Jeg føler mig som et utaknemmeligt menneske :(

Følelser er nu engang som de er. Du havde skruet forventninger sammen i dit hoved og nu bliver virkeligheden en anden. Den slags tager tid at justere og du må vedkende dig at du nu engang føler som du gør, og sådan er det - og du.

Som flere andre er inde på, kan du jo til gengæld forsøge at arbejde med at nuancere din opfattelse af køn. Jeg har dæleme aldrig gået til hverken ridning eller leget med dukker - det har min (meget mandlige) kæreste til gengæld!

Personligt har jeg ikke haft de følelser i forbindelse med køn, men jeg har haft det i forbindelse med vores behandling. Det at skulle i behandling, ikke være i stand til at spontant overraske min partner med, at nu var vi gravide. Den romantiske forstilling om, hvordan det hele skulle være, holdt bare ikke.

Jeg tænker det er lidt det samme med ønsket om et bestemt køn - man har en forstilling om, hvordan man gerne vil have noget i sit liv. Når det så går op for en, at det ikke kommer til at ske, ja så kan ens verden falde lidt sammen. Umiddelbart tror jeg, at vi danske kvinder( og jeg skriver vi, for er selv slem) kunne undgå megen sorg, hvis vi blev bedre til at leve her og nu, og tage tingene som de kommer. Jeg selv arbejder meget på det! Vi bliver kede af det, når det ikke lige er det køn, vi ønsker, når vi ikke får den fødsel, vi havde drømt om, når barnet vi får ikke reagerer, som vi havde troet osv. At få børn er uforudsigeligt, og jo bedre man bliver til at acceptere det faktum, og acceptere de børn vi får og måden vi får dem på, jo mindre skuffelser tror jeg, at vi alle skal gennemgå.

Synes du skal give dig selv lov til at være ked - som de andre skriver - en uge eller to - , men så skal du også mærke efter, om du ikke selv kan komme videre og begynde at glæde dig til en dejlig dreng. Hvis ikke du kan det, synes jeg faktisk du skal søge hjælp til det - ville være så ærgerligt at gå glip af den fantastiske virkelig, som en sund graviditet jo er, fordi man jagter en drøm.

Følelser er følelser, og det er nok bedre at erkende dem, være i dem og lade dem rasere end at undertrykke dem og lade dem leve i det skjulte. Du ved med din fornuft, at du ikke "bør" reagere sådan her, og det er pinagtigt at skulle skamme sig selv ud for "forkerte" følelser. Det gør formenlig ikke din indre kamp mindre. Giv dig selv lov at se i øjnene, at du har mistet en drøm, og se så tiden lidt an. Inden så længe vil du forhåbentlig mærke en spirende glæde og nysgerrighed omkring, hvad det så er for en lille fyr, der venter på at møde dig. 

Jeg tror, at du på et tidspunkt vil opleve en endnu større beskyttelsestrang og omsorg for din lillebitte søn, fordi du med dig selv ved, at du kortvarigt syntes, han skulle have været en anden. Han vil vise sig at være lige præcis ham, I manglede og havde brug for i jeres lille familie - det ved du bare ikke lige nu, men det kommer. 

Jeg har ikke kendt kønnet på mine, før de blev født, og da var det bare det vidunderlige lille mirakel, vi faldt i svime over - ikke dets køn. Så jeg kender ikke til den lange periode af graviditeten, hvor kønnet er det mest konkrete, man kan forholde sig til, men jeg kan godt forestille mig, det er en helt anden situation end at få lagt et styks vidunder i armene og forelske sig på stedet. Til gengæld har jeg prøvet at vente et barn, nummer tre, som ikke var planlagt, og hvor begyndelsen af graviditeten var præget af tvivl og tårer og uvished om, hvorvidt vi kunne have en lille baby mere på det tidspunkt. Da først jeg havde sundet mig - og det tog et stykke tid - voksede mine omsorgsfølelser nærmest "på trods", og det har altid, fra han blev født, ligget dybt i mig, at han skulle beskyttes og værdsættes ud over alle grænser, netop som en modreaktion på, at hans eksistens i første omgang var "bad news" (forstå mig ret). 

Og så glem tankerne om nr. tre, for det ville i den grad være en "bestilling" på en pige. Måske ender du dér, hvor det bliver muligt med et tredje barn, og hvor du vil ønske, det bliver en dreng, fordi du til den tid har oplevet, at det er ikke bare muligt, men en naturlov, at du vil elske enhver vidunderlig lille søn helt op til månen og tilbage igen. 

nielsen80 skriver:

Personligt har jeg ikke haft de følelser i forbindelse med køn, men jeg har haft det i forbindelse med vores behandling. Det at skulle i behandling, ikke være i stand til at spontant overraske min partner med, at nu var vi gravide. Den romantiske forstilling om, hvordan det hele skulle være, holdt bare ikke.

