Gps til børn

Jeg er også bange for det bliver starten på en ond spiral, hvor der kun kommer mere kontrol ind hist og her, og skulle GPS'en sige noget andet end det aftalte, ville man nok som pædagog finde det ubehageligt at blive stillet spørgsmålet, om hvorfor GPS'en har sagt noget andet.
Jeg forstår godt din angst, jeg forstår den fuldt ud, men jeg forstår den ikke helt i forbindelse med det er pædagogerne du ikke stoler på. Har man et barn der bare render væk, måske så.

Anonym skriver:

Ej, jeg forstår det slet ikke. Synes faktisk det grænser til virkelig problematisk adfærd. Jeg vælger at stole på mit barn, på pædagoger og på mine medmennesker i det hele taget. Ellers kan man jo ikke lave andet end at bekymre sig.

Der er mange børn, der bliver slået ihjel i trafikken, der er børn der falder fra kanten af sandkassen og dør, der er børn der dør af alt muligt forskelligt, som man ikke kan styre. Det er tragisk, men det er livet. Vi må som forældre klæde vores børn ordentligt på, lære dem at reagere fornuftigt og lære dem at fungere i den verden, vi lever i. Og så er det ellers en forældreopgave at turde give slip! Man kan ikke være i kontrol hele tiden, når man har børn, og man kan ikke planlægge sig ud af alting.

Nåe ja, men en 1-2 årig kan du så ikke lære de ting.. ..og jeg tror heller ikke det "er livets gang" når en 2 årig falder i søen og drukner fordi en pædagog har glemt ham i en park. Det kan man undgå. (Konkret eksempel som er sket 2 gange indenfor den seneste tid i mit nærområde) 

Jeg kan ikke styre sygdom og jeg kan ikke styre uheld. Men jeg kan gøre livet mere sikkert og mindre risikabelt via alle mulige valg jeg tager hver dag. Det synes jeg ikke der er noget sygeligt eller forkert i. 

Når barnet er lidt ældre synes jeg vi skal klæde dem på til at de kan passe på sig selv. Men de første år mener jeg det er vores opgave at passe på at de kommer sikkert igennem. 

Mortilah skriver:

Nåe ja, men en 1-2 årig kan du så ikke lære de ting.. ..og jeg tror heller ikke det "er livets gang" når en 2 årig falder i søen og drukner fordi en pædagog har glemt ham i en park. Det kan man undgå. (Konkret eksempel som er sket 2 gange indenfor den seneste tid i mit nærområde) 

Jeg kan ikke styre sygdom og jeg kan ikke styre uheld. Men jeg kan gøre livet mere sikkert og mindre risikabelt via alle mulige valg jeg tager hver dag. Det synes jeg ikke der er noget sygeligt eller forkert i. 

Når barnet er lidt ældre synes jeg vi skal klæde dem på til at de kan passe på sig selv. Men de første år mener jeg det er vores opgave at passe på at de kommer sikkert igennem. 

Men det ender med en meget høj grad af kontrol. Børnene der var blevet glemt (de to historier for nyligt) .. der varpædagogerne ikke klar over at han manglede. Dvs moren ville ikke have kunne bruge GPS'en alligevel. Drengen var krydset af.

Og hvor tit er det loge at man mister sit barn i en skov eller barnet bliver kidnappet ...?? 

Smølfine123 skriver:

Men det ender med en meget høj grad af kontrol. Børnene der var blevet glemt (de to historier for nyligt) .. der varpædagogerne ikke klar over at han manglede. Dvs moren ville ikke have kunne bruge GPS'en alligevel. Drengen var krydset af.

Og hvor tit er det loge at man mister sit barn i en skov eller barnet bliver kidnappet ...?? 

Nu taler jeg ikke om tilfældene i DK:-) - jeg bor i udlandet og der er netop to døde under udflugt med Børnehaven da de blev væk (altså i vores område) ikke engang i hele landet. Men jeg synes ikke en GPS generer nogen. Lille bitte dims man kan sætte i tøjet- kan ikke ses og kan så bruges hvis det endelig skulle ske. Vi har også en i vores bil i tilfælde af tyveri..

EnGodMor skriver:

Skønt med en forældre, som tør sige det ligeud, at du er bange for hvad der kan ske dit barn. Sådan sider der sgu rigtig mange der tænker, men de tør bare ikke sige det, fordi det så vil lyde unormalt. 

Jeg kunne dog aldrig selv finde på at Gøre det, fordi jeg tror mit barn ikke ville syntes om at have det på, i stedet for snakker vi om jævnligt, hvad man skal Gøre.. hvis man bliver væk.

Jeg tror bestemt ikke, det er unormalt at være urolig for sine børn - tværtimod. Det er vores instinkt. Det er graden af frygten og de tiltag, man gør for at dæmpe den, man kan drøfte det formålstjenlige i. 

