Bekymringer og behov for kontrol af fremtiden

P.S. Jeg synes det lyder som en god ide at tale med lægen. Det kan ikke skade 

Cheyana skriver:

Jeg ved ikke om det kan relateres til angst, personlighedsforstyrrelser og what not, men det HÅBER jeg ikke, for jeg har selv stået i samme båd med alle tankerne der bare går amok - ISÆR i de perioder i mit liv, hvor jeg ikke har haft noget at lave. Da jeg i gymnasiet valgte at droppe ud, lavede jeg ikke noget som helst i 6 måneder, og det var nok nogle af de sværeste måneder i mit liv. For jeg overanalyserede ALT, og det var virkelig snoren uden ende, for en tanke førte til en anden, som førte til en tredje osv. Jeg fik også smadret et par venskaber på den bekostning. Da min ekskæreste og jeg for flere år tilbage havde 2 måneders sommerferie sammen startede det igen, og jeg så også mig selv skabe unødige konflikter med ham. Men jeg er altså aldrig blevet diagnosticeret med noget som helst, og så længe at jeg har et job og en hverdag der kører, så får jeg heller ikke alle mulige mærkelige tanker. Mit bud er at når man ikke aktiverer sig selv, så keder hjernen sig, og så begynder den bare at finde på ting for at underholde sig selv 

Så jeg tænker at du bare skal se at finde noget at fordrive tiden med, tag ud og se nogle mennesker eller seværdigheder, og lad dine tanker blive i nuet. Jeg er også selv en kontrolfreak, og jeg er nød til at sige til mig selv at jeg skal tage tingene oppe fra og ned. Det er nok også sundt at få brudt sin komfortzone lidt, så man kan se, at det værste man forestiller sig ikke nødvendigvis sker 

Mht. det at få børn, så synes jeg ikke du skal presse dig selv og skyde skylden på alle de tanker du får. Hvis du ikke er klar, så er det bare sådan det er, du skal nok få den rigtige følelse i kroppen når det bliver aktuelt 

Det lyder jo præcist som jeg har/ har haft det! Og har tit hørt den sætning fra mine forældre "Du har for meget tid til at tænke" - da jeg var yngre, så tror ikke de nogensinde har tænkt tanken om det kunne være noget angst, for det har altid ligget til familien at bekymre sig lidt meget..Jeg har dog været ude for en meget voldsom oplevelse da jeg var en lille pige, som jeg først åbnede op for mine forældre da jeg var omkring 10-11 år. Jeg var kun 4-5 år så jeg husker kun brøkdele af det, men det aldrig noget jeg har talt med en professionel om. Kun mine forældre til tider, men ikke meget da jeg en periode slet ikke ville tale om det. Min forlovede ved det også, og har sagt at hvis jeg har brug for det så skal jeg bare snakke om det men det svært for mig. Det ikke noget jeg tænker over i hverdagen, men nogle gange kan det da komme til mig fordi jeg tænker om det kan have noget at gøre med hvordan jeg til tider har det Idag... netop fordi jeg gik med det så længe alene, og så da jeg endelig fik det ud var det en kæmpe lettelse dengang.

Men nu når du siger du aldrig er blevet diagnosticeret med noget, betyder det så du ikke har været til lægen nogensinde og fået det undersøgt eller har du men hvor der ikke kom mere ud af det?

