Hvad får folk til det?

Ja jeg havde sgu godt en lille bitte fornemmelse af at den historie ikke var helt sand, men hvorfor? Hvorfor gider man bruge tid på at skrive en falsk historie herinde? Keder man sig så meget? Har man brug for at føle nogen bekymre sig for en? Ja jeg kan slet ikke forestille mig det.... 

Ved ikke om det er ok jeg skriver det her admin, ellers må i jo slette

Loa skriver:

Ja jeg havde sgu godt en lille bitte fornemmelse af at den historie ikke var helt sand, men hvorfor? Hvorfor gider man bruge tid på at skrive en falsk historie herinde? Keder man sig så meget? Har man brug for at føle nogen bekymre sig for en? Ja jeg kan slet ikke forestille mig det.... 

Ved ikke om det er ok jeg skriver det her admin, ellers må i jo slette

Øh - hvilken historie? 

Anonym skriver:

Øh - hvilken historie? 

Historien der har overskriften "vilde mavekramper" 

Ja jeg bliver da lidt gal ! Truede virkelig på det og ville rigtig gerne hjælpe hende... 

Kom alt for sent i seng når jeg skulle tidligt op med børn for at svare hende. Det er sådan en der virkelig ødelægger det for dem der har brug for hjælp for næste gang tager man det jo ikke helt lige så seriøst

Anonym skriver:

Øh - hvilken historie? 

Mavekrampe/voldshistorien...

anna111 skriver:

Ja jeg bliver da lidt gal ! Truede virkelig på det og ville rigtig gerne hjælpe hende... 

Kom alt for sent i seng når jeg skulle tidligt op med børn for at svare hende. Det er sådan en der virkelig ødelægger det for dem der har brug for hjælp for næste gang tager man det jo ikke helt lige så seriøst

Og jeg tænker virkelig. Hvorfor?

Kedsomhed? Et råb om hjælp?

Ja? 

Og kedeligt når der er så mange der har lagt tid og energi i tråden...

Der er jo nogle personlighedstyper, som i høj grad har brug for andres bekræftelse for at føle sig levende og værdifulde. Nogle med borderline personlighedsforstyrrelse har det sådan. Der er flere historier som denne - altså vilde historier, som bliver vildere og vildere indtil afsløring.

Kemoland er et godt eksempel - en blog angiveligt skrevet af en kræftsyg pige. Det var ren fiktion.

Herinde var der for et par år siden en kvinde, der skrev en vild historie om først fosterreduktion, så et hollywoodbryllup og til sidst præmature tvillinger og utroskab. Det blev bare vildere og vildere. Og var ren fiktion.

Generelt skal man nok bevare sin kritiske sans - og derudover bevare sin naivitet samtidig... Svært!

Dem, der bliver fanget i en løgnehistorie på denne måde er nok nogle stakler, som får bygget sig en virkelighed, der er mere interessant end deres rigtige liv. De får en masse sympati og online-kærlighed (og nogle også penge!), og det bliver sværere og sværere at slippe det meget interessante alter ego. De bliver måske afhængige af al opmærksomheden. Måske handler det om en grundliggende indre tomhed?

Abracadabra skriver:

Der er jo nogle personlighedstyper, som i høj grad har brug for andres bekræftelse for at føle sig levende og værdifulde. Nogle med borderline personlighedsforstyrrelse har det sådan. Der er flere historier som denne - altså vilde historier, som bliver vildere og vildere indtil afsløring.

Kemoland er et godt eksempel - en blog angiveligt skrevet af en kræftsyg pige. Det var ren fiktion.

Herinde var der for et par år siden en kvinde, der skrev en vild historie om først fosterreduktion, så et hollywoodbryllup og til sidst præmature tvillinger og utroskab. Det blev bare vildere og vildere. Og var ren fiktion.

Generelt skal man nok bevare sin kritiske sans - og derudover bevare sin naivitet samtidig... Svært!

Dem, der bliver fanget i en løgnehistorie på denne måde er nok nogle stakler, som får bygget sig en virkelighed, der er mere interessant end deres rigtige liv. De får en masse sympati og online-kærlighed (og nogle også penge!), og det bliver sværere og sværere at slippe det meget interessante alter ego. De bliver måske afhængige af al opmærksomheden. Måske handler det om en grundliggende indre tomhed?

Rigtig godt svar der afspejler de her situationers kompleksitet. Jeg har stor respekt for din debatstil

Abracadabra skriver:

Der er jo nogle personlighedstyper, som i høj grad har brug for andres bekræftelse for at føle sig levende og værdifulde. Nogle med borderline personlighedsforstyrrelse har det sådan. Der er flere historier som denne - altså vilde historier, som bliver vildere og vildere indtil afsløring.

Kemoland er et godt eksempel - en blog angiveligt skrevet af en kræftsyg pige. Det var ren fiktion.

Herinde var der for et par år siden en kvinde, der skrev en vild historie om først fosterreduktion, så et hollywoodbryllup og til sidst præmature tvillinger og utroskab. Det blev bare vildere og vildere. Og var ren fiktion.

Generelt skal man nok bevare sin kritiske sans - og derudover bevare sin naivitet samtidig... Svært!

Dem, der bliver fanget i en løgnehistorie på denne måde er nok nogle stakler, som får bygget sig en virkelighed, der er mere interessant end deres rigtige liv. De får en masse sympati og online-kærlighed (og nogle også penge!), og det bliver sværere og sværere at slippe det meget interessante alter ego. De bliver måske afhængige af al opmærksomheden. Måske handler det om en grundliggende indre tomhed?

Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvad den pågældende persons motivationer er, men enig med ovenstående. 

Jeg var selv en meget usikker og ja, syg, teenager, som i flere år løj på internettet. Jeg havde dengang en svær udiagnosticeret depression og fortrak mig helt ind i denne fiktive verden. Omsorgen som folk viste mig gjorde at jeg følte mig mere værd. Jeg vidste godt det var forkert, omend det til tider var som jeg troede på historierne var sande, men følte ingen skyld overhovedet. Jeg havde i øvrigt en fantastisk barndom, måske derfor det blev nødvendigt at opfinde grusomme historier, for ellers havde jeg ingen forklaring på hvorfor jeg havde det så elendigt! 

Astoria skriver:

Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvad den pågældende persons motivationer er, men enig med ovenstående. 

Jeg var selv en meget usikker og ja, syg, teenager, som i flere år løj på internettet. Jeg havde dengang en svær udiagnosticeret depression og fortrak mig helt ind i denne fiktive verden. Omsorgen som folk viste mig gjorde at jeg følte mig mere værd. Jeg vidste godt det var forkert, omend det til tider var som jeg troede på historierne var sande, men følte ingen skyld overhovedet. Jeg havde i øvrigt en fantastisk barndom, måske derfor det blev nødvendigt at opfinde grusomme historier, for ellers havde jeg ingen forklaring på hvorfor jeg havde det så elendigt! 

Tak for din ærlighed! Det er en meget modig indrømmelse.

Af ren nysgerrighed: Hvad handlede dine historier om? Og det er selvfølgelig okay, hvis du ikke har lyst til at fortælle...