Når virkeligheden skuffer

Vi har snakket MANGE gange, kan se at jeg for over to år siden oprettede en tråd her inde om vores problemer. Siden der har vi snakket mange gange, men han er typen der siger "fra imorgen gør jeg" " vi laver skærmfri aften en dag om ugen og er sammen" " vi skal også snart ud og spise" osv osv, men det bliver ved snakken. Han har intentionerne tror jeg, og når vi smakker får jeg håbet om at alt bliver som før. 

Jeg vil rigtig gerne giften osv med den mand han var FØR, men den mand er han ikke mere. Jeg kan stadig få en lykkefølelse når jeg ser ham f.eks med vores børn, men det er bare ikke nok. 

F.eks ved jeg at han nogle gange lyver overfor mig, det står ud af øjnene på ham, men han vil ikke indrømme det. "Nej jeg har ikke fået hele min SU" okay, men du har lige pludseligt penge til smøger i tide og utide, samtidig står jeg med 50kr på kontoen og skal sørge for mad bleer osv til to børn. Og det er sjovt nok altid kun ham hvor der sker mystiske fejl som ikke bliver rettet økonomisk, f.eks lånte han 1000kr af min opsparing til at bestille arbejdstøj inde fra skolen af, det kom aldrig fordi så var der fejl med et eller andet, så skulle pengene føres tilbage, men så var der dit og dat og jeg har aldrig set skyggen af de penge. 

Men sådan har det ikke altid været, på en eller anden måde er jeg mere blevet hans mor end kæreste. Måske også fordi vi ikke som om har noget kæreste forhold tilbage, men så alligevel er der lige en enkelt dag hvor han forsøger og jeg får en anelse om at det nok skal blive godt, men det varer en dag også er det slut. 

Jeg har lyst til at bede ham om at flytte, for er overbevist om at en øjenåbner ville skubbe ham igang igen, men flytter han i en periode, ved jeg at min familie forevigt, vil tænke dårligt om ham, om ham som "svigter" deres niece, kusine, datter osv.

Er det ikke bedre at din familie for evigt vil tænke dårligt om ham, end at I bliver skilt?

Skid på hvad familien tænker. Det er ikke vigtigt, det vigtige er jeres forhold og jeres børn.

Desuden kan du jo vinkle situationen. Du kan sige at det er dig der har smidt ham ud (hvilket vel også er sandheden). Du behøver jo ikke at give dem detaljerne om hvorfor.

Nogle gange hjælper det at give slip... Altså på ansvaret.. Vis ham hvordan tingene ville se ud hvis du ikke gjorde en skid.. For nogle går det først op for dem når de ser det, det hjælper ikke noget at vi bare siger det til dem... Og for himmelens skyld, så skal du sige at du vil have gjort noget ud af mærkedage, det hjælper ikke at komme med fine små hentydninger, nogle mænd flyver det lige over hovedet på

Og undskyld hvis jeg gentager nogle, har ikke læst de andre svar

Først vil jeg give en kæmpe krammer igennem skærmen. 

Jeg har været i den samme situation som du står i. Vi var sammen i 6 år og allerede efter 6 måneder vidste jeg at der var problemer med økonomi osv, men jeg er ikke typen der giver op, så jeg kæmpede. Vi slog op en del gange, men hver gang blev han god igen og lovede mig at det nok skulle blive bedre. Vi får så en dejlig datter og allerede da jeg bliver gravid bliver han værre. 

Han havde aldrig penge, jeg betalte alt. Han var i RKI og havde en bunke ubetalte regninger. 

Da min datter er 7 måneder får jeg nok og vælger at flytte med det samme. Jeg var så heldig at kunne flytte hjem til min far så skulle ikke op med penge. Men det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget i mit liv. Alle forhold har problemer og man vil altid tænke at alle andre har det bedre, men det har de ikke. Man skilter bare ikke med sine problemer offentligt. Derfor det altid virker grønnere.

I dag er det 3 år siden jeg flyttet og jeg har aldrig haft så mange penge før i mit liv, min datter har det super godt. Vi er flyttet sammen med min kæreste som vi skal til at bygge nyt hus med og vi har virkelig ikke nogle økonomiske problemer. Vi skændes aldrig, men vi har altså også problemer. De er bare ikke så store. 

Så du skal finde ud af hvad du synes er det bedste for dig og dine børn. Hvis du er glad er dine børn glade og det er kun dig der har ansvaret for hvordan dit liv skal være. Skal det være det grønneste græs eller skal det være halv vissen. 

Jeg synes, det lyder som om din mand/kæreste har behov for et spark. Enten i forhold til at få hjælp - eller til at komme i omdrejninger igen. 

Hvis du gerne vil terapi, så synes jeg, du skal fortælle ham, at DU går og er ked af det, og derfor vil DU i terapi, og du forventer selvfølgelig, som den dejlige kæreste han er, at han tager med og støtter dig. På den måde kommer han ikke til at føle det som et angreb. 

Hvis du på den anden side føler, han bare er blevet for magelig, så hold op med at gøre ting for ham. Du kan sagtens vaske dit og børnenes tøj uden at vaske hans. Og hvis han ikke betaler nok penge ind på fælleskontoen, så er konsekvensen jo, at nogle ting må fravælges. Fx. tv-abonnement, internet, hans playstation må sælges, etc.

Min man havde en irriterenede vane med at droppe sit tøj på gulvet. En dag fortalte jeg ham ganske simpelt at dét der ikke lå i kurven, det blev ikke vasket. Han løb kun tør for sokker og Boxershorts een gang, så havde han fattet det.