Hvert fjerde barn udsættes for vold

Skovrup skriver:

Overvejede længe om mit svar skulle være anonymt eller ej, kom frem til folk tager det mest seriøst når man står frem med synlig brugernavn. Så her kommer mit længere svar på tråden....

Jeg er blevet udsat for fysisk og psykisk vold, min biologiske mor er alkoholiker og hun kunne ikke finde ud af at være en kærlig moder, selvom hun til tider forsøgte. Jeg har så været så heldig at jeg boede hos min far og "kun" blev udsat for de ting min moders liv bød på, hver anden weekend de første 13 år af mit liv, indtil en voldsepisode var så slem at hospitalet og politiet var med inden over og jeg fik lov til at undgå samvær. 

Jeg vil sige at den fysiske vold, slag, spark og andre fysiske ting, er meget lettere at distancere sig fra, end den psykiske del af de ting, at få fortalt man ikke duer til noget, at man er grim, dum og aldrig bliver til andet end en hund. Det er værre at få at vide og være alene i situationen fordi man ikke føler nogen andre vil lytte og forstå. Ud over det er det miljø min biologiske mor levede i og kom i, nok også noget af det der har været slemt, gamle sutter fra bæverdingen, følelsen og lugten af fremmede mænd og kvinder som man ikke anede om var for nærgående, aggressive eller ubehagelige, det konstante behov for at holde øje med situationen i forhold til de mennesker man mødte og hvilket humør de er i og hvilket humør de er i når de får nok øl indenbords. 

Jeg kendte til mange i min egen alder og yngre som havde forældre der var voldelige.... husker min bedste legekammerat fra skolen, hans mors kæresten blev engang så sur at han stak en skruetrækker igennem overarmen.... det var også som om det var dem jeg legede bedst med, for det var dem der forstod, vi havde noget til fælles, til trods for vi ikke snakkede om det som sådan. Det var et meget indforstået bånd. 

Med hensyn til om jeg ville bruge vold mod mit eget barn? Nej! Aldrig om jeg ville udsætte min elskede søn for vold! Han skal aldrig udsættes for noget så ydmygende som fysisk eller psykisk vold af sin mor eller nogen anden. Jeg elsker min søn, kærlighed viser man ikke ved at udøve vold. Han vokser op i et kærligt hjem, med trygge faste rammer hvor han kan vokse op uden at skulle igennem et følelses mareridt som jæger ham resten af livet. 

For mit eget vedkommende har det været en process at blive voksen og opdage de gode sider af livet og opleve at jeg godt kan være en god Mor. Glæden over at min far har været en fast del af mit liv som jeg altid har kunne komme til, som altid har været der, selvom jeg ikke kunne fortælle ham om de ting der skete hos min moder, før den dag hospitalet og politiet måtte inddrages. Det eneste han vidste om mine besøg hos min moder før, var at jeg var træt, indelukket, vred, sur, nedtrykt og helt energiforladt når jeg kom hjem. Alligevel har han været der for mig og det eneste han kunne var at vente på jeg var klar til at stå frem, han vidste han ikke kunne tvinge det ud af mig. 

Det svært at formulere det så alle forstår, men det bliver nok ikke bedre formuleret end hvordan det skrevet nu, jeg kan ikke forklare hvordan det har været at være i mine, min moders, min fars eller for den sags skyld mine mindre søskende som har boet og stadig bor hos min biologiske moder. 

Men vold er aldrig acceptabelt

Aldig.....

Hvor er du cool at du fortæller det - og hvor er din far bare KÆMPE sej! Hvor er det bare fedt at høre at han bare har tacklet situationen på en måde, som er beundringsværdig! Godt at du, som barn, havde ham  Det lyder også til at det har været medvirkende til at du kunne blive den mor, du gerne ville - fordi du har haft en kærlig forælder, som mødte dine behov 

Anonym skriver:

Jeg læste for et stykke tid siden en artikel på dr.dk, hvor de satte fokus på vold imod børn. 

En undersøgelse viser at hvert fjerde barn, bliver udsat for vold i hjemmet. Jeg er meget chokeret over det, og blev faktisk overrasket over at tallet er så højt. 

Jeg troede at det hørte fortiden til, og det ikke fandt sted længere. Personligt er jeg få gange blevet slået bagi, hvor jeg kom over knæet og fik smæk  

Jeg ville aldrig bruge det imod min egen datter, og synes det var et stort tillidsbrud dengang. 

 

Hvad tænker i om emnet? Er i vokset op med vold, og ville i udsætte jeres børn for det? 

