Når virkeligheden skuffer

Anonym skriver:

Men du har ret, hvorfor skulle han gøre noget når det ikke er ham der sidder med bekymringerne. 

Lige præcist. Hvis du ikke gider at være hans mor, så stop med at behandle ham som din søn.

Det er ikke ondt ment, men han har INGEN grund til at tage ansvar, begrænse sig eller styre sit forbrug, hvis du alligevel altid redder ham. Det kan godt være at du primært gør det for at redde din egen bagdel, men resultatet er det samme.

Anonym skriver:

Jeg drømte i nat en drøm. En drøm hvor jeg var sammen med en mand som ville mig, en mand der havde styr på sit liv, og som gjorde noget for at glæde mig! Mine børn var der også, han var faren. 

Så vågnede jeg jeg vågnede op til en kæreste som lå på sofaen og sov igen, han har altid undskylninger for at blive oppe efter mig. Jeg vågnede op til en mand som ikke længere gør noget ud af sig selv, som ikke tager ansvar for vores økonomi og som ikke længere viser han vil mig. 

Jeg vågnede op til et liv hvor økonomien sejler, grundet en uansvarlig mand, og hvor jeg ikke pt kan se enden på det, et liv hvor jeg bor til leje i en lille lejlighed, hvor jeg står for madpakker, morgenmad, få børnene afsted og i tøjet. 

 

Det var bare ikke sådan her jeg så mit liv, snart 30 og ikke styr på en skid.

jeg har mange håb og drømme for min fremtid, og kan blive glad ved tanken om at blive gift, flytte i hus, se vores børn vokse op. Problemet er at min kæreste ikke vokser op.

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, ved jeg burde tage ansvar for mit eget liv, skabe min egen lykke. Men er græsset virkeligt grønnere på den anden side? 

Så dårligt har vi det vel heller ikke, det er jo hverken fordi han slår eller råber, han hjælper da også til her hjemme, men jeg laver mere end ham. Han er en nærværende far, når det passer ind hos ham.

bliver jeg virkeligt mere lykkelig i en lejlighed alene? Ja min økonomi ville være bedre, jeg ville nok også være mere social, og ville ikke være skuffet hver aften jeg skulle gå alene i seng, eller hver gang han ikke lige sørger for at gøre lidt ekstra på mærkedage. 

Men samtidig, ikke at have nogen at dele hverdagen med, at dagene hvor børnene trækker tænder ud, ikke at kunne "aflevere" dem på fars skød så jeg kan lave mad. Vi har været sammen siden vi var teenagere, og har meget historie, han var der da min far døde, da vi mistede et barn sent i graviditeten. Nogle ting som ingen andre har været en del af.

 

Ved ikke hvor jeg ville hen med dette, kan bare ikke slippe tanken om at det her ikke var målet.

Kære du

Først et kæmpe kram. Det lyder så hårdt.

Jeg har ikke en løsning til dig, men min mand og jeg har for ikke så længe siden gået i et længere parterapi forløb hos en psykolog. Her lærte jeg en rigtig vigtig ting. Psykologen startede med at høre vores historie kort, hvorefter hun sagde "Nina, hvad du har gjort, har Simon ladet ske" og Simon, hvad Nina har gjort, har du ladet ske".

Underforstået, at problemerne i et parfold opstår, hvis man glemmer sig selv og lader den anden gøre ting, som man faktisk bliver ked af. Der har man et ansvar for at få tingene sagt, og på en måde så den anden forstår alvoren. Jeg skulle lære at tænke, "sådan er man ikke kærester med mig" og stå ved det.

Jeg synes, du skal sætte din kæreste ned og fortælle ham, hvor du i virkeligheden er. Fortæl ham at tingene skal være anderledes, ellers kan du simpelthen ikke være lykkelig sammen med ham. Bliv hjemme hos dig selv og sig, at du ikke føler dig elsker (eller hvordan du vil udtrykke det) og at du ikke vil leve et liv, hvor du føler dig taget for givet på den måde. Ikke så meget hvad han gør og pegen på ham, men hvad du ønsker dig og vil med dit liv. Så er det op til ham at tage skeen i den anden hånd og vise han vil dig. Du tager ansvar for dig og han for sig. Og sammen skal I så tage ansvar for jer. Du kan ikke gøre det alene, som du har gjort så længe. I fortjener begge mere - han kan sgu heller ikke være lykkelig med den måde han lever sit liv på. Kan I afse penge til det, kan jeg kun anbefale parterapi. Det har reddet vores forhold, det kan det også for jer.

