Bekymringer og behov for kontrol af fremtiden

Tja.. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare mine tanker uden det bliver lidt langt.. Min forlovede og jeg har været sammen i 4 år, og han er meget skruk efterhånden, det har han sådan set været længe. Jeg er ikke.. Vi har tit haft diskussioner om det, da jeg ikke rigtig kan sige hvornår jeg klar.. Kun at jeg måske kan forestille mig det om 2-3 års tid, hvilket han jo så synes er lang tid for han vil meget gerne være "en ung far" han er 24, jeg er 22.  Men.. Jeg får det tit mærkeligt indeni når snakken går på børn for JA, jeg vil have børn! - og jeg glæder mig da, men det som om mine bekymringer og tanker om en så stor forandring skræmmer mig og overskygger glæden og den gave der følger med.. (Derudover nyder jeg altså også bare, ikke at have det ansvar endnu!) 

Det skal lige siges at jeg mange år har haft en tendens til at bekymre mig MEGET, overtænke og overanalysere, samt haft en tendens til at have et behov for at kontrollere situationer i et forsøg på at " forberede mig selv" Dette også før jeg mødte min kæreste..

 Disse perioder er altid kommet til mig når jeg fks. har haft en lang sommerferie og ikke har haft så meget at se til, og det er også det jeg har nu.. For meget tid til at tænke. Min kæreste arbejder ekstra meget her i sommer månederne, og jeg kan tydeligt mærke forskel på når jeg selv har en masse at se til, og når jeg ikke har. Det som om at jeg så har en tendens til at skulle udtænke og bekymre mig om et eventuelt problem der kan opstå og så nogle gange kan jeg ikke vente med at skulle konfrontere/snakke med min kæreste /veninde om det for at få "ro " i sindet for en kort stund indtil noget nyt kommer.

Lige nu har jeg som sagt en masse tanker og bekymringer om fremtiden og børn.. Idet min forlovede er muslim har vi jo også nogle anderledes og andre ting at skulle tage stilling til end de normale ting, i forhold til børn. Vi har dog de seneste år fået snakket og aftalt mange ting igennem, men det er som om det tit er noget jeg føler behov for at få gentaget og jeg kan have svært ved at finde en balance mellem hvad der skal være styr på nu og hvad vi tager hen af vejen når børnene rent faktisk ER der (Det sidste er især noget der kan give mit kontrol behov dårlige nerver) - Jeg reagere ikke altid godt på ting jeg ikke er forberedt på,  og det på trods af jeg ved det noget man bliver nødt til! Og det gælder jo mange ting i livet.. Man kan jo ikke forudse hvordan livet kommer til at gå, ligemeget hvor meget man planlægger.. 

Min forlovede er langt bedre til dette, og det er virkelig noget jeg prøver at arbejde på, for det er jo heller ikke rart at gå med den følelse men jeg ved ikke hvordan.. 

Vi har på nuværende tidspunkt lavet en liste om hvad vi er kommet frem til med børn, som bla er..

Ingen omskæring  (Noget vi for en lille stund måtte gå fra hinanden over, fordi jeg IKKE kunne acceptere at det ikke først var noget der kunne blive taget op, når vores dreng selv kunne vælge, og min kæreste derimod så det som noget naturligt at få gjort ) Han valgte dog så at acceptere det i sidste ende, og nu er det som sagt blevet til at vores eventuelle dreng selv tager valget i teenagere alderen. Han ved godt nu, det på ingen måde er noget der kan diskuteres fra min side. Tilgengæld holder han på ingen svinekød, så det accepterede jeg.

 Vi har også aftalt at vores børn vokser op med et naturligt, men ansvarsfuldt forhold til alkohol men aldrig forbud (da min forlovede og hans brødre siden de var 14 år, har drukket bag sine forældres ryg, og han har jo heller ikke selv synes det har været særlig sjovt at gå og skjule. Min forlovede er ikke særligt praktiserende, men har mere troen i sit hjerte og er stolt af islam som hans religion. Han ber ikke, men vil gerne senere fordi det før har givet ham en indre ro, lige nu føler han bare ikke han kan finde tiden til det, så tvivler på det overhovedet bliver aktuelt senere når der kommer børn ind i billedet og en mere stresset hverdag

Derudover at vores barn bliver "halvt kristent og halvt muslimsk", forstået på den måde vi giver viden om begge trosretninger, men også at der er forskellige grader af at tro på noget (Da jeg ikke selv er praktiserende kristen, men da tror på der mere mellem himmel og jord) og så ud fra dette kan vores barn selv vælge hvilken retning i livet det vil gå når det vokser op.

Jeg hælder til dåb, hvilket min kæreste ikke rigtig har noget imod og grunden til jeg gør dette er at når et barn fødes, hvor en af forældrene er muslim vil barnet også automatisk blive muslim, og et barn bliver ikke bare automatisk kristen på samme måde.

Vi har også aftalt at barnet får begge vores efternavne, så både mit danske og hans muslimske og så selvfølgelig fejring af kristne og muslimske traditioner som jul og eid.

