Min søn hamstre!

Patriark skriver:

Så du ville simpelthen lade en fremmede person give dit barn en skideballe?! Men du stod og kiggede på? Jeg kan få øje på en masse dilemmaer i den fremgangsmåde...

En skideballe er måske overdrevet. Men ja, jeg ville godt lade en anden person, som mit barn har stjålet fra, fortælle ham at det ikke er ok. 

striber skriver:

En skideballe er måske overdrevet. Men ja, jeg ville godt lade en anden person, som mit barn har stjålet fra, fortælle ham at det ikke er ok. 

 

Er det ikke dit ansvar som forælder?!

Den eneste grund til at inddrage købmanden, ville, i min optik, være udskamning. Og det er ikke umiddelbart en vej, jeg tænker giver mening.

Anonym skriver:

Jeg har desværre opdaget at min søn er begyndt at hamstre 

han er 6 ½ år gammel, og har aldrig snubbet fra butikker og sådan, men han tager totalt dumme ting.. 

igår røg der en lille børste til hårtrimmeren 

2 kuglepende 

en halv pakke gajoler 

legetøjsbil fra skolen 

det er ubetydelige dumme ting, MEN han gør det! 

Jeg opdagede det fordi at jeg skulle tjekke hans penalhus op, og der manglede nogen ting, han siger så det er i tasken, og da åbner jeg så for godset 

jeg spørger ham hvorfor? og han siger bare jeg ved det ikke. 

vi har forklaret ham at det er en MEGET dårlig måde at skabe opmærksomhed på, og at det ikke skal ske yderligere, han indforstår og lover det.. 

men helt ærligt? hvad pokker gør jeg? 

er det helt forkert at jeg har gjort som jeg har eller skal vi gøre andet? 

Hans stedfar har skruet lidt mere og fortalt HVAD der sker med voksne hvis de stjæler, så ryger de i fængsel, og det vil han self ikke. 

Jeg ønsker bare ikke at han udvikler den her (dårlige vane) yderligere 

Tjek hans taske(som at du tømmer den, tager madpakke ud) 

Du har fortalt det er forkert og så synes ikke det skal gå længere. glad for at mine forældre ikke ydmygede mig, men bare snakkede med mig. Jeg stjæler skam ikke i dag..  synes det er synd at ydmyge en 6årig, hvis han godt forstår det er forkert.

striber skriver:

En skideballe er måske overdrevet. Men ja, jeg ville godt lade en anden person, som mit barn har stjålet fra, fortælle ham at det ikke er ok. 

 

I sådan en situation tror jeg faktisk ikke at man behøver at kommentere ret meget.  Det gjorde jeg ihvertfald ikke da, da der kom en og pænt sagde undskyld for at have taget min drengs spil. Han aflevere det til min dreng og jeg sagde fint at du kom med det igen. Der er i min verden ingen grund til at begynde at formane og skælde ud, når først den skyldige kommer med en forældre og aflevere tingen tilbage.  Jeg tænker at barnet har fået rigeligt med skældud hjemme fra.

Aristocats skriver:

Jeg mener nu heller ikke, at et barn på 6 år kan styre sine impulser og overveje sine handlinger i forhold til konsekvens. Men måske er forskellen også, at jeg ikke tror på eller udøver konsekvenspædagogik. Børn kan godt forstå at de har gjort noget forkert uden at udstille dem - de fleste børn er trods alt inden for pædagogisk rækkevidde og så længe de er det, så tror jeg også på, at man kan lære dem ting med ord og en snak og ikke ydmygelser. 

Det kan godt være, at nogle ser det som noget positivt i form af at det virkede, i det du kan huske hvor flov du var 30 år efter - men jeg synes det er skræmmende og for mig ville der være at skrækscenarie hvis jeg gjorde mine børn så flove, at de husker det tydeligt mange år efter.

Jeg ville forklare mit barn, at tingene skulle afleveres tilbage og spørge dem om de selv ville med - jeg ville give dem valget, men jeg ville aldrig tvinge dem - det tror jeg ikke på, ville komme noget godt ud af - i hvert fald ikke en effekt, som jeg ønsker. Hvis mit barn ikke ville med, ville jeg selv aflevere det tilbage og forklare at jeg har taget snakken om at det ikke skal ske igen. Hvis barnet virker indforstået efter at have snakket om det, ser jeg ikke grund til at gøre mere. 

Nu var det ikke en enkelt ting som barnet havde taget, men et helt lager. Så er det ikke en engangsfornøjelse. 

