Når virkeligheden skuffer

Jeg drømte i nat en drøm. En drøm hvor jeg var sammen med en mand som ville mig, en mand der havde styr på sit liv, og som gjorde noget for at glæde mig! Mine børn var der også, han var faren. 

Så vågnede jeg jeg vågnede op til en kæreste som lå på sofaen og sov igen, han har altid undskylninger for at blive oppe efter mig. Jeg vågnede op til en mand som ikke længere gør noget ud af sig selv, som ikke tager ansvar for vores økonomi og som ikke længere viser han vil mig. 

Jeg vågnede op til et liv hvor økonomien sejler, grundet en uansvarlig mand, og hvor jeg ikke pt kan se enden på det, et liv hvor jeg bor til leje i en lille lejlighed, hvor jeg står for madpakker, morgenmad, få børnene afsted og i tøjet. 

Det var bare ikke sådan her jeg så mit liv, snart 30 og ikke styr på en skid.

jeg har mange håb og drømme for min fremtid, og kan blive glad ved tanken om at blive gift, flytte i hus, se vores børn vokse op. Problemet er at min kæreste ikke vokser op.

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, ved jeg burde tage ansvar for mit eget liv, skabe min egen lykke. Men er græsset virkeligt grønnere på den anden side? 

Så dårligt har vi det vel heller ikke, det er jo hverken fordi han slår eller råber, han hjælper da også til her hjemme, men jeg laver mere end ham. Han er en nærværende far, når det passer ind hos ham.

bliver jeg virkeligt mere lykkelig i en lejlighed alene? Ja min økonomi ville være bedre, jeg ville nok også være mere social, og ville ikke være skuffet hver aften jeg skulle gå alene i seng, eller hver gang han ikke lige sørger for at gøre lidt ekstra på mærkedage. 

Men samtidig, ikke at have nogen at dele hverdagen med, at dagene hvor børnene trækker tænder ud, ikke at kunne "aflevere" dem på fars skød så jeg kan lave mad. Vi har været sammen siden vi var teenagere, og har meget historie, han var der da min far døde, da vi mistede et barn sent i graviditeten. Nogle ting som ingen andre har været en del af.

Ved ikke hvor jeg ville hen med dette, kan bare ikke slippe tanken om at det her ikke var målet.

Nej græsset er ikke grønnere på den anden side. 

Der er problemer i alle forhold, spørgsmålet er bare hvordan man takler dem.

har du prøvet at snakke med ham? Det lyder som om at I har brugt for at snakke og gå i dybden med det der nager dig. 

Mig ja man er selv ansvarlig for sin lykke, så græsset kan også blive grønt på jeres side. 

Tænker om du vil giftes og have hus fordi det virkelig er dit ønske eller fordi det er det alle gør? For man kan sagtens være lykkelig ude

Liv_86 skriver:

Nej græsset er ikke grønnere på den anden side. 

Der er problemer i alle forhold, spørgsmålet er bare hvordan man takler dem.

har du prøvet at snakke med ham? Det lyder som om at I har brugt for at snakke og gå i dybden med det der nager dig. 

Mig ja man er selv ansvarlig for sin lykke, så græsset kan også blive grønt på jeres side. 

Tænker om du vil giftes og have hus fordi det virkelig er dit ønske eller fordi det er det alle gør? For man kan sagtens være lykkelig ude

Vi har snakket MANGE gange, kan se at jeg for over to år siden oprettede en tråd her inde om vores problemer. Siden der har vi snakket mange gange, men han er typen der siger "fra imorgen gør jeg" " vi laver skærmfri aften en dag om ugen og er sammen" " vi skal også snart ud og spise" osv osv, men det bliver ved snakken. Han har intentionerne tror jeg, og når vi smakker får jeg håbet om at alt bliver som før. 

Jeg vil rigtig gerne giften osv med den mand han var FØR, men den mand er han ikke mere. Jeg kan stadig få en lykkefølelse når jeg ser ham f.eks med vores børn, men det er bare ikke nok. 

F.eks ved jeg at han nogle gange lyver overfor mig, det står ud af øjnene på ham, men han vil ikke indrømme det. "Nej jeg har ikke fået hele min SU" okay, men du har lige pludseligt penge til smøger i tide og utide, samtidig står jeg med 50kr på kontoen og skal sørge for mad bleer osv til to børn. Og det er sjovt nok altid kun ham hvor der sker mystiske fejl som ikke bliver rettet økonomisk, f.eks lånte han 1000kr af min opsparing til at bestille arbejdstøj inde fra skolen af, det kom aldrig fordi så var der fejl med et eller andet, så skulle pengene føres tilbage, men så var der dit og dat og jeg har aldrig set skyggen af de penge. 

