Anonym skriver:
Mit barn går i en dejlig skole med gode klassekammerater og søde forældre. Alligevel er der problemer, som er så altoverskyggende for mig, at jeg ikke engang kan koncentrere mig om mit arbejde i dag.
I klassen er der konflikter blandt børnene, som jeg ved at lærere og pædagoger har fat i og arbejder med. Men nogle af forældrene, mødre, er begyndt at henvende sig direkte til de forældre, hvis børn har gjort noget forkert. Mit barn har uden tvivl sin andel i det, og vi taler meget om det herhjemme, og er meget tydelige omkring vores holdning til grimme ord/grim tale, holden uden for og lignende. Men der er en ubehagelig kultur i klassen, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved i samarbejde med skolen - synes jeg. Jeg er direkte imod at gå til gældende forælder og sige at deres barn gjorde/sagde sådan og sådan. Jeg er også meget imod at tale om andres børn med andre forældre, dvs. tale bag om ryggen, hvilket også sker. Problemet i at gå til en forælder, når der er sket noget, er fordi jeg ved at det, mit barn har fortalt, er en ensidet, subjektiv og fragmenteret beskrivelse af en hændelse. Det bliver taget ud af kontekst, sammenhængen, årsagen, dynamikken og relationen. Derudover begynder det at lugte af mudderkastning, som jeg faktisk skal koncentrere mig for ikke at deltage i.
I morges blev jeg konfronteret med noget, mit barn havde gjort i sidste uge. Det var på ingen måder i orden og den opførsel tolereres ikke, så det skal jeg taler om med mit barn i dag. Men jeg er også nået til et kogepunkt inden i. Imens jeg lyttede til moren, lå der en kæmpe klump i min mund og i min mave, som var ved at eksplodere fordi dette barn tidligere på ugen, måske dagen før, havde været meget grim ved mit barn. Dette barn er selv meget aktiv i drillerier og i at holde andre udenfor. Jeg ville sådan ønske at vi forældre stod sammen og arbejde for at få gjort kål på den uhensigtsmæssige dynamik og kultur, i stedet for, som nu, at beskylde, tale dårligt om og kritisere hinandens børn. Der er sindssygt dårlig stemning forældre, ja mødrene i hvert fald, imellem. Der er ingen af dem, der går til andre forældre, der viser den mindste smule forståelse for at deres eget barn måske har en finger med i spillet selv. De ser på andre børn, deriblandt mit, med sure øjne og svarer irriteret på f.eks. Godmorgen.
Jeg har bedt om et møde med klasselæreren, for at få kortlagt mit eget barns position i det her. Hvis mit barn står i spidsen for det, er katalysatoren eller lignende, skal det stoppes og mit barn skal have hjælp til at komme ud af den rolle. Et barn, der er grim overfor andre, har det ikke godt, så det skal selvfølgelig undersøges med henblik på at hjælpe barnet.
Hvad tænker I, og hvordan håndterer I konflikter i skolen?
Jeg tænker som udgangspunkt, st det er en styrke, hvis forældrene kan klare det internt. For mig handler det rigtig meget om præsentationen af "problemet". Fx havde vi for et halvt års tid siden en mor, som ringede fordi hun var bekymret for hendes datters ve og vel. Hun forklarede at datteren klagede over relationen til min datter. Moren lagde vægt på, at hun kun havde historien fra sin datters side og spurgte bare ind til, om jeg vidste noget. Det viser sig at være et øjebliksbillede af én episode. Jeg var glad for at moderen henvendte sig til mig, så jeg kunne tale med min datter om det.
I forhold til at snakke bag om ryggen på forældre, så er jeg totalt modstander af det. Gå til de implicerede eller læreren/pædagogen.
