Findes der grimme børn?

Jullesnulle skriver:

Både min mand og jeg tænkte det var enormt synd for alle de andre på barselsafd. med grimme babyer 

når nu vores var så smuk.... tror det er meget normalt. 

Ej - jeg synes faktisk godt jeg kan se om et barn er smukt eller ej. Ligesom med voksne. Men det er selvfølglig et spm. om smag

Hehe jeg tror du har helt ret i, at man som forældre med en nyfødt i armene, synes at ens barn er sødest, pænest og den kønneste. Men jeg har aldrig tænkt at andre babyer var grimme. Det handler nok om hvordan vi hver især opfatter ordet grim. Grim for mig betyder noget/nogen som ikke er rart/rar at se på. Og jeg synes det er meget få mennesker der er grimme. mindre kønne eller spøjse, ja selvfølgelig, men ikke ligefrem grimme. 

Et åbent benbrud er grimt, da det gør mig ilde til mode og det er ikke rart at se på. Men jeg har sjældent mødt mennesker, som var ubehagelige at se på.

Jeg mindes ikke at jeg nogensinde har set et grimt barn... 

Men jeg har da tænkt- uh sikke en spøjs hovedform, hvordan mon den fik den? Ej hvor er den søøøøød! 

Men aldrig grim, nej..

Der er da masser af grimme børn! Grimme tænder, grim hovedformål, asymmetriske træk, tyndt slasket hår.

Man kan jo sagtens være charmerende og grim samtidig...

A-1995 skriver:

Ja, selvfølgelig gør der da det..

og selvfølgelig er det tabubelagt. Enhver forælder ville da blive dybt såret hvis nogen sagde at de ikke synes at der barn var særlig kønt..

og heldigvis så elsker familien jo barnet så højt at de selv synes barnet er smukt og fantastisk. ��

Altså, jo, selvfølgelig - jeg tror de færreste kunne drømme om at fortælle et forælderpar at deres afkom er mindre heldigt i forhold til gen-lotteriet!

Jeg synes dog også at man oplever at forargelsen er stor når det bliver sagt i sammenhænge hvor forældrene ikke er til stede eller hvor det eventuelt er et fremmed barn - og sjovt nok, så viser størstedelen af svarende her indtil videre, at det med at finde børn grimme måske er mere udbredt end man får fornemmelsen af? 

Selvfølgelig findes der grimme børn, ligesom der findes grimme voksne. Ofte (dog ikke altid) er forældrene til de grimme børn også selv ret grimme, hvilket jo giver rigtig god mening. Men hvad/hvem man synes er grim er jo individuelt, da det jo er en smagssag. Heldigvis da, for ellers ville vi alle falde for de samme mennesker jo. Så selvom et barn i mine øjne kan være tudegrim, så kan det sagtens være der findes en person, sin synes at netop det barn er rigtig smukt.

Men ja, der findes grimme børn præcis som der findes grimme voksne.

Og så lige et (måske lidt farligt!) side-spørgsmål: 

Tror i godt selv de fleste forældre til grimme børn, ved at deres børn er grimme? 

... og så lige det sidste. Har nogle her selv mindre kønne børn som godt tør indrømme det?

Aristocats skriver:

Og så lige et (måske lidt farligt!) side-spørgsmål: 

Tror i godt selv de fleste forældre til grimme børn, ved at deres børn er grimme? 

... og så lige det sidste. Har nogle her selv mindre kønne børn som godt tør indrømme det?

Jeg har en veninde der indrømmede hun håbede hendes barn blev kønnere med årene, det var en smule akavet fordi hun ligner sin mor (min veninde meget) min veninde er gude skøn men nej heller ikke vildt køn, følte ikke rigtig jeg kunne give hende ret uden at sige min veninde er grim. Kan du følge mig?

Mami skriver:

Jeg har en veninde der indrømmede hun håbede hendes barn blev kønnere med årene, det var en smule akavet fordi hun ligner sin mor (min veninde meget) min veninde er gude skøn men nej heller ikke vildt køn, følte ikke rigtig jeg kunne give hende ret uden at sige min veninde er grim. Kan du følge mig?

Det første jeg sagde da vores søn kom ud var, ej skat prøv at se hvor grim han er. Men han var også helt trykket i ansigtet og var helt lilla. Men det aftog heldigvis hurtigt og synes bestemt ikke han er grim mere. 

Aristocats skriver:

Okay, totalt tabubelagt emne som min mand og jeg netop lige har diskuteret 

Findes der grimme børn? Er det sådan én "alle ved det, ingen taler om det"-ting? Eller er børn bare væsener, som der altid er noget smukt ved? Men det går vel også mere over i det filosofiske fremfor det helt konkrete og overfladiske koncept som det at være "grim" eller i hvert fald mindre køn egentligt er? 

Jeg læste engang også en diskussion på Reddit, hvor der blev spurgt til forældre der godt vidste de havde grimme børn - det var interessant læsning og der kom overvældende mange svar. 

Der findes helt sikkert børn som ikke er ret kønne. Men alt afhænger jo af øjet der ser. Decideret grim tror jeg aldrig at jeg har tænkt, at et barn var, men ordet grim for mig forbinder jeg nærmest med afsky og det tænker jeg oftest om folk som er grimme indeni. Tilgængæld kan ikke så kønne mennesker være dybt charmerende og dermed ser man ikke de ikke er ret heldige, det syntes jeg ofte at jeg har oplevet 

Jeg har også set meget smukke mennekser få virkelig ikke så kønne børn. 

Aristocats skriver:

Og så lige et (måske lidt farligt!) side-spørgsmål: 

Tror i godt selv de fleste forældre til grimme børn, ved at deres børn er grimme? 

... og så lige det sidste. Har nogle her selv mindre kønne børn som godt tør indrømme det?

Hahaha jeg tør godt indrømme det. Jeg får altså ikke de kønneste babyer - E.T er nok en god beskrivelse af mine nyfødte. Som de bliver ældre, får de kinder der er større end resten af hovedet, og øjne som ofte skeler lidt. Sådan har begge mine piger været som helt små - den mindste på 3 mdr er stadig mere speciel end køn, mens den store er vokset fra det mest uheldige Jeg knus eeeeeelsker dem begge, og i mine øjne er de perfekte i, hvad jeg godt kan se objektivt, deres uperfekte ydre.