, også deleordninger, nyindkøbt regntøj der skal frem og tilbage, og opdragelser og tålmodighed. Hvis du synes at selvom han kan gøre dig vanvittig både lykkelig og sur, så bare tænk på at han måske alligevel er en okay far og vælg ud fra dine tanker.

Abracadabra skriver:

Hvis dine veninder, som både kender dig, dit forhold OG til at have børn, mener, at du bør forblive barnløs, er det da alvorligt! Børn er skønne - men det er psykologisk ekstremsport på linje med en ironman.

 

Med flere ironmans i bagagen vil jeg sige at den sammenligning ikke holder vand - børn er langt være og en dnf (Do NOT finish) er ikke en mulighed

Jeg synes dit svar bærer præg af i høj grad dit og jeres perspektiv. Du vil gerne have børn, du vil gerne, du drømmer om. Ja.. Men hvad med barnets perspektiv? Hvilket liv i kan tilbyde barnet? Første skridt i at være klar til at få børn er, at man kan tilsidesætte egne behov for dem. Og i dit svar læser jeg, at du er villig til at gå på kompromis med dit barns trivsel og sætte barn til verden i et ustabilt og dysfunktionelt forhold, fordi dit biologiske ur tikker og du gerne vil være mor. Dit ønske er der ikke noget forkert i. Men du bliver nødt til at distancere dig selv fra det for en stund og overveje de langsigtede konsekvenser for barnet ved at vokse op i en dysfunktionel familie. 

Du skriver i begge har ting med i bagagen. Jeg ved ikke hvad. Men du skal være opmærksom på, hvor let vi menneske gentager de mønstre, vi er vokset op med. Er du muligvis ved at gøre netop dette ved at planlægge et barn i et usundt forhold? 

Det dur ikke. Som abracadabra skriver, det at få børn er en psykologisk ekstremsport. Det er virkelig virkelig virkelig farligt at igangsætte et sp krævende "projekt" under omstændigheder, der allerede trækker på jeres mentale ressourcer. I skal have ryddet op i jeres personlige rygsække og i jeres parforhold, før i skal stå til ansvar for et lille menneske og dets fulde behov. Også selvom du føler uret tikker. Jeg ved godt det er hårdt. Men det er den ansvarlige ting at gøre 

Bananaalice skriver:

Man skal få børn med nogen der vil være en god far til barnet... Mere tror jeg ikke der er at sige. Det bedste du kan give dit barn, er for det første en god barndom I at DU er god, men også en god far.

 

Om I er sammen eller ej, er efter MIN mening ikke relevant, så længe du ved han bliver en fantastisk far på ALLE punkter, også deleordninger, nyindkøbt regntøj der skal frem og tilbage, og opdragelser og tålmodighed. Hvis du synes at selvom han kan gøre dig vanvittig både lykkelig og sur, så bare tænk på at han måske alligevel er en okay far og vælg ud fra dine tanker.

Seriøst? Anbefaler du virkelig at få et barn i et ustabilt forhold med udsigt til skilsmisse, fordi det nok kan fungere fint hvis han er en god far? En ting er de parforhold der utilsigtet ender sådan, men ligefrem at planlægge at ens forhold nok går i stykker over barnet, men at det nok er fint nok alligevel, den synes jeg godt nok er far out - sorry. Alt respekt for dine tanker, men jeg må erkende, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i dem. Hvad er det lihe præcis der får dig til at tænke, at de kan få noget så vanskeligt som et samarbejde om et delebarn til at fungere, når de u forvejen går i clinch med hinanden i tide og utide?