Eksperthjælp: Min mand vil have jeg får en abort

Linda Stæhr

Hej
Jeg er 33 år og bor sammen med min mand på 16.år! Vi har 2 børn på hhv 11 og 8 år. Vi lever lige nu et skønt og dejligt liv. Vi har det skønt sammen. Vores hverdag er perfekt og vil ikke ændre på noget som helst. Bare nyde livet og at vores børn er blevet så store.
Nu er jeg så blevet uønsket gravid! Ca. 6-8 uger henne. Jeg blev først rigtig ked af det, og brugte et par dage på at stortude. Min mand har fra starten ville have det fjernet. Jeg er så meget i tvivl. Min krop har alle symptomer og det virker så forkert for mig "bare" at fjerne det hele og lade som ingenting. Jeg er ikke imod abort, men måske alligevel når det drejer sig om mig selv..? Jo mere jeg tænker, des mere vænner jeg mig til tanken og tænker "Hey, hvor svært kan det være". Min mand er dybt uenig, og bliver meget sur og provokerende når vi taler om det. Jeg bliver som sådan ikke ked af det mere når jeg tænker jeg er gravid, men bliver bund-ulykkelig ved tanken om at få barnet fjernet. Min mand er absolut ikke en omsorgsfuld type, så jeg er så bange for at komme til at skulle komme igennem en abort helt alene. Jeg har hele tiden sagt at vi skal komme til enighed, da jeg ikke synes det er fair at trække en beslutning ned over hovedet på den anden. Det mener han jeg gør ved at sige jeg ikke kan få mig selv til at få det fjernet, men er det ikke også det han gør ved at sige han synes ikke vi skal beholde det og han ikke kan støtte mig hvis jeg vælger at beholde det? På den anden side, synes jeg ikke det er fair over for faren når alle mødre for at vide at det er dem der skal tage den endelige beslutningen - hvorfor? Det er også for resten af livet for faren...
Jeg er så meget i tvivl, jeg vil så gerne fortsætte vores liv som det er nu. Men kan heller ikke se hvorfor ikke det kan fortsætte lige sådan "bare" fordi der kommer en baby...
Jeg har mange gange taget beslutningen i mit hoved om at beholde barnet, men når jeg så tænker tanken videre, kan jeg slet ikke overskue at have en mand der faktisk ikke gider sit eget barn og som ikke ved om han kan holde lige så meget af et nyt barn som af de 2 vi allerede har. Jeg kan ikke overskue en far der ikke kan være bare en smule stolt over at skulle være far igen, måske endda tværtimod være sur/skuffet/flov over det.
Jeg kan vel egentlig ikke være bekendt både at tage beslutningen om at vi skal beholde det og samtidig diktere at han skal være glad for det. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om at han ikke på noget tidspunkt vil have interesse i at følge med i graviditet, fødsel eller mens barnet er spæd, og kan jeg mon holde til det?

Mange spørgsmål på en gang, mit hoved er ved at sprænges af tanker! Jeg ville ønske vi først havde fundet ud af det efter 12. uge eller at graviditeten var udenfor livmoderen så vi ikke selv skulle tage beslutningen.

Lindas svar

Kære mor

Jeg kan mærke din sorg, frustration, bekymringer og det hele, mens jeg sidder her og læser.

Jeg føler virkelig med dig og synes også, at det er forfærdeligt at kvinder skal tvinges til at forholde sig til, om de vil beholde deres barn eller ej! Den slags liv og død beslutninger er tunge at forholde sig til - eller blive tvunget til!

Beslutningen om du skal beholde dit barn eller få det fjernet kan jeg ikke tage for dig. Desuden tilføjer jeg altid i sager om abort, at jeg personligt er imod (som udgangspunkt) og ikke kan tale for en abort. Dette vil påvirke mit svar.

I den perfekte verden

I den perfekte verden kunne kvinder og mænd forstå hinandens synspunkter og støtte hinanden og sammen finde en vej. Livet er desværre ikke perfekt, men sammen har I fundet en ”perfekt” hverdag med et ”skønt og dejligt liv”. Og jeg tror, at du glemmer, hvad det perfekte bygger på: Der er noget din mand og du har formået at skabe sammen, som indtil nu har opbygget en perfekt hverdag. Jeg tror du må finde ro, styrke, trøst og vejledning i at se på det og holde fast i, at I også har gode ting sammen uanset jeres beslutning.

