Når overskuddet ikke er som ønsket :-(

Vi er inviteret til studenterfest på fredag, men har endnu ikke fået svaret. Jeg har været i kontakt med familien som holder det. Det er rigtig dårlig stil og jeg har det svært med ikke at give svar.

Men lige i øjeblikket er overskuddet bare i bund , er ned med stress og kan ikke rumme større forsamlinger. Jeg vil allerhelst være hjemme. Har i nogle måneder været plaget af fysiske reaktioner når jeg skal af sted hjemme fra. Får ondt i maven, kvalme , kan bryde grædende sammen , har pressende fornemmelse i brystkassen. Jeg er konstant træt, så laver ikke så meget udover de daglige ting hjemme. Prøver dog at komme lidt ud og få luft.

Jeg er simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret. Endnu en ting som er svært, at få taget mig sammen til at tage en beslutning. Udskyder det så længe jeg kan. For kan ikke tage stilling til så meget lige nu.

Jeg har det skidt med at melde afbud, da jeg ikke føler, vi kan være bekendt ikke at komme. Jeg vil inderst inde også gerne ( se dem og fejre ) men på den anden side orker jeg bare ikke at skulle " være på "

Mit humør er bare i bund. Og frygter at jeg bare vil være dårligt selvskab. Der er måske heller ikke den store forståelse, så kan frygte at jeg bagefter skal høre for det. Desværre er familie ikke særlig forstående.

Hvad pokker gør jeg lige ? burde jo bare tage mig sammen.

Anonym skriver:

Vi er inviteret til studenterfest på fredag, men har endnu ikke fået svaret. Jeg har været i kontakt med familien som holder det. Det er rigtig dårlig stil og jeg har det svært med ikke at give svar.

Men lige i øjeblikket er overskuddet bare i bund , er ned med stress og kan ikke rumme større forsamlinger. Jeg vil allerhelst være hjemme. Har i nogle måneder været plaget af fysiske reaktioner når jeg skal af sted hjemme fra. Får ondt i maven, kvalme , kan bryde grædende sammen , har pressende fornemmelse i brystkassen. Jeg er konstant træt, så laver ikke så meget udover de daglige ting hjemme. Prøver dog at komme lidt ud og få luft.

Jeg er simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret. Endnu en ting som er svært, at få taget mig sammen til at tage en beslutning. Udskyder det så længe jeg kan. For kan ikke tage stilling til så meget lige nu.

Jeg har det skidt med at melde afbud, da jeg ikke føler, vi kan være bekendt ikke at komme. Jeg vil inderst inde også gerne ( se dem og fejre ) men på den anden side orker jeg bare ikke at skulle " være på "

Mit humør er bare i bund. Og frygter at jeg bare vil være dårligt selvskab. Der er måske heller ikke den store forståelse, så kan frygte at jeg bagefter skal høre for det. Desværre er familie ikke særlig forstående.

Hvad pokker gør jeg lige ? burde jo bare tage mig sammen.

 

Hvis du virkelig gerne vil med, ville jeg melde ud at du kommer, men at du har haft det dårligt noget tid, og at du så kan gå hvis du begynder at få det dårligt, eller gå væk og være lidt alene. 

Ellers så send manden af sted. 

Det er supervigtigt at du lytter til dig selv i den her situation - og som  jeg ser det, så skriger din krop til dig, at du skal melde afbud. Og det er altså helt okay! 

Hvad med at sende et sødt kort med et stort tillykke og et ønske om en god fest, og så holde invitere studenten ud at spise/i biografen/bowling med familien eller hvad du nu lige synes når overskuddet er til det? Bare fordi du ikke kan fejre vedkommende på den "rigtige" dag betyder det jo ikke, at du slet ikke kan fejre ham/hende 

Anonym skriver:

Vi er inviteret til studenterfest på fredag, men har endnu ikke fået svaret. Jeg har været i kontakt med familien som holder det. Det er rigtig dårlig stil og jeg har det svært med ikke at give svar.

Men lige i øjeblikket er overskuddet bare i bund , er ned med stress og kan ikke rumme større forsamlinger. Jeg vil allerhelst være hjemme. Har i nogle måneder været plaget af fysiske reaktioner når jeg skal af sted hjemme fra. Får ondt i maven, kvalme , kan bryde grædende sammen , har pressende fornemmelse i brystkassen. Jeg er konstant træt, så laver ikke så meget udover de daglige ting hjemme. Prøver dog at komme lidt ud og få luft.

Jeg er simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret. Endnu en ting som er svært, at få taget mig sammen til at tage en beslutning. Udskyder det så længe jeg kan. For kan ikke tage stilling til så meget lige nu.

Jeg har det skidt med at melde afbud, da jeg ikke føler, vi kan være bekendt ikke at komme. Jeg vil inderst inde også gerne ( se dem og fejre ) men på den anden side orker jeg bare ikke at skulle " være på "

Mit humør er bare i bund. Og frygter at jeg bare vil være dårligt selvskab. Der er måske heller ikke den store forståelse, så kan frygte at jeg bagefter skal høre for det. Desværre er familie ikke særlig forstående.

Hvad pokker gør jeg lige ? burde jo bare tage mig sammen.