Det er netop det jeg synes er svært at finde ud af.. om det virkelig bare handler om jeg har for lidt at se til lige nu (har deltids job men det rengørning så der for jeg også meget i mine egne tanker) træner til daglig, passer min hund og ser veninder af og til, udover min forlovede. Men er stadig meget hjemme.. Men når jeg netop har haft en hverdag kørende, så er det jeg slet ikke mærker det på samme måde. Men stadig så har jeg det der kontrol behov af hverdagen og af aftaler, laver tit noter om selv de mindste ting jeg skal have klaret og med bekymringer har jeg også haft behov for at skrive det ned, samt skrive ned hvad fks min forlovede har sagt for at betolige mig, i tilfælde af jeg pludselig kommer  til at tænke på det samme igen.. og det så noget jeg tænker lidt om hvor "normalt" det er, på trods af det i de tider ikke er hver dag jeg får det sådan.. og så også den følelse jeg får fysisk. Uro, får en klump i halsen og en nervøs følelse når jeg skal lukke mine bekymringer ud , og har noglegange skrevet beskeder til min forlovede mens han er på arbejde om en eller anden situation , som gør mig bekymret fordi jeg simpelthen ikke kan vente hvis han fks. Først er hjemme dagen efter... Tit har jeg bare formuleret det knap så dramatisk, og skrevet det sådan lidt henkastet så han aldrig rigtig er reageret negativt på det..

Men det er jo der jeg så jeg tænker om det virkelig bare er "kedsomhed tanker" eller om der mere i det.. og man kan sige , det kan en læge jo kun bedømme, men er da os bange for at køre alt det her op, og en læge bare giver mig diagnosen uden der måske er nok i det.. det sgu svært synes jeg.... Fks, nu begynder jeg jo at føle mig mere nervøs fordi jeg jo begynder at tænke om jeg virkelig fejler noget..

 

Tja.. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare mine tanker uden det bliver lidt langt.. Min forlovede og jeg har været sammen i 4 år, og han er meget skruk efterhånden, det har han sådan set været længe. Jeg er ikke.. Vi har tit haft diskussioner om det, da jeg ikke rigtig kan sige hvornår jeg klar.. Kun at jeg måske kan forestille mig det om 2-3 års tid, hvilket han jo så synes er lang tid for han vil meget gerne være "en ung far" han er 24, jeg er 22.  Men.. Jeg får det tit mærkeligt indeni når snakken går på børn for JA, jeg vil have børn! - og jeg glæder mig da, men det som om mine bekymringer og tanker om en så stor forandring skræmmer mig og overskygger glæden og den gave der følger med.. (Derudover nyder jeg altså også bare, ikke at have det ansvar endnu!) 

Det skal lige siges at jeg mange år har haft en tendens til at bekymre mig MEGET, overtænke og overanalysere, samt haft en tendens til at have et behov for at kontrollere situationer i et forsøg på at " forberede mig selv" Dette også før jeg mødte min kæreste..

 Disse perioder er altid kommet til mig når jeg fks. har haft en lang sommerferie og ikke har haft så meget at se til, og det er også det jeg har nu.. For meget tid til at tænke. Min kæreste arbejder ekstra meget her i sommer månederne, og jeg kan tydeligt mærke forskel på når jeg selv har en masse at se til, og når jeg ikke har. Det som om at jeg så har en tendens til at skulle udtænke og bekymre mig om et eventuelt problem der kan opstå og så nogle gange kan jeg ikke vente med at skulle konfrontere/snakke med min kæreste /veninde om det for at få "ro " i sindet for en kort stund indtil noget nyt kommer.

Lige nu har jeg som sagt en masse tanker og bekymringer om fremtiden og børn.. Idet min forlovede er muslim har vi jo også nogle anderledes og andre ting at skulle tage stilling til end de normale ting, i forhold til børn. Vi har dog de seneste år fået snakket og aftalt mange ting igennem, men det er som om det tit er noget jeg føler behov for at få gentaget og jeg kan have svært ved at finde en balance mellem hvad der skal være styr på nu og hvad vi tager hen af vejen når børnene rent faktisk ER der (Det sidste er især noget der kan give mit kontrol behov dårlige nerver) - Jeg reagere ikke altid godt på ting jeg ikke er forberedt på,  og det på trods af jeg ved det noget man bliver nødt til! Og det gælder jo mange ting i livet.. Man kan jo ikke forudse hvordan livet kommer til at gå, ligemeget hvor meget man planlægger.. 

