Vi har været sammen i snart 12 år, været gift i 5 år og har 4 små, ALT for skønne børn sammen
Vi bor på en nedlagt gård og manden arbejder ca 70 timer om ugen
Dvs. han er kørt når børnene og jeg står op, og kommer ofte først hjem, når de er puttet igen.
Jeg aflevere alle 4 børn, kører på arbejde, henter dem igen, kører hjem, ordner hus, vasketøj, aftensmad, madpakker, skoletaske, børnehavetaske, dagplejetasker osv. hver dag.
Han har fri hver weekend, men er SÅ dårlig til at prioretere os, fordi der er så meget "han gerne vil nå" hvad enten der er at makke i en gammel traktor eller at renovere på en af udebygningerne.
Tror han har været med på 2 udflugter (i de snart 7 år, vi har haft børn), ellers er det bare børnene og jeg der er afsted i Djurs sommerland, Tivoli, klatreparker, ferier, sommerhuse, Lalandia, stranden, osv. osv.
Når han så endelig kommer hjem, kommer han li ind forbi huset og siger hej, også går han ellers ud igen og makker i værkstedet
Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage og går derfor også altid i seng alene, føler mig et eller sted fanget, for jeg kan jo ikke bare gå? Børnene sover, og huset skal jo os ordnes og der er en dag igen imorgen…
I og med han arbejder meget, tager han heller ikke børnene, hvis de er natteravne, det er mig og altid mig, også selvom jeg har et 40 timers job
Jeg har aldrig følt mig SÅ alene som jeg gør pt……
Vi har før talt om, at jeg ikke vil være alene i et ægteskab, men vi ender altid det samme sted…. .
Anmeld
Citér