Min venindes kæreste!

Mor11 skriver:

Helt sikkert - selvom det umiddelbart ikke virker sådan når hun skriver det med maden fx. 

Jeg ville bare være ærlig om hvad jeg ser. "Jeg har bemærket at du har ændret adfærd. Er du ok? Du plejede at sige fra, men jeg føler sommetider at din kæreste tromler dig og du siger ikke noget. Taler i om det senere? Hvordan har i det sammen" osv.

Måske bliver hun mobset. Men som sagt, du er reelt bekymret, det er vigtigt at hun ved du er der, og det er vigtigt at få åbnet hendes tanker så hun kan overveje om hun egentlig er ok med det? Også selvom hun måske ligger dig på is lidt. 

 

Det lyder som en god måde at åbne den på! Tak for de gode råd!

tarkoflen skriver:

Sikke da en måde at behandle andre på, og da noget skræmmende at han skal være med til at præge vores børn :/ 

jeg tror jeg helt kort havde sagt til ham at herhjemme respekterer vi hinanden, den måde vi er forskellige på og de valg der træffes og hvis han ikke kan finde ud af det, så er han velkommen til at blive væk!  Det er da fuldstændig uholdbart at han opfører sig sådan! 

Jeg tror dog du gør klogt i at snakke med din veninde om det først så hun ikke føler det som et bagholdsangreb og at han kan gå hjem og påvirke hende til at hun skal afskære kontakten til dig. Og også lufte din bekymring for hende. For det er vel dybest set hende du er mest bekymret for? 

Ja, jeg er bekymret for hende, om hun overhovedet er lykkelig. Og ja, jeg vil bare ikke behandles sådan. det er ubehageligt!

Nu er jeg uddannet cand pæd. Hvilket vil sige at jeg først er uddannet pædagog ( jep uddannet og ikke VED at uddanne mig) og derefter har jeg taget og videreuddannet mig hvilket vil sige at jeg i princippet ville kunne undervise på pædagoguddannelsen hvis jeg havde valgt den retning. 

OG lad mig sige 2 ting. 1. JO som pædagog kan man altså godt vide nogle ting selvom man ikke har børn ( son en anden skriver) Man bliver ikke først uddannet når man har børn.

2. Kæresten har delvist ret. HVIS et barn render rundt med sut konstant hele dagen VIL det gå ud over sproget. Når barnet er i den alder at det begynder at snakke. Dette er udelukkende fordi at sutten forhindre munden i de rigtige bevægelser. Derudover har sutten den effekt at tænderne kan blive skæve men igen kun hvis barnet har den i munden konstant. 

MEN om man bliver ammet eller er flaske barn har intet at sige. Jeg har aldrig hørt om det ej hellere nogle af mine kollegaer eller min tidligere professor ( jep blev nysgerrig og spurgte rundt)  

Ærlig talt så lyder han som en der forsøger at nedgøre dig og så bruger sin kommende uddannelse som trumf..

Men ærlig talt så er det da en dybt upædagogisk og professionel måde han siger tingene på. Havde han snakket sådan til en forældre i en praktik var han dumpet med det samme. 

Så måske du skulle spørge ham om hans begrundelse for at kritisere et barns mor og hører ham om han ved hvordan man pædagogisk overlevere den slags beskeder? 

Jeg syntes du skal sige fra tydeligt og med det samme. Blot sige til ham. "tak for din kommentar men ærlig talt finder jeg den både forkert og provokerende/flabet ( hvad der nu passer ind. ) og jeg vil bede dig om at respektere mig og mit valg som mor mht. til flaske og sut"

Ikke noget med at give igen med at være nedladende. Hold dig respektfuld men fast besluttet på at den tone finder du dig ikke i. Bliver han ved må du sige direkte til din veninde at han går over dine grænser så stopper han ikke vil du gerne se hende men ikke ham før han kan opfører sig ordenligt, men at du altid vil være der for hende.

Kan godt forstå du ikke vil miste hende men i længden vil det alligevel gå ud over jeres venskab da du til sidst vil få det dårligt over han skal komme og så vil du undlade at invitere. Det går kun den vej hvis han virkelig er så slem. Så hellere nu sige fra og lade hende vide at du er der for hende.  

( og lige en note. HVIS dit barn hele tiden render med sut er hendes sprog jo blot forsinket men ikke tabt så bed ham klap kaje. Der er sikkert en rigtig god grund til at hun har sutten som han ikke kender og som han ikke gider undersøge. Og sjovt nok lærer man som pædagog at være nysgerrig på børnene/ forældrenes valg og ikke dømmende så måske han skulle høre bedre efter på skolen) 

Nu er jeg uddannet cand pæd. Hvilket vil sige at jeg først er uddannet pædagog ( jep uddannet og ikke VED at uddanne mig) og derefter har jeg taget og videreuddannet mig hvilket vil sige at jeg i princippet ville kunne undervise på pædagoguddannelsen hvis jeg havde valgt den retning. 

