Er farmødre overset?

Her er det mormor vi ser mest -mindst én gang om ugen.

at vi ser meget mindre til farmor og farfar har mest med at gøre at de rejser utroligt meget, de er i gennemsnit væk 8 måneder om året og så er det altså bare svært at få det samme forhold som til mormor der bor 1/2 time væk.

når de er hjemme sørger vi for at ses så meget vi kan.

Vi har to forskellige bånd til henholdsvis farmor og mormor. Men de er begge tætte! Vi ser mormor oftere, fordi hun bor tættere på, men når vi så ser farmor, så er det i længere tid ad gangen. 

Men min mor får naturligt flere "hverdagsopkald" fra mig, selvom jeg også glædeligt sender billeder osv. til farmor. Forskellen er nok, at min mand ikke på samme måde er god til at holde kontakt med sin mor i det daglige eller tage initiativ til at ses og den slags. Så der en forskel, fordi fars og farmors forhold er anderledes end mit og min mors. Sådan tror jeg det er for mange.

Jeg har dog lige fået at vide af min svigermor i anledning af min fødselsdag, at jeg er verdens bedste svigerdatter. Så det kan lade sig gøre! Jeg har nok faktisk et tættere forhold til farmor end min mand har.

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

Herhjemme er farmor og mormor på lige fod. Vi bor 5 min væk fra farmor og farfar og 25 min væk fra mormor, så hun ser nok farmor en smule mere. Dog var min mor med til fødslen af vores datter, og dette kunne jeg ikke ønske anderledes 

Men vi har også begge engagerede forældre, altså de vil begge vores datter rigtig meget og det sætter vi så meget pris på.

Inden vi fik barn, der havde jeg i perioder et lidt anstrengt forhold til min svigermor, fordi den klassiske at jeg følte hun blandede sig for meget, men så kom jeg lige i tanke om at jeg egentlig ikke blev irreteret når det var min mor der kærligt blandede sig i ny og næ, og så vidste jeg at jeg måtte arbejde med mig selv, fordi det var egentlig ikke fair at min mor måtte sige nogle ting som svigermor ikke måtte. Derfor har vi i dag et fantastisk forhold, og vi holder begge ualmindeligt meget af hinanden.. Det har betydet meget for vores datter er jeg sikker på som jo har et dejligt forhold til sine farforældre også og hun har altid kunne mærke at mor også er vild med farmor. Også selvom farmor ikke altid gør tingene som jeg ville have gjort det, men det vigtigste er at hun gør alt i den bedste mening. 

Jeg kender desværre et par farmødre, som aldrig får lov at være med til noget og det er aldrig dem som må passe osv. Altid er det mormor, og det er så synd 

Jeg venter selv en søn til april og jeg får da et lille stik, når jeg læser tråde om forfærdelige farmødre, som får skyld for alverdens ting.. Jeg gruer for at jeg er den farmor en dag, som en svigerdatter kun finder møg belastende. Det ville være meget svært. 

Jeg er også glad for at jeg forhåbentlig også bliver mormor en dag 

Her ser farmor og farfar sit barnebarn mest. Se er bestemt ikke glemt. hvor mormor ikke ser så hende så tit. 

Her er ingen overset. 

Deres forhold til farmor og bedstemor (mormor) er forskelligt, men ingen af dem får "mindre" en den anden. 

Her ser vi dog farfar hver eneste dag.

Aristocats skriver:

Inspireret af en anden debat, så tænkte jeg på, om det er en generel holdning/oplevelse, at farmødre ofte er tilsidesat eller oversete. Jeg må indrømme, at jeg altid har gået med en lille frygt om at en dag selv at blive farmor (det ser ikke sådan ud indtil videre) - og det bunder helt sikkert i, at jeg desværre også har set en tendens til at farmødre indimellem godt kan komme lidt i klemme. Hvad tænker du?

På ingen måde. Da jeg var sammen med børnenes far, så vi farmor og farfar mere end mine forældre og farmor og farfar er stadig at foretrække for ungerne nu - mine forældre er også gode nok, men de invisterer ikke ligeså meget energi i børnene som farmor og farfar. 

Her er farmor ikke overset, eller jo i den forstand, at hun selv har valgt sine børnebørn fra! 

