Er farmødre overset?

Jeg tror også selv min egen "frygt" godt kan komme af at jeg selv har et tættere forhold til min mormor end mine kusiner har (min onkels børn) - og det er udelukkende pågrund af min onkels desværre meget dominerende partner som  også har vist sig i forhold til at begrænse og besværliggøre min mormors forhold til børnene. Men godt at høre at det langt fra altid er virkeligheden! 

Jeg tænker lidt at den "tendens" til at farmor er i glemme her inde, nok har med det faktum at gøre med det at vi kun hører om de episoder her inde hvor svigerdøtre har problemer med farmødre og børnebørn. Vi høre det kun fra svigerdatters side og der måske nogle gange kan være smurt lidt ekstra på for evt at få medfølelse og bekraftigelse i ens situation eller fordi det er skrevet mens man er midt i følelsernes vold.

Men vi høre ikke om alle de solstråle historier når farmor bare er fantastisk.

Nogle mødre, uden at jeg ved det selvfølgelig, har det måske også svære ved at svigermor blander sig i forhold til ens egen mor da man af meget naturlige årsager, ofte ikke har samme relation til sin svigermor som man har til sin egen mor og derfor måske kan føle sig mere overrumplet af svigermor end af sin egen mor selv om de gør de samme ting men man opfatter det bare anderledes på grund af de forskellige relationer. Farmor er måske også mere påtrængende for at skabe en relation til sit barnebarn, da de selv ved man som mor er mere tilbøjelig til at gå til sin egen mor end til sin svigermor for at søge hjælp, råd osv.

Dette er kun hvordan jeg tror det kan hænge sammen og er ikke myntet på nogle eller en påstand om at alle svigerdøtre er onde eller at alle farmødre ikke kan være besværlige, men blot min egen forestilling omkring hvordan tingen måske fungere.

Det er svært at generalisere, for jeg tænker at det er meget forskelligt hvordan de enkelte familier er sammensat... men så alligevel... 

Her har vi både en dejlig farmor, mormor og morfar. Alle er gode venner på kryds og tværs, og vi bor alle meget tæt på hinanden. Vores datter er første barnebarn på begge sider og forgudes derfor i høj grad. 

Men... min mor er jo min mor. Verdens bedste, og alt det der - og sådan er det måske nok ofte. Så jeg skal virkelig, virkelig gøre en indsats for at sørge for, at svigermor kommer ligeså meget med - og det lykkes måske ikke altid helt. For selvfølgelig er jeg tættest på min egen mor og det falder mig mest naturligt at "gå til hende", hvis der er behov for noget. Hun er også den jeg er mest enig med i livssyn, politik, opdragelse, osv., osv. 

Så ja... det kræver en lidt aktiv indsats at huske på, at min datter har mindst ligeså meget brug for et godt forhold til sin farmor, som til mine forældre. 

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

Hos os bliver hun desværre lidt overset. Dels fordi hun bor en time væk fra os. Min mor bor kun 10 min fra os. Min svigermor valgte desværre at flytte tæt på min mands bror(+kone og nu 3 børn), i stedet for at flytte tæt på os, som vi faktisk havde håbet. 

Til gengæld bliver hun slet ikke overset hos min mands bror og dem. Hun har ofte børnene, enten den ene eller begge de store. 

Jeg har faktisk også selv gruet for at skulle blive farmor en dag. Men det bygger nok også lidt på mit fantastiske forhold til mine morforældre og min fars manglende kontakt til hans mor. Derfor har jeg kun set min afdøde farmor nogle få gange. 

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

Måske...... 

Her har farmor, desværre valgt kun at være mormor forstået på den måde min mands søster fik barn først.... hun er 9 år og er på ferie, weekender og passes altid ved hende ved sygdom.... tror aldrig forældrene selv har passet hvis hun var syg....

Vi bor 5 min væk fra dem, men ganske enkelt har hun ingen interesse i andre børn ens den første..  møg trist, og så synd for sønnike og får så ondt i hjertet på min mands vegne....

Herhjemme ville jeg gerne have en mere aktiv farmor. 

Hun er pensionist så hun har så travlt med alt muligt. Hvis vi ser hende 1 gang på 3 mdr er vi heldige 

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

Her er farmor mere inde i billedet end mormor.

Her er der også meget mindre kontakt med farmor end med mormor. Det bunder ud i at mine forældre for det første bor meget tættere på, og i at mit forhold til farmor og farfar blev lidt ødelagt efter bruddet med far. Jeg oplevede en ikke særlig god behandling fra deres side, og de gange jeg efterfølgende forsøgte at gøre det bedre følte jeg de synes jeg skulle være meget taknemmelig over at de havde lyst til at se os.

Så min datter ser kun farmor 1 gang om måneden, når hun er sammen med far. Mens hun overnatter hos mormor 1 gang om ugen.

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

Her er det farmor og farfar der  ser vores børn mest.

De bor tæt på os. Går begge hjemme. Ogda jeg er dagpleje er det dem der henter vores store børn og følger i skole og børnehave samt henter igen.

Mormor sser vores børn ca hver 14 dag. Morfar ca 1 gang om måneden da han bør længere væk.

Nej, her bor farmor i Jylland (vi bor på fyn) og da jeg gik fra far af, droppede hun kontakten med mig.. Så her ser bassen farmor 4-5 gange om året ved hans far.. Mormor bor 2 min fra os af, så han ser hende flere gange om ugen og snakker i tlf med hende når han har lyst.