Eksperthjælp: Min mand vil have jeg får en abort

Kurt_H skriver:

Hvis din mand har dén holdning, så skal han bruge kondom !

I har to børn sammen, hvad er "the big dial" med nummer tre ?

Børn er et produkt af to menneskers kærlighed, ikk´ ?

Hvis I ikke ønsker barnet, så adopter jeg gerne barnet !

Jeg syntes det er forkasteligt først at have intimt samvær og derefter ikke følge op på evt. konsekvenser som bla. graviditet for kvinden og flere børnepenge for manden !

 

At mænd generelt ser en abort som en tur til tandlægen er jo en trist konklusion, men nok ikke helt sand.

 

For mig er en abort totalt udelukket.

Der er kun to situationer hvor jeg ville acceptere en sådan handling.

1. Voldtægt, kendt eller ikke kendt gerningsmand.

2. Graviditeten ville tage livet af moderen af medicinske årsager.

 

Nu spørg jeg bare ind til det sidste du skiver, om du mener det så hårdt som du stiller det op.

Hvis du nu havde en datter på måske 14-17 år, som i ren og skær dumhed havde lavet en ikke særlig smart handling og var blevet gravid på det grundlag, så var abort udelukket, da hun hverken var voldtaget eller ved at miste livet ?

Hck skriver:

Nu spørg jeg bare ind til det sidste du skiver, om du mener det så hårdt som du stiller det op.

Hvis du nu havde en datter på måske 14-17 år, som i ren og skær dumhed havde lavet en ikke særlig smart handling og var blevet gravid på det grundlag, så var abort udelukket, da hun hverken var voldtaget eller ved at miste livet ?

Ikke mig der skrev det, men svare lige noget andet: en teenager er i det mindste under 18 og ikke en voksen myndig person. En granvoksen mand burde være ansvarlig og moden nok til ikke at udsætte sig selv og sin elskede for sådan en hård situation og valg! Synes det er tarveligt gjort.

Bananaalice skriver:

Ikke mig der skrev det, men svare lige noget andet: en teenager er i det mindste under 18 og ikke en voksen myndig person. En granvoksen mand burde være ansvarlig og moden nok til ikke at udsætte sig selv og sin elskede for sådan en hård situation og valg! Synes det er tarveligt gjort.

Jeg er bare i tvivl om der menes generelt eller om det kun er i den pågældende situation, derfor spørg jeg

Hej du. 

Jeg vil som de andre også opfordre dig til at snakke med din mand - og lytte meget grundigt til hans årsager til Ikke at ønske barnet. 

Jeg har fået en ufrivillig abort, og selvom jeg var meget praktisk anlagt og tænkte at der ikke var andre muligheder for mig (barnet var dødt i maven og kroppen afstødte det ikke) så tog det mig måneder at komme ovenpå. Det skete først rigtigt da jeg blev gravid igen. Jeg havde faktisk en regulær stress reaktion over det. Så hvis du er begyndt at have følelser for graviditeten, så skal din mand være klar over at en abort kan indebære måneder eller år med en grådlabil hustru. Selvom vores var et ønskebarn og min mand også var ked, så var han helt "op-på-hesten" igen efter 14 dage, hvor jeg tudede jævnligt flere måneder efter. Det overraskede ham voldsomt hvor meget det påvirke mig,og han har haft svært ved at takle det på trods af, at han er meget omsorgsfuld. 

Kære alle

1000 mange tak for alle jeres svar, jeg har læst dem alle mange gange.

Jeg fik kort efter mit indlæg en akut scanning, hvor det viste sig jeg var 8 uger henne. De første dage efter scanning var noget rod med rigtig mange tårer, også fra min mands side. Herefter 14 dages kør-selv ferie hvor alt har været tilbage ved det gamle hos "familien Danmark". Nu er vi hjemme igen og virkeligheden banker på! Jeg er nu 12 uger henne og kan ikke få foretaget en abort - jeg beholder barnet og er klar over konsekvenserne. Vi er stadig dybt uenige og taler desværre ikke meget sammen disse dage, til tider frygter jeg, at jeg bliver alene med 3 børn. Det er ikke så meget frygten ved at være alene med 3 børn, det kan jeg sagtens klare, det er nærmere frygten ved at miste den mand jeg elsker så højt - det gør rigtig ondt. 

