Anonym skriver:
Mit barn går i en dejlig skole med gode klassekammerater og søde forældre. Alligevel er der problemer, som er så altoverskyggende for mig, at jeg ikke engang kan koncentrere mig om mit arbejde i dag.
I klassen er der konflikter blandt børnene, som jeg ved at lærere og pædagoger har fat i og arbejder med. Men nogle af forældrene, mødre, er begyndt at henvende sig direkte til de forældre, hvis børn har gjort noget forkert. Mit barn har uden tvivl sin andel i det, og vi taler meget om det herhjemme, og er meget tydelige omkring vores holdning til grimme ord/grim tale, holden uden for og lignende. Men der er en ubehagelig kultur i klassen, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved i samarbejde med skolen - synes jeg. Jeg er direkte imod at gå til gældende forælder og sige at deres barn gjorde/sagde sådan og sådan. Jeg er også meget imod at tale om andres børn med andre forældre, dvs. tale bag om ryggen, hvilket også sker. Problemet i at gå til en forælder, når der er sket noget, er fordi jeg ved at det, mit barn har fortalt, er en ensidet, subjektiv og fragmenteret beskrivelse af en hændelse. Det bliver taget ud af kontekst, sammenhængen, årsagen, dynamikken og relationen. Derudover begynder det at lugte af mudderkastning, som jeg faktisk skal koncentrere mig for ikke at deltage i.
I morges blev jeg konfronteret med noget, mit barn havde gjort i sidste uge. Det var på ingen måder i orden og den opførsel tolereres ikke, så det skal jeg taler om med mit barn i dag. Men jeg er også nået til et kogepunkt inden i. Imens jeg lyttede til moren, lå der en kæmpe klump i min mund og i min mave, som var ved at eksplodere fordi dette barn tidligere på ugen, måske dagen før, havde været meget grim ved mit barn. Dette barn er selv meget aktiv i drillerier og i at holde andre udenfor. Jeg ville sådan ønske at vi forældre stod sammen og arbejde for at få gjort kål på den uhensigtsmæssige dynamik og kultur, i stedet for, som nu, at beskylde, tale dårligt om og kritisere hinandens børn. Der er sindssygt dårlig stemning forældre, ja mødrene i hvert fald, imellem. Der er ingen af dem, der går til andre forældre, der viser den mindste smule forståelse for at deres eget barn måske har en finger med i spillet selv. De ser på andre børn, deriblandt mit, med sure øjne og svarer irriteret på f.eks. Godmorgen.
Jeg har bedt om et møde med klasselæreren, for at få kortlagt mit eget barns position i det her. Hvis mit barn står i spidsen for det, er katalysatoren eller lignende, skal det stoppes og mit barn skal have hjælp til at komme ud af den rolle. Et barn, der er grim overfor andre, har det ikke godt, så det skal selvfølgelig undersøges med henblik på at hjælpe barnet.
Hvad tænker I, og hvordan håndterer I konflikter i skolen?
Som udgangspunkt, mener jeg kun det er stærkt hvis børn og forældre selv kan løse deres konflikter. En del konflikter opstår selvfølgelig i skoletiden, og skal håndteres der, af elever og lærer. Men det hænder jo, at vores børn først fortæller om en konflikt, drilleri eller noget helt andet, når de er landet hjemme, og her finder jeg (som regel) ingen grund til at involvere skolen. Fx. min dreng kom hjem på et tidspunkt, og fortalt at en anden dreng fra hans klasse ikke var særlig sød ved ham, når de skulle følges hjem fra skole. Så jeg skrev direkte til moderen til drengen, om hun ikke kunne tage en snak med hendes søn, da min dreng havde en lidt kedelig oplevelse når de fulgtes hjem fra skole, og så selvfølgelig lidt om hvad det omhandlede. Men ingen skæld ud, men bare en venlig forespørgsel, og jeg fik det fineste svar tilbage, med at selvfølgelig ville hun snakke med sit barn - altså der var ingen ko på isen.
Min dreng løb selv med en af pigernes løbehjul på et tidspunkt, også på vej hjem fra skole. Der skrev moderen til mig, at det ville hun gerne lige have jeg snakkede med sønnike om, da hendes datter var blevet ked af det, og jeg svarede (selvfølgelig), at det ville jeg, og det gjorde jeg, og fortalte min søn at den opførsel ville jeg under ingen omstændigheder godtage - and over and out.
En konflikt bliver nu engang altid beskrevet af den som oplever den, den er subjektiv, og så må man som forældre prøve at holde sig så objektiv som overhovedet muligt - og dermed spørge ind, både hos eget barn, men også det andet barns forældre. Det kan i min verden ikke være anderledes. Skolen skal for mit vedkomne blande sig, hvis forældrene ikke kan finde ud af konklikthåndtere selv, og det burde man i min verden være i stand til.
Måske du ikke er i stand til at se fejl ved eget barn, måske nogle af de andre forældre har samme problemstilling - men børnene er jo først og fremmest jeres, og dermed er det jer som opdrager, konflikthåndtere og alt derimellem. Ikke skolen. Skolen kan inddrages hvis det er yderst nødvendigt, og tage sig af de konflikter som kan klares indenfor skoletiden - resten må efter min mening ligge på jeres bord.
Din sidste sætning "Et barn, der er grim overfor andre, har det ikke godt, så det skal selvfølgelig undersøges med henblik på at hjælpe barnet. " - Nja måske det barn blot mangler at få at vide hjemmefra hvordan man opfører sig. Måske har barnet det skidt, men det er stadig det barn der bliver behandlet dårligt, der skal hjælpes først, og så skal der dialog mellem hjemmet og barnet, for at finde kilden til dårlig opførelse - og det kan sagtens være hjælp.
