Min venindes kæreste!

Jeg vil gerne høre om det er mig, som er sart eller om det egentlig min venindes kæreste er gået over grænsen.

Det jeg skriver, er jo selvfølgelig min virkelighed og tingene som jeg opfatter det på. Men jeg er meget i tvivl om jeg er sart!

Min veninde har været sammen med sin kæreste i snart nogle år, og i starten var han sød nok, men jeg kan mærke at hver gang vi har været sammen med ham, så synes jeg han er gået over min grænse og jeg har følt at han har svinet mig til.

Jeg vil lige nævne nogle situationer:

En sommerdag er de hjemme og besøge os, hvor min datter leger rundt i haven og vi sidder og snakker. Han begynder så at kommentere på min datters sprog, hvor han siger, at grunden til hun ikke snakker endnu er for det første fordi hun er flaskebarn og bruger sut. At det har sinket hendes udvikling meget, at vi har taget de valg. Måden han siger det på, er ikke særlig sød, og jeg bliver meget provokeret af det, da det i forvejen at et ømt emne det med hun er flaskebarn. Jeg vælger at sige, at det tror jeg simpelthen ikke på, hvor han nævner at det viser undersøgelser osv (han læser til pædagog) Jeg vælger at snakke om noget andet, fordi jeg bliver sur og provokeret af det.

En anden situation er, hvor jeg havde valgt at invitere både min veninde og hendes kæreste til min datters fødselsdag, hvor han sidder og er pisse sur. Jeg kan se på min veninde, at hun er lidt flov over det, og de andre gæster begynder at lige spørge, hvad der er med ham, fordi han skaber dårlig stemning. Jeg siger, de bare skal ignorere det. Men hele dagen sidder han bare og mugger og kommer med sure svar. Fair nok, at man har en dårlig dag, men man kan godt lade være med at være flabet.

En sidste situation jeg vil nævne er, hvor de er ude og spise hos os, hvor han begynder at grine hånligt og siger til min veninde, at jeg spiser underligt og begynder at kommentere på, hvordan jeg skærer maden ud, og hvad jeg spiser. Det er fint, man driller hinanden. Det har jeg intet i mod, men bare det at han håner med og ikke henvender sig til mig, provokerer mig voldsomt, og jeg bliver usikker og tør nærmest ikke spise.

Generelt så snakker han meget ned til måde min veninde men også mig, hvorimod han sagtens kan snakke pænt til min kæreste. Han ruller øjne, skælder ud, snakker grimt og er flabet, og nogle gange tør min veninde ikke sige ting til mig, når han er der, fordi han blander sig og nedegøre hende.

At de har sådan et forhold er jo ikke mit problem som sådan, hvis det er det hun vil, så er det jo det hun vil. Men jeg kan ikke klare, at jeg også skal "trækkes" med i det, at jeg skal snakkes grimt til, få flabet svar, blive hånet og få kommentar om, hvordan jeg er som mor.

Mit spørgsmål er så, kan jeg tillade mig at sige noget til ham, når han er sådan overfor mig? og hvad skal jeg sige? Jeg kan mærke, at det går mig meget på. Men jeg vil heller ikke fornærme min veninde. Det er i forvejen svært at invitere hende uden han er med, fordi han vil med hver gang. What to do? Er jeg bare mega sart? For så må jeg prøve at "mande" mig lidt op og tage mig sammen?

Folk behandler dig kun som du lader dem behandle dig. 

Næste gang han opfører sig sådan overfor dig, så siger du til ham, at han skal opføre sig ordentligt overfor dig og tale pænt til dig. 

Man behøver ikke være bedste venner med alle, men man behandler andre mennesker med respekt. Især når man er gæst. Du skal ikke lade ham kue dig.

lad være med at henvend dig til din veninde. Tag den direkte med ham og se ham direkte i øjnene. Hvis han forsætter med at provokere dig, så spørg ham direkte om hvad problemet egentlig er. 

Han lyder som en kæmpe nar.

EBK skriver:

Folk behandler dig kun som du lader dem behandle dig. 

 

Næste gang han opfører sig sådan overfor dig, så siger du til ham, at han skal opføre sig ordentligt overfor dig og tale pænt til dig. 

Man behøver ikke være bedste venner med alle, men man behandler andre mennesker med respekt. Især når man er gæst. Du skal ikke lade ham kue dig.

lad være med at henvend dig til din veninde. Tag den direkte med ham og se ham direkte i øjnene. Hvis han forsætter med at provokere dig, så spørg ham direkte om hvad problemet egentlig er. 

 

Han lyder som en kæmpe nar.

Det er netop det. Hvis der ikke bliver sagt noget, så bliver han vel ved!

Det eneste, som har holdt mig tilbage er min veninde. Jeg er bange for hendes reaktion hvis jeg gør det. 

Jeg vil gerne høre om det er mig, som er sart eller om det egentlig min venindes kæreste er gået over grænsen.

