Min kæreste vil ikke have barn no. 2...

Trine Overgaard skriver:

Er det virkelig så nemt? At skifte sin mand, sit barns far, ud med en anden, hvis man ikke får hvad man vil have? 

jeg har en datter, og ønsker mig også virkelig meget en til, min kæreste siger nej og efter mange samtaler er det blevet sådan, vi skal kun have en. For jeg elsker ham og vores datter og ønsker ikke at ødelægge vores familie. 

Jeg kan godt forstå at man brændende og inderligt ønsker sig flere børn, og at det ønske kan overskygge ønsket om at beholde den familie man har. Men nogle får det til at lyde som en nem ting, en no brsiner. Får jeg ikke et barn til finder jeg bare en anden. 

Er det virkelig så nemt?

Er der nogen der skriver det er nemt? 

Sagen er vel bare at hvis hun ikke føler hun kan leve et liv uden flere børn og det vil gøre hende ulykkelig og påvirke deres forhold negativt - så vejer den drøm nok højere end kærligheden til den nuværende kæreste.. og nej det ville ikke være let at splitte sin familie på det grundlag - men det er ikke let på NOGET grundlag, jeg har prøvet det. Og det handlede i bund og grund også om at jeg var ulykkelig, bare grundet andre omstændigheder. 

SØS skriver:

Jeg er meget enig i det du skriver med, at det faktisk er en gave man giver sine børn, når man lader dem være enebørn et stykke tid. Forældre med masser af tid og overskud for en periode imens barnet kommer godt på vej, det må næsten være den største gave.

Uh det jo svært at sige hvad der er bedst for den enkelte familie/barn. Personligt syntes jeg det var sindsygt hårdt at få min første søster i en alder af 10 år. Elskede hende selvfølgelig men puha hvor jeg følte mig glemt af mine/vores forældre... 

At de så valgte at få en til da jeg var 14 gjorde det bare ikke bedre.

Den dag idag føler jeg slet ikke mine forældre er tæt på mig og mine børn. Tror måske det havde været anderledes hvis mine søskende og jeg havde været mere alderssvarende. Who know, men det tror jeg. 

Derfor var det også vigtigt for mig at der ikke blev mere end få år, imellem vores børn. 

Trine Overgaard skriver:

Er det virkelig så nemt? At skifte sin mand, sit barns far, ud med en anden, hvis man ikke får hvad man vil have? 

jeg har en datter, og ønsker mig også virkelig meget en til, min kæreste siger nej og efter mange samtaler er det blevet sådan, vi skal kun have en. For jeg elsker ham og vores datter og ønsker ikke at ødelægge vores familie. 

Jeg kan godt forstå at man brændende og inderligt ønsker sig flere børn, og at det ønske kan overskygge ønsket om at beholde den familie man har. Men nogle får det til at lyde som en nem ting, en no brsiner. Får jeg ikke et barn til finder jeg bare en anden. 

Er det virkelig så nemt?

Ja for mig ville det være let nok et eller andet sted. Mit ønske for flere er stort, og hvorfor leve med en der sætter begrænsninger for en, og fordi det er den holdning jeg har, er det ikke forkert, det er bedre end at snyde manden. Hvorfor skulle jeg leve og respektere hans ønsker, når jeg også har mine egne? 

Ciss skriver:

Det kommer jo an på så meget.

Omvent kan det også være vanvittig hårdt for et barn som har været enebarn i rigtig mange år pludselig at skulle dele forældrene med en anden. 

At være aldersmæssig på hver sin planet i forhold til søsken er absolut ikke en dans på roser. 

Som med så meget andet er der fordele og ulemper med at få søsken sent. Jeg synes det blir lidt forkert at omtale det som den største gave.

Lige så forkert som det er at omtale dét at børn kun har ultra kort i mellem sig, som en gave.

Der er vel fordele og ulemper ved både kort aldersforskel og stor. Der er da utroligt mange ting der spiller ind. Selvom du klart er fortaler for kort aldersforskel kan jeg læse.

Min ældste er snart 7 og den lille et år en måned efter den store bliver 7. Lige nu kamp-elsker de hinanden. Den lille griner over hele hovedet hver gang hun ser den store og omvendt.

Måske der kommer udfordringer når de bliver ældre og måske ikke altid har lige meget til fælles, men så undgår de måske til gengæld at skændes om de samme ting, slås om veninder/drenge. Den store kan forstår når vores opmærksomhed skal være på den lille og vil SÅ gerne hjælpe. Så det er da bestemt ikke udelukkende lort med stor aldersforskel.

Jeg elskede da jeg blev storesøster som 7 årig, også selvom det var med min fars nye kone Åårh jeg havde bare alle omsorgsgenerne fuldt udviklede, og kunne bare sidde og give ham flaske, og nyde at sidde med ham, og jeg kendte alle hans behov og følelser Jeg var en stor hjælp for hans mor.

Loa skriver:

Lige så forkert som det er at omtale dét at børn kun har ultra kort i mellem sig, som en gave.

Der er vel fordele og ulemper ved både kort aldersforskel og stor. Der er da utroligt mange ting der spiller ind. Selvom du klart er fortaler for kort aldersforskel kan jeg læse.

