Gps til børn

At have planer for alle mulige skræmmescenarier og katastrofetanker var det, der for alvor satte fut i min angst. Planerne gjorde mig ikke mere beskyttet eller sikker som jeg troede, men derimod gjorde de mig ubetydeligt mere angst og i konstant forsvarsposition. Jeg vil anbefale dig at du får hjælp til at stoppe det og håndtere disse problematikker  så hurtigt så muligt - det løber nemt af sporet og gør dit psysiske helbred uoverskueligt. Man kan og skal ikke leve sit liv ved at ligge planer for alle mulige katastrofer, små som store . Man gør sig selv verdens største bjørnetjeneste. 

Jeg vil i modsætningen til de andre lige påpege, at jeg IKKE tror, at du har psykiske problemer ud fra dit indlæg. Og jeg tror IKKE nødvendigvis, at man bliver angst eller paranoid, fordi man planlægger worst case-scenarier. Alle får jo de horrible tanker en gang imellem (ansporet af fx nyhedsindslag, historier og erfaringer fra vennekredsen mv.), og i den forbindelse håndterer man sin frygt/afmagt forskelligt. Nogle foretrækker at skubbe tanken væk med det samme, mens andre bearbejder dem bedst ved at tænke dem igennem og lave en eventuel strategi for herefter at lægge dem væk. Det gør dig altså ikke nødvendigvis skør!

Når det så er sagt, kan jeg ikke se fidusen i uret til en så lille størrelse. Hvis han/hun bliver kidnappet, så tager de det vel af, og kan et barn overhovedet greje hvornår og hvordan det skal bruges, og samtidig sørge for at det ikke går i stykker/er upraktisk under vild leg?

Endnu en farlig tanke er dén om, at det sker sjældent og højst sandsynligvis ikke, MEN det sker jo - det er også et af livets svære opgaver (især for nogle) at acceptere at JA, nogle gange sker der katastrofer - det er en del af livet. Men at gå og konstant prøve at forhindre disse katatrofer eller planlægge ting hvis de indtræffer er yderst dysfunktionelt og ekstremt destruktivt. JA, ting sker, sådan er det. Det er en af de svære ting i livet men på en måde også en af de mest naturlige, som følger livet med. Det kan vi ikke forhindre. Hvis man konstant prøver at forhindre ting i at ske fordi der selvfølgelig altid er en lille VIS chance for at de sker, udsætter man sig selv for en livslang pine og destruktiv bekymringstilstand.

PUHK skriver:

Jeg vil i modsætningen til de andre lige påpege, at jeg IKKE tror, at du har psykiske problemer ud fra dit indlæg. Og jeg tror IKKE nødvendigvis, at man bliver angst eller paranoid, fordi man planlægger worst case-scenarier. Alle får jo de horrible tanker en gang imellem (ansporet af fx nyhedsindslag, historier og erfaringer fra vennekredsen mv.), og i den forbindelse håndterer man sin frygt/afmagt forskelligt. Nogle foretrækker at skubbe tanken væk med det samme, mens andre bearbejder dem bedst ved at tænke dem igennem og lave en eventuel strategi for herefter at lægge dem væk. Det gør dig altså ikke nødvendigvis skør!

Når det så er sagt, kan jeg ikke se fidusen i uret til en så lille størrelse. Hvis han/hun bliver kidnappet, så tager de det vel af, og kan et barn overhovedet greje hvornår og hvordan det skal bruges, og samtidig sørge for at det ikke går i stykker/er upraktisk under vild leg?