Det jeg skriver, er jo selvfølgelig min virkelighed og tingene som jeg opfatter det på. Men jeg er meget i tvivl om jeg er sart!

Min veninde har været sammen med sin kæreste i snart nogle år, og i starten var han sød nok, men jeg kan mærke at hver gang vi har været sammen med ham, så synes jeg han er gået over min grænse og jeg har følt at han har svinet mig til.

Jeg vil lige nævne nogle situationer:

En sommerdag er de hjemme og besøge os, hvor min datter leger rundt i haven og vi sidder og snakker. Han begynder så at kommentere på min datters sprog, hvor han siger, at grunden til hun ikke snakker endnu er for det første fordi hun er flaskebarn og bruger sut. At det har sinket hendes udvikling meget, at vi har taget de valg. Måden han siger det på, er ikke særlig sød, og jeg bliver meget provokeret af det, da det i forvejen at et ømt emne det med hun er flaskebarn. Jeg vælger at sige, at det tror jeg simpelthen ikke på, hvor han nævner at det viser undersøgelser osv (han læser til pædagog) Jeg vælger at snakke om noget andet, fordi jeg bliver sur og provokeret af det.

En anden situation er, hvor jeg havde valgt at invitere både min veninde og hendes kæreste til min datters fødselsdag, hvor han sidder og er pisse sur. Jeg kan se på min veninde, at hun er lidt flov over det, og de andre gæster begynder at lige spørge, hvad der er med ham, fordi han skaber dårlig stemning. Jeg siger, de bare skal ignorere det. Men hele dagen sidder han bare og mugger og kommer med sure svar. Fair nok, at man har en dårlig dag, men man kan godt lade være med at være flabet.

En sidste situation jeg vil nævne er, hvor de er ude og spise hos os, hvor han begynder at grine hånligt og siger til min veninde, at jeg spiser underligt og begynder at kommentere på, hvordan jeg skærer maden ud, og hvad jeg spiser. Det er fint, man driller hinanden. Det har jeg intet i mod, men bare det at han håner med og ikke henvender sig til mig, provokerer mig voldsomt, og jeg bliver usikker og tør nærmest ikke spise.

 

Generelt så snakker han meget ned til måde min veninde men også mig, hvorimod han sagtens kan snakke pænt til min kæreste. Han ruller øjne, skælder ud, snakker grimt og er flabet, og nogle gange tør min veninde ikke sige ting til mig, når han er der, fordi han blander sig og nedegøre hende.

At de har sådan et forhold er jo ikke mit problem som sådan, hvis det er det hun vil, så er det jo det hun vil. Men jeg kan ikke klare, at jeg også skal "trækkes" med i det, at jeg skal snakkes grimt til, få flabet svar, blive hånet og få kommentar om, hvordan jeg er som mor.

Mit spørgsmål er så, kan jeg tillade mig at sige noget til ham, når han er sådan overfor mig? og hvad skal jeg sige? Jeg kan mærke, at det går mig meget på. Men jeg vil heller ikke fornærme min veninde. Det er i forvejen svært at invitere hende uden han er med, fordi han vil med hver gang. What to do? Er jeg bare mega sart? For så må jeg prøve at "mande" mig lidt op og tage mig sammen?

 

 

Han lyder utrolig usympatisk. Det skal du ikke finde dig, og du skal sige fra over for det næste gang han behandler dig dårligt, ved at tale nedladende om dig eller til dig. Ville da lige nævne det for din veninde også så kan hun måske også lige tage en snak med ham om hvordan man behandler andre mennesker. Ellers er jeg bange for at dit og din venindes forhold går i stykker pga ham. Han skal ikke blande sig i hvordan du spiser og hvilket valg du har truffet på din datters vegne. 

Anonym skriver:

Det er netop det. Hvis der ikke bliver sagt noget, så bliver han vel ved!

Det eneste, som har holdt mig tilbage er min veninde. Jeg er bange for hendes reaktion hvis jeg gør det. 

Din veninde skal da nærmere være bekymret for, hvilken mand hun lever sammen med.

Jeg havde en lignende oplevelse med en venindes kæreste der ikke behandlede hende særlig pænt. Jeg sagde klart fra overfor ham (kiggede ham lige i øjnene og meddelte ham at han skam heller ikke var inviteret) en dag hvor jeg havde inviteret hende med til noget og han begyndte på at det kunne de ikke fordi han skulle tidligt op. Han blev mega sur, og det gik desværre ud over veninden senere (hun tog med, mens han blev hjemme og surmulede). Så jeg ville være forsigtig med hvor drastisk du siger fra overfor ham, og ikke være lige så meget en kælling som jeg var - men han skal ikke slippe afsted med det, ellers eskalerer det.

Jeg takker for jeres svar! og jeg er glad for at høre, det ikke er mig, som sådan er gal på den. 