Nå, det blev en længere smøde jeg håber det gav dig lidt.

Pas på dig selv.

Chewy skriver:

Kære du

Først et kæmpe kram. Det lyder så hårdt.

Jeg har ikke en løsning til dig, men min mand og jeg har for ikke så længe siden gået i et længere parterapi forløb hos en psykolog. Her lærte jeg en rigtig vigtig ting. Psykologen startede med at høre vores historie kort, hvorefter hun sagde "Nina, hvad du har gjort, har Simon ladet ske" og Simon, hvad Nina har gjort, har du ladet ske".

Underforstået, at problemerne i et parfold opstår, hvis man glemmer sig selv og lader den anden gøre ting, som man faktisk bliver ked af. Der har man et ansvar for at få tingene sagt, og på en måde så den anden forstår alvoren. Jeg skulle lære at tænke, "sådan er man ikke kærester med mig" og stå ved det.

Jeg synes, du skal sætte din kæreste ned og fortælle ham, hvor du i virkeligheden er. Fortæl ham at tingene skal være anderledes, ellers kan du simpelthen ikke være lykkelig sammen med ham. Bliv hjemme hos dig selv og sig, at du ikke føler dig elsker (eller hvordan du vil udtrykke det) og at du ikke vil leve et liv, hvor du føler dig taget for givet på den måde. Ikke så meget hvad han gør og pegen på ham, men hvad du ønsker dig og vil med dit liv. Så er det op til ham at tage skeen i den anden hånd og vise han vil dig. Du tager ansvar for dig og han for sig. Og sammen skal I så tage ansvar for jer. Du kan ikke gøre det alene, som du har gjort så længe. I fortjener begge mere - han kan sgu heller ikke være lykkelig med den måde han lever sit liv på. Kan I afse penge til det, kan jeg kun anbefale parterapi. Det har reddet vores forhold, det kan det også for jer.

Nå, det blev en længere smøde jeg håber det gav dig lidt.

Pas på dig selv.

Tusind tak for dit råd, det er helt sikkert en måde jeg vil prøve at føre en samtale med ham. 

Vi har snakket parterapi, eller jeg har, han siger bare igen "jeg har jo sagt at bla imorgen bla bla bla" men hvis jeg må spørge, hvad koster sådan en omgang? 

Anonym skriver:

Vi har snakket MANGE gange, kan se at jeg for over to år siden oprettede en tråd her inde om vores problemer. Siden der har vi snakket mange gange, men han er typen der siger "fra imorgen gør jeg" " vi laver skærmfri aften en dag om ugen og er sammen" " vi skal også snart ud og spise" osv osv, men det bliver ved snakken. Han har intentionerne tror jeg, og når vi smakker får jeg håbet om at alt bliver som før. 

Jeg vil rigtig gerne giften osv med den mand han var FØR, men den mand er han ikke mere. Jeg kan stadig få en lykkefølelse når jeg ser ham f.eks med vores børn, men det er bare ikke nok. 

F.eks ved jeg at han nogle gange lyver overfor mig, det står ud af øjnene på ham, men han vil ikke indrømme det. "Nej jeg har ikke fået hele min SU" okay, men du har lige pludseligt penge til smøger i tide og utide, samtidig står jeg med 50kr på kontoen og skal sørge for mad bleer osv til to børn. Og det er sjovt nok altid kun ham hvor der sker mystiske fejl som ikke bliver rettet økonomisk, f.eks lånte han 1000kr af min opsparing til at bestille arbejdstøj inde fra skolen af, det kom aldrig fordi så var der fejl med et eller andet, så skulle pengene føres tilbage, men så var der dit og dat og jeg har aldrig set skyggen af de penge. 

Men sådan har det ikke altid været, på en eller anden måde er jeg mere blevet hans mor end kæreste. Måske også fordi vi ikke som om har noget kæreste forhold tilbage, men så alligevel er der lige en enkelt dag hvor han forsøger og jeg får en anelse om at det nok skal blive godt, men det varer en dag også er det slut. 

Jeg har lyst til at bede ham om at flytte, for er overbevist om at en øjenåbner ville skubbe ham igang igen, men flytter han i en periode, ved jeg at min familie forevigt, vil tænke dårligt om ham, om ham som "svigter" deres niece, kusine, datter osv.

Har I prøvet at få noget hjælp udefra (parterapi eller lignende?) 

synes ikke det lyder så håbløst at jeg ville kaste håbdklædet i ringen - ikke før jeg har prøvet hvad der kan prøves. Men - elsker du ham? Har du lyst til at det skal være Jer to, men med en anderledes hverdag? 

