Kaos i mit hovedet.

Jeg har før lavet en tråd om hvordan jeg havde det. Bla med min mor (kan ikke finde ud af og sætte et link ind) 

- hun er heldigvis flyttet. Hvor hen ved jeg ikke, og jeg er egentlig også ligeglad. 

Men nøj hvor jeg mangler en familie. Jeg har INGEN ud over min kæreste, søn og 1 veninde 

Det er hårdt! Jeg blev dengang råede til af flere her inde  og åbne op for min kæreste, men jeg kan  ikke   jeg sys det er så pinligt at savne en der behandler mig sådan 

Der næst fik jeg rådet om psykolog så jeg henvendte mig til Lægen  som desværre  også sys det var en glimrende ide . Nu har jeg været der fire gange, og det hjælper IKKE. Der i mod får jeg mega hovedpine hver gang jeg har været der, mit savn vokser og jeg kan knap køre hjem selv fordi jeg blir så mega træt. Sidst jeg havde været der sov jeg 7 timer da jeg kom hjem. 

Dagene efter får jeg ondt i mine ben, fra knæerne og ned. Noget jeg aldrig har haft før. Ved ikke om det har eb sammenhæng. Men det er hver gang. Eks første gang fik jeg det sammr aften og så gik der 1,5 uge før jeg var til psykolog igen der fik jeg det også samme sag men der var intet i pausen. 

Og sidste uge var jeg der både mandag og onsdag der fik jeg det begge dage.

Psykologen er en ret ung mand måske 28-30? Han hat anbefalede ud over samtaler med ham gruppe terapi men det vil jeg ikke! 

Hvad stiller jeg dog op? 

Jeg har jo en lille dreng (under 1 år)  som har brug for mig

Anonym skriver:

Jeg har før lavet en tråd om hvordan jeg havde det. Bla med min mor (kan ikke finde ud af og sætte et link ind) 

- hun er heldigvis flyttet. Hvor hen ved jeg ikke, og jeg er egentlig også ligeglad. 

 

Men nøj hvor jeg mangler en familie. Jeg har INGEN ud over min kæreste, søn og 1 veninde 

Det er hårdt! Jeg blev dengang råede til af flere her inde  og åbne op for min kæreste, men jeg kan  ikke   jeg sys det er så pinligt at savne en der behandler mig sådan 

Der næst fik jeg rådet om psykolog så jeg henvendte mig til Lægen  som desværre  også sys det var en glimrende ide . Nu har jeg været der fire gange, og det hjælper IKKE. Der i mod får jeg mega hovedpine hver gang jeg har været der, mit savn vokser og jeg kan knap køre hjem selv fordi jeg blir så mega træt. Sidst jeg havde været der sov jeg 7 timer da jeg kom hjem. 

Dagene efter får jeg ondt i mine ben, fra knæerne og ned. Noget jeg aldrig har haft før. Ved ikke om det har eb sammenhæng. Men det er hver gang. Eks første gang fik jeg det sammr aften og så gik der 1,5 uge før jeg var til psykolog igen der fik jeg det også samme sag men der var intet i pausen. 

Og sidste uge var jeg der både mandag og onsdag der fik jeg det begge dage.

Psykologen er en ret ung mand måske 28-30? Han hat anbefalede ud over samtaler med ham gruppe terapi men det vil jeg ikke! 

Hvad stiller jeg dog op? 

Jeg har jo en lille dreng (under 1 år)  som har brug for mig

Hej, jeg kan godt huske din tidligere tråd.. Jeg har virkelig lyst til at skrive noget fortrøstningsfuldt til dig, men så synes mine tanker bare fjollede, når du virker til at have så ondt indeni og være så ked af det..

Der er ingen let løsning på trauma der er så stor, og kunne forestille mig at det vil være mildest talt op ad bakke i rigtig lang tid. Hvad jeg har hørt omkring terapi (bl.a. min svigermor er psykoterapeut), så er de symptomer du beskriver nok nogle psykosomatiske reaktioner, hvilket godt kan vise sig som smerter, udmattelse osv. Det betyder vel, at noget sker, selv om det til at starte med virker til kun at bevæge sig i modsat retning af hvad man ønsker og forventer. Men det bliver jo ikke ved, og på et tidspunkt vender det.