Jeg må finde en måde, jeg kan sige fra næste gang uden at det er "for voldsomt". For jeg kan mærke det går mig meget på.

Derudover kan jeg også mærke, at min veninde har forandret sig en del. Bare det, at hun finder sig i det, ligner hende ikke. Hun plejer at være en person, som siger fra med det samme! 

Hvad siger din kæreste? Opfatter han det ligesom dig? 

Uanset, så føler du at han overskrider dine grænser - nu arbejder jeg med mænd, den grove slags, der fyrer diverse sexistiske ting afsted i løbet af en dag - den eneste måde man får mænd der er "for meget" på den ene eller anden måde, til at klappe i, er ved at 1: give igen! 2: sig tydeligt fra. Det der bare sker nogengange når man siger fra, er at de prøver til igen for at se reaktionen hvis man ikke er hård nok. Man skal virkelig ikke udstråle at man er forlegen eller nervøs. Man skal helst være helt kold. Og her tænker jeg at det kan blive problematisk ift din veninde.. Jeg bruger nummer 1 og giver igen. Enten stopper de helt, eller også kører det ned på et niveau hvor det er med tydelig humor i stedet for at være idioter og så kan vi sagtens pingponge begge veje. Som du siger, kærligt drilleri er ok, fornærmelser er bare no go. 

Og så skal folk der er pædagoger uden selv at have børn - i øvrigt klappe i ang andres børn, valg og opdragelse.. Jeg får SÅ lange patter altså 

Mor11 skriver:

Hvad siger din kæreste? Opfatter han det ligesom dig? 

Uanset, så føler du at han overskrider dine grænser - nu arbejder jeg med mænd, den grove slags, der fyrer diverse sexistiske ting afsted i løbet af en dag - den eneste måde man får mænd der er "for meget" på den ene eller anden måde, til at klappe i, er ved at 1: give igen! 2: sig tydeligt fra. Det der bare sker nogengange når man siger fra, er at de prøver til igen for at se reaktionen hvis man ikke er hård nok. Man skal virkelig ikke udstråle at man er forlegen eller nervøs. Man skal helst være helt kold. Og her tænker jeg at det kan blive problematisk ift din veninde.. Jeg bruger nummer 1 og giver igen. Enten stopper de helt, eller også kører det ned på et niveau hvor det er med tydelig humor i stedet for at være idioter og så kan vi sagtens pingponge begge veje. Som du siger, kærligt drilleri er ok, fornærmelser er bare no go. 

Og så skal folk der er pædagoger uden selv at have børn - i øvrigt klappe i ang andres børn, valg og opdragelse.. Jeg får SÅ lange patter altså 

Ja, min kæreste opfatter det på samme måde som jeg. Han mærker også den tydelige forskel der er på, hvordan han snakker til min veninde og jeg end til min kæreste.

Ja, det er nemlig skide svært i forhold til min veninde. Ærligt er jeg også bekymret for hende, for jeg tror ikke, hun er lykkelig. Her for nogle dage siden skrev hun til mig, at han krævede, at hun lavede mad, fordi han var sultene.  Og det skulle hun bare. 

Jeg får sq også lange patter af det. Det er fint nok at stille spørgsmålstegn til det vi gør, men at man nedgøre det, det kan jeg sq ikke have. 

Det havde været noget helt andet, hvis han havde spurgt om, der var en grund til hun ikke snakkede endnu eller om hun havde problemer med noget eller et eller andet, men at han bare konstatere at det fordi hun er flaskebarn og har sut nogle gange...  Jeg føler også, at han prøver at opdrage på hende, når de er på besøg, og det kan jeg heller ikke snuppe. Han bestemmer sq ikke hvad hun må herhjemme :/

Anonym skriver:

Ja, min kæreste opfatter det på samme måde som jeg. Han mærker også den tydelige forskel der er på, hvordan han snakker til min veninde og jeg end til min kæreste.

Ja, det er nemlig skide svært i forhold til min veninde. Ærligt er jeg også bekymret for hende, for jeg tror ikke, hun er lykkelig. Her for nogle dage siden skrev hun til mig, at han krævede, at hun lavede mad, fordi han var sultene.  Og det skulle hun bare. 

Jeg får sq også lange patter af det. Det er fint nok at stille spørgsmålstegn til det vi gør, men at man nedgøre det, det kan jeg sq ikke have. 

Det havde været noget helt andet, hvis han havde spurgt om, der var en grund til hun ikke snakkede endnu eller om hun havde problemer med noget eller et eller andet, men at han bare konstatere at det fordi hun er flaskebarn og har sut nogle gange...  Jeg føler også, at han prøver at opdrage på hende, når de er på besøg, og det kan jeg heller ikke snuppe. Han bestemmer sq ikke hvad hun må herhjemme :/

Har du spurgt din veninde hvordan hun har det med det?