Min forlovede er langt bedre til dette, og det er virkelig noget jeg prøver at arbejde på, for det er jo heller ikke rart at gå med den følelse men jeg ved ikke hvordan.. 

Vi har på nuværende tidspunkt lavet en liste om hvad vi er kommet frem til med børn, som bla er..

Ingen omskæring  (Noget vi for en lille stund måtte gå fra hinanden over, fordi jeg IKKE kunne acceptere at det ikke først var noget der kunne blive taget op, når vores dreng selv kunne vælge, og min kæreste derimod så det som noget naturligt at få gjort ) Han valgte dog så at acceptere det i sidste ende, og nu er det som sagt blevet til at vores eventuelle dreng selv tager valget i teenagere alderen. Han ved godt nu, det på ingen måde er noget der kan diskuteres fra min side. Tilgengæld holder han på ingen svinekød, så det accepterede jeg.

 Vi har også aftalt at vores børn vokser op med et naturligt, men ansvarsfuldt forhold til alkohol men aldrig forbud (da min forlovede og hans brødre siden de var 14 år, har drukket bag sine forældres ryg, og han har jo heller ikke selv synes det har været særlig sjovt at gå og skjule. Min forlovede er ikke særligt praktiserende, men har mere troen i sit hjerte og er stolt af islam som hans religion. Han ber ikke, men vil gerne senere fordi det før har givet ham en indre ro, lige nu føler han bare ikke han kan finde tiden til det, så tvivler på det overhovedet bliver aktuelt senere når der kommer børn ind i billedet og en mere stresset hverdag

Derudover at vores barn bliver "halvt kristent og halvt muslimsk", forstået på den måde vi giver viden om begge trosretninger, men også at der er forskellige grader af at tro på noget (Da jeg ikke selv er praktiserende kristen, men da tror på der mere mellem himmel og jord) og så ud fra dette kan vores barn selv vælge hvilken retning i livet det vil gå når det vokser op.

Jeg hælder til dåb, hvilket min kæreste ikke rigtig har noget imod og grunden til jeg gør dette er at når et barn fødes, hvor en af forældrene er muslim vil barnet også automatisk blive muslim, og et barn bliver ikke bare automatisk kristen på samme måde.

Vi har også aftalt at barnet får begge vores efternavne, så både mit danske og hans muslimske og så selvfølgelig fejring af kristne og muslimske traditioner som jul og eid.

Så ja.. vi har jo snakket mange ting igennem og jeg synes os det hjælper at have en liste at forholde sig til.. Jeg ved godt en liste i sidste ende ikke har en magisk virkning, for det bliver overholdt men det må vi jo så have tiltro til hinanden på, og også derfor jeg netop har bragt mange af de her emner op nogle gange (Lidt for mange gange ifølge min forlovede )

Men det som sagt som om jeg så bekymre mig videre på de ting og nærmest opsøger problemer inden de opstår og som er langt fremme.. fks. Jamen hvornår må vores børn så eventuelt selv tage valget om at smage svinekød, hvad nu hvis hans familie blander sig i det med omskæring, og ikke vil komme i kirken til dåb.. (Dog har min forlovede aldrig diskuteret så nogle ting her med hans forældre, (selvom de self kendte grunden til vi gik fra hinanden kort tid) men tværtimod har jeg med mine forældre, hvor han er blevet lidt irriteret og sagt at det selvfølgelig er iorden at fortælle familie hvad vi kommet frem til, men at vores forældre skal jo ikke blande sig i hvordan vi opdrager vores børn, og at han har det synspunkt at hvis man blander forældre ind i opdragelse bliver det først indviklet hvilket jeg er enig i.

Men især.. hvad nu hvis, hans forældre/familie bliver trætte af der altid vil være lidt vin og øl på bordene til fødselsdage når min familie os er der (som jeg har sagt jeg altid vil have skal accepteres i vores EGET hjem ) .. 

hvad hvis vores familier aldrig rigtig kommer til at kommunikere ordentligt sammen Osv ! Hvad hvis.. Hvad hvis!!