Jeg ved ikke hvad alternativet er, andet at man må stole på, at dem der har viden og erfaring med de her ting kan hjælpe. Man kan ikke selv. Hvis du ville have det bedre ved at snakke med en der er ældre, så er det måske en ide at skifte? Er det fordi du synes det er pinligt du ikke vil i gruppeterapi? Hvor meget har din psykolog forklaret omkring det, altså du er vel ikke tvunget til at fortælle noget, men måske ville det hjælpe at høre andre? Du kan jo altid gå igen..

Du spørger hvad du skal stille op.. Blive ved med at kæmpe for din søns skyld. For at kunne give ham alt det du ikke fik selv. 

Jeg ved ikke hvor du bor.. Jeg har ikke selv en særlig stor familie, men du er meget velkommen til at være en del af den, hvis du har lyst. Ved godt det måske lyder fjollet, men jeg mener det faktisk. Jeg har ikke rigtig erfaring med hvad du slås med, og derfor måske ikke altid de bedste råd, men vil i hvert fald gerne lytte.. Kram 

Du skal skifte psykolog. Du har tydeligvis ikke tillid til ham. Tillid mellem psykolog og dig er vigtigt. 

At du bliver træt er helt naturligt. Er jeg også altid efter endt psykologtime. Jeg er ikke "menneske" før dagen efter. Du får jo bearbejdet en hel masse. 

Men psykolog er en der lærer dig at løfte din mentale rygsæk rigtigt så du ikke får ondt i ryggen! Jeg ville skifte og give det en chance med. 

Derudover er 4 gange ikke nok med din historien

Sprit25 skriver:

Du skal skifte psykolog. Du har tydeligvis ikke tillid til ham. Tillid mellem psykolog og dig er vigtigt. 

At du bliver træt er helt naturligt. Er jeg også altid efter endt psykologtime. Jeg er ikke "menneske" før dagen efter. Du får jo bearbejdet en hel masse. 

Men psykolog er en der lærer dig at løfte din mentale rygsæk rigtigt så du ikke får ondt i ryggen! Jeg ville skifte og give det en chance med. 

Derudover er 4 gange ikke nok med din historien

Jec har ikke tillid til nogle og har enormt svært ved at få det.  

Jeg vil prøve  snak med ham.imorgen om det.

Kattha skriver:

Hej, jeg kan godt huske din tidligere tråd.. Jeg har virkelig lyst til at skrive noget fortrøstningsfuldt til dig, men så synes mine tanker bare fjollede, når du virker til at have så ondt indeni og være så ked af det..

Der er ingen let løsning på trauma der er så stor, og kunne forestille mig at det vil være mildest talt op ad bakke i rigtig lang tid. Hvad jeg har hørt omkring terapi (bl.a. min svigermor er psykoterapeut), så er de symptomer du beskriver nok nogle psykosomatiske reaktioner, hvilket godt kan vise sig som smerter, udmattelse osv. Det betyder vel, at noget sker, selv om det til at starte med virker til kun at bevæge sig i modsat retning af hvad man ønsker og forventer. Men det bliver jo ikke ved, og på et tidspunkt vender det.

Jeg ved ikke hvad alternativet er, andet at man må stole på, at dem der har viden og erfaring med de her ting kan hjælpe. Man kan ikke selv. Hvis du ville have det bedre ved at snakke med en der er ældre, så er det måske en ide at skifte? Er det fordi du synes det er pinligt du ikke vil i gruppeterapi? Hvor meget har din psykolog forklaret omkring det, altså du er vel ikke tvunget til at fortælle noget, men måske ville det hjælpe at høre andre? Du kan jo altid gå igen..

Du spørger hvad du skal stille op.. Blive ved med at kæmpe for din søns skyld. For at kunne give ham alt det du ikke fik selv. 

Jeg ved ikke hvor du bor.. Jeg har ikke selv en særlig stor familie, men du er meget velkommen til at være en del af den, hvis du har lyst. Ved godt det måske lyder fjollet, men jeg mener det faktisk. Jeg har ikke rigtig erfaring med hvad du slås med, og derfor måske ikke altid de bedste råd, men vil i hvert fald gerne lytte.. Kram 

Det gør også ufattelig ondt indeni. Og jeg forstår det ikke. Jec ved ikke hvad jeg savner hun har jo aldrig været en mor for mig? Jeg har stort set hele mit liv været overladt til mig selv. Jeg har min farmor og min far, men det er alt.