OG lad mig sige 2 ting. 1. JO som pædagog kan man altså godt vide nogle ting selvom man ikke har børn ( son en anden skriver) Man bliver ikke først uddannet når man har børn.

2. Kæresten har delvist ret. HVIS et barn render rundt med sut konstant hele dagen VIL det gå ud over sproget. Når barnet er i den alder at det begynder at snakke. Dette er udelukkende fordi at sutten forhindre munden i de rigtige bevægelser. Derudover har sutten den effekt at tænderne kan blive skæve men igen kun hvis barnet har den i munden konstant. 

MEN om man bliver ammet eller er flaske barn har intet at sige. Jeg har aldrig hørt om det ej hellere nogle af mine kollegaer eller min tidligere professor ( jep blev nysgerrig og spurgte rundt)  

 

Ærlig talt så lyder han som en der forsøger at nedgøre dig og så bruger sin kommende uddannelse som trumf..

Men ærlig talt så er det da en dybt upædagogisk og professionel måde han siger tingene på. Havde han snakket sådan til en forældre i en praktik var han dumpet med det samme. 

 

Så måske du skulle spørge ham om hans begrundelse for at kritisere et barns mor og hører ham om han ved hvordan man pædagogisk overlevere den slags beskeder? 

 

Jeg syntes du skal sige fra tydeligt og med det samme. Blot sige til ham. "tak for din kommentar men ærlig talt finder jeg den både forkert og provokerende/flabet ( hvad der nu passer ind. ) og jeg vil bede dig om at respektere mig og mit valg som mor mht. til flaske og sut"

 

Ikke noget med at give igen med at være nedladende. Hold dig respektfuld men fast besluttet på at den tone finder du dig ikke i. Bliver han ved må du sige direkte til din veninde at han går over dine grænser så stopper han ikke vil du gerne se hende men ikke ham før han kan opfører sig ordenligt, men at du altid vil være der for hende.

Kan godt forstå du ikke vil miste hende men i længden vil det alligevel gå ud over jeres venskab da du til sidst vil få det dårligt over han skal komme og så vil du undlade at invitere. Det går kun den vej hvis han virkelig er så slem. Så hellere nu sige fra og lade hende vide at du er der for hende.  

 

( og lige en note. HVIS dit barn hele tiden render med sut er hendes sprog jo blot forsinket men ikke tabt så bed ham klap kaje. Der er sikkert en rigtig god grund til at hun har sutten som han ikke kender og som han ikke gider undersøge. Og sjovt nok lærer man som pædagog at være nysgerrig på børnene/ forældrenes valg og ikke dømmende så måske han skulle høre bedre efter på skolen) 

Rigtig mange tak for dit lange og begrundet svar.

Min datter render bestemt ikke med sut i munden hele tiden, så jeg aner ikke hvor han har det fra.  Min datter er derimod ørebarn og har haft rigtig mange problemer med ørene, som tænker kan have årsag til dette. Dog nævnte jeg ikke det for ham, for følte ikke, jeg havde grund til at forsvare overfor ham.

Desuden var mit barn 1 år der  

Og ja, det er en meget upædagogisk måde at sige tingene på. Jeg har selv læst til pædagog, men jeg stoppede dog.

Og takker meget for dine råd. Det har nemlig allerede taget på vores venskab. Vi ser ikke hinanden særlig tit, netop fordi jeg ikke magter ham. Dog skriver vi sammen hver dag og vi ved, hvad der sker i hinandens liv. 

Jeg må tage tyren ved hornene og så lige tænke på hvordan jeg lige skal formulerer mig overfor hende... Synes det er en rigtig svær samtale at skulle starte...

Anonym skriver:

Men hvis jeg gør det sådan så tror jeg, at min veninde enten vil blive gal eller ekstrem forlegen...

Det er udelukkende pga. min veninde, at jeg intet har sagt. 

Men så prøv at vend den om søde du din veninde burde jo os tænke, at når hendes kæreste taler nedladende til dig (hendes veninde -dig) så må hun jo os være klog nok til at tænke, at du vil blive sur over det, på ham. 

Du skal ikke holde igen, på grund af en veninde, jeg er meget sikker på, at du er et super godt menneske, og du skal da ikke bare tage imod at blive provokeret konstant af  hendes kæreste. 

Du må godt vise dem, at du er et menneske med følelser du skal ikke bare finde dig i alt på grund af en veninde.

Anonym skriver:

Men hvis jeg gør det sådan så tror jeg, at min veninde enten vil blive gal eller ekstrem forlegen...

Det er udelukkende pga. min veninde, at jeg intet har sagt. 

Men så prøv at vend den om søde du din veninde burde jo os tænke, at når hendes kæreste taler nedladende til dig (hendes veninde -dig) så må hun jo os være klog nok til at tænke, at du vil blive sur over det, på ham. 