Men sådan har det ikke altid været, på en eller anden måde er jeg mere blevet hans mor end kæreste. Måske også fordi vi ikke som om har noget kæreste forhold tilbage, men så alligevel er der lige en enkelt dag hvor han forsøger og jeg får en anelse om at det nok skal blive godt, men det varer en dag også er det slut. 

Jeg har lyst til at bede ham om at flytte, for er overbevist om at en øjenåbner ville skubbe ham igang igen, men flytter han i en periode, ved jeg at min familie forevigt, vil tænke dårligt om ham, om ham som "svigter" deres niece, kusine, datter osv.

Anonym skriver:

Jeg drømte i nat en drøm. En drøm hvor jeg var sammen med en mand som ville mig, en mand der havde styr på sit liv, og som gjorde noget for at glæde mig! Mine børn var der også, han var faren. 

Så vågnede jeg jeg vågnede op til en kæreste som lå på sofaen og sov igen, han har altid undskylninger for at blive oppe efter mig. Jeg vågnede op til en mand som ikke længere gør noget ud af sig selv, som ikke tager ansvar for vores økonomi og som ikke længere viser han vil mig. 

Jeg vågnede op til et liv hvor økonomien sejler, grundet en uansvarlig mand, og hvor jeg ikke pt kan se enden på det, et liv hvor jeg bor til leje i en lille lejlighed, hvor jeg står for madpakker, morgenmad, få børnene afsted og i tøjet. 

 

Det var bare ikke sådan her jeg så mit liv, snart 30 og ikke styr på en skid.

jeg har mange håb og drømme for min fremtid, og kan blive glad ved tanken om at blive gift, flytte i hus, se vores børn vokse op. Problemet er at min kæreste ikke vokser op.

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, ved jeg burde tage ansvar for mit eget liv, skabe min egen lykke. Men er græsset virkeligt grønnere på den anden side? 

Så dårligt har vi det vel heller ikke, det er jo hverken fordi han slår eller råber, han hjælper da også til her hjemme, men jeg laver mere end ham. Han er en nærværende far, når det passer ind hos ham.

bliver jeg virkeligt mere lykkelig i en lejlighed alene? Ja min økonomi ville være bedre, jeg ville nok også være mere social, og ville ikke være skuffet hver aften jeg skulle gå alene i seng, eller hver gang han ikke lige sørger for at gøre lidt ekstra på mærkedage. 

Men samtidig, ikke at have nogen at dele hverdagen med, at dagene hvor børnene trækker tænder ud, ikke at kunne "aflevere" dem på fars skød så jeg kan lave mad. Vi har været sammen siden vi var teenagere, og har meget historie, han var der da min far døde, da vi mistede et barn sent i graviditeten. Nogle ting som ingen andre har været en del af.

 

Ved ikke hvor jeg ville hen med dette, kan bare ikke slippe tanken om at det her ikke var målet.

Vis din mand det, du har skrevet og fortæl ham, at du ønsker et bedre liv med eller uden ham.

Anonym skriver:

Vis din mand det, du har skrevet og fortæl ham, at du ønsker et bedre liv med eller uden ham.

Jeg har sagt de samme ting til ham flere gange, intet ændre sig. Læste lige en anden tråd der er oppe lige nu, hvor TS sagde noget som er rigtig her også. 

Jeg "glemmer hurtigt" nu er økonomi og intimitet vores store problematikker. Vi har samme indkomst og betaler derfor det samme til vores budgetkonto, jeg betaler mit og mere til, han betaler for lidt og har en undskyldning for det, jeg bliver tosset og føler ikke jeg kam eller vil mere, så går dagene, jeg ordner som altid problemet og hverdagen fortsætter, og jeg glemmer at være vred. Eller vi snakker om vores manglende sex liv, at jeg altid går alene i seng, så er vi måske til fødselsdag og han er opmærksom på mig og børnene, også et alle de dårlige ting slettet i min hjerne for en stund. Men dagen efter er vi tilbage og jeg føler ikke jeg kan hive episoder op som er flere dage gamle

Først og fremmest er kæmpe kram, hvor lyder det hårdt

hvis du har oprettet en lignende tråd for 2 år siden må der vist ske noget nyt. Du er for ung til at du skal oprette lignende tråde om 2, 5 og 10 år. Du har sgu kun et liv

jeg tror egentlig godt du ved hvad du inderst inde vil. Du skal glemme hvad andre tænker om din mand og gøre det du føler er bedst for dig og dine børn

du gør sgu også din mand en bjørnetjeneste ved at lade ham forblive et barn. Han må lære at tage ansvar og blive voksen med eller uden dig. 