”Truslen” om endnu en spædbarnstid

Jeg vil opfordre dig til at lytte godt til din mands bekymringer. Hvad er det, der gør, at han ikke ønsker barnet? Er det mon en frygt for, at det vil spolere det gode, I har nu? Eller er der noget andet på spil?

Har I mon netværk omkring jer, der kan hjælpe og støtte, hvis I vælger at få barnet? Og så du ikke står alene?

Jeg bliver også lidt nysgerrig på, om der er noget dybereliggende, der gør dig bekymret: Fx når du skriver, at din mand ” absolut ikke er en omsorgsfuld type” og at han ” ingen interesse” har i at tage del i graviditet, fødsel og spædbarnstiden. Har du reelt stået alene om to børn og frygter at skulle tage turen alene igen? Er han en trussel for dig og børnene? Eller har I to bare et mønster sammen, som virker for jer, selvom det ikke er særlig omsorgsfuldt?

Den store beslutning

Uanset hvad der er på spil, mellem dig og din mand, vil jeg opfordre dig til at beslutte dig for dig selv. Her kan en god veninde ofte være en hjælp… Vælg med omhu, hvem du spørger, for du ved sikkert i forvejen, hvilken type rådgivning du får fra hvem. Skriv fordele og ulemper ned, sov på dem, overvej dem grundigt. Og når du har besluttet dig, så tag fuldt ansvar for det du beslutter!

Planlæg din beslutning, så den kan lade sig gøre i praksis og tænk fremad. Og når du præsenterer din beslutning, så fortæl den med rank ryg og forklar dine grunde. Du kan ikke styre din mand, hans reaktioner og meninger. Men du kan styre, det du selv vil, hvordan du selv vil handle, og hvad du vil acceptere.

Kære mor, jeg håber du føler dig vejledt og om ikke andet så hørt og forstået. Du står ikke alene. Du har venner, familie og andre herinde og mig, som tænker på dig og forstår din situation.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Det er altid svært at rådgive om, men for nu at være nøgtern er du nødt til at tænke på hvad du risikerer. Hvis han vitterlig nægter og ved han ikke kan elske barnet. Du risikerer at bryde familien op og gøre jeres børn til delebørn formentlig med et konfliktfyldt samarbejde. Du risikerer at sætte et barn til verden som er og kommer til at føle sig uønsket, som har fuldblodssøskenfe der er ønsket oh elsket. 

Er det det værd? 

Men grundlæggende set skal du måske overveje om du kan leve med, at han ikke er der for dig. Du skriver han generelt ikke er omsorgsfuld og næppe vil være der for dig under abort. Det lyder lidt bekymrende.. 

Stort kram 

Jeg kan ikke komme med gode råd eller egen erfaring da jeg ikke har skulle tage et valg om abort eller ej. 

Dog kan jeg kun sige at jeg har en veninde der for 7 år siden fik en abort fordi hendes kæreste ikke ønskede et barn og "truede" med at forlade hende hvis hun ikke fik en abort. 

Hun taler stadig om det, hun har tilgivet hendes kæreste(eller lært at leve med?) men hun er ikke kommet sig over det. 

De besluttede for 8-9 mdr. siden at forsøge at lave et barn, men det er endnu ikke lykkedes. 

Jeg synes det er lidt pest eller kolera du har at vælge imellem. Enten abort, som du inderst inde ikke ønsker og som kan risikere at tære på dig rent psykisk, hvilket ikke kan undgås at påvirke din familie og det liv I har nu. - og især hvis din mand ikke er støttende og omsorgsfuld. 

Eller du kan vælge at beholde et barn, som din mand absolut ikke ønsker og måske ikke vil være en del af. 

Men begge situationer vil i min optik spolere den familieidyl I har nu. For tror ikke at nogen kan gennemgå en abort(mod din vilje) uden at det vil sætte sine spor. 

Måske kan I få noget hjælp? Måske er din mand lidt i chok, da det kommer bag på ham? Måske vil han alligevel blive glad? Men kun du, kender din mand og ved om han virkelig står 100% fast ved sin beslutning og der ikke kan ændres på noget. 

