Gps til børn

Jeg er en noget paranoid forælder, og har fra min datter blev født, ønsket jeg kunne proppe en gps-tracker på hende på en eller anden måde. Hun skal til at starte i børnehaven inden for ikke så længe, og tanken om, at de skal på tur, og at mit barn kan blive glemt et sted, kan give mig lettere panikanfald. For ikke at tale om, at nogen kunne stjæle hende. Og ja, jeg ved godt det ikke er rationelt osv., at det kun sker for en ud af millioner.. Men det sker jo..

Nåh, men jeg kan så se, at der findes gps-ure til børn, hvor man kan finde deres position på sin tlf, og uret fungerer også som telefon, hvor barnet kan trykke på en knap og ringe mor eller far op, og man kan ringe den anden vej, og tale med barnet. Virker nyttigt, hvis ens barn skulle fare vildt og være bange. Synes det umiddelbart lyder ret godt. 

Er der nogen der har erfaringer med de her ure? Ved hvad man skal kigge efter, for der er vist en del at vælge imellem? Og I behøver ikke at pointere, at det virker lidt sindssygt, for det ved jeg godt 

Kattha skriver:

Jeg er en noget paranoid forælder, og har fra min datter blev født, ønsket jeg kunne proppe en gps-tracker på hende på en eller anden måde. Hun skal til at starte i børnehaven inden for ikke så længe, og tanken om, at de skal på tur, og at mit barn kan blive glemt et sted, kan give mig lettere panikanfald. For ikke at tale om, at nogen kunne stjæle hende. Og ja, jeg ved godt det ikke er rationelt osv., at det kun sker for en ud af millioner.. Men det sker jo..

Nåh, men jeg kan så se, at der findes gps-ure til børn, hvor man kan finde deres position på sin tlf, og uret fungerer også som telefon, hvor barnet kan trykke på en knap og ringe mor eller far op, og man kan ringe den anden vej, og tale med barnet. Virker nyttigt, hvis ens barn skulle fare vildt og være bange. Synes det umiddelbart lyder ret godt. 

Er der nogen der har erfaringer med de her ure? Ved hvad man skal kigge efter, for der er vist en del at vælge imellem? Og I behøver ikke at pointere, at det virker lidt sindssygt, for det ved jeg godt 

Jeg kender ikke til de ure...

 Men du bør måske overveje hvilken vej du er på ved ned af, for hvad så når hun bliver større, og når hun bliver halv-voksen og skal i byen - du kan jo ikke holde øje med hende altid

Shit du bliver en pestilens for pædagogerne!!

Hvad gør du når børnehaven er på tur i skoven, og der intet gps-signal er, så kan du ikke overvåge din datter og du ringer og forstyrrer først personalet der er tilbage i børnehaven, dernæst pædagogerne i skoven!

Hvad når hun bliver teenager og tager i byen, skal du så følge efter for at kunne gribe ind hvis der sker noget?

Når din datter er i børnehaven er det jo pædagogernes arbejde at passe hende og holde øje med hende  

Men hvis det giver dig tryghed at din datter har sådan et gps-ur skal hun jo bare have det

Altså.. Jeg har en gang i mellem tænkt helt hypotetisk på, om man snart kommer til at kunne skyde en chip ind i sit barn (I ved - de dér håndledschips, som folk får af forskellige grunde). Det ville unægtelig være en dejlig tryghed at have - just in case. Jeg har ikke tænkt mig at tjekke den hele tiden, men HVIS der nu skulle gå noget galt, så ville jeg kunne se, hvor barnet er. Det er overhoved ikke en gennemtænkt tanke, og jeg ved virkelig ikke, om jeg kunne finde på at gøre det (det ville komme an på sikkerhed, pris og etiske overvejelser), men jeg kan godt forstå tanken!

Jeg betragter i øvrigt mig selv som et rimelig rationelt menneske, men jeg kan godt lide at have katastrofeplanerne klar.

Okay, I tillader jer at antage en masse ting der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og så dømmer I ud fra jeres antagelser. Jeg har ikke skrevet jeg vil bruge det til at spore mit barns hverdag. Men i det usandsynlige tilfælde, at børnehaven ringer og siger hovsa, vi glemte dit barn i parken, eller på bussen, som der også har været flere eksempler på, så ville da være rart at have alle de hjælpemidler man kan få for at finde ens barn. Det samme, hvis jeg fejler, og vi bliver separeret til en større begivenhed, eller storcenter, hvilket sker jo for mange. 