Jeg har forsøgt at forklare ham at jeg virkelig er ked af det blev mig der trak en beslutning over hovedet på ham, men at alt i forbindelse med baby, så skal være på hans præmisser - det har han meget svært ved at forstå og bliver enormt egoistisk og "tøse-fornærmet". Jeg giver ham masser af plads og tid, og håber han med tiden vil acceptere mit valg. Jeg håber og beder til at dette barn vil blive hans øjesten når først det kommer til verden. Jeg tvivler, men man har lov at håbe, om ikke andet har jeg masser af kærlighed til 3 skønne børn. 

Til jer der har haft bekymringer om mine 2 børn - tak. Jeg havde ikke selv tænkt meget i de retninger, men kan berolige med at de vil blive rigtig glade når de får nyheden om at de skal være storbror og storesøster. Så sent som i sidste uge, spurgte de "mor, HVIS nu du skulle have en baby mere(svaret har jo altid været nej), hvad vil du så helst have - dreng eller pige?"

Jeg glæder mig meget til at fortælle dem nyheden, og håber min mand kan tilsidesætte sig selv mens de får nyheden. 

Jeg har henover de sidste 14 dage virkelig fået meget mave og har rigtig svært ved efterhånden at skjule det, men har sagt til min mand, at vi først fortæller det til familie og venner når han er klar, igen på hans præmisser. Svaret var blot, jeg kunne bare fortælle det, men jeg skulle ikke sige vi er enige om beslutningen. Åhh hvor er det hårdt, trænger snart til nogle at snakke med så jeg kan få bekræftet overfor mig selv, at jeg har taget den rigtige beslutning.

Stort kram fra mig og tak for alle jeres kram, det har betydet mere end jeg var klar over det ville gøre.

brevkassen-39063 skriver:

Kære alle

1000 mange tak for alle jeres svar, jeg har læst dem alle mange gange.

Jeg fik kort efter mit indlæg en akut scanning, hvor det viste sig jeg var 8 uger henne. De første dage efter scanning var noget rod med rigtig mange tårer, også fra min mands side. Herefter 14 dages kør-selv ferie hvor alt har været tilbage ved det gamle hos "familien Danmark". Nu er vi hjemme igen og virkeligheden banker på! Jeg er nu 12 uger henne og kan ikke få foretaget en abort - jeg beholder barnet og er klar over konsekvenserne. Vi er stadig dybt uenige og taler desværre ikke meget sammen disse dage, til tider frygter jeg, at jeg bliver alene med 3 børn. Det er ikke så meget frygten ved at være alene med 3 børn, det kan jeg sagtens klare, det er nærmere frygten ved at miste den mand jeg elsker så højt - det gør rigtig ondt. 

Jeg har forsøgt at forklare ham at jeg virkelig er ked af det blev mig der trak en beslutning over hovedet på ham, men at alt i forbindelse med baby, så skal være på hans præmisser - det har han meget svært ved at forstå og bliver enormt egoistisk og "tøse-fornærmet". Jeg giver ham masser af plads og tid, og håber han med tiden vil acceptere mit valg. Jeg håber og beder til at dette barn vil blive hans øjesten når først det kommer til verden. Jeg tvivler, men man har lov at håbe, om ikke andet har jeg masser af kærlighed til 3 skønne børn. 

Til jer der har haft bekymringer om mine 2 børn - tak. Jeg havde ikke selv tænkt meget i de retninger, men kan berolige med at de vil blive rigtig glade når de får nyheden om at de skal være storbror og storesøster. Så sent som i sidste uge, spurgte de "mor, HVIS nu du skulle have en baby mere(svaret har jo altid været nej), hvad vil du så helst have - dreng eller pige?"

Jeg glæder mig meget til at fortælle dem nyheden, og håber min mand kan tilsidesætte sig selv mens de får nyheden. 