Jeg tænker det er lidt det samme med ønsket om et bestemt køn - man har en forstilling om, hvordan man gerne vil have noget i sit liv. Når det så går op for en, at det ikke kommer til at ske, ja så kan ens verden falde lidt sammen. Umiddelbart tror jeg, at vi danske kvinder( og jeg skriver vi, for er selv slem) kunne undgå megen sorg, hvis vi blev bedre til at leve her og nu, og tage tingene som de kommer. Jeg selv arbejder meget på det! Vi bliver kede af det, når det ikke lige er det køn, vi ønsker, når vi ikke får den fødsel, vi havde drømt om, når barnet vi får ikke reagerer, som vi havde troet osv. At få børn er uforudsigeligt, og jo bedre man bliver til at acceptere det faktum, og acceptere de børn vi får og måden vi får dem på, jo mindre skuffelser tror jeg, at vi alle skal gennemgå.

Synes du skal give dig selv lov til at være ked - som de andre skriver - en uge eller to - , men så skal du også mærke efter, om du ikke selv kan komme videre og begynde at glæde dig til en dejlig dreng. Hvis ikke du kan det, synes jeg faktisk du skal søge hjælp til det - ville være så ærgerligt at gå glip af den fantastiske virkelig, som en sund graviditet jo er, fordi man jagter en drøm.

 

Hvor er det bare godt skrevet.

Jeg ved næsten hvordan du føler. Jeg havde en dreng da jeg blev gravid igen, og fik at vide til kønsscanning i uge 15, at vi ventede en dreng mere. Jeg græd godt nok ikke, men må da indrømme, at jeg var lidt skuffet da jeg fik det at vide. Det var ikke fordi jeg ikke ønskede mig en dreng mere, men mere fordi jeg VIRKELIG gerne ville prøve at have en pige. Det gik dog hurtigt over, og da jeg fik vores anden søn i armene var jeg mindst lige så lykkelig som ved min første søn.

Vi vil gerne have en barn nummer 3, og vi fandt ud af for cirka 3 måneder siden, at jeg var gravid igen, hvilket jo var dejligt! Denne gang forventede jeg nærmest at få en dreng mere, og har ubevist sagt "han" når jeg omtalte min graviditet. Vi havde også besluttet, at vi ikke ville vide kønnet før fødslen, fordi det var ligemeget så længe det var et sundt og rask barn. Jeg aborterede desværre spontant i sidste uge, og der gik det virkelig op for mig hvor ligemeget kønnet er på den lille spire inde i maven. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne have gennemført min graviditet uanset om det var en pige eller dreng 

Så glæd dig over endnu en dejlig lille dreng! De tanker du har forsvinder når du ligger med din nye baby i armene 

Jeg kan godt sætte mig ind i det. I min familie er vi kvinder- altså flere generationer, hvor fædre ikke rigtig har været en del af livet på fuld tid. Har en bror, men på en eller anden måde, er det en "kvinde historie" der er i centrum.. det er svært at forklare. Nåh men for mig var det virkelig vigtigt at få en pige. Der var denne her følelse af at jeg ville have en pige for at kunne videreføre min elskede mor og mormor, det var bare mest rigtigt.. Vi kunne ikke få lov at kende kønnet, men alle sagde det nok var en dreng, undtagen min kæreste. Jeg fik så også en pige, så kan kun forestille mig hvis det hade anderledes. En del af mig siger jeg ville have været sååå skuffet, men samtidig kan jeg huske det øjeblik da hun blev født. Jeg spurgte hvad det blev - en pige- okay, jeg følte at det overhovedet ikke betød noget lige der. Og efterfølgende.

Jeg er ikke sikker på om vi skal have flere, havde en noget svær graviditet, men havde jeg fået en dreng, ville jeg nok være mere tilbøjelig til at ville prøve igen. Og nok blevet ret skuffet hvis det viste sig at være en dreng, så kan godt forestille mig hvad du må føle. Men ved også, at det ikke ville vare ved så længe. Det er jo stadig et helt nyt menneske, som jeg er sikker på du snart vil begynde at glæde dig til at møde. Men synes ikke du skal slå dig selv oven i hovedet og sige du er utaknemmelig osv., det er jo ikke barnet den er gal med, men din drøm og forventning der lige skal begrædes lidt. Det er da så meget bedre at anerkende du har det sådan, være ked af det og få det gennem systemet, i stedet for at have nogle uafklarede følelser der gør dig lidt skamfuld, også i fremtiden.

Anonym skriver:

Jeg vælger ikke at svare dem der er fordømmende. Det kan jeg ikke bruge til så meget nu. Men jeg forstår godt at vi har forskellige udgangspunkter og dermed forskellige holdninger og følelser omkring emnet.

