Kaos i mit hovedet.

Anonym skriver:

der er jo mange ting jeg ikke kan, jeg hsr ikke lært at begå mig i en familie, jeg har kun lært at uanset hvad sættes jeg til side, og alle andre er vigtigere end mig.  Ved godt dette der kommer nu mmåske for nogle ee bagateller, jeg kan ikke koge et æg, jeg kan ikke vaske tøj osv jeg har aldrig lært det. Jeg har altid lært og set at den "voksne" der sku passe på mig var ligeglad med mig og mine behov. Så er det dælme svært at en "voksen" psykolog vil mig noget godt. Speciel fordi han er en mand, jeg er ikke van til nogle mænd i mit liv i og med min far aldrig var hjemme.

Jeg stoler ikke på nogle, og har aldrig gjort det 

Men er det noget du gerne vil ændre på?

Men er det noget du gerne vil ændre på?

Ja naturligvis er det det. Jeg har jo en søn og ta mig a. Og Ellers var jeg jo ikke gået til læge, men tingene gør ondt. Og jeg kan nærmest ikke klare mere smerte inden i, føler ikke jeg kan få luft, nærmest kvælning når jeg er hos min psykolog. Jeg får det vildt skidt, og jeg blir så mega træt efter 25-30 min og så får jeg endnu mere følsen af at jeg er håbløs. 

Sidst spurgte minpsykolog om jeg ku ha en fødsels depression, men jeg tvivler, jeg er jo glad for min søn og har fint overskud til ham, men det stopper så også der efter.

Han spurgte forbat se om mine synptinerter befre rllrr værre efter fødslen 

Anonym skriver:

Ja naturligvis er det det. Jeg har jo en søn og ta mig a. Og Ellers var jeg jo ikke gået til læge, men tingene gør ondt. Og jeg kan nærmest ikke klare mere smerte inden i, føler ikke jeg kan få luft, nærmest kvælning når jeg er hos min psykolog. Jeg får det vildt skidt, og jeg blir så mega træt efter 25-30 min og så får jeg endnu mere følsen af at jeg er håbløs. 

Sidst spurgte minpsykolog om jeg ku ha en fødsels depression, men jeg tvivler, jeg er jo glad for min søn og har fint overskud til ham, men det stopper så også der efter.

Han spurgte forbat se om mine synptinerter befre rllrr værre efter fødslen 

Du må holde fast i beslutningen om at du gerne vil ændre på det. Du skriver at der er ting du ikke kan finde ud af. Det kan du lære. Så vidt jeg husker er du meget ung, og der er altså stort set ingen grænser for hvad du kan nå at lære og gøre i dit liv. Både selv og ved hjælp af andre på din vej.

Du skriver du ikke kan stole på nogen. Du holder fast i nogle begrænsninger af dig selv, som holder fast i dig, som en ond cirkel. Du må beslutte at give slip, eller i første omgang gør hvad du kan for at lære at give slip. 

Du har i dit hoved et billede af dig selv, som i dine øjne ikke er meget værd, er ødelagt og magtesløs. Beslut dig for at det er dit gamle jeg. Forestil dig hvad det er for en ung kvinde og mor du gerne vil være - et projekt du vil arbejde på, trin for trin. Kan godt være det vil være et uklart billede, et sted langt ude i fremtiden, men så har du noget at stræbe efter.

Du er ikke håbløs for at få reaktioner på din terapi, tværtimod. Du er modig, og lige præcis fordi du reagerer sådan er der håb! Det bliver en fysisk og psykisk udmattende kamp, for der ikke en nem løsning. Men saml al den styrke du kan fra din søn og fra dig selv og beslut dig for at du vil give alt hvad du har for at komme over til den anden side.

Man siger en mor kan finde umenneskelig styrke for at redde sit barn i en katastrofal situation. Det her er din. 

