Hvordan lever i?

Kæresten har et 8-16.30 job, mandag til fredag, med mulighed for flex og hjemmearbejdsdage.

Jeg har skiftende arbejdstider hver uge, med både morgen/aften og hver anden weekende arbejde.

Min kæreste sætter ALTID tid med ungerne og mig først og ham selv sidst.

Vi har været sammen i 14 år og har 2 børn. Han laver rigtig meget husarbejde.

Jeg tænker at jeg personligt ik ville kunne leve i et forhold, hvor man ik satte familietid højt/højest.

Jeg læser det som om du nærmest er alenemor, med en extra bekymring at forholde dig til, i forhold til din mand. Vh stine

Anonym skriver:

Det er han ikke interesseret i, da han jo syntes det er fede penge at tjene.  (vi har ikke fællesøkonomi (mit valg)), og det kan jeg da sagtens følge ham i, men han glemmer jo bare, at jeg ikke har muligheden for, at tjene lidt ekstra eller sådan 

Men børnene og jeg mangler heller ikke noget, jeg har altid været "go til penge", så jeg sparer op, og står på alt der hedder børneopsparinger, min opsparing, husholdning, institutioner (2 x dagpleje, 1 børnehave og 1 SFO), min egen bil, halvdelen af huset, tøj/ting til børnene mv. 

Det er jo absurd! Han prioriterer "fede penge" højere end at være sammen med sine børn, og du får absolut intet ud af hans prioritering, eftersom du er bundet på hænder og fødder af at få en stor familie til at fungere og oven i købet selv finansierer det. 

Et er, at jeg ikke forstår, du vil finde dig i at undvære din mand så meget - noget andet og værre er, at du accepterer, at dine børn i praksis ikke oplever deres far som nærværende i deres liv og interesseret i at være en aktiv del af det. Og du har et medansvar for, at dine børn lever på den måde. 

Jeg har store børn på 17,18 og 22 år. De stiller spørgsmål om ting, de har oplevet i deres opvækst, og de konfronterer os hårdt og indimellem ubarmhjertigt, men ærligt og fair, om ting, vi kunne have gjort anderledes. Det er godt! - meget bedre, end hvis de brændte inde med det. 

En dag vil dine børn ikke alene spørge deres far, hvorfor de ikke var vigtige nok til, at han VAR der, havde lyst til at være sammen med dem i sommerland, vælge dem frem for alt muligt andet. Det må han svare på. Men de vil også spørge dig, hvorfor du accepterede det, hvorfor du ikke krævede på deres vegne, at de havde en far, der var der. Og da du jo ikke er et forsvarsløst offer, der ligger under for psykisk eller fysisk vold - ud fra det, du skriver - men tværtimod er fuldt bevidst om situationen og ved, det ikke skal være sådan, men intet andet gør end at tale til ham engang imellem, kræve ændringer og efterfølgende se ham vende tilbage til det sædvanlige mønster - så vil de med rette kunne bebrejde dig for at lade dem nøjes med en fraværende far. Hvad vil du svare? 

Dertil kommer så, at dine børn risikerer at opleve en bitter og indebrændt mor, der ikke fik det liv, hun ønskede. Lige pludselig er der gået ti eller femten år, og de går stærkt, når man har børn - og du vil ikke ane, hvor tiden blev af, og hvor DIT liv blev af, mens der skulle smøres madpakker og støvsuges og hjælpes med lektier og... Men du har, ved ikke at gøre noget, valgt netop dét liv til. 

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt du burde gå fra ham. Jeg hælder mest til, at du her og nu sætter alt ind på at råbe ham op og gøre ham det klart, at han mangler i fem menneskers liv. Egentlig er det fuldstændigt underordnet i mine øjne, om du kan gå til Zumba - det er dit valg, om du vil sætte det igennem eller ej. Men dine børns oplevelse af at betyde og FYLDE i deres fars liv er en kamp, du SKAL kæmpe for at føre til virkelighed - det er det ansvar, du har som deres mor. Og når han ikke lytter - eller hurtigt "glemmer" igen - så skal der andet til end klager og bønner fra din side:"Jeg vil have, du afsætter hver lørdag - hele dagen - til familien. Jeg vil have, du læser for X hver aften, går med Y til gymnastik hver torsdag, gør præcis dét og dét hver dag/hver tirsdag/hver gang." 

Jeg tror, at mange parforhold har den arbejdsfordeling, du beskriver. 

MEN så er der fællesøkonomi, således at manden spiller en større rolle i forbindelse med forsørgelsen. I min familie arbejder og tjener min mand meget og mest, men han er jo så også med til at finansiere min deltid, så ungerne trods alt får meget 'forældretid'.

Jeg ville ikke kunne acceptere jeres livsform. Jeg ville ikke føle mig som del af en familie med ham.