Det er SÅ typisk herinde! Man vil kun høre og lytte til svar fra rygklappere - hvis en bruger tillader sig at udfordre holdninger og følelser, så bliver man kaldt dit og dat og skulle skamme sig... 

Anonym skriver:

Tak! det er præcis sådan jeg har det! Alle sagde de var sikker på at det blev en pige denne gang, og jeg syns også selv at denne graviditet føltes som en pige. Vi havde selvf. Talt om at der var sandsynlighed for en dreng også, men navne og tanker er gået på håbet om en pige. 

Lige nu har jeg slet heller ikke lyst til at tale om det eller stolt annoncere at vi venter en dreng �� jeg ved faktisk ikke rigtig hvordan jeg skal finde glæden frem igen. Og det føles virkelig forkert og forbudt. 

Men jeg håber jeg får det dom hende og der lige går et lille stykke tid og så er jeg ovre det igen og kan glæde og forbereder mig på en dreng.

Jeg prøver også hele tiden at huske mig selv på at da vi planlagde denne baby var der jeg glædet mig over at være forældre sammen med min kæreste. 

Det eneste jeg kan råde dig til er ACCEPT! Jo før du accepterer det, jo hurtigere kommer du videre og finder glæden igen. 

Det er SÅ typisk herinde! Man vil kun høre og lytte til svar fra rygklappere - hvis en bruger tillader sig at udfordre holdninger og følelser, så bliver man kaldt dit og dat og skulle skamme sig... 

Men hvad skal hun også bruge perspektivet til?? Det er endnu en grund til at folk kan komme af med deres galde i form af deres egen sorg.. Men det var ikke det tråden handlede om.. Hun har brug for støtte ikke at blive bonket i hovedet med "Prøv lige at tænke på andre" For det er ikke vigtigt at tænke på andre lige nu. Lige nu er det sådan HUN har det og det burde folk respektere istedet for at komme af med deres egen sorg. Opret din egen tråd hvis du har behov for at fortælle om hvordan du har det indeni.

Anonym skriver:

Jeg er så heldig at være gravid med nr 2. Et ønskebarn og et planlagt barn! Både min kæreste og jeg har en søn hver fra tidligere forhold.

Jeg har altid drømt om at blive mor til både en dreng og pige, og derfor var ønsket naturligvis en pige denne gang. Vi har så lige fundet ud af at jeg er gravid med endnu en dreng. Jeg blev så ked af det da jeg fandt ud af det at jeg har grædt! Og jeg ved det er forbudte følelser at ha og at man bare burde være glad for en sund og rask baby! Men det blev jeg ikke! Jeg føler mig virkelig som en lort og der ersikkert mange der vil syns jeg er det.  Jeg er flov over at ha det sådan.  Men jeg blev simpelthen overvældet af følelsen af sorg over at vide at jeg ALDRIG kom til at blive mor til en pige, bliver mormor, købe kjoler, gå til ridning med min datter, ikke kunne give mine gemte pige legesager videre osv.

Jeg følte virkelig at det var en af de der livsdrømme der blev fuldstændig knust, for vi skal med ret stor sikkerhed ikke ha flere børn.  Min kæreste prøvede at sige at det kunne da godt være vi skulle ha en mere på et tidspunkt og man aldrig kunne vide osv. Og det var helt sikkert et forsøg på at muntre mig op, for vi har talt om det flere gange og vores liv er bare ikke til at ha mere end 3 børn rent økonomisk. Vi kommet allerede nu til at være ret presset.

Jeg føler mig bare så forkert, at jeg kan reagere sådan. Jeg føler det virkelig unfair over for den lille fyr der er i min mave og jeg bliver helt bange for at jeg ikke kan komme over det og finde de rigtige følelser frem og bare  glæde mig som før. Jeg havde så mange planer for hvordan jeg skulle forberede mig til denne babys ankomst, indkøb, ting der skulle laves, navn osv.  Men lige nu har jeg fuldstændig mistet lysten til at få de ting gjort.

Hold op hvor er jeg en utaknemmelig idiot

Er der andre der har haft det sådan? 

Har altid glædet mig, ligesom du til at blive kaldt mormor, købe kjoler, flette hår, lave tøseting... Så ja, jeg forstår din følelse 100% og vil da også sige at jeg blev skuffet da vi fandt en fin lille tissemand på Rune inde i min mave faktisk også på Silas, men mest med nummer to, for så var chancen jo lige pludselig meget mindre for at nogensinde få min barnedrøm opfyldt... Jeg elsker selvfølgelig Rune overalt på jorden og allerede da jeg holdt ham i armene var min kærlighed ligeså stor som til Silas... Jeg er gravid 3. gang nu og ønsker mig selvfølgelig stadig en pige, men forbereder mig på at skulle blive mor til 3 drenge som jeg kommer til at knuselske uanset kønnet

Forstår dig og bare rolig, følelsen bliver nemmere at håndtere