Anonym skriver:
Jeg vil gerne høre om det er mig, som er sart eller om det egentlig min venindes kæreste er gået over grænsen.
Det jeg skriver, er jo selvfølgelig min virkelighed og tingene som jeg opfatter det på. Men jeg er meget i tvivl om jeg er sart!
Min veninde har været sammen med sin kæreste i snart nogle år, og i starten var han sød nok, men jeg kan mærke at hver gang vi har været sammen med ham, så synes jeg han er gået over min grænse og jeg har følt at han har svinet mig til.
Jeg vil lige nævne nogle situationer:
En sommerdag er de hjemme og besøge os, hvor min datter leger rundt i haven og vi sidder og snakker. Han begynder så at kommentere på min datters sprog, hvor han siger, at grunden til hun ikke snakker endnu er for det første fordi hun er flaskebarn og bruger sut. At det har sinket hendes udvikling meget, at vi har taget de valg. Måden han siger det på, er ikke særlig sød, og jeg bliver meget provokeret af det, da det i forvejen at et ømt emne det med hun er flaskebarn. Jeg vælger at sige, at det tror jeg simpelthen ikke på, hvor han nævner at det viser undersøgelser osv (han læser til pædagog) Jeg vælger at snakke om noget andet, fordi jeg bliver sur og provokeret af det.
En anden situation er, hvor jeg havde valgt at invitere både min veninde og hendes kæreste til min datters fødselsdag, hvor han sidder og er pisse sur. Jeg kan se på min veninde, at hun er lidt flov over det, og de andre gæster begynder at lige spørge, hvad der er med ham, fordi han skaber dårlig stemning. Jeg siger, de bare skal ignorere det. Men hele dagen sidder han bare og mugger og kommer med sure svar. Fair nok, at man har en dårlig dag, men man kan godt lade være med at være flabet.
En sidste situation jeg vil nævne er, hvor de er ude og spise hos os, hvor han begynder at grine hånligt og siger til min veninde, at jeg spiser underligt og begynder at kommentere på, hvordan jeg skærer maden ud, og hvad jeg spiser. Det er fint, man driller hinanden. Det har jeg intet i mod, men bare det at han håner med og ikke henvender sig til mig, provokerer mig voldsomt, og jeg bliver usikker og tør nærmest ikke spise.
Generelt så snakker han meget ned til måde min veninde men også mig, hvorimod han sagtens kan snakke pænt til min kæreste. Han ruller øjne, skælder ud, snakker grimt og er flabet, og nogle gange tør min veninde ikke sige ting til mig, når han er der, fordi han blander sig og nedegøre hende.
At de har sådan et forhold er jo ikke mit problem som sådan, hvis det er det hun vil, så er det jo det hun vil. Men jeg kan ikke klare, at jeg også skal "trækkes" med i det, at jeg skal snakkes grimt til, få flabet svar, blive hånet og få kommentar om, hvordan jeg er som mor.
Mit spørgsmål er så, kan jeg tillade mig at sige noget til ham, når han er sådan overfor mig? og hvad skal jeg sige? Jeg kan mærke, at det går mig meget på. Men jeg vil heller ikke fornærme min veninde. Det er i forvejen svært at invitere hende uden han er med, fordi han vil med hver gang. What to do? Er jeg bare mega sart? For så må jeg prøve at "mande" mig lidt op og tage mig sammen?
Sådan en mand levede jeg engang sammen med, ikke fordi det var sådan et liv, jeg gerne ville leve, men fordi jeg følte mig fortjent til det. Omgivelserne så på uden indblanding, og det føltes som en bekræftigede mig i at han havde ret, og jeg lod det derfor fortsætte i årevis.
Jeg var knap nok levende og begyndte først at gøre modstand da jeg blev indlagt på psykiatrisk og fik psykologers hjælp til at vriste mig fri. I dag, og også dengang, ville det have været helt fantastisk, hvis nogen højlydt havde bemærket det og/eller snakket med mig om det. Det ville have gjort en kæmpe forskel for min selvforståelse, hvis nogen havde blandet sig og fortalt mig at han behandlede mig dårligt. En del af den psykiske vold går ud på at få ofret til at føle sig skør og overfølsom/overreagerende, og det gør èn magtesløs og handlingslammet.
Min pointe er at jeg synes, du skal reagere ved at gå direkte til din veninde. Hvis min veninde, søster eller andet familiemedlem bemærkede noget, bare den mindste smule modtsand mod noget han gjorde, fik han dem udelukket fra mit liv. Der er var knap to år, hvor jeg troede min søster var djævlen selv, det troede jeg helt oprigtigt, fordi han "beviste" det. Og det var kun fordi hun ikke var faldet for hans "charme", hun sagde aldrig noget dårligt om ham, men han mærkede det ordløse modstand.
Så gå udenom manden og direkte til din veninde, ellers er det ikke sikkert at du overhovedet får muligheden for at få snakket med hende om det.