Men du har jo indtil nu accepteret det, så måske ved han ikke præcis, hvor galt det står til? Lav nogle regler

• Spise sammen allesammen hver aften
• Putte ungerne sammen hver aften
• Kærestetid efterfølgende én hverdagsaften om ugen
• Børne/familiedag én af weekendens dage
• 3 ugers fælles sommerferie
• Fællesøkonomi 

Det kan alle vist leve med.

Anonym skriver:

Vi har været sammen i snart 12 år, været gift i 5 år og har 4 små, ALT for skønne børn sammen

Vi bor på en nedlagt gård og manden arbejder ca 70 timer om ugen

Dvs. han er kørt når børnene og jeg står op, og kommer ofte først hjem, når de er puttet igen. 
Jeg aflevere alle 4 børn, kører på arbejde, henter dem igen, kører hjem, ordner hus, vasketøj, aftensmad, madpakker, skoletaske, børnehavetaske, dagplejetasker osv. hver dag. 

Han har fri hver weekend, men er SÅ dårlig til at prioretere os, fordi der er så meget "han gerne vil nå" hvad enten der er at makke i en gammel traktor eller at renovere på en af udebygningerne. 

Tror han har været med på 2 udflugter (i de snart 7 år, vi har haft børn), ellers er det bare børnene og jeg der er afsted i Djurs sommerland, Tivoli, klatreparker, ferier, sommerhuse, Lalandia, stranden, osv. osv. 

Når han så endelig kommer hjem, kommer han li ind forbi huset og siger hej, også går han ellers ud igen og makker i værkstedet 

Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage og går derfor også altid i seng alene, føler mig et eller sted fanget, for jeg kan jo ikke bare gå? Børnene sover, og huset skal jo os ordnes og der er en dag igen imorgen… 

I og med han arbejder meget, tager han heller ikke børnene, hvis de er natteravne, det er mig og altid mig, også selvom jeg har et 40 timers job 

Jeg har aldrig følt mig SÅ alene som jeg gør pt…… 

Vi har før talt om, at jeg ikke vil være alene i et ægteskab, men vi ender altid det samme sted…. .

jeg tror I skal have lavet gevaldigt om på nogle ydre rammer, før I kan få en anden hverdag.

Vi valgte 100% bevidst "nedlagt landbrug drømmen" fra os fordi vi er to voksne med fuldtidsjob og snart to børn under 5. 

Vi valgte en 70'ervilla og to almindelige 37-timer om ugen jobs og der er stadigvæk rigeligt at se til.

Jeg synes absolut ikke du skal gå ned i tid for at imødekomme din mands 70 timers arbejdsuge + hobbyprojekt

Du har ofret rigtig meget og måske han også har en oplevelse af at have ofret meget (fx hyggetid med dig og børnene) fordi han så har ansvaret for økonomi, hus osv. 

Hvis det var mig og min familie der var i din situation så var vi nødt til at sætte os ned og prioritere skarpt ind til benet - det kunne fx være at i som par max på arbejde 90 timer om ugen og så må I finde ud af hvordan det kan lade sig gøre 

Nogle gange skal man også acceptere at livet har nogle faser - vi har valgt at have "børne" fasen nu i et familiekvarter og så glæder vi os til "nedlagt landbrug drømmen" fasen når børnene er fløjet fra reden

I er igang med alting lige nu og nu kan du mærke at ilten forsvinder - og din mand mister også rigtig meget kvalitet med den familie han bruger så meget tid på at sikre ydre rammer til

Jeg håber I finder en god løsning - men den der med at "tale sig til" at han bruger mere tid på jer, med de rammer I har nu ville være urealistisk hvis det var mig og min mand

Anonym skriver:

Vi har været sammen i snart 12 år, været gift i 5 år og har 4 små, ALT for skønne børn sammen

Vi bor på en nedlagt gård og manden arbejder ca 70 timer om ugen

Dvs. han er kørt når børnene og jeg står op, og kommer ofte først hjem, når de er puttet igen. 
Jeg aflevere alle 4 børn, kører på arbejde, henter dem igen, kører hjem, ordner hus, vasketøj, aftensmad, madpakker, skoletaske, børnehavetaske, dagplejetasker osv. hver dag. 

Han har fri hver weekend, men er SÅ dårlig til at prioretere os, fordi der er så meget "han gerne vil nå" hvad enten der er at makke i en gammel traktor eller at renovere på en af udebygningerne. 

Tror han har været med på 2 udflugter (i de snart 7 år, vi har haft børn), ellers er det bare børnene og jeg der er afsted i Djurs sommerland, Tivoli, klatreparker, ferier, sommerhuse, Lalandia, stranden, osv. osv. 