Jeg er en der tænker på en masse svære situationer, og har en plan. Også for hvad der skal ske hvis der er ild i bygningen og opgangen, eller hvis en bilulykke gør jeg ikke kan åbne dørene og hvordan jeg får min datter ud.. det gør mig ikke til en pestilens i hverdagen, men en der gør sig overvejelser. Og jeg er da også så skør at jeg har ratlås på bilen til trods for centrallåsen. Fint I har ubetinget tillid til pædagoger, og at intet sker for de skal jo passe på de små. Jeg ser dem som almindelige mennesker der kan fejle, og gør det også med jævne mellemrum.

Kattha skriver:

Okay, I tillader jer at antage en masse ting der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og så dømmer I ud fra jeres antagelser. Jeg har ikke skrevet jeg vil bruge det til at spore mit barns hverdag. Men i det usandsynlige tilfælde, at børnehaven ringer og siger hovsa, vi glemte dit barn i parken, eller på bussen, som der også har været flere eksempler på, så ville da være rart at have alle de hjælpemidler man kan få for at finde ens barn. Det samme, hvis jeg fejler, og vi bliver separeret til en større begivenhed, eller storcenter, hvilket sker jo for mange. 

Jeg er en der tænker på en masse svære situationer, og har en plan. Også for hvad der skal ske hvis der er ild i bygningen og opgangen, eller hvis en bilulykke gør jeg ikke kan åbne dørene og hvordan jeg får min datter ud.. det gør mig ikke til en pestilens i hverdagen, men en der gør sig overvejelser. Og jeg er da også så skør at jeg har ratlås på bilen til trods for centrallåsen. Fint I har ubetinget tillid til pædagoger, og at intet sker for de skal jo passe på de små. Jeg ser dem som almindelige mennesker der kan fejle, og gør det også med jævne mellemrum.

Må jeg spørger hvilke fag arbejder du selv indenfor?  

Jeg ville overveje at arbejde med min paranoia (du skriver selv dette ord). Det kan ikke være rart at ville forudsige alle værst tænkelige scenarier for alt. Ja der har været to historier med børn der har været glemt for nyligt. Men - sandsynligheden for at dit barn bliver taget eller væk er virkelig minimal. Og sker det i et storcenter bliver det råbt over højtaleren. 

Synes virkelig du skal arbejde med dig selv og dine "katastrofe"- tanker istedet for at din datter skal øremærkes eller gps-trackes. Det lyder som om du har meget brug for kontrol.. og det er noget man kan arbejde med. Og det er virkelig ikke ondt ment eller nedsættende - men jeg tror virkelig du ville få et nemmere og mindre bekyringsfuld liv. Evt. En kognitiv psykolog. 

Kattha skriver:

Okay, I tillader jer at antage en masse ting der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og så dømmer I ud fra jeres antagelser. Jeg har ikke skrevet jeg vil bruge det til at spore mit barns hverdag. Men i det usandsynlige tilfælde, at børnehaven ringer og siger hovsa, vi glemte dit barn i parken, eller på bussen, som der også har været flere eksempler på, så ville da være rart at have alle de hjælpemidler man kan få for at finde ens barn. Det samme, hvis jeg fejler, og vi bliver separeret til en større begivenhed, eller storcenter, hvilket sker jo for mange. 

Jeg er en der tænker på en masse svære situationer, og har en plan. Også for hvad der skal ske hvis der er ild i bygningen og opgangen, eller hvis en bilulykke gør jeg ikke kan åbne dørene og hvordan jeg får min datter ud.. det gør mig ikke til en pestilens i hverdagen, men en der gør sig overvejelser. Og jeg er da også så skør at jeg har ratlås på bilen til trods for centrallåsen. Fint I har ubetinget tillid til pædagoger, og at intet sker for de skal jo passe på de små. Jeg ser dem som almindelige mennesker der kan fejle, og gør det også med jævne mellemrum.

Når du nu selv bruger ord som paranoid, ikke rationelt og lettere sindssygt - og med smileys signalerer, at du griner lidt ad dig selv og din ide - så forventer man nok som læser af indlægget, at du kan tåle, din ide møder modstand. Jeg læste dit indlæg som "Jeg har fået en skør ide - hvad tænker I?", og det er vel i den ånd, andre har svaret. 