Rigtig mange kram til dig. Tænker på dig, og sender dig alle mulige positive tanker 

Anonym skriver:

Men kan det være derfor mine ben gør ondt ? Nogle der har erfarring med det.

Jeg synes du har fået nogle rigtig gode og brugbare svar på dine andre spørgsmål i tråden, så jeg vil bare lige svare på det med dine ben. 

Jeg tror sagtens det kan hænge sammen med din psyke. Jeg kan i hvert fald godt i perioder når jeg har det dårligt psykisk få alle mulige kropslige symptomer feks smerter der stråler ud i armene, ondt i benene osv. 

Jeg tror din krop fortæller dig at der sker rigtig meget lige pt. 

Rigtig meget held og lykke med dig

Anonym skriver:

der er jo mange ting jeg ikke kan, jeg hsr ikke lært at begå mig i en familie, jeg har kun lært at uanset hvad sættes jeg til side, og alle andre er vigtigere end mig.  Ved godt dette der kommer nu mmåske for nogle ee bagateller, jeg kan ikke koge et æg, jeg kan ikke vaske tøj osv jeg har aldrig lært det. Jeg har altid lært og set at den "voksne" der sku passe på mig var ligeglad med mig og mine behov. Så er det dælme svært at en "voksen" psykolog vil mig noget godt. Speciel fordi han er en mand, jeg er ikke van til nogle mænd i mit liv i og med min far aldrig var hjemme.

Jeg stoler ikke på nogle, og har aldrig gjort det 

Ved du hvad, jeg er 35 år, og har os svært ved at åbne mig overfor andre, har mistet en mor og har en far der altid er utilfreds med mig. 

For to år siden åbnede jeg mig op for min mand, som jeg har været sammen med i 17 år. 

Jeg kan hellere ikke koge et æg, jeg ved ikke hvordan man vasker tøj, jeg er igang med at lære det nu, jeg kan ikke lave mad, jeg har ingen venner eller veninder, for jeg kan ikke finde ud af  at komme i snak med folk, jeg kan ikke finde ud af og lave kaffe osv, men efter jeg har fortalt min mand det hele, så hjælp han mig, og fx så laver jeg kaffe hver morgen til min mand, men HVER dag må jeg spørge ham om hvordan man laver det. 

Han hjælper mig gennem alt nu, efter han har fået tingene af vide. 

Dog er jeg super go til at passe og tage mig af vores fire børn, der ved jeg faktisk alt, og det sætter han pris på, for der ved han faktisk ikke noget. 

Du skal være ærlig over for dig selv, og erkende, at selvom du ikke er go til alt, så kan du nogle andre gode ting. 

Hvis du ikke er tryg ved en mandlig psygolog, så skynd dig og find en kvindelig, og så hånden på hjertet, åbne op for alt. 

Det ER svært, og det er os meningen det skal være svært og grænseoverskridende, at side foran et fremmede menneske, og fortælle alt man  har med i rygsækken, men med tiden vokser du med opgaven, og det vil højest sandsynligt tage et halvt år eller et år, måske halvandet år, før du accepterer at det er okey at åbne op for alt. 

Gør dig selv den tjeneste at accepterer at folk faktisk uddanner sig, fordi de vil hjælpe andre.

Nu har jeg ikke læst alle svar, men synes din reaktion efter psykolog lyder meget normalt

jeg har selv et meget anstrengt forhold til min mor, og hun har svigtet som forældre mange gange... jeg har også nogle dybe traumer. 

Det tog virkelig lang tid for mig at lære at snakke med en psykolog og have tillid til personen... Det er først noget jeg har lært nu. 

Det tager tid, og det tager mange ressourcer. Men det er det hele værd på den anden side! 

Jeg håber, at psykolog vil hjælpe dig hen af tiden. Held og lykke med det. 

Kattha skriver:

Du må holde fast i beslutningen om at du gerne vil ændre på det. Du skriver at der er ting du ikke kan finde ud af. Det kan du lære. Så vidt jeg husker er du meget ung, og der er altså stort set ingen grænser for hvad du kan nå at lære og gøre i dit liv. Både selv og ved hjælp af andre på din vej.

