At gå fra kæresten som højgravid?

For at gøre en lang historie kort. 

Min kæreste og jeg har sammen vores dejlige datter på 2,5 og venter lillebror med termin om blot 9 dag. Jeg glæder mig så meget til, at møde ham samt, at gøre min prinsesse til storesøster.

Min kæreste var mig utro da vores datter var 4-5 måneder gammel. Jeg tilgav ham, men det var en hård og lang kamp at vinde tilliden tilbage. 

Vi kom tilbage som nyforelsket og lykken ville ingen ende tage. Et lykkkeligt års tid efter, får han overtalt mig til, at begynde projekt lillebror. Jeg bliver gravid i første forsøg, og alt er bare fantastisk. Vi venter os endnu et ønskebarn. 

Som maven vokse, begynder han at trække sig tilbage fra mig. Han holder ikke længere om mig, Han gider ikke længere at lytte til mig, eæler deltage i noget som helst der har med graviditet at gøre. Han vil ikke længere have sex med mig, hvilket i sig selv kan gøre ondt, især fordi jeg ved han har lyst til sex. Hver aften når vores datter er putter og jeg går i seng, tager jeg ham i at se porno. Hvilket også er helt okay, hvis det er det der skal til. Men det er ikke sjovt, at blive afvist gang på gang, fordi han er for "træt." 

Han er aldrig hjemme, og når han så er, er han beruset eller sover. Den eneste kommunikation jeg har med ham, er når han er sur og synes jeg gør alt forkert. 

For en måneds tid siden, modtager jeg en besked fra en af hans veninder. Hun fortæller mig, han er mig utro med to andre piger og hun har så dårlig samvittighed over ikke at fortælle mig det. 

Jeg lægger ærligt det døve øre til, for jeg vil så gerne han selv fortæller mig det. Prøver ihærdigt at spørge om der er noget vi skal snakke om. Jeg kan se hvordan hans hjerte pumper, og hører på den ene løgn efter den anden. En aften hvor han sover, får jeg simpelthen nok. Jeg tager hans telefon og ganske rigtigt, han har ikke bare en, men to affærer ved siden af. 

Bryder fuldstændig sammen og lukker ikke et øje i en uge. En nat bliver det for meget, og jeg river ham op ad sengen for at konfrontere ham. Han lover guld og grønne skove, hvis jeg bliver ved ham. Han siger endda han vil søge hjælp. 

Nu er der snart gået 14 dage. Og intet er sket. I går kom han endnu en gang hjem, for at fortælle hvad der er galt med mig. Jeg orker det ikke længere. Det eneste der efterhånden er galt med mig, et at jeg er sammen med ham. 

Jeg har ikke lyst til at have ham med til fødslen. Det oplevelse skal han ikke også ødelægge for mig. 

Jeg har virkelig indset, at jeg ikke kan byde mig selv eller vores børn dette længere. Er bare så bange for jeg ikke er stærk nok, til at holde fast i min beslutning. Jeg har ingen at snakke med, går har ikke villet sætte ham i dårligt lys, når vi står overfor et samarbejde de næste mange år. 

Ved egentlig ikke hvad jeg vil med dette indlæg. Tror bare jeg har brug for lidt luft. 

Andre der har stået i lignede situatio, og hvordan er i kommet videre? 

Undskyld for et rodet indlæg,, men har så svært ved at samle mine tanker... 

jeg har ikke stået i det samme, men vil bare give dig et kæmpe knus

Godt du er nået frem til at du og dine børn fortjener så meget bedre, og du har sikkert ikke behov for at jeg ytre min mening over hans utilgivelige opførsel.

Men NEJ selvfølgelig fortjener han ikke at være med til fødslen.. det skal da være en super god oplevelse for dig... tag evt. din mor eller en veninde med

Hold da op en skiderik!! 

Jeg håber,at du finder en god løsning snart,så du hurtigst muligt kan komme videre med dine børn.

Held og lykke!

Æv for en idiot 

Synes du er stærk og sej at du kan udholde det du gennemgår.

Jeg forstår 100% dine følelser og din vrede ,men vil alligevel bede dig om at gennemoverveje det med fødslen.

Som du selv skriver skal du samarbejde med ham i mange år og det er vigtigt at han føler tilknytning også til den lille og den kan svækkes ved at han ikke er der i de første min hvor forældre og barn knytter bånd.

Jeg ville selv have lyst til at smide ham ud til højre hvis det var min mand ,men børnene har ret til en far ligegyldig hvor ussel en kæreste han er . 

Og skulle der ske noget under fødslen der gør at du evt ikke kan være der for baby de første vigtige timer er det ret vigtigt at det er far som barnet kender stemmen på som har ham . 

Jeg sender lige det største kram og håber du trods alt kan skubbe egne føleser tilside og se på jer som et makkerpar omkring børnene selv om det må være utroligt svært. 

Selfølgelig skal du gå fra ham. Sådan en fucking led spasser! Alverdens fyord og lort i hans retning. 

