Abracadabra skriver:
Der er jo nogle personlighedstyper, som i høj grad har brug for andres bekræftelse for at føle sig levende og værdifulde. Nogle med borderline personlighedsforstyrrelse har det sådan. Der er flere historier som denne - altså vilde historier, som bliver vildere og vildere indtil afsløring.
Kemoland er et godt eksempel - en blog angiveligt skrevet af en kræftsyg pige. Det var ren fiktion.
Herinde var der for et par år siden en kvinde, der skrev en vild historie om først fosterreduktion, så et hollywoodbryllup og til sidst præmature tvillinger og utroskab. Det blev bare vildere og vildere. Og var ren fiktion.
Generelt skal man nok bevare sin kritiske sans - og derudover bevare sin naivitet samtidig... Svært!
Dem, der bliver fanget i en løgnehistorie på denne måde er nok nogle stakler, som får bygget sig en virkelighed, der er mere interessant end deres rigtige liv. De får en masse sympati og online-kærlighed (og nogle også penge!), og det bliver sværere og sværere at slippe det meget interessante alter ego. De bliver måske afhængige af al opmærksomheden. Måske handler det om en grundliggende indre tomhed?
Meget fin og respektfuld beskrivelse. Jeg tænker, det må være umådeligt svært som behandler (terapeut) både at gennemskue, hvad der er sandt, og hvad der er løgn, og at konfrontere vedkommende med løgnene.
Jeg lavede så at sige den omvendte version - der var meget, som var virkeligt skidt, da jeg var barn og ung, og jeg var syg efter omsorg og opmærksomhed, men da min familie udadtil var meget ressourcestærk og "vigtig", gik jeg ind i glansbilledversionen og underbyggede den med flotte og fantastiske historier om, hvor særlige vi var. Jeg troede jo, der var noget helt galt med mig, når "alle" nu vidste og anerkendte, at vi var helt i særklasse, at jeg så alligevel trivedes så dårligt, så jeg prøvede så hårdt at overbevise mig selv og omverdenen om, at alt var perfekt. I smug fantaserede jeg om at blive alvorligt syg og få omsorg og kærlighed, men udadtil var jeg sej og dygtig og stærk. Sådan som man skulle være for at være god nok, værd at elske.
Først da jeg kom til psykolog og siden psykiater i mine sene teenageår - og først et langt sttykke hen i forløbet - kom alle skeletterne ud af skabet. De konfronterede mig med alt det, der ikke hang sammen, alle idealbillederne, og jeg hadede at blive afsløret, følte mig illoyal over for familien og helt forkert. Med mange års forsinkelse skulle jeg erkende, at rigtigt meget var og havde været ad helvede til. Og vi snakker om åbenlyst forfærdelige forhold - min fars selvmord, min stedfars alkoholisme og brutalitet over for mig, et seksuelt overgreb fra en god ven af familien - altsammen noget, jeg havde ignoreret eller fortiet, fordi historien var, at vi var kloge og kærlige og succesfulde og noget så "rigtige".
Mine historier dengang ville handle om, at vi havde været til fernisering i mine bedsteforældres succesfulde galleri (korrekt), og at statsministeren eller dronningen havde været der (ikke korrekt). Eller at min stedfar, som var meget anerkendt inden for sit fag og direktør for en stor virksomhed (korrekt) ligeledes omgikkes ministre og kongehus (ikke korrekt). Jeg ville ALDRIG bygge historier op om mig selv som offer, men som en del af en stjernefamilie.
For et par år siden tog jeg livtag med noget af det svære og "svage" og skrev en kronik om tabuet omkring min fars selvmord - dog uden at hænge min familie ud. En slags øvelse i at fortælle ærligt om noget tungt og svært. Det førte meget godt med sig, men også til, at jeg nu er uvelkommen i dele af min familie, fordi jeg ødelagde glansbilledet - og så i en landsdækkende avis! Det viser jo bare, hvor meget, der havde været at miste, hvis jeg tidligere havde været ærlig og ikke sunget med på fællessangen om den pletfri familie, tilsat lidt fri fantasi.