Du skriver du ikke kan stole på nogen. Du holder fast i nogle begrænsninger af dig selv, som holder fast i dig, som en ond cirkel. Du må beslutte at give slip, eller i første omgang gør hvad du kan for at lære at give slip. 

Du har i dit hoved et billede af dig selv, som i dine øjne ikke er meget værd, er ødelagt og magtesløs. Beslut dig for at det er dit gamle jeg. Forestil dig hvad det er for en ung kvinde og mor du gerne vil være - et projekt du vil arbejde på, trin for trin. Kan godt være det vil være et uklart billede, et sted langt ude i fremtiden, men så har du noget at stræbe efter.

Du er ikke håbløs for at få reaktioner på din terapi, tværtimod. Du er modig, og lige præcis fordi du reagerer sådan er der håb! Det bliver en fysisk og psykisk udmattende kamp, for der ikke en nem løsning. Men saml al den styrke du kan fra din søn og fra dig selv og beslut dig for at du vil give alt hvad du har for at komme over til den anden side.

Man siger en mor kan finde umenneskelig styrke for at redde sit barn i en katastrofal situation. Det her er din. 

Rigtig mange kram til dig. Tænker på dig, og sender dig alle mulige positive tanker 

Det blir et meget kort svar, har lige været til psykolog så jeg er træt og har hovedpine. 

Ved godt det bare er at ændre indstilling, men det er ikke så nemt som det lyder. Jeg hsr prøvet i flere år. Og det er yderst svært.

Anonym skriver:

Ved du hvad, jeg er 35 år, og har os svært ved at åbne mig overfor andre, har mistet en mor og har en far der altid er utilfreds med mig. 

For to år siden åbnede jeg mig op for min mand, som jeg har været sammen med i 17 år. 

Jeg kan hellere ikke koge et æg, jeg ved ikke hvordan man vasker tøj, jeg er igang med at lære det nu, jeg kan ikke lave mad, jeg har ingen venner eller veninder, for jeg kan ikke finde ud af  at komme i snak med folk, jeg kan ikke finde ud af og lave kaffe osv, men efter jeg har fortalt min mand det hele, så hjælp han mig, og fx så laver jeg kaffe hver morgen til min mand, men HVER dag må jeg spørge ham om hvordan man laver det. 

Han hjælper mig gennem alt nu, efter han har fået tingene af vide. 

Dog er jeg super go til at passe og tage mig af vores fire børn, der ved jeg faktisk alt, og det sætter han pris på, for der ved han faktisk ikke noget. 

Du skal være ærlig over for dig selv, og erkende, at selvom du ikke er go til alt, så kan du nogle andre gode ting. 

Hvis du ikke er tryg ved en mandlig psygolog, så skynd dig og find en kvindelig, og så hånden på hjertet, åbne op for alt. 

Det ER svært, og det er os meningen det skal være svært og grænseoverskridende, at side foran et fremmede menneske, og fortælle alt man  har med i rygsækken, men med tiden vokser du med opgaven, og det vil højest sandsynligt tage et halvt år eller et år, måske halvandet år, før du accepterer at det er okey at åbne op for alt. 

Gør dig selv den tjeneste at accepterer at folk faktisk uddanner sig, fordi de vil hjælpe andre.

Du harhelt ret. Er ked af at du gennemgår samme smerte 

Jeg skriver lige ordentlig tilbage senere, jeg er træt lige nu 

Anonym skriver:

Du harhelt ret. Er ked af at du gennemgår samme smerte 

Jeg skriver lige ordentlig tilbage senere, jeg er træt lige nu 

Du behøver slet ikke svare tilbage

jeg er meget sikker på at du gennemgår noget der er meget værre end mit, jeg har nogenlunde styr på mit nu

håber det bedste for dig

Er du okay?