Organdonor - tag stilling!

vi havde lige en samtale om det i bilen på vej til hospitalet idag og vi er temmelig enige om, at når man er død er man død. der er fx heller ingen af os der ønsker os kirkelig begravelse eller gravsted. Søren har altid sagt at han vil donere sin krop til videnskaben, da han ikke tror, at der er noget indeni ham der kan bruges hvis/når han kradser af. jeg er så evigt ligeglad om jeg er hel eller hakket til plukfisk når jeg skal videre i dødssystemet. så det blev ja til organdonation herhjemme, men jeg tror sgu ikke vi er så organiserede at vi ligefrem melder os til - hvilket for så vidt også er ligegyldigt da det jo først kan gøres (altså organerne kan først tages) når vi dør og det ikke er noget "nogen" kan regne med (altså vi ved jo af gode grunde ikke om vi dør imorgen eller om 20 år efter en kræftsvulst har ædt alle vores indvolde eller om 50 år når vi er så gamle og rådne at vi ikke kan bruges til en pind).

 

Eva skriver:

Jeps...de må bruge hele mig hvis mine pårørende er trygge ved det. Mine børn skal aldrig røres og jeg ved at min x og hans familie ikke vil give noget.
Knus Eva.

Tjuhl skriver:



jeg sagde netop også til Søren, at jeg et eller andet sted også tænkte, at hvis de efterladte har det godt med at give mine organer væk, så skal de gøre det, men man kan jo ikke vide hvordan det føles at stå i den situation at skulle give sin elskedes eller sine forældres eller sine børns organer væk.