Når han så endelig kommer hjem, kommer han li ind forbi huset og siger hej, også går han ellers ud igen og makker i værkstedet 

Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage og går derfor også altid i seng alene, føler mig et eller sted fanget, for jeg kan jo ikke bare gå? Børnene sover, og huset skal jo os ordnes og der er en dag igen imorgen… 

I og med han arbejder meget, tager han heller ikke børnene, hvis de er natteravne, det er mig og altid mig, også selvom jeg har et 40 timers job 

Jeg har aldrig følt mig SÅ alene som jeg gør pt…… 

Vi har før talt om, at jeg ikke vil være alene i et ægteskab, men vi ender altid det samme sted…. .

Det lyder godtnok hårdt  

min mand arbejder også ekstremt meget. 60-80 timer om ugen og har af og til rejsearbejde hvor han er afsted 1-2 uger af gangen. Hans arbejde har altid krævet meget og han elsker sit arbejde, så det har jeg ikke ville ta fra ham. Han tager altid afsted inden vi står op og er næsten altid hjemme når først vi er gået i seng. De dage hvor han er tidligere hjemme eller i fx weekenderne hvor han ikke så tit arbejder der er han så tilgengæld god til at prioriterer os som familie. Godtnok går han i haven, værkstedet mm da han elsker at lave alt muligt, men han tager altid vores datter med hvis hun vil og spørg også om ikke jeg går med. 

Han er så også god til at tage med på udflugter, familie tam tam mm. Det elsker han og tager gerne fri fra arbejde hvis vi skal noget. Så selvom han arbejder meget, så føler jeg stadig jeg har en mand og min datter en far  

vi venter os så nr. 2 her til november

Anonym skriver:

Vi har været sammen i snart 12 år, været gift i 5 år og har 4 små, ALT for skønne børn sammen

Vi bor på en nedlagt gård og manden arbejder ca 70 timer om ugen

Dvs. han er kørt når børnene og jeg står op, og kommer ofte først hjem, når de er puttet igen. 
Jeg aflevere alle 4 børn, kører på arbejde, henter dem igen, kører hjem, ordner hus, vasketøj, aftensmad, madpakker, skoletaske, børnehavetaske, dagplejetasker osv. hver dag. 

Han har fri hver weekend, men er SÅ dårlig til at prioretere os, fordi der er så meget "han gerne vil nå" hvad enten der er at makke i en gammel traktor eller at renovere på en af udebygningerne. 

Tror han har været med på 2 udflugter (i de snart 7 år, vi har haft børn), ellers er det bare børnene og jeg der er afsted i Djurs sommerland, Tivoli, klatreparker, ferier, sommerhuse, Lalandia, stranden, osv. osv. 

Når han så endelig kommer hjem, kommer han li ind forbi huset og siger hej, også går han ellers ud igen og makker i værkstedet 

Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage og går derfor også altid i seng alene, føler mig et eller sted fanget, for jeg kan jo ikke bare gå? Børnene sover, og huset skal jo os ordnes og der er en dag igen imorgen… 

I og med han arbejder meget, tager han heller ikke børnene, hvis de er natteravne, det er mig og altid mig, også selvom jeg har et 40 timers job 

Jeg har aldrig følt mig SÅ alene som jeg gør pt…… 

Vi har før talt om, at jeg ikke vil være alene i et ægteskab, men vi ender altid det samme sted…. .

Vi har været sammen i 13 år og har et barn på 5.

min mand har også lange arbejdsuger på60-70 timer og en del rejseaktivitet. Jeg er i fuldtidsjob med skiftende arbejdstider (læge).

Herhjemme har vi prioriteret at han er hjemme og nærværende fra 16-19, dvs når vores barn kommer fra børnehave og til sengetid, og desuden mindst 1 dag i weekenden -undtagen selvfølgelig når han er ude og rejse.

han tager meget tidligt på arbejde og har så gerne arbejde med hjem han sidder med om aftenen. På den måde får han det til at hænge sammen.

Vi har også prioriteret rengøringshjælp 2 gange om ugen og en barnepige der kan træde til når jeg har vagter der gør jeg ikke er hjemme om morgenen.

Han tjener meget mere end jeg gør og her smider vi det i en fælles pulje -men det er jo en smagssag om man er til fællesøkonomi.

Jeg kunne ikke leve med en der i den grad valgte mig og børnene fra -jeg er helt trist på dine vegne over det han (og du selv) byder jer. 

Jeg håber det lykkedes dig at trænge igennem til ham og får ham til at forstå at han har en stor dejlig familie der har brug for ham og savner ham i dagligdagen. 

Mange tanker til dig

Vi lever nærmest omvendt.

For os er tid mere værdifuldt end penge. Vi har begge gode uddannelser og tjener fint - synes vi selv, og det kører rundt, så der også er plads til en masse gode oplevelser. Sammen, oplevelser sammen, tid sammen. Vi er rigtig meget sammen, alle sammen. 