 

Jeg er vokset op med en god gammeldaws endefuld. Jeg tænker at det har været et udtryk for afmagt eller manglende pædagogiske redskaber.

Det sagt, så var der helt indtil slut 80'erne jo ikke lavet de store forskningsværker omkring effekterne af den slags "pædagogik", hvorfor det ikke sås som et overgreb. Og i den kontekst, var det jo som sådan ikke "forkert". Heller ikke strafferetsligt. Revsel af børn blev først ulovligt i 1997!!!

Og nej jeg kunne ikke finde på korporlig afstraffelse af mine børn heller ikke i afmagt eller som opdragende redskab.

De 25% tænker jeg er rimelig spot on og jeg tænker at der her er tale om fysisk vold.

I visse demografiske grupper i samfundet er tallet væsentlig højere!!

F.eks. er seksuel vold i visse kulturer nærmere normen end undtagelsen.

Sad but true.

Skovrup skriver:

tak for de fine ord 

Men det ser ikke ud til denne tråd er interessant for trådstarter mere, for der ikke meget feedback 

Der er mange andre der læser med og kan bruge det du skriver. 

modesty skriver:

Der er mange andre der læser med og kan bruge det du skriver. 

Det håber jeg 

Hvad er en endefuld/røvfuld? Sådan HELT præcist og skåret ud i pap?

Jeg bliver 28 i morgen og har selv fået en endefuld en enkelt gang under min opvækst, og jeg husker det tydeligt. Jeg fik at vide at jeg ikke skulle lege ude i mine splinternye laksko og derefter kiggede jeg min mor lige i øjene imens jeg hoppede i den største mudderpøl jeg kunne finde. Jeg fik efterfølgende en bagi af min far og har egentligt altid tænkt at han handlede i afmagt fordi han ikke anede hvad han ellers skulle gøre. Det er ikke noget der har sat sig i mig på en negativ måde. Det har min mors psykiske ustabilitet til gengæld. 

Jeg voksede op med at jeg aldrig kunne give udtryk for at jeg var vred på min mor eller uenig i noget hun mente. Hvis min mor eksempelvis kom for sent en dag og jeg fik sagt at det var irriterende fik jeg svar tilbage som "ja, jeg duer heller ikke til at være mor, jeg måtte hellere grave mig ned i en jordhule", eller "I ville også allesammen ha det meget bedre end mig." Hvorefter jeg så gang på gang måtte overbevise min mor om at hun var god nok. Det har påvirket mig helt enormt i dag, jeg tager slet ikke hensyn til mine egne følelser og da jeg blev udsat for seksuelle overgreb uden at min mor greb ind kunne jeg heller ikke få mig selv til at være vred på hende. Selvsagt har jeg været igennem flere terapiforløb både for overgrebene men også for at kunne løsrive mig fra det greb min mor har haft i mig og være i stand til at være vred på hende over at hun har svigtet mig. Og det er faktisk en daglig kamp for mig at kunne holde fast i mig selv og at mine følelser er okay. 

Det var en lang smøre. 

Det jeg ville frem til var bare, at selvfølgelig er vold ikke i orden, men der er for lidt fokus på hvordan det psykiske kan sætte sig i børn. Jeg vil for alt i verden aldrig slå mit barn, men jeg vil heller aldrig tillade at min søns følelser bliver gjort forkerte eller at han skal ha ansvaret for mine følelser. Hvis han synes jeg er dum fordi jeg siger nej, skal han ha lov til det, og det skal jeg som voksen kunne rumme og sige, "det er okay du synes det, men jeg siger nej til dig fordi...." 

rytteriet skriver:

Hvad er en endefuld/røvfuld? Sådan HELT præcist og skåret ud i pap?

At man bliver slået med flad hånd på numsen.. 

modesty skriver:

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men det var IKKE normalen for f.eks 30 år siden at slå sine børn.

Jeg havde for lidt tid siden en snak med en veninde, vi er hhv 33 og 32, og hun mente nemlig os det var normalt at slå sine børn der i slut 80'er/start 90'erne - ) og jeg mente at det var det bestemt ikke. 

MEN, hun er opvokset i et belastet miljø, i en af dks største ghettoer , og ifl hende var det normal opdragelse for hende og hendes venner og veninder. Jeg er opvokset i den pænere del af byen og gik på privat skole, og har aldrig oplevet eller hørt om en ven/veninde få røvfuld eller andet. 

Jeg var noget overrasket over hvor normalt en røvfuld var for hende og hendes venner, for i min verden har jeg aldrig lært andet end at man ikke må slå på børn.