Min far er langturs chauffør og min farmor bor langt væk. Så der er lidt ensomt.

Anonym skriver:

Jeg har før lavet en tråd om hvordan jeg havde det. Bla med min mor (kan ikke finde ud af og sætte et link ind) 

- hun er heldigvis flyttet. Hvor hen ved jeg ikke, og jeg er egentlig også ligeglad. 

 

Men nøj hvor jeg mangler en familie. Jeg har INGEN ud over min kæreste, søn og 1 veninde 

Det er hårdt! Jeg blev dengang råede til af flere her inde  og åbne op for min kæreste, men jeg kan  ikke   jeg sys det er så pinligt at savne en der behandler mig sådan 

Der næst fik jeg rådet om psykolog så jeg henvendte mig til Lægen  som desværre  også sys det var en glimrende ide . Nu har jeg været der fire gange, og det hjælper IKKE. Der i mod får jeg mega hovedpine hver gang jeg har været der, mit savn vokser og jeg kan knap køre hjem selv fordi jeg blir så mega træt. Sidst jeg havde været der sov jeg 7 timer da jeg kom hjem. 

Dagene efter får jeg ondt i mine ben, fra knæerne og ned. Noget jeg aldrig har haft før. Ved ikke om det har eb sammenhæng. Men det er hver gang. Eks første gang fik jeg det sammr aften og så gik der 1,5 uge før jeg var til psykolog igen der fik jeg det også samme sag men der var intet i pausen. 

Og sidste uge var jeg der både mandag og onsdag der fik jeg det begge dage.

Psykologen er en ret ung mand måske 28-30? Han hat anbefalede ud over samtaler med ham gruppe terapi men det vil jeg ikke! 

Hvad stiller jeg dog op? 

Jeg har jo en lille dreng (under 1 år)  som har brug for mig

Kæmpe knus til dig, super sejt du har opsøgt en psykolog!

Først vil jeg sige, at der helt normalt at være træt efter besøg hos psykolog. Man lukker jo op for nogle ting, som ofte er svære at tale om, og det er en time, hvor man er 100% i fokus. Det skal ikke skræmme dig væk - Jeg vil nærmere sige, at det er tegn på, at der sker noget vigtigt i terapien.

Dernæst vil jeg sige, at du må endelig ikke forvente en forandring efter 4 samtaler! Som jeg forstår på dig og dine tidligere tråde, så har du nogle dybt forankrede ting du kæmper med, og den slags dybe sår kan for nogen tage år at hele. Jeg tror, at det er vigtigt, at du tager en samtale med din terapeut og forventningsafstemmer. Det er jo også vigtigt, at din terapeut hjælper med at sætte ord på "prognoserne" - Og hjælper dig med et realitetscheck. En psykolog er desværre ikke en tryllekunstner, heling tager tid, og det er en process som kun kan fremskyndes (men ikke til turbofart) med din hjælp: Jo mere du investerer dig i terapien, jo mere vil det hjælpe. Terapeuten skal jo hjælpe dig med at facilitere bedring - Hjælpe dig med at hjælpe dig selv. Det betyder også, at det ikke er terapeutens job at løse de ting du kæmper med, det er dig selv. Terapeuten kan støtte dig og give dig redskaber.

I forhold til smerterne, så tænker jeg også at det - som en anden skriver - er psykosomatisk. Det er ikke unormalt at mærke fysiske symptomer, når man kommer i kontakt med nogle ting, som er psykisk smertefulde. Det er helt vildt skræmmende, det forstår jeg godt. Men jeg håber virkelig ikke, at du vil lade det afholde dig fra at fortsætte din terapi, for desværre skal det ofte blive værre, før det bliver bedre.

