Min søn hamstre!

striber skriver:

Ja måske. Jeg er enig, at barnet skal have ros for at aflevere tingen tilbage. Det ville jeg også gøre. Men jeg ville også fortælle at fx mit eget barn, var blevet ked af, at tingen var taget. (Det var nok mere det jeg mente i mit første svar)

Jeg ville som forælder selv, synes det er ok, at en anden fortæller mit barn at det ikke er ok. Ligesom jeg forventer, at hvis mit barn gør noget forkert, mens jeg ikke er der, at andre fortæller mit barn at det er forkert. 

Jeg roste ikke barnet for at komme tilbage med tingen, men sagde at det var godt at det blev afleveret tilbage. og jeg kunne godt mærke i situationen, at der behøvede jeg ikke at komme med de store forklaringer om hvor ked af det mit barn var blevet over det skete.  Jeg er overbevist om at når først barnet kommer med en forældre og aflevere det der nu er taget, så har de selv taget en form for alvorssnak der hjemme.

Aristocats skriver:

Jamen, han havde jo ikke fået afvide at det var forkert, før moderen fandt de ting han havde taget - det er ikke noget han har taget efter at have fået fortalt at han ikke må. Og derfor kan det i min optik være ligemeget hvor meget han har taget - da han tog det, havde forældrene ikke taget den snak med ham endnu. Derfor tog han det ikke, velvidende om at mor og far siger at det er meget forbudt. 

Der er vi så bare grundlæggende uenige. Jeg ser det som en udstilling og ydmygelse af et barn og det synes jeg er en dybt forkert måde at gribe tingene an på. Jeg ville aldrig nogensinde bevidst gøre nogle af mine børn til skamme og da bestemt heller ikke foran øjnene af andre, der videre hjælper med ydmygelsen. Jeg tror sagtens at din mor har været en god mor, men derfor er jeg stadig forarget over det hun gjorde dér - og jeg kan slet ikke se argumenter for, at udstilling af børn er lig med at lære dem konsekvenserne af deres handling. Det kan de sagtens lære uden at tage sådanne midler i brug. Du hentyder jo selv til at børn i den alder ikke er SÅ dumme og så tror du alligevel ikke, at man kan forklare dem det forkerte i deres handlinger på andre mere humane og børnevenlige måder? 

Børn lærer med tiden at styre sine impulser - det er en del af hjernens udvikling og ikke noget vi som sådan kan påtvinge som forældre - at styre sine impulser kommer naturligt i menneskets udvikling og det er bestemt ikke på et veludviklet trin i 6-års alderen. At du virkelig mener at barnet er udenfor pædagogisk rækkevidde i forhold til at forstå at en ting er forkert med ord, synes jeg personligt er ukorrekt. Barnet havde jo ikke fået det fortalt, da barnet tog tingene - så kan mængden af ting være fuldstændig underordnet ifølge mig. 

Nu lægger du ord i min mund. 

Har jeg sagt at han er udenfor pædagogisk rækkevidde? Jeg siger, at jeg tolker det som om at han har gjort det før. Det er på ingen måde det samme. Og han er ikke et uopdragen barn af den grund. Jeg ser det som, at der må andre metoder i brug. Og ja, det kan være at der kommer en konsekvens af handlingen. At det er at man tager sit barn med ud og undskylder, er i MIN verden ikke at udstille. Kan godt se at vi ikke er enige på det punkt. Jeg ser det virkeligt ikke sådan. Og ser ikke situationen dengang som at jeg var flov over at min mor tog mig ned i købmanden igen, men som at jeg var flov over min handling. 

Jeg siger ikke, at mine børn ikke kan finde på det, jeg siger at han ved hvad der er rigtigt og forkert. Og han kommer nok til at gøre noget forkert på et tidspunkt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men så er det min opgave, at fortælle (igen) at det er forkert, og hans handling har konsekvens for andre. Jeg ser det som en fin børnevenlig og human måde at gøre det på. Jeg sender jo ikke barnet ind alene. Jeg står sammen med barnet, og siger undskyld. Og lærer mit barn at man skal undskylde personligt, når man har gjort noget forkert. Om det så er impulsstyret, bevidst eller ubevidst. Og så er dét det. Og hvis han skulle blive flov, ked af det, sur, eller hvad han nu bliver. Så snakker vi om de følelser. Og han får den trøst, det kram, den snak eller hvad han nu har brug for. 

Patriark skriver:

Så du ville simpelthen lade en fremmede person give dit barn en skideballe?! Men du stod og kiggede på? Jeg kan få øje på en masse dilemmaer i den fremgangsmåde...

Nu har hun selv sagt, at ordet "skideballe" var overdrevent, så derfor går jeg ud fra, at der er tale om en pædagogisk irettesættelse/forklaring af konsekvenserne. Og det ville jeg have det HELT fint med at overvære. Ligeledes i tilfælde af at mit barn kaster noget i hovedet på en fremmed i Netto (måske ved en fejl) - der ville jeg ikke have noget problem med, at den pågældende henvendte sig til mit barn og sagde fra og forklarede, hvorfor det var en dårlig ide at kaste med ting.