 Mine sviger forældre er ikke så gode til dansk, dog taler alle hans søskende flydende dansk hvilket hjælper. Men på trods af hans forældre helt fra start har budt mig velkommen, og accepteret mig fuldt ud, været smilende og givet mig krammere hver gang vi ses, så bliver jeg til tider lidt trist over det ikke er så let at have nogle lidt dybere samtaler med dem, og et forhold som min forlovede har til mine forældre, for de ER super søde og kan godt til tider føle mig lidt udenfor samtalen hjemme hos dem, fordi der jo ikke kan undgås at gå arabisk i den engang imellem, selvom de også prøver at snakke dansk. De bliver bare ret generte når de gør det.

Vi holdte for første gang tilbage i starten af året en fælles fødselsdag hvor vores familier mødtes første gang, og der var min familie jo så de eneste der drak lidt vin og øl til maden, og ved da godt inderst inde at min sviger familie helst ville have været foruden det, men min forlovede fortalte det i god tid, og der var ingen diskussioner, de kom og de accepterede det og var smilende og venlige. Undtagen en som ifølge hende var af en anden grund.... måske har det dog haft noget med det at gøre.

Vi var så aligevel lidt opdelt bord mæssigt mellem hans familie og min, nok til dels pga. alkoholen men også fordi at når der jo ikke er bord kort, så er det jo meget naturligt man sætter sig sammen med dem man kender. Alt i alt forløb aftenen fin, var bange for der ville gå for meget tyrkisk i den, men gjorde der ikke som sådan, hans forældre var ret generte men hele tiden smilende, så det blev heller ikke til noget særlig snak fks mellem mine forældre og hans forældre.. til gengæld var hans to udadvendte brødre gode til at snakke med min familie! Så det gik fint, på trods af jeg havde været rigtig nervøs op til og gjort mig tanker om det hele ville gå fuldstændig galt! Jeg har svært ved netop at fokusere på, at forhåbentligt går det hele jo.. ?? Mit håb og ønske er jo virkelig, at i fremtiden vores familier forhåbentligt kan komme tættere og tættere på hinanden.. Også selvom det kan tage tid, men håber da også at når man har en lille en, der fiser rundt og charmerer at det ligesom kunne binde vores familier sammen på en anden måde, fordi at der jo så er børnene at finde fælles samtaler og grin om!

Det håber jeg.. Men jeg ved jo så heller ikke om hans søskende i fremtiden bliver gift med nogle, der er meget praktiserende og måske ikke finder det passende at komme til fælles fødselsdage hvor der er lidt vin og øl på bordene (Igen er jeg langt ude i bekymringerne igen, som i kan se)

-  Jeg tror også bare jeg især nu er rigtig bange for familie konflikter da min søster i nogle måneder ikke har kontakt til hverken mine forældre eller mig  pga. en meget manipulerende kæreste som ikke rigtig har respekteret os som familie, og det svært at se en positiv ende på den konflikt.. Han er dog dansk så det kan jo self ske i alle familier uanset om man har samme kultur eller ik!... Min kæreste og jeg kan til tider have mange diskussioner om helt basale ting i hverdagen, (oprydning, opvask rengørning osv) som også gør jeg bliver i tvivl om hvor vidt vi egentlig er klar til børn fordi (jeg især) har et lidt større temperament, og vi tit kan komme hurtigt ud i konflikter af så nogle "små ting" som dog aligevel hober sig op.. tilgengæld bliver vi hurtige gode igen..  Er ikke i tvivl om det ham jeg VIL, for vi har en enorm kærlighed for hinanden og er kommet igennem rigtig mange ting, og altid haft et specielt bånd og humor, på trods af konflikter og skænderier.