 

Jeg synes, du skal blive hjemme og passe rigtig godt på dug selv. Jeg var syg i årevis og havde det som dig. Hvis jeg kunne ændre noget set i bakspejlet, ville jeg have mærket og lyttet til mig selv, i stedet for at presse mig selv til det, jeg ikke kunne. Så havde jeg sikkert ikke skullet kæmpe så meget og længe 

Anonym skriver:

Vi er inviteret til studenterfest på fredag, men har endnu ikke fået svaret. Jeg har været i kontakt med familien som holder det. Det er rigtig dårlig stil og jeg har det svært med ikke at give svar.

Men lige i øjeblikket er overskuddet bare i bund , er ned med stress og kan ikke rumme større forsamlinger. Jeg vil allerhelst være hjemme. Har i nogle måneder været plaget af fysiske reaktioner når jeg skal af sted hjemme fra. Får ondt i maven, kvalme , kan bryde grædende sammen , har pressende fornemmelse i brystkassen. Jeg er konstant træt, så laver ikke så meget udover de daglige ting hjemme. Prøver dog at komme lidt ud og få luft.

Jeg er simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret. Endnu en ting som er svært, at få taget mig sammen til at tage en beslutning. Udskyder det så længe jeg kan. For kan ikke tage stilling til så meget lige nu.

Jeg har det skidt med at melde afbud, da jeg ikke føler, vi kan være bekendt ikke at komme. Jeg vil inderst inde også gerne ( se dem og fejre ) men på den anden side orker jeg bare ikke at skulle " være på "

Mit humør er bare i bund. Og frygter at jeg bare vil være dårligt selvskab. Der er måske heller ikke den store forståelse, så kan frygte at jeg bagefter skal høre for det. Desværre er familie ikke særlig forstående.

Hvad pokker gør jeg lige ? burde jo bare tage mig sammen.

 

Jeg har været der hvor du er nu og kender følelsen alt for godt...... Det er super vigtigt at du lytter til dig selv og sorterer fra... en del af det at komme sig ovenpå stress er netop at blive bedre til at sorterer fra i det man ikke kan overskue....

Så mit råd er at hvis du ikke kan overskue det så meld afbud.... 

sandramor skriver:

Jeg har været der hvor du er nu og kender følelsen alt for godt...... Det er super vigtigt at du lytter til dig selv og sorterer fra... en del af det at komme sig ovenpå stress er netop at blive bedre til at sorterer fra i det man ikke kan overskue....

Så mit råd er at hvis du ikke kan overskue det så meld afbud.... 

Hvis jeg skulle vælge uden at tænke på konsekvenserne ville jeg melde fra. Kan slet ikke overskue tanken . Vil bare helst være hjemme. Men min dårlige samvittighed siger jeg SKAL . Pligtopfyldelsen overfor værten . Er splittet fordi jeg føler ikke , at jeg kan tillade mig at melde fra . Men orker det bare ikke. Mot humør er i bund, selvværdet er i bund . Så ved jeg ville blive mere påvirket fordi jeg ikke kan leve optil mine egen forventninger om at være en social gæst.

ved ikke om det giver mening

Ena skriver:

Jeg synes, du skal blive hjemme og passe rigtig godt på dug selv. Jeg var syg i årevis og havde det som dig. Hvis jeg kunne ændre noget set i bakspejlet, ville jeg have mærket og lyttet til mig selv, i stedet for at presse mig selv til det, jeg ikke kunne. Så havde jeg sikkert ikke skullet kæmpe så meget og længe 

Jeg har haft det skidt længe , en belastnings reaktion på en længere periode herhjemme. Har presset mig selv længe indtil jeg begyndte at reagere rigtig meget fysisk . Brød konstant sammen , angst anfald osv.

nu kan jeg bare ikke, alt skriger i mig. Kan blive fysisk dårlig når jeg skal ud. 

Desværre forstå min Familie ikke helt. Så føler mig meget forkert . Plejer jo at kunne tage mig i nakken og har kunnet det længe. Er bare i bund 

ErDetSnartNU skriver:

Det er supervigtigt at du lytter til dig selv i den her situation - og som  jeg ser det, så skriger din krop til dig, at du skal melde afbud. Og det er altså helt okay! 

Hvad med at sende et sødt kort med et stort tillykke og et ønske om en god fest, og så holde invitere studenten ud at spise/i biografen/bowling med familien eller hvad du nu lige synes når overskuddet er til det? Bare fordi du ikke kan fejre vedkommende på den "rigtige" dag betyder det jo ikke, at du slet ikke kan fejre ham/hende 

Ja alt i mig skriger jeg ikke kan  men føler en forpligtelse i at skulle komme. Vil jo også gerne rummer det bare ikke. Famlien forstår ikke helt hvilket heller ikke gær det nemmere at skulle være på, når man egenlig ikke har overskud.

Supergirl skriver:

Hvis du virkelig gerne vil med, ville jeg melde ud at du kommer, men at du har haft det dårligt noget tid, og at du så kan gå hvis du begynder at få det dårligt, eller gå væk og være lidt alene. 

Ellers så send manden af sted. 

Jeg har meldt ud , at jeg har det rigtig skidt i øjeblikket . Vil gerne ( pligtopfyldelsen ) men magter det nok bare ikke. At vide jeg SKAL være social og i godt humør . Være på når humøret er i bund . 

Anonym skriver:

Jeg har meldt ud , at jeg har det rigtig skidt i øjeblikket . Vil gerne ( pligtopfyldelsen ) men magter det nok bare ikke. At vide jeg SKAL være social og i godt humør . Være på når humøret er i bund . 

Så bliv hjemme. De vil forstå