Anonym skriver:
For at gøre en lang historie kort.
Min kæreste og jeg har sammen vores dejlige datter på 2,5 og venter lillebror med termin om blot 9 dag. Jeg glæder mig så meget til, at møde ham samt, at gøre min prinsesse til storesøster.
Min kæreste var mig utro da vores datter var 4-5 måneder gammel. Jeg tilgav ham, men det var en hård og lang kamp at vinde tilliden tilbage.
Vi kom tilbage som nyforelsket og lykken ville ingen ende tage. Et lykkkeligt års tid efter, får han overtalt mig til, at begynde projekt lillebror. Jeg bliver gravid i første forsøg, og alt er bare fantastisk. Vi venter os endnu et ønskebarn.
Som maven vokse, begynder han at trække sig tilbage fra mig. Han holder ikke længere om mig, Han gider ikke længere at lytte til mig, eæler deltage i noget som helst der har med graviditet at gøre. Han vil ikke længere have sex med mig, hvilket i sig selv kan gøre ondt, især fordi jeg ved han har lyst til sex. Hver aften når vores datter er putter og jeg går i seng, tager jeg ham i at se porno. Hvilket også er helt okay, hvis det er det der skal til. Men det er ikke sjovt, at blive afvist gang på gang, fordi han er for "træt."
Han er aldrig hjemme, og når han så er, er han beruset eller sover. Den eneste kommunikation jeg har med ham, er når han er sur og synes jeg gør alt forkert.
For en måneds tid siden, modtager jeg en besked fra en af hans veninder. Hun fortæller mig, han er mig utro med to andre piger og hun har så dårlig samvittighed over ikke at fortælle mig det.
Jeg lægger ærligt det døve øre til, for jeg vil så gerne han selv fortæller mig det. Prøver ihærdigt at spørge om der er noget vi skal snakke om. Jeg kan se hvordan hans hjerte pumper, og hører på den ene løgn efter den anden. En aften hvor han sover, får jeg simpelthen nok. Jeg tager hans telefon og ganske rigtigt, han har ikke bare en, men to affærer ved siden af.
Bryder fuldstændig sammen og lukker ikke et øje i en uge. En nat bliver det for meget, og jeg river ham op ad sengen for at konfrontere ham. Han lover guld og grønne skove, hvis jeg bliver ved ham. Han siger endda han vil søge hjælp.
Nu er der snart gået 14 dage. Og intet er sket. I går kom han endnu en gang hjem, for at fortælle hvad der er galt med mig. Jeg orker det ikke længere. Det eneste der efterhånden er galt med mig, et at jeg er sammen med ham.
Jeg har ikke lyst til at have ham med til fødslen. Det oplevelse skal han ikke også ødelægge for mig.
Jeg har virkelig indset, at jeg ikke kan byde mig selv eller vores børn dette længere. Er bare så bange for jeg ikke er stærk nok, til at holde fast i min beslutning. Jeg har ingen at snakke med, går har ikke villet sætte ham i dårligt lys, når vi står overfor et samarbejde de næste mange år.
Ved egentlig ikke hvad jeg vil med dette indlæg. Tror bare jeg har brug for lidt luft.
Andre der har stået i lignede situatio, og hvordan er i kommet videre?
Undskyld for et rodet indlæg,, men har så svært ved at samle mine tanker... 
Du vil ikke sætte HAM i et dårlig lys, ved at gå fra ham? Er det rigtig forstået?? -> hvis ja, så vil jeg bare pointerer at det har han klaret udmærket selv, ved at ligge og knalde med først en (??) anden første gang hans kæreste var gravid og så gjorde han det sørme lige igen med to andre (??) anden gang kæresten var gravid!!
Helt ærligt, hvad får dig til at tro at DU ikke fortjener meget mere og bedre end det!! Tag du jeres barn under armen og kom afsted.