Jeg synes faktisk, at det er enormt pædagogisk, at barnet rent faktisk kan SE konsekvensen af sine handlinger - fx at købmanden mister penge, at legekammeraten savner sin dukke, at manden fra Netto fik ondt i hovedet etc. For det kan være svært (selv for voksne) at forholde sig til ukonkrete konsekvenser. Dette ses fx meget apropos i offentlige debatter, hvor folk sviner hinanden til uden at tænke på, at der rent faktisk sidder et menneske af kød og blod i den anden ende - det ville de jo aldrig gøre face to face (i de fleste tilfælde).

Det var alt sammen en lang forklaring, der udmunder i, at jeg tror, at nogle forældre gør barnet en bjørnetjeneste (afhængig af det individuelle barn) med lange forklaringer, der kan være svære at forholde sig til - i stedet for bare (i dette tilfælde) at gå ned til købmanden og vise, hvad handlingen medførte af konsekvenser. Det kan virke meget mere forståeligt - efter min personlige erfaring ofte især for drenge, hvis jeg lige skal toppe min politisk ukorrekte tale med kønsspecifikke generaliseringer.

Anonym skriver:

Jeg har desværre opdaget at min søn er begyndt at hamstre 

han er 6 ½ år gammel, og har aldrig snubbet fra butikker og sådan, men han tager totalt dumme ting.. 

igår røg der en lille børste til hårtrimmeren 

2 kuglepende 

en halv pakke gajoler 

legetøjsbil fra skolen 

det er ubetydelige dumme ting, MEN han gør det! 

Jeg opdagede det fordi at jeg skulle tjekke hans penalhus op, og der manglede nogen ting, han siger så det er i tasken, og da åbner jeg så for godset 

jeg spørger ham hvorfor? og han siger bare jeg ved det ikke. 

vi har forklaret ham at det er en MEGET dårlig måde at skabe opmærksomhed på, og at det ikke skal ske yderligere, han indforstår og lover det.. 

men helt ærligt? hvad pokker gør jeg? 

er det helt forkert at jeg har gjort som jeg har eller skal vi gøre andet? 

Hans stedfar har skruet lidt mere og fortalt HVAD der sker med voksne hvis de stjæler, så ryger de i fængsel, og det vil han self ikke. 

Jeg ønsker bare ikke at han udvikler den her (dårlige vane) yderligere 

Hvis man truer en 6 årig med fængsel er man for langt ude ærligtalt. Vi vil have at vores børn opfører sig godt fordi de har moral og er gode mennesker, og det bliver de af gode værdier og kærlighed og forståelse, ikke fordi vi har skræmt dem til ikke at turde andet. Det giver usikre børn - og de vil muligvis forsætte den dårlige adfærd og lære at skjule det bedre. Det er ikke det vi ønsker. Du skal heller ikke offentligt gøre ham til grin. Ja en undskyldning til de involverede er på sin plads hvis man har et psykisk stærkt barn, hvis ikke, kan barnets selvfølelse skades mere end undskyldningen vil gavne, de vil føle sig forkerte, dumme og onde og måske endda tro at de ikke har fortjent bedre, end at føle sig alene og forkerte. Og der må du som mor ta a svaret og gå ud og undskylde på din søns vegne, eller smide tingene i postkassen. Børn i den alder der tar ting, gør det gerne af to grunde. Enten fordi de er børn og endnu ikke helt kan styre når de virkelig gerne vil have noget, nogle lærer at styre den følelse før andre, drenge gerne senere end piger, eller fordi de får for lidt opmærksomhed derhjemme og gerne vil opdages og snakke om det. Men det er jo et svært emne at snakke om for et barn og hans "det ved jeg ikke" siger mig lidt at han måske ikke kan eller tør sige at han savner voksen kontakt. Dit barn er hverken dummere eller dårligere end andres børn. Rum ham og forstå ham og guide ham i den rigtige retning. Så skal det nok gå 

Nu er der godt nok blevet skrevet helt vildt meget her siden jeg satte den op i morges, og havde dog ikke regnet med at det blev sådan en debat.. for lige at remse op på nogen ad de spørgsmål der er kommet op, så skriver jeg dem her i en tekst Istedet for i alle der har spurgt om samme spørgsmål �� 

1: han er IKKE truet med fængsel! Hans stedfar har blot fortalt ham konsekvensen for hvis en VOKSEN gør det.

2: kuglepenne, den halve gajol pakke osv er noget han har taget fra hjemmet. Bilen er fra skolen, som han straks fik besked på at lægge på plads når han kom i skole igen.  

Jeg ønsker ikke at ydmyge ham overhovedet.. men søgte bare råd om hvad jeg skulle gøre hvis jeg opdagede det igen. For ydmyge ham eller skælde ham ud tror jeg ikke lære nogen børn noget godt. Men har forklaret ham self at det må man Ikke uanset om det er hjemme, skole eller en butik. 