Jeg har mange indvendinger over for ideen om GPS-udstyrede børn, men først og fremmest ser jeg det som symptombehandling, da det i mine øjne er din frygt og de irrationelle tanker, du nævner, der er selve problemet. Og dem slipper du næppe gennem teknisk udstyr eller om du så låste din datter inde - der vil altid være noget, der helt teoretisk kan gå galt, GPS eller ej. Jeg tænker også på, hvilket signal, det sender til din datter, når hun før eller siden vil undre sig over, hvorfor hun - omgivet af voksne, der skal passe på hende - skal udstyres med særligt "beskyttelsesisenkram". For mig at se tjener det det formål at berolige mor og kun helt teoretisk at beskytte datter. Til gengæld kan det utilsigtet lære datter, at verden, selv børnehaven, er et utrygt sted.

Jeg vil helt afgjort mene, at du vil gøre dit barn en kæmpetjeneste ved at arbejde med din frygt og kattastrofetankerne og ikke synliggøre dem for hende. Også, fordi det er en stakket frist - du vil jo opleve den ene nye bekymringsgrund efter den anden, jo ældre hun bliver, og det kan du ikke "udstyre" dig ud af. Verden bliver kun farligere og farerne sttørre, jo ældre vores børn bliver, og det er næsten ikke til at holde ud at se i øjnene - derfor er det ekstra vigtigt, at vi giver en lille smule slip skridt for skridt. 

Rent lavpraktisk, hvis jeg forstår dig ret, og din datter ville kunne ringe til dig fra "dimsen", så forudser jeg en meget vanskelig opgave i forhold til at lære hende, at hun IKKE skal ringe til dig, når hun er ked af det, når pædagogen er dum, når hun savner dig etc. etc. 

Jeg er meget, meget tilbøjelig til at tænke ligesom dig (aka jeg tænker præcis som dig). Men at give din datter GPS-sporet ur på er ikke løsningen, men problemet. Det er, som Mor og meget mere siger, symptombehandling. Du skal lære at leve med tanken om at når din datter er i børnehaven så kan du ikke spore hende. Du skal lære at acceptere dine katastrofetanker - ikke handle på dem. Det er som at smide benzin på et bål at begynde på sådanne ting - tro mig, jeg har gjort mine erfaringer. Jo mere du handler på dine katastrofe tanker og bange anelser, jo større vokser de sig og bliver oftest også mere virkelige og sandsynlige i dit hoved. 

Fidusen er ikke at sikre sig i forhold til katastrofetanker - fidusen er at leve med det faktum at nogle gange skal vi lade ting være ude af vores kontrol. Det er skide pinefuldt til at starte med, men det er virkelig roden til at løse hele det komplekse problem. Hvis jeg ikke vidste at det gjorde tingene og min angst værre, havde jeg grebet muligheden om at spore mine børn, min mor, min far, min mand, mine dyr, mine værdifulde genstande (in case at de blev stjålet eller blev væk). En del af livet og katastrofetanker-problematikker er at forlige sig med, at livet er uforudsigeligt og at vi ikke kan eller skal beskytte sig overfor alting der ligger og ruminerer inde i hovedet og de bange anelser. 

Tanken om, at HVIS nu det sker, har du muligheden for at spore din datter, er den farlige tanke. Øv dig i ikke at tænke HVIS nu og øv dig i at tænke at det kan jeg ikke vide og sådan er det. Hvis man konstant skal forsikre sig mod alle skrækkelige hvis-scenarier, så forsvinder de ubehagelige katastrofe tanker og bange anelser aldrig, da det altid er noget nyt du skal prøve at forhindre eller beskytte. Selvom det lyder meget underligt og ubehageligt, så er det også nogle gange hjælpsomt fuldstændig at sige dig selv og din angst imod og sige "min datter bliver helt sikkert væk eller kidnappet på tur med børnehaven" - på den måde øver du dig faktisk i at leve med den tanke om det du frygter mest. Noget andet du kan gøre er også at sige "det her er bare en tanke ligesom alle andre tanker, som jeg lader passere og lader være med at handle på - tanker er tanker og ikke lig med virkelighed".