Far tror ikk søn er hans fordi....

Jeg tænker lidt... jeg synes faktisk I er urimelig hårde ved faren herinde.

Ja, han lyder da til at være lidt af en klaphat, og det er da bestemt ikke en særlig hensigtsmæssig måde han håndterer sin usikkerhed på. Men. Prøv lige at forestil jer at være mand, og derfor aldrig vil kunne vide at det lille menneske du elsker OVERALT på jorden potentielt ikke er dit biologisk.

Ham her lyder ikke umiddelbart som en far som ikke ville være der for barnet alligevel, men jeg kan faktisk godt forstå hans behov for sikkerhed, hvis han er i tvivl.

Han dækker sig så ind under en undskyldning af vennerne, som sikkert har sat noget igang i hans hoved. Men helt ubevidst, mon så ikke det er hans eget behov for vished. Og den forstår jeg faktisk godt, hvis sønnen slet ikke ligner ham (og han selv har været utro - som en anden skiver; tyv tror hver mand stjæler).

Det betyder bestemt ikke at jeg ikke godt kan forstå at trådstarteren er såret over den mistillid. Men måske ville det hjælpe på hendes følelse af svigt, hvis du forstod lidt om hvor han kommer fra. At han faktisk selv er pisse usikker på om han går og kalder en dreng som ikke er hans biologiske søn for sin søn, og at han gerne vil have vished herom. Det ville jeg da også gerne vide, hvis jeg var i tvivl.

Og selvom du trådstarter er pisse skuffet over at han kan være i tvivl... ja, så har vennerne åbenbart alligevel fået sat griller i hovedet på ham.Og jeg synes helt ærligt at det er en skam hvis det for altid skal ødelægge et ellers godt forældresamarbejde.

I din situation ville jeg arbejde på at lægge min skuffelse til side (efter et stykke tid naturligvis) - men synes som sagt at det er en skam, og ikke mindst ærgerligt ift. jeres søn, hvis dette i årene fremover skal komme imellem et godt forældresamarbejde.

SK85 skriver:

Jeg tænker lidt... jeg synes faktisk I er urimelig hårde ved faren herinde.

 

Ja, han lyder da til at være lidt af en klaphat, og det er da bestemt ikke en særlig hensigtsmæssig måde han håndterer sin usikkerhed på. Men. Prøv lige at forestil jer at være mand, og derfor aldrig vil kunne vide at det lille menneske du elsker OVERALT på jorden potentielt ikke er dit biologisk.

Ham her lyder ikke umiddelbart som en far som ikke ville være der for barnet alligevel, men jeg kan faktisk godt forstå hans behov for sikkerhed, hvis han er i tvivl.

Han dækker sig så ind under en undskyldning af vennerne, som sikkert har sat noget igang i hans hoved. Men helt ubevidst, mon så ikke det er hans eget behov for vished. Og den forstår jeg faktisk godt, hvis sønnen slet ikke ligner ham (og han selv har været utro - som en anden skiver; tyv tror hver mand stjæler).

 

Det betyder bestemt ikke at jeg ikke godt kan forstå at trådstarteren er såret over den mistillid. Men måske ville det hjælpe på hendes følelse af svigt, hvis du forstod lidt om hvor han kommer fra. At han faktisk selv er pisse usikker på om han går og kalder en dreng som ikke er hans biologiske søn for sin søn, og at han gerne vil have vished herom. Det ville jeg da også gerne vide, hvis jeg var i tvivl.

Og selvom du trådstarter er pisse skuffet over at han kan være i tvivl... ja, så har vennerne åbenbart alligevel fået sat griller i hovedet på ham.Og jeg synes helt ærligt at det er en skam hvis det for altid skal ødelægge et ellers godt forældresamarbejde.

I din situation ville jeg arbejde på at lægge min skuffelse til side (efter et stykke tid naturligvis) - men synes som sagt at det er en skam, og ikke mindst ærgerligt ift. jeres søn, hvis dette i årene fremover skal komme imellem et godt forældresamarbejde.

Han siger jo selv han overhovedet ikke er i tvivl og ved han er faren. Han har brug for en psykolog til at få snakket om sine mindreværdskomplekser og så overveje at mande sig op og bede vennerne lukke r**** hvis han virkelig stoler på jeg ikke har været sammen med en anden. 

Jeg har sagt til ham at vi nok skal foretage en faderskabstest så han kan få ro på. Men han har stadig ikke ringet til SF og bedt om en eller gjort noget ved det. Så hvor vigtigt kan det lige være for ham?

han ignorerer derimod mig nu og nægter at tale med mig som om det er mig der er synderen i alt det her 

Anonym skriver:

Han siger jo selv han overhovedet ikke er i tvivl og ved han er faren. Han har brug for en psykolog til at få snakket om sine mindreværdskomplekser og så overveje at mande sig op og bede vennerne lukke r**** hvis han virkelig stoler på jeg ikke har været sammen med en anden. 

Jeg har sagt til ham at vi nok skal foretage en faderskabstest så han kan få ro på. Men han har stadig ikke ringet til SF og bedt om en eller gjort noget ved det. Så hvor vigtigt kan det lige være for ham?

han ignorerer derimod mig nu og nægter at tale med mig som om det er mig der er synderen i alt det her 

Men ser han stadig jeres dreng som han har gjort hidtil? 

Kan det tænkes, at han prøver at ignorere situationen, fordi han godt kan se, at han ikke har opført sig helt heldigt. 

NupaSofia skriver:

Men ser han stadig jeres dreng som han har gjort hidtil? 

Kan det tænkes, at han prøver at ignorere situationen, fordi han godt kan se, at han ikke har opført sig helt heldigt. 

Ja der er ingen ændring i samværet overhovedet. 

Hmm det ved jeg ikke. Men hvis det er grunden så er det da en barnlig opførsel