Min kæreste vil ikke have barn no. 2...

Loa skriver:

Må jeg spørge hvad det er der gør at du VIL have mere end én? Altså hvad gør/er forskellen?

 

I øvrigt lyder det som om du allerede har besluttet dig og egentlig ikke behøver folks modargumenter

Det er svært at forklare hvad der gør jeg bare VIL have flere. Jeg elsker at være mor, er rigtig meget familie menneske, enormt tæt med alle min egne søskende, vi er en flok på 9 med biologiske og bonus, så det ligger bare til mig der er mange. Tanken om at jeg skulle sige jeg skulle "nøjes" med en føles bare fuldstændigt forkert, jeg ville på en måde ikke kunne leve med mig selv, hvis man kan. Sige det sådan? Kan bare mærke jeg viiiiirkeligt ønsker flere børn, og eftersom jeg aldrig ville tvinge en mand til at få børn han ikke ønsker, og i stedet for gå på kompromis med noget han faktisk ikke ville gå på kompromi med, ville jeg være nødt til at forlade ham og finde en med samme ønsker .

Ved ikke om det jeg skriver giver mening, men mit ønske for flere børn er så stort at jeg ville gå hen og blive ulykkeligover at skulle gå på kompromi og leve efter en andens ønsker. Vi har kun 1 liv, og det vil jeg leve som jeg har lyst

Det er svært at forklare hvad der gør jeg bare VIL have flere. Jeg elsker at være mor, er rigtig meget familie menneske, enormt tæt med alle min egne søskende, vi er en flok på 9 med biologiske og bonus, så det ligger bare til mig der er mange. Tanken om at jeg skulle sige jeg skulle "nøjes" med en føles bare fuldstændigt forkert, jeg ville på en måde ikke kunne leve med mig selv, hvis man kan. Sige det sådan? Kan bare mærke jeg viiiiirkeligt ønsker flere børn, og eftersom jeg aldrig ville tvinge en mand til at få børn han ikke ønsker, og i stedet for gå på kompromis med noget han faktisk ikke ville gå på kompromi med, ville jeg være nødt til at forlade ham og finde en med samme ønsker .

 

Ved ikke om det jeg skriver giver mening, men mit ønske for flere børn er så stort at jeg ville gå hen og blive ulykkeligover at skulle gå på kompromi og leve efter en andens ønsker. Vi har kun 1 liv, og det vil jeg leve som jeg har lyst

Forstår dig godt, og når det er så vigtigt for dig, så er det bedste nok også at indse at det ikke skal være dig og din kæreste. MEN har du overvejet, at det jo slet ikke er sikkert du kan finde den rigtige for dig med samme ønsker som dig - der findes nu engang masser af singler, som ikke har fundet den rette, simpelthen fordi det er svært, og man egentlig skal være meget heldig. Har du overvejet "hvad nu hvis du ikke finder den rette at få nummer to barn og evt flere børn med"? Og hvad du så vil? Er det så alenemor med donorsæd (ikke at der er noget som helst galt i det, men der er jo en verden til forskel på det og så at få sine børn med en man skal leve sammen med)? Og hvor længe vil du i så fald vente, før du går over til den løsning på at få børn?

Anonym skriver:

Forstår dig godt, og når det er så vigtigt for dig, så er det bedste nok også at indse at det ikke skal være dig og din kæreste. MEN har du overvejet, at det jo slet ikke er sikkert du kan finde den rigtige for dig med samme ønsker som dig - der findes nu engang masser af singler, som ikke har fundet den rette, simpelthen fordi det er svært, og man egentlig skal være meget heldig. Har du overvejet "hvad nu hvis du ikke finder den rette at få nummer to barn og evt flere børn med"? Og hvad du så vil? Er det så alenemor med donorsæd (ikke at der er noget som helst galt i det, men der er jo en verden til forskel på det og så at få sine børn med en man skal leve sammen med)? Og hvor længe vil du i så fald vente, før du går over til den løsning på at få børn?

Bare lige til info - jeg ved ikke om jeg misforstår, men det er ikke ts du skriver med. denne anonyme tænker jeg blot sætter det op som et tænkt eksempel, og ikke en situation hun reelt står i  

når ts svarer vil der stå "anonym trådstarter", ligesom i det første indlæg. 