Vi bor ret tæt på hende, så i realiteten kan vi se hende, når vi går ud af vores dør. Den lille kan ikke huske hende (heldigvis) - og min 6-årige spørger hvorfor farmor ikke vil hilse på hende i bussen!  (hun tager tit på ture med skolen i bussen) 

Så jo, her er hun i den grad "overset"... Gammel dame der er blevet sær på sine gamle dage. Hun vil f.eks. hellere spille billard end til sine egne børnebørns fødselsdag  (der er ingen mand eller kæreste til farmor) Min kæreste har ikke haft en ret god barndom, så den hænger også på rygraden af ham. Jeg har forsøgt med kontakt nogle gange, men hver gang ender hun med at skuffe min ældste, og det vil og kan jeg ikke være med til længere. 

Det er nu heller ikke meget de ser til deres mormor... Det er en holdning som siger "i har selv valgt at få børn, så kan i selv passe dem". Jeg har ALDRIG bedt hende passe mine børn, det klarer jeg selv  Jeg tror mine børn er heldige hvis de ser hende 3 gange årligt. Til deres fødselsdag og den årlige tur til sommerland sjælland i vores sommerferie 

Jeg ville så gerne at mine børn fik en bedre kontakt til deres bedsteforældre, men det er svært når ikke de selv ønsker det. Det er jo bare karma i sidste ende i det de går glip af SÅ meget i de første år. Min mor har altid en undskyldning på hånden hvis vi spørger om noget, så det er jeg stoppet med - f.eks. min ældste har mange gange spurgt om ikke mormor kommer og henter hende i børnehaven. Mormor har aldrig svaret - det er også for sent nu, for hun er startet i skole her til august 

Heldigvis har de deres moster som hellere end gerne vil bruge tid med dem 

Det kommer jo an på så meget, men jeg har indtrykket af, at farmor oftere bliver overset. Hvilket jo egentligt er meget naturligt, da de fleste kvinder jo er tættere på deres egen mor end svigermor.

Min egen biologiske farmor døde, inden jeg blev født, men jeg var ret tæt på min farfars anden kone. Der var udfordringen dog, at hun selv havde forholdsvis små børn (hendes yngste er yngre end mig). Min mormor har jeg altid haft en anstrengt forhold til af mange årsager (det samme har min mor, hvilket nok ligger til grunde), så jeg har ikke rigtigt haft et forhold til hverken en farmor eller mormor.

I forhold til min søn vil farmor helt naturligt blive "overset" i forhold til min mor, da hun og farfar bor i den anden ende af landet, mens min mor bor ti minutter væk. Så selvfølgelig får min søn og fremtidige børn et andet forhold til hende. Vi prøver dog at mindske afstanden ved at Skype ofte med farmor og farfar og tager på længere besøg, ligesom farmor også kommer på besøg her. Men det bliver bare ikke det samme.

Og så er jeg helt naturligt også tættere med min mor end min svigermor, selvom jeg har verdens bedste (hvis jeg selv skal sige det). Min mor har jeg jo kendt hele mit liv ;-)

Jeg er spændt på, hvordan det bliver at blive farmor en dag (forhåbentlig ligger det mindst 25 år ude i fremtiden!). Jeg håber, jeg kan få et godt forhold med min sviger, og jeg vil selvfølgelig gøre, hvad jeg kan, men der er jo ingen garantier.

Min egen farmor har aldrig rigtig gidet at være farmor... ej Heller mormor for min fætter og kusine... hun har bare aldrig prioritet hverken sine børn eller børnebørn særlig højt... 

Mine egne børns farmor og farfar viser begrænset interesse... De er ikke rigtg glade for små børn og min svigerfar har flere gange drillet vores datter på 4 og fortsætter selvom hun græsser. .. De gidder Heller ikke passe dem og den slags hygge ting... så det giver jo lidt sig selv... 

Jeg har 2 piger... så jeg bliver aldrig farmor... men jeg tænker at det der gælder for både farmor og mormor er at starte med at havde et godt forhold til sine børn og deres kærester... at huske på at de har deres eget liv og grænser og at selvom de var dine små børn så er de nu voksne... men samtidig ikke bakke helt ud af deres liv men tage imod kærester/ægtefæller med åbne arme... for hvis forholdet der først går skævt... så Gør det det oftest også for børnebørnene... 

Her er farmor meget vigtig. Hun er sød til at komme og besøge os. hun har generelt mere overskud end min mor (min mors mand er MEGET syg). Vi ELSKER farmor.  Vi elsker også farfar, men farmor er bare SÅ god til vores dreng