Det skyldes, at der er nogle ting indeni dig, som du måske indtil videre har undgået at forholde dig til. Nu åbner din terapeut og dig så at sige op for pandoras æske. Og det bliver smertefuldt - Du vil nok opleve, at du dykker længere ned i hullet. Men det betyder ikke, at terapien ikke virker! Det kan ikke blive bedre, med mindre du tillader dig selv at mærke de ting, du ikke har forholdt dig til, det kan ikke blive bedre med mindre du arbejder med de ting, der tynger. Det hul, som du pt. mærker du dykker ned i, det bliver bedre med tiden, når du lige så stille får bearbejdet disse emner. Men du kan desværre ikke undgå, at det føles som om, at det går ned af bakke i et stykke tid. Det er desværre helt normalt - Gid sådan en proces kunne klares smertefrit, men det kan den ikke

Slutteligt i forhold til en andens anbefaling om at skifte terapeut. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i, hvis du - som du skriver - generelt har problemer med tillid. For du vil nok opleve, at du har svært ved at stole 100% på en anden terapeut også. Men det er vigtigt, at du fortæller din terapeut om de ting, som du skriver her. Får sat ord på, at du er bange for, om det er det rigtige, få sat ord på dine symptomer. Det er hans job at forklare dig, hvordan tingene hænger sammen og normalisere tingene for dig. Men det kan han kun, hvis du sætter ord på det. Hvis han er dygtig og professionel, vil han ikke opfatte det negativt, at du sætter ord på din bekymring, men snarere bruge det som et redskab i jeres videre terapi.

Baseret på din træthed, dine fysiske symptomer og den smerte du mærker, så lyder det på mig som om, at i er på vej det rigtige sted hen. Det lyder helt sikkert ulogisk at det, der gør ondt og er ubehageligt er rigtigt, men hvis du havde det fint og ikke mærkede noget, så ville det jo betyde, at du og din terapeut ikke havde fået taget fat i nogle af de vigtige emner.

Tal med ham - Forhåbentlig kan han også give dig nogle redskaber til at udholde alt det ubehag, du oplever nu.

Du er stærk og modig, stor respekt for at du arbejder med dig selv!

Anonym skriver:

Det gør også ufattelig ondt indeni. Og jeg forstår det ikke. Jec ved ikke hvad jeg savner hun har jo aldrig været en mor for mig? Jeg har stort set hele mit liv været overladt til mig selv. Jeg har min farmor og min far, men det er alt.

Min far er langturs chauffør og min farmor bor langt væk. Så der er lidt ensomt.

Du må ikke tro der er noget galt med dig fordi du har det her savn, eller skamme dig over det. Hvis din mor ikke havde været der fysisk, været død eller bortrejst, så havde det været noget andet - du havde nok forholdt dig anderledes til det. Men hun var jo i nærheden af dig, så du følte omsorgssvigt igen og igen, som et sår der blev ved med være åbent, hun mindede dig jo konstant om hvad du ikke fik og hvad du inderligt ønskede at få fra hende. Der er mange former for psykisk tortur, og det kan man vel godt kalde det her for. Du er jo ikke en robot, så du bare kunne lukke det ude. Synes det er forventeligt at du har det sådan, intet underligt ved det.

Anonymor skriver:

Kæmpe knus til dig, super sejt du har opsøgt en psykolog!

Først vil jeg sige, at der helt normalt at være træt efter besøg hos psykolog. Man lukker jo op for nogle ting, som ofte er svære at tale om, og det er en time, hvor man er 100% i fokus. Det skal ikke skræmme dig væk - Jeg vil nærmere sige, at det er tegn på, at der sker noget vigtigt i terapien.

Dernæst vil jeg sige, at du må endelig ikke forvente en forandring efter 4 samtaler! Som jeg forstår på dig og dine tidligere tråde, så har du nogle dybt forankrede ting du kæmper med, og den slags dybe sår kan for nogen tage år at hele. Jeg tror, at det er vigtigt, at du tager en samtale med din terapeut og forventningsafstemmer. Det er jo også vigtigt, at din terapeut hjælper med at sætte ord på "prognoserne" - Og hjælper dig med et realitetscheck. En psykolog er desværre ikke en tryllekunstner, heling tager tid, og det er en process som kun kan fremskyndes (men ikke til turbofart) med din hjælp: Jo mere du investerer dig i terapien, jo mere vil det hjælpe. Terapeuten skal jo hjælpe dig med at facilitere bedring - Hjælpe dig med at hjælpe dig selv. Det betyder også, at det ikke er terapeutens job at løse de ting du kæmper med, det er dig selv. Terapeuten kan støtte dig og give dig redskaber.