Anonym skriver:

Det er svært at forklare hvad der gør jeg bare VIL have flere. Jeg elsker at være mor, er rigtig meget familie menneske, enormt tæt med alle min egne søskende, vi er en flok på 9 med biologiske og bonus, så det ligger bare til mig der er mange. Tanken om at jeg skulle sige jeg skulle "nøjes" med en føles bare fuldstændigt forkert, jeg ville på en måde ikke kunne leve med mig selv, hvis man kan. Sige det sådan? Kan bare mærke jeg viiiiirkeligt ønsker flere børn, og eftersom jeg aldrig ville tvinge en mand til at få børn han ikke ønsker, og i stedet for gå på kompromis med noget han faktisk ikke ville gå på kompromi med, ville jeg være nødt til at forlade ham og finde en med samme ønsker .

 

Ved ikke om det jeg skriver giver mening, men mit ønske for flere børn er så stort at jeg ville gå hen og blive ulykkeligover at skulle gå på kompromi og leve efter en andens ønsker. Vi har kun 1 liv, og det vil jeg leve som jeg har lyst

Men, rumsterer der slet ikke en lille smule dårlig samvittighed over, at du tager kernefamilien fra dit allerede fødte barn, fordi du vil skabe rammerne for et ufødt barn? 

Personligt synes jeg det er meget voldsomt (og egoistisk) at splitte en ellers velfungerende familie fordi moderen har et krav om et ekstra barn. Hvis man ikke allerede havde et barn, kunne man gøre som man ville, men nu ER der altså lige det her barn med i ligningen. Et barn, som skal fratages sin base og gøres til delebarn (og hvem siger, at det bliver en velfungerende deleordning?) bare fordi moren sætter sit endnu-ikke-undfangede barn højere end hensynet til det eksisterende? 

Og jaja, det kan godt være, at der findes mange lykkelige skilsmissebørn. Men mon ikke de fleste af de børn, som er glade for at forældrene gik fra hinanden, kommer fra ustabile og dårlige hjem, hvor en skilsmisse var nødvendig for at skabe ro? Jeg tror de færreste børn, som sidder i deres lille, fredelige kernefamilie, bliver lykkeligere af, at forældrene går fra hinanden.  

ErDetSnartNU skriver:

Men, rumsterer der slet ikke en lille smule dårlig samvittighed over, at du tager kernefamilien fra dit allerede fødte barn, fordi du vil skabe rammerne for et ufødt barn? 

Personligt synes jeg det er meget voldsomt (og egoistisk) at splitte en ellers velfungerende familie fordi moderen har et krav om et ekstra barn. Hvis man ikke allerede havde et barn, kunne man gøre som man ville, men nu ER der altså lige det her barn med i ligningen. Et barn, som skal fratages sin base og gøres til delebarn (og hvem siger, at det bliver en velfungerende deleordning?) bare fordi moren sætter sit endnu-ikke-undfangede barn højere end hensynet til det eksisterende? 

 

Og jaja, det kan godt være, at der findes mange lykkelige skilsmissebørn. Men mon ikke de fleste af de børn, som er glade for at forældrene gik fra hinanden, kommer fra ustabile og dårlige hjem, hvor en skilsmisse var nødvendig for at skabe ro? Jeg tror de færreste børn, som sidder i deres lille, fredelige kernefamilie, bliver lykkeligere af, at forældrene går fra hinanden.  

Jo det ville jeg helt sikkert. Jeg er ikke kold og kynisk, og det ville heller ikke være en beslutning jeg ville tage fra det ene øjeblik til det andet, men en beslutning der Cille blive taget med tiden. For jeg ville fortryde det resterende af mit liv, hvis jeg skulle gå på kompromi med dette ønske, da jeg bare ønsker det så meget. 

Det er jo også nemt nok for mig at sidde og sige når jeg sidder her son fuldtidalenemor med en b-daddy der er dømt for vold mod vores søn, så det jo nemt for mig at forstille mig at hvis han have sagt sådan at jeg bare var skredet. Men det ved jeg at jeg havde gjort med tiden. 

Jeg er kun 24 år gammel, og jeg har ikke lyst til at skulle leve resten af mit liv med at fortryde, et af mine største ønsker . 

Anonym skriver:

Hej Baby.dk

Jeg er i et kæmpe dilemma... Som i: Jeg ANER ikke, hvad jeg skal gøre...

Min kæreste og jeg har et barn på 3,5 år og jeg synes, at det er ved at være på tide med no. 2. MEN... Min kæreste vil egentlig helst slet ikke have flere, da han synes, at det er ih og åh så hårdt med små børn - bevares, det er det sgu også! But thats life, synes jeg. 