Held og lykke hvad end udfaldet bliver. Jeg håber I kan få talt om det på en gode måde og evt. få noget hjælp til kommunikationen. Fx en terapeut hjælper jer igennem med at få sagt det højt der kan være svært og hjælper med at den ene ikke "overdøver" den anden, men begge bliver hørt og tager alvorligt. 

Sikke en træls situation at stå i 

Jeg kan ikke råde dig til at gøre enten det ene eller det andet, men jeg kan fortælle dig om 2 kvinder fra min familie og deres oplevelser. 

1. kvinde

havde 3 sønner, men mistede den ene da han var 2 mdr. gammel ved en tragisk hændelse. Et par år senere bliver hun gravid igen ved uheld. Hun er Over 40 år. Hun ønsker dette barn inderligt men bliver overtalt af sin mand (og af den ældste søn) at få en abort. Dette var i 90'erne. 

Kvinden er aldrig kommet over det og bebrejder sin mand fordi han fik hende overtalt. Hun siger til mig "du må ALDRIG lytte til andre hvis du kommer ud for det samme. Man kommer aldrig over det!"

2. Kvinde 

Fik to aborter. Den ene fordi hun var for ung og den anden fordi hendes daværende kæreste viste sig at være en psykopat som endte med at stalke hende. Hun fik en abort fordi hun ikke ville have nogen forbindelser til ham mere og fordi hun aldrig ville føle sig tryg ved at sende sit barn til ham på samvær. Hendes beslutning blev dog påvirket af hendes familie. I starten ville hun beholde barnet uanset hvad, men familien overtalte hende til abort  

Hun har nu forsøgt at få et barn i næsten 4 år med hendes mand og der sker ingenting. 

Hun fortryder så meget at hun ikke fik barnet den gang og bliver meget ked af det når vi taler om det. Hun er i i 30'rne og føler at det snart bliver for sent for hende at få et barn. 

Jeg ved godt at disse historier er anderledes en din, men jeg tror at de fleste kvinder fortryder abort hvis de blev overtalt af andre at få den. Eller det er i hvert fald mit indtryk ifm. dem jeg kender. 

Du har fået masser af gode råd af Linda og de andre piger her ift. hvad det er for nogle spørgsmål du skal stille dig selv (og din mand). 

Min personlige mening er at du skal stole på din mavefornemmelse. Den fejler aldrig. 

Jeg ønsker dig det bedste 

Hej !

Det er en meget tung situation at stå i, hvor du er gravid og mærker det i hele din krop. Din mand vil ikke have barnet.

Jeg har været i samme situation, med de ældste på 6 og 4 år. Jeg valgte barnet, nr 3 og holdt fast med eller uden mand. Han valgte til sidst  at være hos mig og har elsket barnet, selvom det ikke var hans oprindelige ønske.

Du skal mærke i dig, hvad du vil beslutte uanset mand , børn eller andet.Han kommer til at bøde for din beslutning , bevidst eller ubevidst, hvis du vælger abort.

Derfor giv ham fri og lav din egen beslutning, med eller uden ham.

Bliver du alene, klarer du også det.Hold fast i du har kærlighed nok til endnu et barn.

Ønsker dig alt det bedste, sender et stort knus.

lisbeth jess skriver:

Hej !

Det er en meget tung situation at stå i, hvor du er gravid og mærker det i hele din krop. Din mand vil ikke have barnet.

Jeg har været i samme situation, med de ældste på 6 og 4 år. Jeg valgte barnet, nr 3 og holdt fast med eller uden mand. Han valgte til sidst  at være hos mig og har elsket barnet, selvom det ikke var hans oprindelige ønske.

Du skal mærke i dig, hvad du vil beslutte uanset mand , børn eller andet.Han kommer til at bøde for din beslutning , bevidst eller ubevidst, hvis du vælger abort.

Derfor giv ham fri og lav din egen beslutning, med eller uden ham.

Bliver du alene, klarer du også det.Hold fast i du har kærlighed nok til endnu et barn.

Ønsker dig alt det bedste, sender et stort knus.

