Er farmødre overset?

Der er undersøgelser der viser at farmor er lidt mere på sidelinjen end mormor fordi en pige søger sin mor mere end en dreng gør sin mor. Og kontakten til barnebarnet oftest går tættest mellem moren og mormoren. Men det er jo helt generelt og det behøver jo slet ikke at være sådan for mange. Men det er dog hyppigst sådan det virker siger de undersøgelser der er på området.

Jeg har også måtte arbejde med det efter jeg blev opmærksom på det for min mor ser mine børn mere end farmor, så her er der en klar forskel. Og da min svigermor kun har den ene søn som er min mand er det jo synd hvis jeg ikke tænker på det.

Til gengæld oplever min mor jo det samme med sine børn. Men nu har hun jo 2 døtre og 2 sønner. De børnebørn hun ser mest er hendes døtres, mens hendes sønner og deres børn er en langt mindre del af hendes liv. Så hendes rolle som mormor er langt større end hendes rolle som farmor.

Så her holder den vand med at mormor spiller en større rolle end farmor, så det er da en god ting at have i baghovedet, så man gør sit bedste for ikke at udelukke farmor ubevidst.

Herhjemme er farmor på ingen måde oversete. Hun ser sin farmor og farfar ca 1 gang om ugen. Men da det er mig der tilbringer mest tid med vores datter og mormor bor 10 meter væk - så har vores datter helt naturligt at tættere bånd med sin mormor end sin farmor. 

Hun holder dog utroligt meget af alle sine bedsteforældre ;-) 

Herhjemme har vi kun mormor tilbage .. men det er egentlig begrænset hvor meget mine børn ser hende. Min mors mand og os er ikke gode venner, så det er begrænset hvor meget kontakt der er der. Begge min mands forældre er døde og det samme er min far. 

Overhovedet ikke. Farmor og farfar er fantastiske, må dog indrømme, at min mand og jeg har et bedre forhold til mine forældre (mere venskabeligt, frem for mor/barn forhold) så derfor ser vi mere til dem. Men de er fantastiske til vores børn 

Her er farmor den primære bedsteforældre  Vi bor også kun 100 m fra hinanden og mine forældre bor 2 timer væk  Selv havde jeg det bedste forhold til min farmor og det har jeg selv haft fokus på da jeg gravid. Det har været vigtigt for mig at styrke båndet mellem farmor og barnebarn - på en anden måde end min egen mor. 

Er det ikke lige så meget et spørgsmål om hvordan man har det i hinandens selskab? 

Her ser mine børn deres farmor oftere end deres mormor. Det er ikke bevidst, men blot et faktum at min mand forældre oftere er i nærheden da de har et lager fem min herfra.

Jeg kommer fint ud af det med min svigermor.  vi værdsætter den hjælpe giver og set forhold vores børn har til dem.

De kommer forbi mellem 1-3 gange om ugen, ofte med lidt godter til børnene i form af appelsiner,  boller eller lignende.

Jeg ville da ikke undvære mine børns farmor, og frygter på ingen måde selv at blive farmor hvis min søn får børn.

Når det er sagt, kender til andre farmødre der er knap så spændende selskab

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

Da min datter var lille boede vi tæt på mormor og morfar, det var næsten altid mormor som passede.

nu er vi flyttet og bor tættest på farmor, så nu er det hende der oftest passer.

føler ikke nogen er overset