Hun er ikke skør og selvfølgelig er det meget naturligt, til en VIS grænse. At have planer for alle mulige katastrofer og at sætte en chip på sin datter er for mig next level og hermed ikke de naturlige bange anelser som vi alle tumler rundt med. Jeg kan genkende mig selv uhyggeligt godt i hendes tankemønster og lige præcis dét tankemønster og de ting jeg gjorde udfra det førte til mit livs værste psysiske tilstand og konstant overvældende angst. Mine alarmklokker ringer, fordi hendes tanker og beskrivelser praktisk talt er (var) mit hoved - og jeg kan med næsten 100 % sikkerhed bekræfte, at det IKKE er hensigtsmæssigt eller på sin vis alment. Der går en grænse imellem naturlig bekymring og det at være lidt på forkant i forhold til alt det man ser/hører i nyhederne og så det her. Jeg råber op, ikke fordi jeg mener hun er skør eller yderst psysisk syg, men fordi jeg VED efter mere end 10 års absolut samme tilstand og tankemønstre, at måden hun handler og tænker på er skadeligt og kan udvikle sig til noget næsten invaliderende. 

Aristocats skriver:

Hun er ikke skør og selvfølgelig er det meget naturligt, til en VIS grænse. At have planer for alle mulige katastrofer og at sætte en chip på sin datter er for mig next level og hermed ikke de naturlige bange anelser som vi alle tumler rundt med. Jeg kan genkende mig selv uhyggeligt godt i hendes tankemønster og lige præcis dét tankemønster og de ting jeg gjorde udfra det førte til mit livs værste psysiske tilstand og konstant overvældende angst. Mine alarmklokker ringer, fordi hendes tanker og beskrivelser praktisk talt er (var) mit hoved - og jeg kan med næsten 100 % sikkerhed bekræfte, at det IKKE er hensigtsmæssigt eller på sin vis alment. Der går en grænse imellem naturlig bekymring og det at være lidt på forkant i forhold til alt det man ser/hører i nyhederne og så det her. Jeg råber op, ikke fordi jeg mener hun er skør eller yderst psysisk syg, men fordi jeg VED efter mere end 10 års absolut samme tilstand og tankemønstre, at måden hun handler og tænker på er skadeligt og kan udvikle sig til noget næsten invaliderende. 

Nej, det VED du ikke. Du ved at det var skadeligt og invaliderende i dit tilfælde. Jeg kan også "genkende mig selv" i det, hun skriver, men jeg har ikke angst eller på anden måde påvirket psykisk tilstand. Jeg kan bare godt lide at planlægge...

Om trådstarter er uligevægtig eller ej ved ingen af os... Men at få det til at fremstå som den mest absurde tanke nogensinde, synes jeg er at overdrive. Det er vel ikke anderledes end at stikke sit barn en iPhone med en "find min iPhone"-app.

Nej, det VED du ikke. Du ved at det var skadeligt og invaliderende i dit tilfælde. Jeg kan også "genkende mig selv" i det, hun skriver, men jeg har ikke angst eller på anden måde påvirket psykisk tilstand. Jeg kan bare godt lide at planlægge...

Om trådstarter er uligevægtig eller ej ved ingen af os... Men at få det til at fremstå som den mest absurde tanke nogensinde, synes jeg er at overdrive. Det er vel ikke anderledes end at stikke sit barn en iPhone med en "find min iPhone"-app.

Det er aldrig nogensinde hensigtsmæssigt at planlægge alle mulige skræmmescenarier - hvis det bare havde været chippen, havde jeg ladet den passere. Dér hvor mine alarmklokker primært ringer, er udsagnet om at hun planlægger diverse katastrofer og har "hvad nu hvis"-tanker og samtidig erkender hun at hun ved det er irrationelt, men kan tilsyneladende ikke sætte sig imod det alligevel. Det er ikke idéen om GPS-uret i sig selv, der er hele tankemønsteret og det at hun føler sig nødsaget til at handle på dem for ikke at opleve "nærmest panikanfald", som jeg finder foruroligende. TS behøver på ingen måde at være psysisk syg, skør eller noget. Men du kan aldrig nogensinde overbevise mig om, at sådan et tankemønster og måde at leve sit liv på er hensigtsmæssigt - mit startede også ud i det små, hvor jeg bare troede jeg var bekymret af natur og beskyttede mig selv på bedste vis mod katastrofer, for det var det jo kun godt at jeg var forberedt - men det tog lynhurtigt fart og eskalerede fuldstændig. Det er ikke sikkert at det eskalerer med TS, men jeg ser faresignaler i hendes måde at håndtere hendes tanker på. Det er ikke absurd at være bekymret og kunne lide at være organiseret og planlagt men der ér en vis grænse og jeg synes grænsen er overskredet her. Desuden erkender TS at tankerne er irrationelle men kan som sagt tydeligvis ikke modstå dem alligevel. Det er også et tegn på, at de bange anelser styrer hende og ikke omvendt. Det er ikke GPS-ideén i sig selv det foruroliger mig som sådan, det er hele komplekset i tankegangen og handlemønsterne. 