Jeg flyttede fra et forhold som minder meget om det du beskriver.. 

I næste måned er det er år siden.. Min datter er nu snart 4.. 

Det har været en svær process og med manglende netværk har det da sine udfordringer.. 

Men ærligt for mig var det den bedste beslutning jeg nogle sinde har taget.. 

Vi har fået et rigtig dejligt liv som vi nyder og jeg har fået energien og overskuddet til min datter tilbage 

mor:) skriver:

Har I prøvet at få noget hjælp udefra (parterapi eller lignende?) 

synes ikke det lyder så håbløst at jeg ville kaste håbdklædet i ringen - ikke før jeg har prøvet hvad der kan prøves. Men - elsker du ham? Har du lyst til at det skal være Jer to, men med en anderledes hverdag? 

Vi har ikke prøvet parterapi, har foreslået det før, men han vil ikke. Og tvivler på vi kan tage så mange penge ud af budgettet 

me ja jeg elsket ham, elsker det vi havde og kan se en fremtid sammen med ham, men ikke på denne her måde

Princesspigen skriver:

Jeg flyttede fra et forhold som minder meget om det du beskriver.. 

I næste måned er det er år siden.. Min datter er nu snart 4.. 

Det har været en svær process og med manglende netværk har det da sine udfordringer.. 

 

Men ærligt for mig var det den bedste beslutning jeg nogle sinde har taget.. 

 

Vi har fået et rigtig dejligt liv som vi nyder og jeg har fået energien og overskuddet til min datter tilbage 

Jeg har faktisk ofte tænkt at et brud vil give mig mere overskud, har mange gange klaret børnene alene, og vi kan hygge en hel dag, og når han kommer hjem daler mit humør bare  

heg kan alligevel bare heller ikke forlige mig med tanken om at have dele børn, ikke have dem til diverse højtider osv

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar. 

Jeg må indrømme at jeg ikke ved hvad jeg vil, eller jo det ved jeg, men det kan ikke lade sig gøre. 

jeg vil være sammen med min kæreste, faren til mine børn. Som den ham var, men sådan er han ikke mere. Og når jeg sidder og ser min gamle tråd og hvor længe det er siden, må jeg nok indse at tingene aldrig ændrer sig, uanset hvor meget jeg kæmper for det 

Jeg forstår dig godt. Men du kan jo ikke ændre ham så nu må du vælge. 

Lad være med at bruge kræfter på at ønske du kunne ændre ham så se istedet på situationen som den er. Kan du leve med det som det er? Ellersmå du gå. 

Hvis du inderst inde ved det ender med at du går synes jeg du skal gøre det nu det er dumt at spilde flere år og egentlig også unfair for ham. 

Hvis der på nogen måde er råd vil jeg varmt  anbefale en snak med en psykolog det hjælper så meget!

Anonym skriver:

Jeg har faktisk ofte tænkt at et brud vil give mig mere overskud, har mange gange klaret børnene alene, og vi kan hygge en hel dag, og når han kommer hjem daler mit humør bare  

heg kan alligevel bare heller ikke forlige mig med tanken om at have dele børn, ikke have dem til diverse højtider osv

Det er heller ikke nemt og jeg tror måske her det første års tid er det sværeste.. 

Jeg havde dog intet valg da han så også valgte at være utro med naboen og hun var flyttet ind en uge efter jeg flyttede.. 

Starten var svær, meget.. Men hurtigt fik jeg mig et liv igen, begyndte at nyde hverdagen og gøre de ting som JEG ville med min datter og især det at der kom styr på økonomien var en kæmpe lettelse selv om jeg måtte starte tilværelsen med et indskuds lån.. 

Jeg ved jeg ikke skal have min datter til jul i år, og klart det bliver svært men så må jeg holde jul med hende den 23 og sørge for hun får den bedste juleaften der og så må jeg være sammen med min kæreste eller min familie juleaften.. Jeg trøster mig med at jeg havde hende til jul det første år.. 

Tilgængæld bliver børnene tit dobbelt så forkælet, 2 jul, 2 fødselsdage, dobbelt sommerferie osv.. Ikke at jeg siger det er optimalt men jeg kan da se min datter nyder godt af det.. Og hun har da ting på værelset hos far hun ikke har her og omvendt.. 

Du er meget velkommen til at skrive til mig privat hvis du har lyst. Er ret meget i samme situation og kan slet ikke se hvad vej jeg skal gå