Anonym skriver:

Jeg har sagt de samme ting til ham flere gange, intet ændre sig. Læste lige en anden tråd der er oppe lige nu, hvor TS sagde noget som er rigtig her også. 

Jeg "glemmer hurtigt" nu er økonomi og intimitet vores store problematikker. Vi har samme indkomst og betaler derfor det samme til vores budgetkonto, jeg betaler mit og mere til, han betaler for lidt og har en undskyldning for det, jeg bliver tosset og føler ikke jeg kam eller vil mere, så går dagene, jeg ordner som altid problemet og hverdagen fortsætter, og jeg glemmer at være vred. Eller vi snakker om vores manglende sex liv, at jeg altid går alene i seng, så er vi måske til fødselsdag og han er opmærksom på mig og børnene, også et alle de dårlige ting slettet i min hjerne for en stund. Men dagen efter er vi tilbage og jeg føler ikke jeg kan hive episoder op som er flere dage gamle

"Jeg ordner som altid problemet"!

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Hvorfor synes du så, at han skal gøre mere? Hvorfor skulle han det? Du ordner det jo.

Hvad er undskyldningen for ikke at yde til budgettet?

Sæt jer sammen og betal regningerne, spørg ham (pænt), hvor pengene skal komme fra til den og den regning - og lad være med at redde hans røv!!!

Spørg dig selv, hvorfor han er blevet sådan??

Du er hans mor - og han behøver ikke yde, fed deal, han har kørende der.

Start med dig selv, hvis du vil se ændringer.

Mariehøne123 skriver:

Først og fremmest er kæmpe kram, hvor lyder det hårdt

hvis du har oprettet en lignende tråd for 2 år siden må der vist ske noget nyt. Du er for ung til at du skal oprette lignende tråde om 2, 5 og 10 år. Du har sgu kun et liv

jeg tror egentlig godt du ved hvad du inderst inde vil. Du skal glemme hvad andre tænker om din mand og gøre det du føler er bedst for dig og dine børn

du gør sgu også din mand en bjørnetjeneste ved at lade ham forblive et barn. Han må lære at tage ansvar og blive voksen med eller uden dig. 

Tusind tak for dit svar. 

Jeg må indrømme at jeg ikke ved hvad jeg vil, eller jo det ved jeg, men det kan ikke lade sig gøre. 

jeg vil være sammen med min kæreste, faren til mine børn. Som den ham var, men sådan er han ikke mere. Og når jeg sidder og ser min gamle tråd og hvor længe det er siden, må jeg nok indse at tingene aldrig ændrer sig, uanset hvor meget jeg kæmper for det 

Anonym skriver:

"Jeg ordner som altid problemet"!

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Hvorfor synes du så, at han skal gøre mere? Hvorfor skulle han det? Du ordner det jo.

Hvad er undskyldningen for ikke at yde til budgettet?

Sæt jer sammen og betal regningerne, spørg ham (pænt), hvor pengene skal komme fra til den og den regning - og lad være med at redde hans røv!!!

Spørg dig selv, hvorfor han er blevet sådan??

Du er hans mor - og han behøver ikke yde, fed deal, han har kørende der.

Start med dig selv, hvis du vil se ændringer.

 

Jeg klarer tingene, for ellers bliver det ikke gjort. Og jeg vil ikke havne i rki, eller have lukket min strøm for at lære ham at klare sig. Mine børn skal ikke vokse op i et hjem hvor der kommer folk rendende fordi vi ikke kam betale vores regninger.

det har så gjort at min arv er væk, på regninger osv, fordi der sker jo ikke noget ved lige at bruge 1000kr her og der, men nu er der ikke flere penge tilbage. 

Hans undskyldning er at hans SU ikke kommer, hans lån ikke kommer eller lign. Jeg spørger om jeg må se hans konto, ja det må jeg, men ikke lige nu/først når pengene kommer for der er jo ikke noget at se alligevel. Så jeg har en fornemmelse af at han får hvad han skal, men klatter pengene væk, også står jeg med ansvaret

Anonym skriver:

"Jeg ordner som altid problemet"!

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Hvorfor synes du så, at han skal gøre mere? Hvorfor skulle han det? Du ordner det jo.

Hvad er undskyldningen for ikke at yde til budgettet?

Sæt jer sammen og betal regningerne, spørg ham (pænt), hvor pengene skal komme fra til den og den regning - og lad være med at redde hans røv!!!

Spørg dig selv, hvorfor han er blevet sådan??

Du er hans mor - og han behøver ikke yde, fed deal, han har kørende der.

Start med dig selv, hvis du vil se ændringer.

 

Men du har ret, hvorfor skulle han gøre noget når det ikke er ham der sidder med bekymringerne.