Mortilah skriver:

Nu taler jeg ikke om tilfældene i DK:-) - jeg bor i udlandet og der er netop to døde under udflugt med Børnehaven da de blev væk (altså i vores område) ikke engang i hele landet. Men jeg synes ikke en GPS generer nogen. Lille bitte dims man kan sætte i tøjet- kan ikke ses og kan så bruges hvis det endelig skulle ske. Vi har også en i vores bil i tilfælde af tyveri..

Jeg syntes du er meget hurtig til at sidestille det du oplever i det land du bor i med hvad der sker i Danmark... der er stor forskel på håndtering og normering af børn i verdens lande 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror bestemt ikke, det er unormalt at være urolig for sine børn - tværtimod. Det er vores instinkt. Det er graden af frygten og de tiltag, man gør for at dæmpe den, man kan drøfte det formålstjenlige i. 

Nu var mit svar mere på det med spørgsmålet om

g p sen at der her er en forældre, som godt tør stå ved, at hun er bange for hvad der kan ske sit barn og derfor vil "udstyre" barnet med en gps, jeg tror ikke alle forældre ville turde indrømme, at de godt ville give sit barn sådan en, af frygt for at barnet ville blive væk  

Problemet er vel at det giver en falsk tryghed, du vil jo ikke have mere kontrol fordi du udstyrer dit barn med en gps. Gps viser forkert ind imellem og hvordan vil du håndtere det ?  Ville du kunne forhindre en ulykke med den ? ( gud forbyde det sker !) Det er helt ok at have bekymring men det er irrationelt at tro at gps vil hjælpe og den vil højest sandsynligt yderligere "fodre" din angst unødigt.

Nåe ja, men en 1-2 årig kan du så ikke lære de ting.. ..og jeg tror heller ikke det "er livets gang" når en 2 årig falder i søen og drukner fordi en pædagog har glemt ham i en park. Det kan man undgå. (Konkret eksempel som er sket 2 gange indenfor den seneste tid i mit nærområde) 

Jeg kan ikke styre sygdom og jeg kan ikke styre uheld. Men jeg kan gøre livet mere sikkert og mindre risikabelt via alle mulige valg jeg tager hver dag. Det synes jeg ikke der er noget sygeligt eller forkert i. 

Når barnet er lidt ældre synes jeg vi skal klæde dem på til at de kan passe på sig selv. Men de første år mener jeg det er vores opgave at passe på at de kommer sikkert igennem. 

Men man kan vel også undgå trafikuheld, hvis man ikke bevæger sig rundt i trafikken? Det er dét, jeg ikke forstår. Hvis man vil undgå alle farer, så kan man jo fortsætte i en uendelighed. Mit barn er 21 mdr. og har nu lært ikke at gå ud på vejen, at stoppe for rødt og at man ikke må løbe, når der er biler.. men det har jo været I en proces, hvor hun har fået lov til at gå selv, også uden at holde i hånd.

Jeg har så meget tiltro til mit barns pædagog, at jeg selvfølgelig ved, at hun ikke vil glemme mit barn. Og især ikke på et område med en sø, hvor hun naturligvis ville holde ekstra øje. Ligesom jeg ved, at hun tager hende op, når hun vågner, selvom hun ikke engang har en babyalarm. Og at hun selvfølgelig trøster mit barn, når hun græder. Jeg stoler 100 % på min pædagog.

Det er jo IKKE en menneskelig fejl at glemme et barn. Det er ikke noget der "bare lige sker". Det er groft omsorgssvigt og manglende omtanke, og det gør min pædagog ikke. Hvis ikke jeg stolede på hende, som jeg stoler på mig selv, så ville jeg ikke have mit barn der.

Ville barnet falde mindre i søen ved at have en GPS på? Nej! Det ville muligvis blive fundet hurtigere, hvis da GPSen virker under vand.

Der er ærligt talt 1000 gange større chance for, at jakken med GPS bliver væk end at dit barn gør. Og derfor er det ikke en rationel handling at give barnet en GPS på eller at sige, de ikke må komme med på tur. Sidstnævnte er det endda værre, fordi man så begrænser barnet direkte uden en saglig grund.

PUHK skriver:

Altså.. Jeg har en gang i mellem tænkt helt hypotetisk på, om man snart kommer til at kunne skyde en chip ind i sit barn (I ved - de dér håndledschips, som folk får af forskellige grunde). Det ville unægtelig være en dejlig tryghed at have - just in case. Jeg har ikke tænkt mig at tjekke den hele tiden, men HVIS der nu skulle gå noget galt, så ville jeg kunne se, hvor barnet er. Det er overhoved ikke en gennemtænkt tanke, og jeg ved virkelig ikke, om jeg kunne finde på at gøre det (det ville komme an på sikkerhed, pris og etiske overvejelser), men jeg kan godt forstå tanken!

Jeg betragter i øvrigt mig selv som et rimelig rationelt menneske, men jeg kan godt lide at have katastrofeplanerne klar.

Når du tænker den tanke, så prøv at tænke på, hvordan du ville have det, hvis din mand ville udstyre dig med sådan en?