 

Det er da overhovedet ikke okay at råde hende til at træffe beslutningen uanset børn. De børn hun har i forvejen og hvordan det nye barn vil påvirkes af at være uønsket blandt ønskede søskende er da DEN vigtigste overvejelse! 

Ligesom du har lov at have  din mening uden dom,har jeg lov at have min mening uden dom..

I sidste instans er det heldigvis kvinden ,der selv bestemmer.

Vore råd kan kun  bruges til refleksion.

lisbeth jess skriver:

Ligesom du har lov at have  din mening uden dom,har jeg lov at have min mening uden dom..

I sidste instans er det heldigvis kvinden ,der selv bestemmer.

Vore råd kan kun  bruges til refleksion.

Men man svarer vel i en debat, fordi man er klar til at debattere sin holdning. Hvorfor mener du, at det er irrelevant at tage hensyn til de børn, der allerede er der? Hvorfor mener du, at det er irrelevant at overveje, hvordan det nye barn vil forholde sig ift. til sine søskende?

Worst case scenario (som selvfølgelig skal overvejes) er at hun vælger at få barnet, de bliver skilt, far har samvær med de to første barn, men nægter samvær og relation til det nye barn, som han stærkt tager afstand fra og ikke elsker. Det vil uden tvivl skade det nye barn massivt. Min storesøskende ses med vores far, han elsker dem, de bruger tid sammen, han er der for dem.. Hvorfor elsker min far mig ikke? Hvorfor tager mine søskende hjem til far, når jeg ikke må komme med?

Jeg vil virkelig gerne høre, hvorfor du i ramme alvor slet ikke synes, at det er relevant at overveje.

Bare I tager konsekvensen og bliver sterile bagefter, er sgu synd hvis du skal udsættes for det igen.

Anonymor skriver:

Men man svarer vel i en debat, fordi man er klar til at debattere sin holdning. Hvorfor mener du, at det er irrelevant at tage hensyn til de børn, der allerede er der? Hvorfor mener du, at det er irrelevant at overveje, hvordan det nye barn vil forholde sig ift. til sine søskende?

Worst case scenario (som selvfølgelig skal overvejes) er at hun vælger at få barnet, de bliver skilt, far har samvær med de to første barn, men nægter samvær og relation til det nye barn, som han stærkt tager afstand fra og ikke elsker. Det vil uden tvivl skade det nye barn massivt. Min storesøskende ses med vores far, han elsker dem, de bruger tid sammen, han er der for dem.. Hvorfor elsker min far mig ikke? Hvorfor tager mine søskende hjem til far, når jeg ikke må komme med?

Jeg vil virkelig gerne høre, hvorfor du i ramme alvor slet ikke synes, at det er relevant at overveje.

Det kan jeg så i min vildeste fantasi ikke forestille mig vil ske!!!! - det er godt nok sat på en spids. Faktum er som en anden skriver, at det er pest eller kolera, og man må vel som forældre netop sørge for at ens børn ikke bliver en del af den konflikt man har sammen, således at den situation ikke opstår (at de store børn vil se ned på deres søskende). Min mor sørgede for at blive gravid med mig, da min far fandt en anden, hvilket gjorde, at han valgte at blive ved min mor, jeg Har aldrig følt mig mindre elsker af min far, end de andre søskende. Jeg tror bestemt også han (TS'mand) nok skal komme over sine frustrationer når barnet kommer. - ja det er en lortesituation for manden fordi han ikke kan gøre fra eller til, men jeg tror i sidste ende at (en del) mænd ser det som en klods om benet at få et barn mere når lyset for enden af tunnelen kan anes, fordi friheden (store børn) var lige rundt om hjørnet. - og hvis det er tllfældet, at det er årsagen, så ville jeg heller ikke ofre min samvittighed for at manden kan få sin frihed. Man har vel stadig et ansvar som mand, når man dyrker sex. - min søs fik abort som 23 årig dog fordi hendes kæreste udviste knap så god adfærd, og hun ville ikke hænge på ham resten af livet, men her snart 25 år senere tænker hun da stadig på den "lille" der aldrig blev til noget. - kære Trådstarter jeg håber I kan nå til enighed om en løsning i begge kan leve med