Og jo han har fået det at vide før ved jeg i andre sammenhænge når vi har fortalt om fx politiet og deres arbejde. Så han kendte godt til at det er forbudt. Men hvad han har tænkt i de øjemed han gør det, det aner jeg simpelthen ikke 

Nu har jeg ikke læst alle indlæggene, men jeg forstod ikke umiddelbart dit første indlæg, TS, som at det handlede om tyveri, men mere om at tage nogle små klenodier. Du kalder det selv at hamstre. Hamstring er jo en tvangsadfærd, hvor man tager ting og gemmer dem, for at have et forråd til 'magre tider'. 

Jeg ville ikke fokusere på at skræmme eller ydmyge ham til at ændre adfærd men prøve at komme lidt dybere ned i hvilket behov hos ham, det er et svar på.

striber skriver:

Du tager ham med ned til de steder han har stjålet fra, og lader ham få en skideballe af dem alle. Han skal sige undskyld, og erstatte det hele. 

Derudover ville jeg i en lang periode tjekke hans taske sammen med ham, for at vise at du tager det seriøst. 

 

Jeg tog engang en lille "Muhh" chokoladebar fra vores købmand, da jeg var 4år. Min mor skældte mig ud, og hev mig hyllende ned i købmanden bagefter, hvor jeg selv skulle fortælle hvad jeg havde gjort, og måtte betale den, da jeg havde spist den.

Jeg husker det stadig tydeligt den dag idag, jeg er 33år, så det har gjort indtryk. Kan huske hvor flov jeg var, og jeg forstod konsekvensen af det.

Helt enig! Det virker bare  jeg fik også, som barn, lov til at aflevere det stjålne tyggegummi til en butik. Det var ydmygende og flovt og jeg glemmer det ALDRIG 

Jeg havde også taget en snak med mit barn (har gjort det før) og så fortælle hvilke konsekvenser der kan være ved at stjæle fra andre eller butikkerne. Og ville selvfølgelig ikke true med politi osv for børn kan ikke straffes for at stjæle. Det er forældrenes ansvar. 

Børn skal ikke udmyges. MEN der er intet i vejen for at tage lille Hugo i hånden og tage tilbage og aflevere det han har "taget" eller kommet til at "låne med hjem" 

De fleste børn stjæler ikke for at stjæle. De gør det ikke for at være frække. De ser noget der er flot og som De godt kunne tænke sig og vupti så kan det ske at det liiige ryger i lommen. Og ofte har ungerne glemt det igen og ved ikke hvordan eller hvornår den lille ting havnede i lommen. 

Jeg vil som udgangspunkt spørge ind til den ting de har "taget"og så tage snakken. Herhjemme har ungerne ofte fået nogen andres legetøj eller lign med hjem. Og det bliver afleveret tilbage. 

men skæld ud og ydmygelse er NO go her

Patriark skriver:

Så du ville simpelthen lade en fremmede person give dit barn en skideballe?! Men du stod og kiggede på? Jeg kan få øje på en masse dilemmaer i den fremgangsmåde...

Meget enig!

striber skriver:

Du tager ham med ned til de steder han har stjålet fra, og lader ham få en skideballe af dem alle. Han skal sige undskyld, og erstatte det hele. 

Derudover ville jeg i en lang periode tjekke hans taske sammen med ham, for at vise at du tager det seriøst. 

 

Jeg tog engang en lille "Muhh" chokoladebar fra vores købmand, da jeg var 4år. Min mor skældte mig ud, og hev mig hyllende ned i købmanden bagefter, hvor jeg selv skulle fortælle hvad jeg havde gjort, og måtte betale den, da jeg havde spist den.

Jeg husker det stadig tydeligt den dag idag, jeg er 33år, så det har gjort indtryk. Kan huske hvor flov jeg var, og jeg forstod konsekvensen af det.

Så du vil, som mor, trække dit barn hen i fare og stå og høre på at dit barn bliver skældt ud af fremmede mennesker? Altså, dit job som primær omsorgsperson er i dette tilfælde ikke at udsætte dit barn for svie og smerte, barnet vil for det første miste alt tillid til dig, vil aldrig fortælle dig om problemer og for det andet så vil det ikke se dig som den der passer på det mere.. Du er jo direkte årsag til at dit barn vil blive ydmyget på det groveste foran folk som det ikke kender. Det var da, i mine øjne, noget af det værste man kan udsætte sit barn for. Psykisk vold og ja, det vil jeg i den her sammenhæng mene det er, for hvilket barn, med sådan et traume bag sig, vil da nogensinde have lyst til at stille sig op på f.eks. en scene og lade sig blive bedømt af andre mennesker, når det har sådan en oplevelse med sig i bagagen?

Jeg mener absolut ikke der er nogen grund til at skulle ydmyge sit barn på den måde, nogensinde..

Forklar dog barnet hvad der sker med dem der mister deres ting, appeller til barnets sunde fornuft, for jo, det har børn altså og de kan sagtens finde ud af at bruge den.