Astoria skriver:
Du er helt sikkert ikke alene 
Jeg taler flydende italiensk (vi bor i Italien), men der var mange år hvor jeg ikke talte italiensk eller bare ikke godt nok til at kunne kommunikere med dem. Det var bare SÅ hårdt og jeg græd faktisk ofte efterfølgende eller undgik at mødes med hans familie. Du ville ønske at de ville tage mere hensyn til en, især fra min kæreste i form af at oversætte, men samtidig så forstod jeg at det bare er rigtig hæmmende hvis det skal foregå på et fremmedsprog eller der konstant skal oversættes. Jeg havde det rigtig svært med samkomster i mange år. Det var bedre med hans venner, da de ofte kunne tale engelsk. Min mand har det samme problem med min familie som selvfølgelig taler engelsk, men hvor der bliver ofte slået over i dansk i løbet af aftenen. Man skulle tro at vi derfor begge ville være bedre til at inkludere den anden i samtalerne, men det er bare rigtig svært når man er i situationen, selvom man selv synes man gør en indsats. Jeg tror ikke der er en umiddelbar løsning. Det er svært for alle parter, men hvis jeg skulle give et råd, så prøv at mødes med dem i mindre grupper, måske endda på tomandshånd. Det er nemmere at holde sproget på dansk og inkludere alle i samtalen på den måde. Det kan være det også giver dem større sikkerhed i at kommunikere med dig på dansk. Vi bruger også meget at sørge for at min mand ved større arrangementer i Danmark sidder ved siden af mennesker som gerne taler engelsk.
Bare husk at de helt sikkert ikke mener noget ondt med det
Ja okay, rart at høre fra en der har været og er i samme situation. Og ja jeg jeg kan godt mærke en forskel når jeg er der kun når min forlovede, når kun hans forældre er der, selvom der stadig går tyrkisk i den så efter et par timer kan jeg mærke det bliver lidt bedre, også selv om det kun er korte sætninger nu og da. Jo mere jeg er der, jo mere vil de måske også gøre sig umage og føle sig tryggere ved sproget fordi de har mig at "øve sig på" 
kan jeg da håbe på ihvertfald, og det os forståeligt det heller ikke er nemt at sidde og oversætte for hinanden, det svært at tage hensyn til alle parter i sådan en situation, det klart.. 
og ja selvfølgelig er det sjældent alle er en stor lykkelig familie. Må jeg også huske på.. med mine egne forældre har der da også været gnidninger nu og da, da min mor til tider har synes min farmor har været alt for meget, Men aligevel er det aldrig ført til skænderier eller diskussioner, fordi hun så bare har accepteret at sådan er hun noglegange (selvom hun så mange gange har måtte holde masken i situationer 
) Og aligevel nu hvor min farmor er syg bekymre hun sig jo for hende, for selvom hun til tider har været træt af hende? så holder hun jo af hende for det er jo familie!
Men tak for dine gode svar, det hjalp mig faktisk med at se mere positivt på den del 
Anmeld
Citér