Jeg har både job og er i gang med min kandidat, så har lige haft en presset periode med eksamener, og der "sendte" vi børnene på ferie hos bedsteforældre. Da de kom hjem og mine eksamener var overstået, tog jeg dem med i Tivoli, hvor de fik så hatten passede (dårlig samvittighed ) De spurgte flere gange efter far, og da han hentede os, var han grædefærdig fordi han var gået glip af en dejlig dag med sine børn og sin kone. Vi laver sjældent ting uden alle er med, og vi har et stærkt fællesskab og sammenhold i vores familie. Da vi begge var studerende prioriterede vi tid sammen frem for studiejob og dermed flere penge. Dog har min mand et bi-job som musiker, hvor han spiller meget ofte i weekender og ferier, og rigtig ofte over sommeren. Han tager af sted om om aftenen (sørger altid for at lydprøve er så sent som muligt, så han ikke skal være væk hele dagen) og så kommer han hjem omkring midnat eller lidt senere. Han er dødtræt om morgenen, men står gladeligt tidligt op og laver havregrød. Nogle gange overnatter han, hvis de spiller langt væk og så hygger han sig med det og jeg hygger med børnene. Jeg laver også massere af ting uden min familie, fx festival, besøg hos veninder i hovedstaden, fredagsøl med studiekammerater osv. Det skal der være plads til, ellers ville vi visne. 

Jeg synes, det giver rigtig god mening, når du skriver at du føler dig fastlåst (eller en lidt anden formulering) og det synes jeg, du skal rykke på. Du skal ikke leve det liv, som en anden har bestemt for dig. Jeg synes, du skal finde ud af, hvad du vil for dig og dine børn og så skal du gå i gang med at skabe rammerne for lige nøjagtigt dét liv. 

Tja... hvordan lever vi? Der er i mine øjne en forskel på hvad man kan "overleve" - og så på at leve på en måde, som er dejlig og giver livskvalitet. Leve på en måde hvor uger, måneder og år ikke bare skal overståes, men snarere nydes i sig selv. Hvor noget så klichéfyldt som "nu'et" faktisk er et dejligt sted at være.

Sådan lyder det meget lang fra som om du har det. Det lyder mest som tiden bare går og du "overlever" i det som I nu engang har sat jer i.

Det ville jeg ikke kunne leve med. Og jeg ville ændre det, før jeg blev godt gammeldags bitter og før jeg gav mine børn i indtrykket af at dette var dette var de rette livsværdier at indrette sig under.

Jeg vil ikke være alene i mit forhold - så ville jeg hellere være reelt alene. Jeg vil ikke være alene om at have børn - så havde jeg fået dem selv. Og jeg vil ikke have opdelt økonomi imens manden fiser rundt og udlever en række ambitioner på egne vegne, og lader familien sejle i egen sø.

Anonym skriver:

Han kysser mig altid, når han kommer ind i seng, og når han kommer hjem osv, inden han render ud igen 
Han siger også ofte, at han elsker mig, at jeg er dejlig, osv

Hver lørdag morgen (hvis den ikke allerede kommer fredag aften), spørger han; 

"Nå, hva har I så af planer i weekenden?"

Svare jeg så med, at vi kører på stranden, legeland, legeplads, what ever, også om han vil med kommer der altid det samme svar, 

"jooo, det vil jeg jo egentlig gerne, men så når jeg jo ikke noget herhjemme"


Jeg er efterhpnden holdt med at spørge ham, og de to store på 4,5 og 6 siger altid; 

"Og far skal jo ik med" 

Av for den! Stakkels børn siger jeg bare. Tænk at man som far/forældre kan vælge at nedpriotere sine børn i livet det synes jeg er meget meget mærkeligt. 

Vores liv lige nu...

Jeg er sygemeldt uden job. og min kæreste bliver færdig med sin udd her i juni måned. Han har heldigvis job når han er færdig. 

Før jeg blev sygemeldt havde jeg alm fuldtidsjob. og kæresten  læste/gik på uddannelse. 

Vi har altid pririoteret børnene og os som familie. Jeg har dog været meget sammen med ungerne når kæresten har arbejdet eller været ude og pleje hobbys engang imellem. 

Vi har ikke fælles økonomi men deler alle udgifter. Det der er tilbage på hver vores konto er til eget forbrug.

Da jeg er på sygedagpenge har jeg ikke særlig meget til mig selv så hjælper det med en kæreste som har lidt flere penge... så kan han "give mig lidt" 

Ungerne mangler ikke noget og det gør vi som familie heller ikke. Det vigtigste er den tid vi har sammen. Familietid. Det er jo derfor vi er en FAMILIE. Jeg ville simpelthen ikke kunne leve sammen med en som var væk det meste af tiden og som slet ikke "kendte" sine børn.