Når overskuddet ikke er som ønsket :-(

Jeg aner ikke hvad du har været igennem men tænk på du er ikke alene. Der er mange der har det på samme måde. Udover at jeg har været meget belastet og stresset er jeg også bare meget introvert. Jeg er typen der kommer sent til uformelle hyggefester, fordi jeg lige skal holde min egen "forfest" hvor jeg mentalt skal geares op ellers kommer jeg ikke ud af døren. 

Jeg har det også med fritidsaktiviteter, jeg har været meget aktiv men til sidst følte jeg det som om jeg skulle til min egen begravelse hvergang jeg skulle ud af døren, også med ondt i maven, lyst til at græde, og jeg havde det som om nogen spærrede døren for mig. Så jeg sagde fra over for det hele, og er nu ret ensom. På nogen måder rart ikke at presse sig selv, men hold kæft hvor har jeg det også indimellem sjovt når jeg så tager afsted. Jeg lader ikke mig selv flippe ud, jeg tager pænt tøj på, nægter at give mig selv ret, tager afsted, hader det i maven hele vejen, og bum, så ender jeg med at være den der har det hyggeligst, snakker med alle, og bliver ked af at skulle hjem igen.. Det er en mental dørtærskel.. Man skal IKKE tillade sig selv alt, bare fordi man lige ikke orker eller magter. Tag til de ting hvor du ved du altid kan komme hjem igen, dvs. inden for en god radius af kilometer. Tag afsted, mærk stemningen, men sig du tager hjem igen og vær ærlig om det.  Bare det at man har vist at man vil. 

Men hvis du HAR været ude for noget for nylig, såsom dødsfald, eller noget andet der lige nu og her følelseslammer dig, så bliv hjemme. 

Bananaalice skriver:

Jeg aner ikke hvad du har været igennem men tænk på du er ikke alene. Der er mange der har det på samme måde. Udover at jeg har været meget belastet og stresset er jeg også bare meget introvert. Jeg er typen der kommer sent til uformelle hyggefester, fordi jeg lige skal holde min egen "forfest" hvor jeg mentalt skal geares op ellers kommer jeg ikke ud af døren. 

Jeg har det også med fritidsaktiviteter, jeg har været meget aktiv men til sidst følte jeg det som om jeg skulle til min egen begravelse hvergang jeg skulle ud af døren, også med ondt i maven, lyst til at græde, og jeg havde det som om nogen spærrede døren for mig. Så jeg sagde fra over for det hele, og er nu ret ensom. På nogen måder rart ikke at presse sig selv, men hold kæft hvor har jeg det også indimellem sjovt når jeg så tager afsted. Jeg lader ikke mig selv flippe ud, jeg tager pænt tøj på, nægter at give mig selv ret, tager afsted, hader det i maven hele vejen, og bum, så ender jeg med at være den der har det hyggeligst, snakker med alle, og bliver ked af at skulle hjem igen.. Det er en mental dørtærskel.. Man skal IKKE tillade sig selv alt, bare fordi man lige ikke orker eller magter. Tag til de ting hvor du ved du altid kan komme hjem igen, dvs. inden for en god radius af kilometer. Tag afsted, mærk stemningen, men sig du tager hjem igen og vær ærlig om det.  Bare det at man har vist at man vil. 

Men hvis du HAR været ude for noget for nylig, såsom dødsfald, eller noget andet der lige nu og her følelseslammer dig, så bliv hjemme. 

Jeg har ikke været ude for et dødsfald , heldigvis for det. Men jeg igennem 16 måneder stået i en sitiation , som har presset hele vores familie pga angst hos mit barn. Og en masse andet jeg ikke vil komme ind på. Chikane mm som har udløst min tilstand.

Jeg har igennem længere tid kunne mærke det har været nok men har alligevel presset mig, fordi det var forventningerne. Men nu kan jeg bare ikke mere , jeg er nede. Har mistet lysten til socialt . Har brug for at komme mig, at finde kræfter igen. Jeg kan simpelthen ikke presse mig selv i øjeblikket 

Anonym skriver:

Hvis jeg skulle vælge uden at tænke på konsekvenserne ville jeg melde fra. Kan slet ikke overskue tanken . Vil bare helst være hjemme. Men min dårlige samvittighed siger jeg SKAL . Pligtopfyldelsen overfor værten . Er splittet fordi jeg føler ikke , at jeg kan tillade mig at melde fra . Men orker det bare ikke. Mot humør er i bund, selvværdet er i bund . Så ved jeg ville blive mere påvirket fordi jeg ikke kan leve optil mine egen forventninger om at være en social gæst.

ved ikke om det giver mening

Det giver absolut mening men det er dig skal vinde over din samvittighed... Din krop prøver at fortælle dig at du skal tage det med ro og kun gøre de ting du har overskud til....men ja jeg kender det alt for godt

Men det er først når du lærer at sortere fra at du insgår at ryge ned med flaget igen søde dig

Anonym skriver:

Jeg har været ved læge som kunne konstatere en belastnings reaktion . Stress / angst / depression. Er startet til psykolog .

Det lyder godt. Du vil opleve at omverdenen ikke nødvendigvis har forståelse, men hver åben og ærlig og stå fast på at du er syg hvis overskuddet ikke er der. Aflys evt. alle aftaler den næste måned eller to og få så meget ro som muligt. 

God bedring til dig 

Og du er altid velkommen til at skrive privat hvis du har behov.