Ja, jeg ser, at det at jeg husker det, som en god ting. Jeg tog den chokoladebar, fordi jeg ikke måtte få den, så da min mor vendte ryggen til, tog jeg den - velvidende om at jeg havde fået et nej. Købmanden fortalte mig dengang, at hvis alle gjorde det, måtte butikken jo lukke. Og det gjorde indtryk for mig. (ordet skideballe var nok et forkert ordvalg i første svar jeg lavede)

Jeg husker min barndom og mor (det er hun stadig) som kærlig, omsorgsfuld, fyldt med kærlighed og opdragelse. Så jeg føler ikke at jeg er blevet svigtet, fordi jeg følte mig flov. Jeg husker det ikke som at hun gjorde mig flov, men jeg var flov over det jeg havde gjort. Jeg ser det stadig ikke som en udstilling, men som en konsekvens af egen handling. 

Hvis man ikke lærer sit barn at styre sine impulser, lærer de det ikke. Og jeg mener ikke at et barn som har taget så mange ting, vil forstå det med ord. Som jeg tolker det, er det ikke første gang det er sket. 

Hck skriver:

I sådan en situation tror jeg faktisk ikke at man behøver at kommentere ret meget.  Det gjorde jeg ihvertfald ikke da, da der kom en og pænt sagde undskyld for at have taget min drengs spil. Han aflevere det til min dreng og jeg sagde fint at du kom med det igen. Der er i min verden ingen grund til at begynde at formane og skælde ud, når først den skyldige kommer med en forældre og aflevere tingen tilbage.  Jeg tænker at barnet har fået rigeligt med skældud hjemme fra.

Ja måske. Jeg er enig, at barnet skal have ros for at aflevere tingen tilbage. Det ville jeg også gøre. Men jeg ville også fortælle at fx mit eget barn, var blevet ked af, at tingen var taget. (Det var nok mere det jeg mente i mit første svar)

Jeg ville som forælder selv, synes det er ok, at en anden fortæller mit barn at det ikke er ok. Ligesom jeg forventer, at hvis mit barn gør noget forkert, mens jeg ikke er der, at andre fortæller mit barn at det er forkert. 

Patriark skriver:

Er det ikke dit ansvar som forælder?!

Den eneste grund til at inddrage købmanden, ville, i min optik, være udskamning. Og det er ikke umiddelbart en vej, jeg tænker giver mening.

 

Sådan ser jeg slet ikke på det. Jeg ser på det, som at jeg fandt ud af, at det havde en konsekvens for købmanden også. Og ikke kun mig, som fik skæld ud af min mor. 

Det er en fin pointe at børn selvfølgelig ikke skal ydmyges. Men det er der vel heller ikke rigtig nogen der for alvor mener at de skal.

I min optik kan man sagtens tage sit barn i hånden og gå rundt med en undskyldning, helt uden at det handler om udskamning. Man kunne anskue det som at lære sit barn at tage ansvar for uhensigtsmæssige handlinger - og hvis barnet så i øvrigt blive lidt flov ved det hele, kunne man tale om at det er ok, og at vi alle kan blive lidt flove når vi har gjort noget galt. Mens også at når man sikrer sig at give en undskyldning og gøre tingene gode igen, så skal det nok gå.

Børn må vel gerne opleve "dårlige" følelser, så længe vi har dem i hånden og guider dem til at forstå at de (følelserne) er en del af livet.

Nu var det ikke en enkelt ting som barnet havde taget, men et helt lager. Så er det ikke en engangsfornøjelse. 

Ja, jeg ser, at det at jeg husker det, som en god ting. Jeg tog den chokoladebar, fordi jeg ikke måtte få den, så da min mor vendte ryggen til, tog jeg den - velvidende om at jeg havde fået et nej. Købmanden fortalte mig dengang, at hvis alle gjorde det, måtte butikken jo lukke. Og det gjorde indtryk for mig. (ordet skideballe var nok et forkert ordvalg i første svar jeg lavede)

Jeg husker min barndom og mor (det er hun stadig) som kærlig, omsorgsfuld, fyldt med kærlighed og opdragelse. Så jeg føler ikke at jeg er blevet svigtet, fordi jeg følte mig flov. Jeg husker det ikke som at hun gjorde mig flov, men jeg var flov over det jeg havde gjort. Jeg ser det stadig ikke som en udstilling, men som en konsekvens af egen handling. 

Hvis man ikke lærer sit barn at styre sine impulser, lærer de det ikke. Og jeg mener ikke at et barn som har taget så mange ting, vil forstå det med ord. Som jeg tolker det, er det ikke første gang det er sket. 

 

 

 

 

Jamen, han havde jo ikke fået afvide at det var forkert, før moderen fandt de ting han havde taget - det er ikke noget han har taget efter at have fået fortalt at han ikke må. Og derfor kan det i min optik være ligemeget hvor meget han har taget - da han tog det, havde forældrene ikke taget den snak med ham endnu. Derfor tog han det ikke, velvidende om at mor og far siger at det er meget forbudt. 

