Gps til børn

Anonym skriver:

Men man kan vel også undgå trafikuheld, hvis man ikke bevæger sig rundt i trafikken? Det er dét, jeg ikke forstår. Hvis man vil undgå alle farer, så kan man jo fortsætte i en uendelighed. Mit barn er 21 mdr. og har nu lært ikke at gå ud på vejen, at stoppe for rødt og at man ikke må løbe, når der er biler.. men det har jo været I en proces, hvor hun har fået lov til at gå selv, også uden at holde i hånd.

Jeg har så meget tiltro til mit barns pædagog, at jeg selvfølgelig ved, at hun ikke vil glemme mit barn. Og især ikke på et område med en sø, hvor hun naturligvis ville holde ekstra øje. Ligesom jeg ved, at hun tager hende op, når hun vågner, selvom hun ikke engang har en babyalarm. Og at hun selvfølgelig trøster mit barn, når hun græder. Jeg stoler 100 % på min pædagog.

Det er jo IKKE en menneskelig fejl at glemme et barn. Det er ikke noget der "bare lige sker". Det er groft omsorgssvigt og manglende omtanke, og det gør min pædagog ikke. Hvis ikke jeg stolede på hende, som jeg stoler på mig selv, så ville jeg ikke have mit barn der.

Ville barnet falde mindre i søen ved at have en GPS på? Nej! Det ville muligvis blive fundet hurtigere, hvis da GPSen virker under vand.

Der er ærligt talt 1000 gange større chance for, at jakken med GPS bliver væk end at dit barn gør. Og derfor er det ikke en rationel handling at give barnet en GPS på eller at sige, de ikke må komme med på tur. Sidstnævnte er det endda værre, fordi man så begrænser barnet direkte uden en saglig grund.

Jeg kan godt følge dig og jeg er også enig i en del.

Der findes også mennesker hvor jeg har fuld tillid til at de passer på mit barn. (Familie) så det er ikke fordi jeg slet ikke tør give slip. Jeg har nok bare meget lille tillid til børnehaver efter at have at set så mange potentielt usikre situationer. Så mange børn til få pædagoer. Ikke alle ser de samme "fare" som jeg. Jeg ser nok flere potientielt farlige situationer end de fleste. Men jeg må finde én børnehave som jeg er tryg ved når vi når dertil.

Når først mit barn er 5-6 år så minimeres min frygt. De lærer at begå sig i trafikken, tage bus og tog. De bliver alle jævnligt sendt alene på indkøb. Uden GPS . Jeg føler de store er godt rustede til at klare sig. Jeg minimerer bare altid risiko'en for at der sker noget og jeg er nok extra forsigtig de første 3-4 år. 

Skouboe skriver:

Når du tænker den tanke, så prøv at tænke på, hvordan du ville have det, hvis din mand ville udstyre dig med sådan en?

Det var da en underlig kommentar..

for det første har jeg netop pointeret, at det ikke er gennemtænkt eller noget, jeg har tænkt mig at føre ud i livet.

For det andet er der stor forskel på relationer mellem forældre og børn vs voksne mennesker. Min mand har ikke ansvaret for mig, men han (og jeg) har ansvaret for vores barn.

For det tredje så kender jeg op til flere parforhold, hvor de har gps'er på hinandens iPhones af rent praktiske årsager.

Aristocats skriver:

Det er aldrig nogensinde hensigtsmæssigt at planlægge alle mulige skræmmescenarier - hvis det bare havde været chippen, havde jeg ladet den passere. Dér hvor mine alarmklokker primært ringer, er udsagnet om at hun planlægger diverse katastrofer og har "hvad nu hvis"-tanker og samtidig erkender hun at hun ved det er irrationelt, men kan tilsyneladende ikke sætte sig imod det alligevel. Det er ikke idéen om GPS-uret i sig selv, der er hele tankemønsteret og det at hun føler sig nødsaget til at handle på dem for ikke at opleve "nærmest panikanfald", som jeg finder foruroligende. TS behøver på ingen måde at være psysisk syg, skør eller noget. Men du kan aldrig nogensinde overbevise mig om, at sådan et tankemønster og måde at leve sit liv på er hensigtsmæssigt - mit startede også ud i det små, hvor jeg bare troede jeg var bekymret af natur og beskyttede mig selv på bedste vis mod katastrofer, for det var det jo kun godt at jeg var forberedt - men det tog lynhurtigt fart og eskalerede fuldstændig. Det er ikke sikkert at det eskalerer med TS, men jeg ser faresignaler i hendes måde at håndtere hendes tanker på. Det er ikke absurd at være bekymret og kunne lide at være organiseret og planlagt men der ér en vis grænse og jeg synes grænsen er overskredet her. Desuden erkender TS at tankerne er irrationelle men kan som sagt tydeligvis ikke modstå dem alligevel. Det er også et tegn på, at de bange anelser styrer hende og ikke omvendt. Det er ikke GPS-ideén i sig selv det foruroliger mig som sådan, det er hele komplekset i tankegangen og handlemønsterne. 

Okay, så nu er det ikke GPS'en i sig selv, vi snakker om mere. Så vil jeg blot gentage mig selv og sige, at jeg finder det voldsomt, at tre (eller flere) indlæg straks foreslår, at trådstarter søger hjælp, selvom hun på ingen måder har givet udtryk for, at hun selv finder sit planlægningsgen invaliderende. Det kan sagtens være hensigtsmæssigt at "planlægge", hvad man vil gøre i tilfælde af brand, biluheld, kidnapning etc. - både i praktisk forstand og i psykisk. Nogle mennesker har brug for at tænke tanken til ende for at bearbejde den i stedet for blot at skubbe den til side i et hjørne.

PUHK skriver:

Okay, så nu er det ikke GPS'en i sig selv, vi snakker om mere. Så vil jeg blot gentage mig selv og sige, at jeg finder det voldsomt, at tre (eller flere) indlæg straks foreslår, at trådstarter søger hjælp, selvom hun på ingen måder har givet udtryk for, at hun selv finder sit planlægningsgen invaliderende. Det kan sagtens være hensigtsmæssigt at "planlægge", hvad man vil gøre i tilfælde af brand, biluheld, kidnapning etc. - både i praktisk forstand og i psykisk. Nogle mennesker har brug for at tænke tanken til ende for at bearbejde den i stedet for blot at skubbe den til side i et hjørne.

To personer har opfordret hende til at søge hjælp - den ene, som baserer det på egne erfaringer, skriver flere indlæg, men jeg kan altså ikke genkende din opfattelse af, at "de andre" definerer det som behandlingskrævende og som psykiske problemer. Når jeg opfordrer TS til at arbejde med det, er det ikke hverken sygeliggørelse eller opfordring til involvering af professionelle - faktisk synes jeg, reaktionerne spænder ret vidt, og at enigheden går på, det er et uhensigtsmæssigt tiltag.