I forhold til smerterne, så tænker jeg også at det - som en anden skriver - er psykosomatisk. Det er ikke unormalt at mærke fysiske symptomer, når man kommer i kontakt med nogle ting, som er psykisk smertefulde. Det er helt vildt skræmmende, det forstår jeg godt. Men jeg håber virkelig ikke, at du vil lade det afholde dig fra at fortsætte din terapi, for desværre skal det ofte blive værre, før det bliver bedre.

Det skyldes, at der er nogle ting indeni dig, som du måske indtil videre har undgået at forholde dig til. Nu åbner din terapeut og dig så at sige op for pandoras æske. Og det bliver smertefuldt - Du vil nok opleve, at du dykker længere ned i hullet. Men det betyder ikke, at terapien ikke virker! Det kan ikke blive bedre, med mindre du tillader dig selv at mærke de ting, du ikke har forholdt dig til, det kan ikke blive bedre med mindre du arbejder med de ting, der tynger. Det hul, som du pt. mærker du dykker ned i, det bliver bedre med tiden, når du lige så stille får bearbejdet disse emner. Men du kan desværre ikke undgå, at det føles som om, at det går ned af bakke i et stykke tid. Det er desværre helt normalt - Gid sådan en proces kunne klares smertefrit, men det kan den ikke

Slutteligt i forhold til en andens anbefaling om at skifte terapeut. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i, hvis du - som du skriver - generelt har problemer med tillid. For du vil nok opleve, at du har svært ved at stole 100% på en anden terapeut også. Men det er vigtigt, at du fortæller din terapeut om de ting, som du skriver her. Får sat ord på, at du er bange for, om det er det rigtige, få sat ord på dine symptomer. Det er hans job at forklare dig, hvordan tingene hænger sammen og normalisere tingene for dig. Men det kan han kun, hvis du sætter ord på det. Hvis han er dygtig og professionel, vil han ikke opfatte det negativt, at du sætter ord på din bekymring, men snarere bruge det som et redskab i jeres videre terapi.

Baseret på din træthed, dine fysiske symptomer og den smerte du mærker, så lyder det på mig som om, at i er på vej det rigtige sted hen. Det lyder helt sikkert ulogisk at det, der gør ondt og er ubehageligt er rigtigt, men hvis du havde det fint og ikke mærkede noget, så ville det jo betyde, at du og din terapeut ikke havde fået taget fat i nogle af de vigtige emner.

Tal med ham - Forhåbentlig kan han også give dig nogle redskaber til at udholde alt det ubehag, du oplever nu.

Du er stærk og modig, stor respekt for at du arbejder med dig selv!

Tusind tak for dit yderst brugbare svar.

- du har ret, helt ret. Men jeg ved ikke om det skyldes at jeg nærmest føler jeg er bangr for min psykolog. Jeg bryder mig ikke om fremmede 

Jeg tror mit størst problem er at jeg er bange for at komme videre.  Det gør så frygyelig ondt at jeg skal komme videre uden min mor. Det er så svært at undvære. På fen anden side ved jeg jo ikke hvad jeg mangler. Det har jo aldrig været anderledes.

Jeg har rigtig svært ved at huske lige pt, så når jeg skal hen til ham i ugen. Jeg tror det er imorgen,  så vil jeg prøve vise ham dit svar og se om han måske kan forklare mig nogle af de ting du har beskrevet som jeg ikke helt forståt, hvis det er ok med dig ?

Kattha skriver:

Du må ikke tro der er noget galt med dig fordi du har det her savn, eller skamme dig over det. Hvis din mor ikke havde været der fysisk, været død eller bortrejst, så havde det været noget andet - du havde nok forholdt dig anderledes til det. Men hun var jo i nærheden af dig, så du følte omsorgssvigt igen og igen, som et sår der blev ved med være åbent, hun mindede dig jo konstant om hvad du ikke fik og hvad du inderligt ønskede at få fra hende. Der er mange former for psykisk tortur, og det kan man vel godt kalde det her for. Du er jo ikke en robot, så du bare kunne lukke det ude. Synes det er forventeligt at du har det sådan, intet underligt ved det.

 

Ja det tror jegogså. Og det er yderst frustrernede at detikke bare stopper ��

Men kan det være derfor mine ben gør ondt ? Nogle der har erfarring med det.