Derudover er det heller ikke min intention at sige "DEN ER HELT GAL MED DIG!!", det kan ingen af os jo i princippet vide, men jeg kan dog godt påpege at jeg finder noget foruroligende og at jeg råder til at det helst ikke når længere - at dele ud af mine egne erfaringer er ikke for at sætte et stempel på TS og sige "du ender ligesom mig!" - men jeg synes nu alligevel at det er på sin plads at belyse det for at pointere at det jeg siger ikke kommer ud af ingenting. Ingen mennesker er ens og nogle kan godt leve med noget under mindre belastning end andre, men der ER nogle tankemønstre som jeg soleklart genkender som jeg både har følt på egen krop og fået at vide af tusindevis af fagfolk efterhånden at det ikke er hensigtsmæssigt. Ligesom folk finder det forkert at pådutte folk "symptomer" eller eventuelle problematikker eller gavn af for eksempel kognotive teknikker og terapi, ligeså forkert synes jeg også det er ikke at have lov til at påpege at der altså er noget der måske ikke helt stemmer - det er jo ikke for at lege dommer overfor TS følelser og sindstilstand men for også at give en heads up om at problemerne måske kunne håndteres på en bedre og knap så besværlig måde. 

Skønt med en forældre, som tør sige det ligeud, at du er bange for hvad der kan ske dit barn. Sådan sider der sgu rigtig mange der tænker, men de tør bare ikke sige det, fordi det så vil lyde unormalt. 

Jeg kunne dog aldrig selv finde på at Gøre det, fordi jeg tror mit barn ikke ville syntes om at have det på, i stedet for snakker vi om jævnligt, hvad man skal Gøre.. hvis man bliver væk.

Jeg kan godt forstå dig. Jeg har også selv overvejet den løsning- dog ikke med et ur- men en lille dims jeg kan sætte i overtøjet. Jeg bor i en storby hvor mange børnehaver/vuggestuer ikke har udendørsarealer- derfor er de på offentlige legepladser og parker. Jeg har så tit observeret at de slet ikke har styr på børnene  og at de er spredt udover et stort areal i en offentlig park. I år er der to børn døde på den bekostning. 2 børn ud af mange tusinde. Men det er 2 for meget! For mig betyder dét at mit barn ikke kommer i vuggestue og senere kommer hun kun i en børnehave hvor de ikke skal "ud på tur" hver dag. Jeg vil have en chip i tøjet når vi når der til. 

Et ur og med opkaldsfunktion ville jeg ikke vælge- men en lille gps som ikke kan ses.

Ej, jeg forstår det slet ikke. Synes faktisk det grænser til virkelig problematisk adfærd. Jeg vælger at stole på mit barn, på pædagoger og på mine medmennesker i det hele taget. Ellers kan man jo ikke lave andet end at bekymre sig.

Der er mange børn, der bliver slået ihjel i trafikken, der er børn der falder fra kanten af sandkassen og dør, der er børn der dør af alt muligt forskelligt, som man ikke kan styre. Det er tragisk, men det er livet. Vi må som forældre klæde vores børn ordentligt på, lære dem at reagere fornuftigt og lære dem at fungere i den verden, vi lever i. Og så er det ellers en forældreopgave at turde give slip! Man kan ikke være i kontrol hele tiden, når man har børn, og man kan ikke planlægge sig ud af alting.