Puha.. var en lang smøre.. Andre der har kunne genkende det at have mange tanker, bekymringer og overtænke meget i perioder? og især omkring den forandring der jo er i fremtiden med børn, og bekymre sig meget på den front hvordan det hele vil gå? (På trods af om man er fra to forskellige kulturer eller samme kultur)

Og nogle råd til at få styr på alle disse dræbende tanker som  jeg som sagt i mange år i perioder har haft tendens til ? Har prøvet hypnose, som kun hjalp lidt, og meditere nogle gange som i perioder har hjulpet mig med med at få ro i mine tanker, ellers er jeg tit tilbage i samme mønster.

Jeg er meget ligesom dig ift altid at analysere alt, bekymre mig for worst case scenarios etc.

For det første vil jeg sige: Du skal IKKE få børn før du er klar! Det er det allervigtigste punkt i den her problemstilling.

På et eller andet tidspunkt vil lysten til børn overstige bekymringerne. Sådan var det for mig.

Dernæst: Uenigheder omkring opvask, rengøring etc.: Få det på plads inden baby kommer. Sådan nogle konflikter kan være skilsmissegrund når hverdagen bliver presset med et lille barn.

mht de kulturelle forskelle lyder det som om I har en rigtig fin dialog. Hvis du er bekymret ift svigerne, så prøv det af nogle flere gange med familiekomsammener. Umiddelbart lyder det nu som om de er fint accepterende overfor jeres livsstil.

Og så hav in mente at idealet om en stor lykkelig familie hvor alle på den ene og den anden side bare elsker hinanden højt, ret sjældent bliver opfyldt - kulturelle forskelle eller ej.

Det lyder jo præcist som jeg har/ har haft det! Og har tit hørt den sætning fra mine forældre "Du har for meget tid til at tænke" - da jeg var yngre, så tror ikke de nogensinde har tænkt tanken om det kunne være noget angst, for det har altid ligget til familien at bekymre sig lidt meget..Jeg har dog været ude for en meget voldsom oplevelse da jeg var en lille pige, som jeg først åbnede op for mine forældre da jeg var omkring 10-11 år. Jeg var kun 4-5 år så jeg husker kun brøkdele af det, men det aldrig noget jeg har talt med en professionel om. Kun mine forældre til tider, men ikke meget da jeg en periode slet ikke ville tale om det. Min forlovede ved det også, og har sagt at hvis jeg har brug for det så skal jeg bare snakke om det men det svært for mig. Det ikke noget jeg tænker over i hverdagen, men nogle gange kan det da komme til mig fordi jeg tænker om det kan have noget at gøre med hvordan jeg til tider har det Idag... netop fordi jeg gik med det så længe alene, og så da jeg endelig fik det ud var det en kæmpe lettelse dengang.

Men nu når du siger du aldrig er blevet diagnosticeret med noget, betyder det så du ikke har været til lægen nogensinde og fået det undersøgt eller har du men hvor der ikke kom mere ud af det?

Det er netop det jeg synes er svært at finde ud af.. om det virkelig bare handler om jeg har for lidt at se til lige nu (har deltids job men det rengørning så der for jeg også meget i mine egne tanker) træner til daglig, passer min hund og ser veninder af og til, udover min forlovede. Men er stadig meget hjemme.. Men når jeg netop har haft en hverdag kørende, så er det jeg slet ikke mærker det på samme måde. Men stadig så har jeg det der kontrol behov af hverdagen og af aftaler, laver tit noter om selv de mindste ting jeg skal have klaret og med bekymringer har jeg også haft behov for at skrive det ned, samt skrive ned hvad fks min forlovede har sagt for at betolige mig, i tilfælde af jeg pludselig kommer  til at tænke på det samme igen.. og det så noget jeg tænker lidt om hvor "normalt" det er, på trods af det i de tider ikke er hver dag jeg får det sådan.. og så også den følelse jeg får fysisk. Uro, får en klump i halsen og en nervøs følelse når jeg skal lukke mine bekymringer ud , og har noglegange skrevet beskeder til min forlovede mens han er på arbejde om en eller anden situation , som gør mig bekymret fordi jeg simpelthen ikke kan vente hvis han fks. Først er hjemme dagen efter... Tit har jeg bare formuleret det knap så dramatisk, og skrevet det sådan lidt henkastet så han aldrig rigtig er reageret negativt på det..