Jeg ved ikke om det er en grov generalisering eller hvad man skal kalde det, men den største forskel på hende og jeg er virkelig miljøet vi er opvokset i, for alder osv er ret ens, vi boede i samme storby, havde begge forældre, søskende osv. Mine forældre var uddannede, med ejerbolig og jobs, hendes ufaglærte, og til tider arbejdsløse.

Jeg tror alle idag ved det er forkert at slå børn, men for 30-40 år siden kunne uddannelse og derved viden, måske være en afgørende forskel for om man slog sine børn? 

I betragtning af det høje procent tal, så burde der jo være flere der meldte sig på banen, men det er jo et følsomt emne...

Jeg er selv vokset op med røvfuld, og troede vel det var meget normalt. En enkelt gang gav min mor mig en lussing fordi jeg som teenager kaldte hende en dum ko, det virkede (jeg gjorde det aldrig igen), men jo kun fordi det kom som et chok fordi hun aldrig havde gjort det før. Røvfulde synes jeg jeg fik ofte, og de havde derfor heller ingen effekt. Af samme årsag slår jeg som udgangspunkt ikke mine egne børn, MEN vi tæller nok med i statistikken alligevel....

Jeg har 2 gange vappet min pige over fingrene, den første gang husker jeg ikke hvorfor, den anden gang var fordi hun blev ved med at tænde en vandhane jeg havde bedt hende slukke. Hun var 3 og vi havde jo lært hende at man ikke må slå, så hun blev virkelig dybt ulykkelig over at jeg havde slået hende. Det var lidt svært at bortforklare, og det sker heller ikke igen.

Så har jeg en dreng på 22 mdr der er en gevaldig pilfinger, især stik kontakter er hans favorit lige for tiden, og han hører ikke efter uanset om vi siger det 5 gange, fjerner ham fra dem osv. Så det er altså også sket at han har fået et dask over fingrene, hellere det end at der sker noget mere alvorligt.

Råbe ad dem gør jeg også, jeg siger ikke noget negativt om dem, men altså når de ikke hører efter, så løber min tålmodighed ud på et tidspunkt. Det er da ikke fordi jeg ønsker at gøre det, ville da ønske jeg var bedre til at håndtere de situationer, men det er vel også ok at forældre bliver vrede hvis børnene ikke opfører sig ordentligt eller ad - er al råberi det samme som vold...?

Lomm skriver:

I betragtning af det høje procent tal, så burde der jo være flere der meldte sig på banen, men det er jo et følsomt emne...

Jeg er selv vokset op med røvfuld, og troede vel det var meget normalt. En enkelt gang gav min mor mig en lussing fordi jeg som teenager kaldte hende en dum ko, det virkede (jeg gjorde det aldrig igen), men jo kun fordi det kom som et chok fordi hun aldrig havde gjort det før. Røvfulde synes jeg jeg fik ofte, og de havde derfor heller ingen effekt. Af samme årsag slår jeg som udgangspunkt ikke mine egne børn, MEN vi tæller nok med i statistikken alligevel....

Jeg har 2 gange vappet min pige over fingrene, den første gang husker jeg ikke hvorfor, den anden gang var fordi hun blev ved med at tænde en vandhane jeg havde bedt hende slukke. Hun var 3 og vi havde jo lært hende at man ikke må slå, så hun blev virkelig dybt ulykkelig over at jeg havde slået hende. Det var lidt svært at bortforklare, og det sker heller ikke igen.

Så har jeg en dreng på 22 mdr der er en gevaldig pilfinger, især stik kontakter er hans favorit lige for tiden, og han hører ikke efter uanset om vi siger det 5 gange, fjerner ham fra dem osv. Så det er altså også sket at han har fået et dask over fingrene, hellere det end at der sker noget mere alvorligt.

Råbe ad dem gør jeg også, jeg siger ikke noget negativt om dem, men altså når de ikke hører efter, så løber min tålmodighed ud på et tidspunkt. Det er da ikke fordi jeg ønsker at gøre det, ville da ønske jeg var bedre til at håndtere de situationer, men det er vel også ok at forældre bliver vrede hvis børnene ikke opfører sig ordentligt eller ad - er al råberi det samme som vold...?

Det kan være at du skal have lidt rådgivning omkring de situationer der er hårde.. Så det måske kan blive nemmere at tackle?... 

I min verden er det vold hvis man bruger rap over fingrene som konsekvens, og råber af sine børn som konsekvens...