Jeg har henover de sidste 14 dage virkelig fået meget mave og har rigtig svært ved efterhånden at skjule det, men har sagt til min mand, at vi først fortæller det til familie og venner når han er klar, igen på hans præmisser. Svaret var blot, jeg kunne bare fortælle det, men jeg skulle ikke sige vi er enige om beslutningen. Åhh hvor er det hårdt, trænger snart til nogle at snakke med så jeg kan få bekræftet overfor mig selv, at jeg har taget den rigtige beslutning.

Stort kram fra mig og tak for alle jeres kram, det har betydet mere end jeg var klar over det ville gøre.

Tillykke med beslutningen.

Jeg håber din mand snart åbner sit hjerte og acceptere det nye liv som vokser i din mave 

brevkassen-39063 skriver:

Kære alle

1000 mange tak for alle jeres svar, jeg har læst dem alle mange gange.

Jeg fik kort efter mit indlæg en akut scanning, hvor det viste sig jeg var 8 uger henne. De første dage efter scanning var noget rod med rigtig mange tårer, også fra min mands side. Herefter 14 dages kør-selv ferie hvor alt har været tilbage ved det gamle hos "familien Danmark". Nu er vi hjemme igen og virkeligheden banker på! Jeg er nu 12 uger henne og kan ikke få foretaget en abort - jeg beholder barnet og er klar over konsekvenserne. Vi er stadig dybt uenige og taler desværre ikke meget sammen disse dage, til tider frygter jeg, at jeg bliver alene med 3 børn. Det er ikke så meget frygten ved at være alene med 3 børn, det kan jeg sagtens klare, det er nærmere frygten ved at miste den mand jeg elsker så højt - det gør rigtig ondt. 

Jeg har forsøgt at forklare ham at jeg virkelig er ked af det blev mig der trak en beslutning over hovedet på ham, men at alt i forbindelse med baby, så skal være på hans præmisser - det har han meget svært ved at forstå og bliver enormt egoistisk og "tøse-fornærmet". Jeg giver ham masser af plads og tid, og håber han med tiden vil acceptere mit valg. Jeg håber og beder til at dette barn vil blive hans øjesten når først det kommer til verden. Jeg tvivler, men man har lov at håbe, om ikke andet har jeg masser af kærlighed til 3 skønne børn. 

Til jer der har haft bekymringer om mine 2 børn - tak. Jeg havde ikke selv tænkt meget i de retninger, men kan berolige med at de vil blive rigtig glade når de får nyheden om at de skal være storbror og storesøster. Så sent som i sidste uge, spurgte de "mor, HVIS nu du skulle have en baby mere(svaret har jo altid været nej), hvad vil du så helst have - dreng eller pige?"

Jeg glæder mig meget til at fortælle dem nyheden, og håber min mand kan tilsidesætte sig selv mens de får nyheden. 

Jeg har henover de sidste 14 dage virkelig fået meget mave og har rigtig svært ved efterhånden at skjule det, men har sagt til min mand, at vi først fortæller det til familie og venner når han er klar, igen på hans præmisser. Svaret var blot, jeg kunne bare fortælle det, men jeg skulle ikke sige vi er enige om beslutningen. Åhh hvor er det hårdt, trænger snart til nogle at snakke med så jeg kan få bekræftet overfor mig selv, at jeg har taget den rigtige beslutning.

Stort kram fra mig og tak for alle jeres kram, det har betydet mere end jeg var klar over det ville gøre.

Altså ud at dømme fra din mands reaktion lyder det da ok lovende. - som du siger kan man aldrig vide, men han er jo ikke gået endnu eller desperat prøvet at overtale dig til at komne af sted på sygehus og få foretaget abort (ud fra din beskrivelse) jeg synes du har taget den rigtige beslutning - håber alt ordner sig. Held og lykke med det hele 

Jeg blev gravid helt uventet her i marts med nummer 3! (Mine børn er 4 og 7) - jeg var så ked SF det - ulykkelig - lammet af angst for hvad livet ville bringe mig. Uanset beslutning! Først virkede abort som den eneste løsning, der kunne bringe mig tilbage til mit ellers 'perfekte liv' (hvad er det iøvrigt!) 