Du skal ikke holde igen, på grund af en veninde, jeg er meget sikker på, at du er et super godt menneske, og du skal da ikke bare tage imod at blive provokeret konstant af  hendes kæreste. 

Du må godt vise dem, at du er et menneske med følelser du skal ikke bare finde dig i alt på grund af en veninde.

Hvorfor pokker kommer mine svar op to gange hele tiden

Jeg havde bare svaret igen allerede første gang jeg synes han var provokerende. Det gør jeg med alle, og jeg er ret nede på jorden omkring det. Hvis man stikker næsen frem må man også forvente den kan blive bidt af. Du skal ikke finde dig i noget. Slet ikke i dit eget hjem. 

Anonym skriver:

Jeg vil gerne høre om det er mig, som er sart eller om det egentlig min venindes kæreste er gået over grænsen.

Det jeg skriver, er jo selvfølgelig min virkelighed og tingene som jeg opfatter det på. Men jeg er meget i tvivl om jeg er sart!

Min veninde har været sammen med sin kæreste i snart nogle år, og i starten var han sød nok, men jeg kan mærke at hver gang vi har været sammen med ham, så synes jeg han er gået over min grænse og jeg har følt at han har svinet mig til.

Jeg vil lige nævne nogle situationer:

En sommerdag er de hjemme og besøge os, hvor min datter leger rundt i haven og vi sidder og snakker. Han begynder så at kommentere på min datters sprog, hvor han siger, at grunden til hun ikke snakker endnu er for det første fordi hun er flaskebarn og bruger sut. At det har sinket hendes udvikling meget, at vi har taget de valg. Måden han siger det på, er ikke særlig sød, og jeg bliver meget provokeret af det, da det i forvejen at et ømt emne det med hun er flaskebarn. Jeg vælger at sige, at det tror jeg simpelthen ikke på, hvor han nævner at det viser undersøgelser osv (han læser til pædagog) Jeg vælger at snakke om noget andet, fordi jeg bliver sur og provokeret af det.

En anden situation er, hvor jeg havde valgt at invitere både min veninde og hendes kæreste til min datters fødselsdag, hvor han sidder og er pisse sur. Jeg kan se på min veninde, at hun er lidt flov over det, og de andre gæster begynder at lige spørge, hvad der er med ham, fordi han skaber dårlig stemning. Jeg siger, de bare skal ignorere det. Men hele dagen sidder han bare og mugger og kommer med sure svar. Fair nok, at man har en dårlig dag, men man kan godt lade være med at være flabet.

En sidste situation jeg vil nævne er, hvor de er ude og spise hos os, hvor han begynder at grine hånligt og siger til min veninde, at jeg spiser underligt og begynder at kommentere på, hvordan jeg skærer maden ud, og hvad jeg spiser. Det er fint, man driller hinanden. Det har jeg intet i mod, men bare det at han håner med og ikke henvender sig til mig, provokerer mig voldsomt, og jeg bliver usikker og tør nærmest ikke spise.

 

Generelt så snakker han meget ned til måde min veninde men også mig, hvorimod han sagtens kan snakke pænt til min kæreste. Han ruller øjne, skælder ud, snakker grimt og er flabet, og nogle gange tør min veninde ikke sige ting til mig, når han er der, fordi han blander sig og nedegøre hende.

At de har sådan et forhold er jo ikke mit problem som sådan, hvis det er det hun vil, så er det jo det hun vil. Men jeg kan ikke klare, at jeg også skal "trækkes" med i det, at jeg skal snakkes grimt til, få flabet svar, blive hånet og få kommentar om, hvordan jeg er som mor.

Mit spørgsmål er så, kan jeg tillade mig at sige noget til ham, når han er sådan overfor mig? og hvad skal jeg sige? Jeg kan mærke, at det går mig meget på. Men jeg vil heller ikke fornærme min veninde. Det er i forvejen svært at invitere hende uden han er med, fordi han vil med hver gang. What to do? Er jeg bare mega sart? For så må jeg prøve at "mande" mig lidt op og tage mig sammen?

 

 

Du skulle have sagt noget til ham fra starten af. Have sat dig i respekt overfor ham. For fremtiden så ville jeg bare sige "nu det nok, enten snakker du pænt til mig ellers fiser du ud af mit hus!". Det burde din veninde have forståelse for. 

Du skal selvfølgelig behandles ordentligt ... men jeg ser det faktisk som sekundært i denne her situation. 

Du er kun udsat for hans opførsel de gange I mødes - hun lever med det.

Din veninde er i et sygt forhold. Få hende ud... eller gør dit for,  at hun ved det ikke er ok. Hun skriver til sig om hans ordre om mad som et råb om hjælp. Hun kan ikke komme ud og rækker en hånd ud - for at du skal sige at det er alt andet end i orden. 

Tag fat I de situationer du ikke synes har været i orden. Tro mig du får med garanti ikke noget ud af at opdrage på ham... men med lidt held kan du få din veninde væk.