Der er vi så bare grundlæggende uenige. Jeg ser det som en udstilling og ydmygelse af et barn og det synes jeg er en dybt forkert måde at gribe tingene an på. Jeg ville aldrig nogensinde bevidst gøre nogle af mine børn til skamme og da bestemt heller ikke foran øjnene af andre, der videre hjælper med ydmygelsen. Jeg tror sagtens at din mor har været en god mor, men derfor er jeg stadig forarget over det hun gjorde dér - og jeg kan slet ikke se argumenter for, at udstilling af børn er lig med at lære dem konsekvenserne af deres handling. Det kan de sagtens lære uden at tage sådanne midler i brug. Du hentyder jo selv til at børn i den alder ikke er SÅ dumme og så tror du alligevel ikke, at man kan forklare dem det forkerte i deres handlinger på andre mere humane og børnevenlige måder? 

Børn lærer med tiden at styre sine impulser - det er en del af hjernens udvikling og ikke noget vi som sådan kan påtvinge som forældre - at styre sine impulser kommer naturligt i menneskets udvikling og det er bestemt ikke på et veludviklet trin i 6-års alderen. At du virkelig mener at barnet er udenfor pædagogisk rækkevidde i forhold til at forstå at en ting er forkert med ord, synes jeg personligt er ukorrekt. Barnet havde jo ikke fået det fortalt, da barnet tog tingene - så kan mængden af ting være fuldstændig underordnet ifølge mig. 

Aristocats skriver:

Jamen, han havde jo ikke fået afvide at det var forkert, før moderen fandt de ting han havde taget - det er ikke noget han har taget efter at have fået fortalt at han ikke må. Og derfor kan det i min optik være ligemeget hvor meget han har taget - da han tog det, havde forældrene ikke taget den snak med ham endnu. Derfor tog han det ikke, velvidende om at mor og far siger at det er meget forbudt. 

Der er vi så bare grundlæggende uenige. Jeg ser det som en udstilling og ydmygelse af et barn og det synes jeg er en dybt forkert måde at gribe tingene an på. Jeg ville aldrig nogensinde bevidst gøre nogle af mine børn til skamme og da bestemt heller ikke foran øjnene af andre, der videre hjælper med ydmygelsen. Jeg tror sagtens at din mor har været en god mor, men derfor er jeg stadig forarget over det hun gjorde dér - og jeg kan slet ikke se argumenter for, at udstilling af børn er lig med at lære dem konsekvenserne af deres handling. Det kan de sagtens lære uden at tage sådanne midler i brug. Du hentyder jo selv til at børn i den alder ikke er SÅ dumme og så tror du alligevel ikke, at man kan forklare dem det forkerte i deres handlinger på andre mere humane og børnevenlige måder? 

Børn lærer med tiden at styre sine impulser - det er en del af hjernens udvikling og ikke noget vi som sådan kan påtvinge som forældre - at styre sine impulser kommer naturligt i menneskets udvikling og det er bestemt ikke på et veludviklet trin i 6-års alderen. At du virkelig mener at barnet er udenfor pædagogisk rækkevidde i forhold til at forstå at en ting er forkert med ord, synes jeg personligt er ukorrekt. Barnet havde jo ikke fået det fortalt, da barnet tog tingene - så kan mængden af ting være fuldstændig underordnet ifølge mig. 

jeg kan følge dig et meget langt stykke og ville aldrig gå rettergang for at skamme mine børn og ydmyge dem. 

Men der er vel ikke noget forkert i at lære sine børn at sige undskyld. Hvis mit barn har spændt ben for et andet barn, forventer jeg mit barn kan rumme at sige undskyld, her mit barn taget en vil fra et andet barn forventer jeg mit barn kan aflevere den tilbage og undskylde sin handling. Jeg vil ikke mit barn skal ydmyges, men sætter absolut heller ikke lighedstegn mellem undskyldning og ydmygelse, at kunne undskylde er en fantastisk egenskab, at kunne erkende egne fejl er guld værd. 

Nu vil jeg så sige, at en halv gajolpakke som i ts's tilfælde vist mest er til grin at gå tilbage med. Men fx institutionens legetøjsbil, kan man da sagtens aflevere og smide en undskyldning oven i uden der er tale om ydmygelse. I det tilfælde er der også den pointe det måske er meget godt at SFO/skole er obs på mit barn har gjort det og hjælper hjemmet med at få stoppet de handlinger. 

Så ja for mig at se no go at skulle ydmyge, men at lære sine børn at kunne sige undskyld og erkende fejl er alfa og omega. Det er ikke et spørgsmål om de vil med rundt og aflevere,  for selvsagt skal de det, men det er et spørgsmål hvordan jeg hjælper dem så det ikke bliver en ydmygelse og forfærdelig oplevelse, men i stedet bliver en situation hvor de lærer at undskyldning og erkendelse af fejl ikke er farligt og at de forstår alvoren i handlingen når man stjæler