Men det er jo der jeg så jeg tænker om det virkelig bare er "kedsomhed tanker" eller om der mere i det.. og man kan sige , det kan en læge jo kun bedømme, men er da os bange for at køre alt det her op, og en læge bare giver mig diagnosen uden der måske er nok i det.. det sgu svært synes jeg.... Fks, nu begynder jeg jo at føle mig mere nervøs fordi jeg jo begynder at tænke om jeg virkelig fejler noget..

Du lader virkelig til at minde meget om mig på det punkt  Jeg skriver altså også lister for at have styr på tingene - og præcis det med at skrive hvad nogen har sagt for at berolige mig, har jeg også gjort! Men, så vidt jeg ved, har jeg ikke haft nogle traumatiske oplevelser i min barndom. Lister er altså meget normale er jeg sikker på, min kæreste gør det også, og han er det mest velfungerende menneske jeg har mødt. Det er bare tegn på at vi har behov for struktur, og sådan er der jo bare nogle mennesker der er.

Jeg har aldrig været til lægen med mine tanker, nej, dels fordi det er lang tid siden jeg har haft dem i alvorlig grad sidst (fordi jeg de sidste år har været optaget af fuldtidsarbejde, uddannelse og den slags, så jeg har været i gang nonstop), dels fordi det altid er forsvundet hvis jeg har kunne "underholde" mig selv. Derfor har jeg heller ikke set det som nogen alarmklokke eller noget, kun et tegn på at jeg bør få noget mere at se til. For nu hvor mit liv bare kører med hverdagen fuld af job, min kæreste, veninder osv, så er jeg simpelthen bare det lykkeligste menneske  Ind i mellem når jeg går i seng om aftenen, har jeg dog flere gange oplevet at jeg faktisk selv har kunne sætte bekymringer i gang, hvis jeg ikke bare fokuserer på at se at få faldet i søvn - og så kan jeg ligge og rode rundt i TIMER, mens tankerne går helt amok. Så har jeg sådan en mærkelig følelse i kroppen dagen efter. Så gør jeg faktisk som dig, og skriver hele smøren omkring det til min kæreste, mens han er på arbejde (jeg ved at han svarer når han får tid og overskud til det - og ellers tager vi den altid når han kommer hjem). Han er heldigvis bare så sød og forstående, og så kan han i løbet af et halvt minut få beroliget mig, og bum, væk er alle bekymringerne, og så føler jeg mig altid lidt fjollet bagefter 

Så jeg tror i overvejende grad at tingene er hvad man gør dem til - så man skal bare lære at have et mere afslappet forhold til ens bekymringer, og man skal acceptere sig selv for den man er. Jeg har selv tænkt som dig med åh nej, er jeg totalt mærkelig nu, har jeg en personlighedsforstyrrelse osv., og jeg er nået frem til min egen konklusion med at nej, jeg lider ikke af alt muligt, men til gengæld er jeg sgu nok lidt mærkelig - og det må folk jo så leve med eller lade være 

Det er ikke for at male fanden på væggen, men det lyder utroligt meget som generaliseret angst. Det er ikke normalt at bekymre sig så meget om ting der er langt ude i fremtiden eller blæst ud af proportion. Jeg ville ærligt talt snakke med en læge. 

Der synes jeg nok at du overanalyserer en del. Jeg synes slet ikke at de symptomer TS beskriver er så voldsomme som generaliseret angst.

Men det ville sikkert være en god ide for hende at gå i terapi hos en god psykolog og komme til bunds i årsagerne til det bekymrede sind.

modesty skriver:

Der synes jeg nok at du overanalyserer en del. Jeg synes slet ikke at de symptomer TS beskriver er så voldsomme som generaliseret angst.