min mand var så modsat din, megwt fortaler for dette nye liv - havde han ikke været det, havde jeg ret sikkert gennemgået en abort. Men når jeg læser historier som din - jo mere står det mig klart, at jeg aldrig ville have kunnet leve med mig selv med det valg. Jeg er nu 24 uger henne. Min pinte er, mon ikke din mand, når tingene og situationen bundfælder sig lidt mere, kan se at den bedste beslutning (for dig og jeres fremtid) er at vælge livet til? Jeg mener i forhold til, at du er så ked af det når du tænker på abort? Jeg har læst mange statistikker som viser, at kvinder som tænker som dig, bliver hårdeee ramt af depression efterfølgende - jeg vil i hvert fald overveje meget nøje om du taget beslutningen for din mand (som måske ikke (og klart nok!) ikke lige kan forestille sig et godt liv med et spædbarn endnu) men mon ikke han kan det i takt med de ni måneder går? Jeg fåe det personligt bedre dag for dag selvom jeg i starten var helt afvisende overfor baby 3! Nu kunne jeg slet ikke forestille mig andet end, at baby er en del af vores fremtid 

bare nogle tanker herfra! 

Kæmpe kram 

Hck skriver:

Nu spørg jeg bare ind til det sidste du skiver, om du mener det så hårdt som du stiller det op.

Hvis du nu havde en datter på måske 14-17 år, som i ren og skær dumhed havde lavet en ikke særlig smart handling og var blevet gravid på det grundlag, så var abort udelukket, da hun hverken var voldtaget eller ved at miste livet ?

Hvis jeg havde en datter på den alder, så ville jeg i den grad vide at "teenagere" generelt er "dumme", så derfor ville jeg opdrage hende til at tage ansvar for sin egne handlinger, dumme eller ej.

Hovedansvaret vil dog stadig være mit, hvor underligt det end føles, fordi hun så ikke har fået vejledning nok til at kunne undertrykke "dumme" handlinger eller at hun turde være mere opsøgende på emnet.

Jeg er totalt uforstående overfor at man må, ved lov, være seksuelt aktiv som 15 årrig. Det er en stor ting at skulle tage ansvar for og man er jo stadig barn indtil man fylder 18 år.

Skal børn bestemme hvornår det er "smart" at få børn ?

Hvor mange er reelt blevet "til" ved en dumhed ?

Svar:

Jeg mener at har hun begået en "dumhed", så ser hun nu resultatet. At hun så, i en ung alder, så skal udsætte sin krop for yderligere risikoer der kan ødelægge kroppen, det vil jeg, som forældre til en teenager, ikke lade hende gennemgå.

Selvom hun er 17 år, så er det stadig mig som har ansvaret for hende og dermed et ansvar for det ufødte barn.

Kurt_H skriver:

Hvis jeg havde en datter på den alder, så ville jeg i den grad vide at "teenagere" generelt er "dumme", så derfor ville jeg opdrage hende til at tage ansvar for sin egne handlinger, dumme eller ej.

Hovedansvaret vil dog stadig være mit, hvor underligt det end føles, fordi hun så ikke har fået vejledning nok til at kunne undertrykke "dumme" handlinger eller at hun turde være mere opsøgende på emnet.

Jeg er totalt uforstående overfor at man må, ved lov, være seksuelt aktiv som 15 årrig. Det er en stor ting at skulle tage ansvar for og man er jo stadig barn indtil man fylder 18 år.

Skal børn bestemme hvornår det er "smart" at få børn ?

Hvor mange er reelt blevet "til" ved en dumhed ?

Svar:

Jeg mener at har hun begået en "dumhed", så ser hun nu resultatet. At hun så, i en ung alder, så skal udsætte sin krop for yderligere risikoer der kan ødelægge kroppen, det vil jeg, som forældre til en teenager, ikke lade hende gennemgå.

Selvom hun er 17 år, så er det stadig mig som har ansvaret for hende og dermed et ansvar for det ufødte barn.

Wow, et svar der for mig virker meget religiøst og uden så meget virkeligheds fornemmelse. Ærligt, så ville jeg aldrig tvinge min datter til at fuldføre en graviditet hvis hun skulle komme i den kedelige situation og ved du hvad, jeg har sku opdraget hende godt