Overvejede længe om mit svar skulle være anonymt eller ej, kom frem til folk tager det mest seriøst når man står frem med synlig brugernavn. Så her kommer mit længere svar på tråden....
Jeg er blevet udsat for fysisk og psykisk vold, min biologiske mor er alkoholiker og hun kunne ikke finde ud af at være en kærlig moder, selvom hun til tider forsøgte. Jeg har så været så heldig at jeg boede hos min far og "kun" blev udsat for de ting min moders liv bød på, hver anden weekend de første 13 år af mit liv, indtil en voldsepisode var så slem at hospitalet og politiet var med inden over og jeg fik lov til at undgå samvær.
Jeg vil sige at den fysiske vold, slag, spark og andre fysiske ting, er meget lettere at distancere sig fra, end den psykiske del af de ting, at få fortalt man ikke duer til noget, at man er grim, dum og aldrig bliver til andet end en hund. Det er værre at få at vide og være alene i situationen fordi man ikke føler nogen andre vil lytte og forstå. Ud over det er det miljø min biologiske mor levede i og kom i, nok også noget af det der har været slemt, gamle sutter fra bæverdingen, følelsen og lugten af fremmede mænd og kvinder som man ikke anede om var for nærgående, aggressive eller ubehagelige, det konstante behov for at holde øje med situationen i forhold til de mennesker man mødte og hvilket humør de er i og hvilket humør de er i når de får nok øl indenbords.
Jeg kendte til mange i min egen alder og yngre som havde forældre der var voldelige.... husker min bedste legekammerat fra skolen, hans mors kæresten blev engang så sur at han stak en skruetrækker igennem overarmen.... det var også som om det var dem jeg legede bedst med, for det var dem der forstod, vi havde noget til fælles, til trods for vi ikke snakkede om det som sådan. Det var et meget indforstået bånd.
Med hensyn til om jeg ville bruge vold mod mit eget barn? Nej! Aldrig om jeg ville udsætte min elskede søn for vold! Han skal aldrig udsættes for noget så ydmygende som fysisk eller psykisk vold af sin mor eller nogen anden. Jeg elsker min søn, kærlighed viser man ikke ved at udøve vold. Han vokser op i et kærligt hjem, med trygge faste rammer hvor han kan vokse op uden at skulle igennem et følelses mareridt som jæger ham resten af livet.
For mit eget vedkommende har det været en process at blive voksen og opdage de gode sider af livet og opleve at jeg godt kan være en god Mor. Glæden over at min far har været en fast del af mit liv som jeg altid har kunne komme til, som altid har været der, selvom jeg ikke kunne fortælle ham om de ting der skete hos min moder, før den dag hospitalet og politiet måtte inddrages. Det eneste han vidste om mine besøg hos min moder før, var at jeg var træt, indelukket, vred, sur, nedtrykt og helt energiforladt når jeg kom hjem. Alligevel har han været der for mig og det eneste han kunne var at vente på jeg var klar til at stå frem, han vidste han ikke kunne tvinge det ud af mig.
Det svært at formulere det så alle forstår, men det bliver nok ikke bedre formuleret end hvordan det skrevet nu, jeg kan ikke forklare hvordan det har været at være i mine, min moders, min fars eller for den sags skyld mine mindre søskende som har boet og stadig bor hos min biologiske moder.
Men vold er aldrig acceptabelt
Aldig.....