Sagen er den, at jeg tror jeg vil blive ulykkelig, hvis jeg ikke får flere børn. jeg ønsker det så højt!! Men, det skal jo også være et ØNSKET barn og det er det jo ikke fra faderens side... Fuck, altså.. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!!! 

Kan godt forstå du ønsker et barn mere og særligt nu hvor jeres barn er 3,5 år. Men din mand skal naturligvis være med på dette, og det er han ikke. Ikke lige nu. Det kan være at det kommer med tiden, når jeres barn er lidt ældre. Det vides jo desværre ikke, men jeg ville nok lade tanken ligge det næste år i hvert tilfælde. Derefter kan du prøve at tage emnet op igen med ham og se hvor han står henne. Jeg var først klar til en mere efter næsten 3 år. De første par år var jeg sikker på at vores datter skulle være enebarn. Syntes livet med et lille barn er rigtig hårdt omend også mega dejligt. Alligevel var jeg meget i tvivl og pludselig kom lysten til en mere snigende og vi venter nu en lillebror om 16 dage. 

Jeg ville ikke splitte familien ad fordi du ønsker et barn mere. Heller ikke selvom dit ønske er stort. Ville fokusere på jeres allerede eksisterende skønne barn og nyde det og jeres lille familie. Fokuser på de fede ting ved at have et enebarn, fordi de er der altså! Og så find et sted i dig selv hvor du "tilgiver" din mand for ikke at ville have flere børn, hvis du kan det, fordi ellers kan du blive bitter og så vil forholdet jo dø på sigt. Han kan komme på andre tanker og sandsynligheden for at han får lyst senere den er der jo 

Anonym skriver:

Min mand har altid kun ville have et barn og jeg ville have 2, så vi har snakket en del om det og, så da vi havde fået vores søn. Gik jeg i tænke boks for skulle finde ud af med mig selv om jeg ville være glad for 1 barn og min mand eller skulle jeg finde en anden mand der ville det samme som jeg. Jeg valgte min mand, da vores søn blev 5 år blev min mand skruk og nu venter vi nr 2 

Det jeg nok ville sige var - prøv at give det lidt tid 

Det var da en dejlig besked Og tillykke med det!

Jeg har mistet overblikket fuldstændig over denne tråd, da det virker som om, der er dukket en masse dilemmaer op hos andre også.

Bare lige for at slå det fast, så var tråden egentlig mest bare et udtryk for frustration, og jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Men i bund og grund har jeg på ingen måde lyst til at gå fra min kæreste - og så må det jo være mig, der går på kompromis. 

Men jeg håber, håber, håber, at han vil skifte mening en dag, så vi kan få no. 2

Tak til alle, der har svaret og skrevet i tråden. 

Knus herfra!

Anonym skriver:

Det er svært at forklare hvad der gør jeg bare VIL have flere. Jeg elsker at være mor, er rigtig meget familie menneske, enormt tæt med alle min egne søskende, vi er en flok på 9 med biologiske og bonus, så det ligger bare til mig der er mange. Tanken om at jeg skulle sige jeg skulle "nøjes" med en føles bare fuldstændigt forkert, jeg ville på en måde ikke kunne leve med mig selv, hvis man kan. Sige det sådan? Kan bare mærke jeg viiiiirkeligt ønsker flere børn, og eftersom jeg aldrig ville tvinge en mand til at få børn han ikke ønsker, og i stedet for gå på kompromis med noget han faktisk ikke ville gå på kompromi med, ville jeg være nødt til at forlade ham og finde en med samme ønsker .

 

Ved ikke om det jeg skriver giver mening, men mit ønske for flere børn er så stort at jeg ville gå hen og blive ulykkeligover at skulle gå på kompromi og leve efter en andens ønsker. Vi har kun 1 liv, og det vil jeg leve som jeg har lyst

Men er det ikke noget i så har snakket om, når det nu er noget der fylder SÅ meget hos dig? Tænker det er en ret væsentlig ting. Som hvis du feks slet ikke ville have børn eller feks VILLE have mindst 5 børn.

Loa skriver:

Men er det ikke noget i så har snakket om, når det nu er noget der fylder SÅ meget hos dig? Tænker det er en ret væsentlig ting. Som hvis du feks slet ikke ville have børn eller feks VILLE have mindst 5 børn.

Jo, det er det naturligvis. Men, som jeg også har skrevet længere oppe, så skiftede han mening efter vi fik no. 1. Han siger dog, at han måske får lyst om et par år. Så håber og krydser