Anonym skriver:
Dejligt at høre det ikke kun er mig der reagere sådan . Jeg har også længe reageret når jeg skulle ud, en handle tur fik maven til at snøre sig sammen , trykken i brystet , sammenbrud 
det har virkelig været svært. Det går det rigtige vej, efter jeg har trukket stikket. Men kan stadigvæk ikke helt overskue større forsamlinger . Bare tanken om at skulle være på , smile , small talke 
det er svært når folk , dem tæt på ikke forstår. Jeg kan mærke jeg har brug for tid , til at finde fodfæste igen . At finde mening og glæde. Håber det kommer i talt med mit barn også får det bedre .
Nej det er netop det.. det der med at skulle snakke med en masse mennesker og være ovenpå.. det er pissehårdt. Og indtil du kan mærke at det kan du godt, for en dag vil du kunne mærke det, så skal du bare takke nej.
Ikke alle i dine omgivelser vil forstå det.. kan huske, at jeg havde en kæmpe diskussion med min svigermor der ikke kunne forstå, at jeg ikke "bare" planlagde den fælles tur i knuthenborg som jeg plejede. Det var helt ubegribeligt for hende. Og vi er altså tætte.
Det vil være svært for dine børn, uanset hvad. Det er endnu sværere for dem fordi de ikke har den forståelse for omverdenen som andre har. Så de vil ikke kunne forstå, at mor ikke bare er den hun plejer. 
Det tager tid og megen italesætning og intet tabu over det. Åbenhed er vejen frem. Da jeg var til mit første forældremøde efter mit sammenbrud på arbejdet, det var vel over 3 mdr fuld sygemelding, sagde jeg åbent til forsamlingen, at jeg var sygemeldt med stress og jeg derfor ikke havde overskud til legeaftaler og kaffe efter fødseldage. At det ville være ren drop-af/pick-up til fødseldage. Det lettede det også en del for mig. Og de var supersøde til at hjælpe. De tog mine børn med hjem til legeaftaler uden at forvente at jeg tog deres. Så på den måde, mistede mine børn ikke det sociale. 
Anmeld
Citér