Min ældste er snart 7 og den lille et år en måned efter den store bliver 7. Lige nu kamp-elsker de hinanden. Den lille griner over hele hovedet hver gang hun ser den store og omvendt.

Måske der kommer udfordringer når de bliver ældre og måske ikke altid har lige meget til fælles, men så undgår de måske til gengæld at skændes om de samme ting, slås om veninder/drenge. Den store kan forstår når vores opmærksomhed skal være på den lille og vil SÅ gerne hjælpe. Så det er da bestemt ikke udelukkende lort med stor aldersforskel.

Der er 7 år mellem min ældste og min yngste (der er jo så en imellem så ikke helt som dig). 

De er nu 14 og snart 7, og de er stadig søskende på godt og ondt. Hun er den skønneste storesøster man kan tænke sig og soler sig i netop st være det. Være den der altid kan tale ham til at gøre det han skal, hende der kan ryste hans dyne så han griner over hele hovedet, hun vil gerne de sover sammen en gang imellem og de kan hygge med blade og bøger. Hun må også gerne trække sig og der er ingen krav ud over hun afleverer hver morgen. Men de er tætte og jeg håber da at de også vil være det som voksne, vi som forældre gør i hvert fald alt for de skal opleve sig som familie, få fælles oplevelser og minder at bygge et forhold på. 

Jeg tror ikke det handler så meget om tallet på år mellem søskende som det handler om hvad man bygger op sammen som familie og så selvsagt personligheder. Og når de bliver voksne i høj grad også hvem de vælger som partner og hvilken vej deres liv tager. 

Anonym skriver:

Ja for mig ville det være let nok et eller andet sted. Mit ønske for flere er stort, og hvorfor leve med en der sætter begrænsninger for en, og fordi det er den holdning jeg har, er det ikke forkert, det er bedre end at snyde manden. Hvorfor skulle jeg leve og respektere hans ønsker, når jeg også har mine egne? 

Fordi et parforhold vel også handler om kompromiser. Vi har faktisk lige haft snakken her hjemme, om begrænsningen af den personlige frihed. Det er jo en del af det at være et socialt væsen, at man må se i øjnene man ikke bestemmer alt ting selv alene, og elsker jeg min partner og ønsker at være i et kærlighedsforhold end netop ham, så kan jeg også sluge nogle kameler. 

Det kan så være de kameler bliver for store og man må se i øjenene, at se drømme vi har for fremtiden og uforenelige, men man må også acceptere at nogle gange skal man kunne begrave nogle drømme.

Anonym skriver:

Ja for mig ville det være let nok et eller andet sted. Mit ønske for flere er stort, og hvorfor leve med en der sætter begrænsninger for en, og fordi det er den holdning jeg har, er det ikke forkert, det er bedre end at snyde manden. Hvorfor skulle jeg leve og respektere hans ønsker, når jeg også har mine egne? 

Må jeg spørge hvad det er der gør at du VIL have mere end én? Altså hvad gør/er forskellen?

I øvrigt lyder det som om du allerede har besluttet dig og egentlig ikke behøver folks modargumenter

Tystys14 skriver:

Uh det jo svært at sige hvad der er bedst for den enkelte familie/barn. Personligt syntes jeg det var sindsygt hårdt at få min første søster i en alder af 10 år. Elskede hende selvfølgelig men puha hvor jeg følte mig glemt af mine/vores forældre... 

At de så valgte at få en til da jeg var 14 gjorde det bare ikke bedre.

Den dag idag føler jeg slet ikke mine forældre er tæt på mig og mine børn. Tror måske det havde været anderledes hvis mine søskende og jeg havde været mere alderssvarende. Who know, men det tror jeg. 

Derfor var det også vigtigt for mig at der ikke blev mere end få år, imellem vores børn. 

Helt enig her. Jeg var 12 da jeg blev storesøster første gang. Jeg følte mig utrolig glemt fordi det hele pludselig gik op i baby og småbørn. Og idag har jeg jo ikke rigtig noget forhold til mine søskende fordi jeg er voksen med egne børn og de er stadig selv børn. 

Loa skriver:

Lige så forkert som det er at omtale dét at børn kun har ultra kort i mellem sig, som en gave.

Der er vel fordele og ulemper ved både kort aldersforskel og stor. Der er da utroligt mange ting der spiller ind. Selvom du klart er fortaler for kort aldersforskel kan jeg læse.

Min ældste er snart 7 og den lille et år en måned efter den store bliver 7. Lige nu kamp-elsker de hinanden. Den lille griner over hele hovedet hver gang hun ser den store og omvendt.

Måske der kommer udfordringer når de bliver ældre og måske ikke altid har lige meget til fælles, men så undgår de måske til gengæld at skændes om de samme ting, slås om veninder/drenge. Den store kan forstår når vores opmærksomhed skal være på den lille og vil SÅ gerne hjælpe. Så det er da bestemt ikke udelukkende lort med stor aldersforskel.

Jeg skrev jo netop, at som med alt andet er der både fordeler og ulemper ved stor aldersforskel.

Det var en reaktion på, at en skrev, at det at få søsken, når man er stor er den største gave. Det var det utsagn,  jeg ønskede at nuancere lidt. 

At jeg selv har valgt at få børn tæt betyder ikke, at jeg mener, alle andre skal tage det samme valg.