Xolia skriver:

Det lyder godt. Du vil opleve at omverdenen ikke nødvendigvis har forståelse, men hver åben og ærlig og stå fast på at du er syg hvis overskuddet ikke er der. Aflys evt. alle aftaler den næste måned eller to og få så meget ro som muligt. 

God bedring til dig 

Og du er altid velkommen til at skrive privat hvis du har behov.

Det er netop det jeg oplever . At folk omkring mig ikke forstår , føler hurtigt at jeg pylre . Er ikke altid god til at passe på mig selv . Er nok en pleaser , der gerne vil gøre alle glade . mange tak . Håber snart det vender . Har ingen aftaler og holder mig hjemme. Kommer ud og gå men prøver ellers at få ro , så overskuddet kan komme igen.

sandramor skriver:

Det giver absolut mening men det er dig skal vinde over din samvittighed... Din krop prøver at fortælle dig at du skal tage det med ro og kun gøre de ting du har overskud til....men ja jeg kender det alt for godt

Men det er først når du lærer at sortere fra at du insgår at ryge ned med flaget igen søde dig

Ja det ved jeg . Men er godt nok min egen værste fjende i øjeblikket . Føler jeg pylre , plejet jo at have et ekstra gear . Har så svært ved at acceptere og forstå . Ved jo godt min krop siger fra. Har virkelig fået nogle forskrækkelser den sidste tid .

Anonym skriver:

Vi er inviteret til studenterfest på fredag, men har endnu ikke fået svaret. Jeg har været i kontakt med familien som holder det. Det er rigtig dårlig stil og jeg har det svært med ikke at give svar.

Men lige i øjeblikket er overskuddet bare i bund , er ned med stress og kan ikke rumme større forsamlinger. Jeg vil allerhelst være hjemme. Har i nogle måneder været plaget af fysiske reaktioner når jeg skal af sted hjemme fra. Får ondt i maven, kvalme , kan bryde grædende sammen , har pressende fornemmelse i brystkassen. Jeg er konstant træt, så laver ikke så meget udover de daglige ting hjemme. Prøver dog at komme lidt ud og få luft.

Jeg er simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret. Endnu en ting som er svært, at få taget mig sammen til at tage en beslutning. Udskyder det så længe jeg kan. For kan ikke tage stilling til så meget lige nu.

Jeg har det skidt med at melde afbud, da jeg ikke føler, vi kan være bekendt ikke at komme. Jeg vil inderst inde også gerne ( se dem og fejre ) men på den anden side orker jeg bare ikke at skulle " være på "

Mit humør er bare i bund. Og frygter at jeg bare vil være dårligt selvskab. Der er måske heller ikke den store forståelse, så kan frygte at jeg bagefter skal høre for det. Desværre er familie ikke særlig forstående.

Hvad pokker gør jeg lige ? burde jo bare tage mig sammen.

 

Jeg har været i dine sko for et par år tilbage. Det var svært for omverdenen at forstå, at jeg som er et stort socialt væsen, ikke orkede at være sammen med mennesker.

Bare det at afleverere mine børn, kunne give mig hjertebanken.

Du skal da ikke tage afsted. Kan kæresten ikke tage afsted? Og nu ved jeg ikke om der er børn i spil, men evt tage dem med? Min mand tog til rimelig mange ting imens jeg var syg med stress og jeg meldte fra til rimelig mange ting. 

MysteriousAngel skriver:

Jeg har været i dine sko for et par år tilbage. Det var svært for omverdenen at forstå, at jeg som er et stort socialt væsen, ikke orkede at være sammen med mennesker.

Bare det at afleverere mine børn, kunne give mig hjertebanken.

Du skal da ikke tage afsted. Kan kæresten ikke tage afsted? Og nu ved jeg ikke om der er børn i spil, men evt tage dem med? Min mand tog til rimelig mange ting imens jeg var syg med stress og jeg meldte fra til rimelig mange ting. 

Dejligt at høre det ikke kun er mig der reagere sådan . Jeg har også længe reageret når jeg skulle ud, en handle tur fik maven til at snøre sig sammen , trykken i brystet , sammenbrud  det har virkelig været svært. Det går det rigtige vej, efter jeg har trukket stikket. Men kan stadigvæk ikke helt overskue større forsamlinger . Bare tanken om at skulle være på , smile , small talke det er svært når folk , dem tæt på ikke forstår. Jeg kan mærke jeg har brug for tid , til at finde fodfæste igen . At finde mening og glæde. Håber det kommer i talt med mit barn også får det bedre .

MysteriousAngel skriver:

Jeg har været i dine sko for et par år tilbage. Det var svært for omverdenen at forstå, at jeg som er et stort socialt væsen, ikke orkede at være sammen med mennesker.

Bare det at afleverere mine børn, kunne give mig hjertebanken.

Du skal da ikke tage afsted. Kan kæresten ikke tage afsted? Og nu ved jeg ikke om der er børn i spil, men evt tage dem med? Min mand tog til rimelig mange ting imens jeg var syg med stress og jeg meldte fra til rimelig mange ting. 

Hvad gjorde du for at komme ovenpå ?

Anonym skriver:

Hvad gjorde du for at komme ovenpå ?

Tid.. Det var det eneste der hjalp. Tid.. det tog ca 8 mdr før jeg var "normal" igen.  Og selvom det nu er 1½ år siden, er jeg mere tilbøjelig til at få pressen for brystet hvis jeg føler mig presset. Så man tager altså skade af det