Opdragelse.

alenemor42 skriver:

Ej ok.... gå lige i selvsving over ordet bitch. 

Ts jeg forstår udemærket hvad du mener ved at beskrive dine datters opførsel som en bitch. Hun er højst sandsynligt præ teen... det blev min datter i samme alder. Jeg accepterende på ingen måde sådan en opførsel. Det måtte foregå på værelset indtil hun mener hun kan opføre sig passende. Hun er 9 år og ved udmærket hvordan hun skal opføre sig. 

Fortæl hende at i ikke kan tale sammen når hun opfører sig sådan og ignorer hendes adfærd.

synes det er uacceptabelt at tænke sådan om sine børn.... 

derudover bryder Jeg BESTEMT ikke om at du skriver hun bare skal ignorere adfærden? pigen er 9 år gammel, der er en grund til hun reagere som hun gør. hun skal ikke ignoreres hun skal hjælpes! 

MomBV skriver:

synes det er uacceptabelt at tænke sådan om sine børn.... 

 

derudover bryder Jeg BESTEMT ikke om at du skriver hun bare skal ignorere adfærden? pigen er 9 år gammel, der er en grund til hun reagere som hun gør. hun skal ikke ignoreres hun skal hjælpes! 

Nu er det jo ligegyldigt hvad du syntes er uacceptabelt.

Hvad skal hun præcis hjælpes med? Har du selv en præ teenage pige med temperament?

Det er helt hen i vejret at hver gang et barn reagerer så skal der tolkes på og der skal pilles navle. Nogle gange er det noget så simpelt som temperament og begyndende hormoner og magt kamp....

Også fra 9 årige �� og hun lyder præcis beskrevet som min datter var i samme alder og deres sådan en adfærd uacceptabel. 

Og skulle der ligge andet bag er jeg helt sikker på at ts havde beskrevet det.

Anonym skriver:

Hej med jer! 

 

Jeg har pt. nogle udfordringer med min datter på snart 9 år, som kan være en BITCH! :O

Når jeg skælder ud, fordi hun hverken hører efter eller snakker MEGET grimt "flipper" hun ud! 

Bare hvis vi sidder og laver lektier, hvor jeg sidder og hjælper hende alt hvad jeg kan, kan hun finde på bare at skubbe det fra sig! 

- smækker med døre!

- smider med sine og vores ting( så som tæpper, bøger osv.)

- skal banke på ALT! 

- tramper som sindsygt i gulvet!

Jeg har afprøvet time-out på værelset, hvilket IKKE hjælper! 

 

HVAD FANDEN GØR I!?!??!? :O 

Tror din datter er en præ teenager, hvor hormonerne er begyndt at køre rundt i kroppen på hende. Det kan være super hårdt, men træk vejret dybt og tænk på at det er en periode. Selvfølgelig skal hun have at vide hvad der er rigtigt og forkert, men så er den heller ikke meget længere hvis det er det der driller. Jeg har selv haft 2 stk, der også skulle igennem den periode, men de er da kommet ud på den anden side som fornuftige unge mennesker. Synes ikke at hun lyder værre end så mange andre i den alder og kan ikke se hvorfor at der skulle gøres specielle tiltag nu

alenemor42 skriver:

Nu er det jo ligegyldigt hvad du syntes er uacceptabelt.

Hvad skal hun præcis hjælpes med? Har du selv en præ teenage pige med temperament?

Det er helt hen i vejret at hver gang et barn reagerer så skal der tolkes på og der skal pilles navle. Nogle gange er det noget så simpelt som temperament og begyndende hormoner og magt kamp....

Også fra 9 årige �� og hun lyder præcis beskrevet som min datter var i samme alder og deres sådan en adfærd uacceptabel. 

Og skulle der ligge andet bag er jeg helt sikker på at ts havde beskrevet det.

Men VED DU om det ''bare'' er hendes temperament? Nej Jeg har ikke en præ teenager men Jeg har selv været teenager engang & Jeg ved hvorfor Jeg reagerede som Jeg gjorde dengang. 

Jeg synes det er latterligt & dumt bare at antage det er det eneste. derudover så kan man altså også hjælpe pigen med at rumme sig selv & andre mennesker bedre .... 

Min ældste er kun 6 år, så jeg kan ikke rigtig udtale mig om, hvad der kunne være årsagen til din datters opførsel. Endnu en fase? Forestiller mig at der sker meget med dem i den alder.

Men hvis jeg lige skal tage udgangspunkt i min egen datter (som i øvrigt er sensitiv), så er det i de perioder, hvor hun ikke får sovet nok, hvor vi af forskellige årsager ikke har spist ordentligt og hun har fået for meget slik og søde sager og hvor der har været for meget på programmet, at hun får de frygteligste anfald og de kommer ud af det blå. Hun bliver totalt utilregnelig. 

Samtidig reagerer hun også, hvis min mand og jeg er stressede eller i dårligt humør, så vi plejer at starte med at kigge på os selv først. Snerrer vi meget eller har en kort lunte? Taler vi med hende og ikke til hende? 

Måske skal du også starte der med din datter?