Men faren skal selfølgelig med til fødslen, måske ik selve det at du har veer og føder for det er ret intimt og det har han ødelagt. Men lige bagefter kan du smide et lagen over dig selv og så kan baby se de to mennesker der elsker ham/hende højest, det er vigtigt for barnet. Og fars og babys tilknytning til hinanden. Uanset hvor stor en idiot han er som mand. Kan han jo sagtens være en god far. Og det skal man ik berøve babyen synes jeg. Selv om han er en lort. Los ham en fra mig. 

Smid ham ud. Lige nu - eller dvs arranger et godt sted du kan være inden da og op til fødslen. Han skal ikke være der og du skykder ham intet!!!! Jeg stod i samme situation som dig - smed ham ud kort efter fødslen og i dag er jeg stadig ked af han var med til fødslem af mit første barn. Fødsel nr 2 blev meget bedre da min nuværende kæreste var med. Men jeg fortryder stort jeg tog en med der ikke elskede mig 100%. I fødselssituation er man så afhængig af tillid og af tryghed. Der har man sku ik brug for sådan en idiot!!! 

Kære du

Kæmpe kram. Føj for en behandling. Og sikke en stressende situation for dig.

Husk at der godt kan være flere end to personer med til en fødsel - i din situation en du stoler på og gerne vil dele det med og barnets far. Jeg kender fx flere par, hvor far har det så skidt med at se blod, at den fødendes mor har været med som 'back-up'. Hvis du vil have det skidt med, at han er med til fødslen, kan ham sidde i venteværelset, mens du føder (med en anden hos dig).

Måske tænker du, at du ikke kan smide ham ud lige op til fødslen for hvad så med alt det praktiske efter fødslen, pasning af jeres datter, indkøb, osv. For det første er din (eks)kæreste jo ikke død og må værsgo smøge ærmerne op og hjælpe sine børns mor (og passe sine egne børn). For det andet tror je, at du vil opleve, at dit netværk vil være til stor hjælp, hvis du udsteder meget konkrete ønsker. 'I vil gerne komme på barselsbesøg på onsdag? Dejligt! Vil I tage en håndfuld ting med fra netto og en ret, vi kan varme i ovnen? Jeg sender listen over tingene.' 

Han har opført sig så råddent. Hold fast i at du er mere værd og du kan komme igennem også dette!

Jeg har stået i næsten samme situtation som dig... 

Jeg valgte at gå fra ham da jeg var højgravid, da han simpelhen ikke deltog nok og ikke viste nogen form for kærlighed/omsorg. 

Men dette varede kun i 20 min.. Så gik jeg tilbage til ham da jeg på vej væk fra lejligheden mødte min Mutti som ville besøge os... Dvs jeg fik sådan en dårlig samvittighed.

hvorfor gå fra en man venter barn med? Hvad med kerne familien?? Suk!!! 

Men det var den DÅRLIGESTE beslutning jeg tog mig!!!! 

Jeg fødte.. Og jeg levede med en mand som ikke gav mig det jeg søgte men kun brugte tid til sig selv. 

Han begyndte at besøge venner i andre byer (væk 1 weekend) for at ta i byen og være sammen med tøser som han holdt hemmeligt for mig. (Jeg havde dog luret ham!) 

Tog den bedste beslutning da vores søn var 5 mdr.. 

Jeg gad ikke mere... Og satte mig en dag ned for at snakke med ham og fortælle at jeg var træt af at græde inde i mig selv hver dag.. Så NU var det slut! 

Mit hjerte blev lettet!!! Jeg var fri... Fandt min egen lejlighed og ny kærlighed 

Mit bedste råd er... Følg dit hjerte!! Hvilken behandling ønsker du? Hvor langt kan du trække den? 

Jeg syntes din kæreste behandler dig unfair og fandme ikke i orden at han er dig utro! KOM VÆK!! 

Der er MASSER af hjælp og hente.. 

Du er velkommen til at skrive 

Jeg har ikke erfaring med det du beskriver, dog har jeg lidt erfaring med utroskab - jeg har selv valgt at blive hos min kæreste efter en større krise, og vi er kommet godt igennem det.

Jeg vil ved utroskab altid mane til besindighed - især når der er børn involveret - synes ikke man skal smide et ellers godt forhold væk HVIS der er tale om en fejltagelse. Alle kan fejle.

Til gengæld vil jeg i dit tilfælde sige, at der næppe er tale om en enkelt fejltagelse. Det lyder som om det er hans personlighed, og at det vil ske igen og igen og igen. Og hvis han får sig en ny kæreste vil han også være hende utro. Det lyder som om han er det man kalder et regulært dumt svin.... Derfor vil jeg råde dig til at komme væk hurtigst muligt - uanset at jeg godt kan se det ikke just er en nem løsning lige nu.

Tja.... 

Kernefamilien er der jo ikke ! 

At bruge tid på et menneske... nej vent! At bruge tid på en far og mand der i den grad er ligeglad og helt uden respekt for ikke mindst dig, men også jeres børn !  Er absolut ikke dine kræfter værd.

Han har fra start af skidt højt og flot på jer og bliver ved med at gøre det. Lad være med at stikke dig selv blår i øjnene om evt. Gode stunder... dem har han ødelagt. 

Du skylder dig selv og dine børn at blive behandlet med respekt! 

Ps. Jeg havde været kold .... ikke om han skulle sætte sine ben på fødestuen. ..