Men det ville sikkert være en god ide for hende at gå i terapi hos en god psykolog og komme til bunds i årsagerne til det bekymrede sind.

Som sagt er jeg os selv i tvivl om det.. :/ nogle af tingene passer jo godt, men det med de fleste har svært ved at sove mærker jeg ikke rigtigt. Tværtimod er jeg tit rigtig træt. Og om aftenen ligger her faktisk ikke og grubler, det mere om dagen når jeg ikke rigtig laver noget.

Og så står der også man kan bekymre sig meget om døden og for der sker ulykker med ens familie Osv. Det synes jeg heller ikke jeg kan kende til.  Men uanset hvad mon så det ville være en god idé at kontakte lægen ? Så kan han vel vurderer om hvad han synes der skal til , for jeg kunne ihvertfald som du skriver måske kunne have behov for at snakke med en om tingene. Måske det kunne hjælpe.

modesty skriver:

Der synes jeg nok at du overanalyserer en del. Jeg synes slet ikke at de symptomer TS beskriver er så voldsomme som generaliseret angst.

Men det ville sikkert være en god ide for hende at gå i terapi hos en god psykolog og komme til bunds i årsagerne til det bekymrede sind.

Jeg lider selv af det og jeg synes hendes beskrivelser ligner mit tankemønster uhyggeligt godt. 

sollou skriver:

Som sagt er jeg os selv i tvivl om det.. :/ nogle af tingene passer jo godt, men det med de fleste har svært ved at sove mærker jeg ikke rigtigt. Tværtimod er jeg tit rigtig træt. Og om aftenen ligger her faktisk ikke og grubler, det mere om dagen når jeg ikke rigtig laver noget.

Og så står der også man kan bekymre sig meget om døden og for der sker ulykker med ens familie Osv. Det synes jeg heller ikke jeg kan kende til.  Men uanset hvad mon så det ville være en god idé at kontakte lægen ? Så kan han vel vurderer om hvad han synes der skal til , for jeg kunne ihvertfald som du skriver måske kunne have behov for at snakke med en om tingene. Måske det kunne hjælpe.

Hmm, jeg skal ikke kunne råde dig til hvad der er bedst at gøre. Personligt ville jeg ikke gå gennem lægen, men til en psykolog. Men hvis du er glad for din læge, skader det jo ingenting at tage en snak. 

modesty skriver:

Hmm, jeg skal ikke kunne råde dig til hvad der er bedst at gøre. Personligt ville jeg ikke gå gennem lægen, men til en psykolog. Men hvis du er glad for din læge, skader det jo ingenting at tage en snak. 

Jeg kender overhovedet ikke min læge faktisk, og er derfor heller ikke så tryg ved det.. fik lige en god lang snak med min mor om det hele, som råder mig til at gå gennem en af de angst foreninger der findes og forklare hvordan jeg har det, og spørge hvordan de eventuelt kunne hjælpe mig. For som hun siger, de har netop styr på det og har måske været igennem det selv, hvor en læge måske ikke har samme erfaring på de områder, og måske ikke  altid lige ved hvor de skal henvise folk hen eller om der er grund til at henvise.

Så jeg tror det er det jeg gør , er ihvertfald opsat på at snakke med nogen om det, som  har styr på det. For mig er det ikke vigtigt at stilt en diagnose , vil da bare meget gerne forhåbentligt kunne hjælpes til at få det bedre inden i mig selv 

Aristocats skriver:

Jeg lider selv af det og jeg synes hendes beskrivelser ligner mit tankemønster uhyggeligt godt. 

Det stemmer bare dårligt overens med, at TS kun plages af bekymringer og "overtænkning" i perioder, hvor hun har tid og rum for det. Diagnosen generaliseret angst stilles, når det står på de fleste dage over en periode på seks måneder. Jeg kan heller ikke se, hun beskriver nogle autonome symptomer.