Så ja.. vi har jo snakket mange ting igennem og jeg synes os det hjælper at have en liste at forholde sig til.. Jeg ved godt en liste i sidste ende ikke har en magisk virkning, for det bliver overholdt men det må vi jo så have tiltro til hinanden på, og også derfor jeg netop har bragt mange af de her emner op nogle gange (Lidt for mange gange ifølge min forlovede )

Men det som sagt som om jeg så bekymre mig videre på de ting og nærmest opsøger problemer inden de opstår og som er langt fremme.. fks. Jamen hvornår må vores børn så eventuelt selv tage valget om at smage svinekød, hvad nu hvis hans familie blander sig i det med omskæring, og ikke vil komme i kirken til dåb.. (Dog har min forlovede aldrig diskuteret så nogle ting her med hans forældre, (selvom de self kendte grunden til vi gik fra hinanden kort tid) men tværtimod har jeg med mine forældre, hvor han er blevet lidt irriteret og sagt at det selvfølgelig er iorden at fortælle familie hvad vi kommet frem til, men at vores forældre skal jo ikke blande sig i hvordan vi opdrager vores børn, og at han har det synspunkt at hvis man blander forældre ind i opdragelse bliver det først indviklet hvilket jeg er enig i.

Men især.. hvad nu hvis, hans forældre/familie bliver trætte af der altid vil være lidt vin og øl på bordene til fødselsdage når min familie os er der (som jeg har sagt jeg altid vil have skal accepteres i vores EGET hjem ) .. 

hvad hvis vores familier aldrig rigtig kommer til at kommunikere ordentligt sammen Osv ! Hvad hvis.. Hvad hvis!!

 Mine sviger forældre er ikke så gode til dansk, dog taler alle hans søskende flydende dansk hvilket hjælper. Men på trods af hans forældre helt fra start har budt mig velkommen, og accepteret mig fuldt ud, været smilende og givet mig krammere hver gang vi ses, så bliver jeg til tider lidt trist over det ikke er så let at have nogle lidt dybere samtaler med dem, og et forhold som min forlovede har til mine forældre, for de ER super søde og kan godt til tider føle mig lidt udenfor samtalen hjemme hos dem, fordi der jo ikke kan undgås at gå arabisk i den engang imellem, selvom de også prøver at snakke dansk. De bliver bare ret generte når de gør det.

Vi holdte for første gang tilbage i starten af året en fælles fødselsdag hvor vores familier mødtes første gang, og der var min familie jo så de eneste der drak lidt vin og øl til maden, og ved da godt inderst inde at min sviger familie helst ville have været foruden det, men min forlovede fortalte det i god tid, og der var ingen diskussioner, de kom og de accepterede det og var smilende og venlige. Undtagen en som ifølge hende var af en anden grund.... måske har det dog haft noget med det at gøre.

Vi var så aligevel lidt opdelt bord mæssigt mellem hans familie og min, nok til dels pga. alkoholen men også fordi at når der jo ikke er bord kort, så er det jo meget naturligt man sætter sig sammen med dem man kender. Alt i alt forløb aftenen fin, var bange for der ville gå for meget tyrkisk i den, men gjorde der ikke som sådan, hans forældre var ret generte men hele tiden smilende, så det blev heller ikke til noget særlig snak fks mellem mine forældre og hans forældre.. til gengæld var hans to udadvendte brødre gode til at snakke med min familie! Så det gik fint, på trods af jeg havde været rigtig nervøs op til og gjort mig tanker om det hele ville gå fuldstændig galt! Jeg har svært ved netop at fokusere på, at forhåbentligt går det hele jo.. ?? Mit håb og ønske er jo virkelig, at i fremtiden vores familier forhåbentligt kan komme tættere og tættere på hinanden.. Også selvom det kan tage tid, men håber da også at når man har en lille en, der fiser rundt og charmerer at det ligesom kunne binde vores familier sammen på en anden måde, fordi at der jo så er børnene at finde fælles samtaler og grin om!

Det håber jeg.. Men jeg ved jo så heller ikke om hans søskende i fremtiden bliver gift med nogle, der er meget praktiserende og måske ikke finder det passende at komme til fælles fødselsdage hvor der er lidt vin og øl på bordene (Igen er jeg langt ude i bekymringerne igen, som i kan se)

-  Jeg tror også bare jeg især nu er rigtig bange for familie konflikter da min søster i nogle måneder ikke har kontakt til hverken mine forældre eller mig  pga. en meget manipulerende kæreste som ikke rigtig har respekteret os som familie, og det svært at se en positiv ende på den konflikt.. Han er dog dansk så det kan jo self ske i alle familier uanset om man har samme kultur eller ik!... Min kæreste og jeg kan til tider have mange diskussioner om helt basale ting i hverdagen, (oprydning, opvask rengørning osv) som også gør jeg bliver i tvivl om hvor vidt vi egentlig er klar til børn fordi (jeg især) har et lidt større temperament, og vi tit kan komme hurtigt ud i konflikter af så nogle "små ting" som dog aligevel hober sig op.. tilgengæld bliver vi hurtige gode igen..  Er ikke i tvivl om det ham jeg VIL, for vi har en enorm kærlighed for hinanden og er kommet igennem rigtig mange ting, og altid haft et specielt bånd og humor, på trods af konflikter og skænderier.

Puha.. var en lang smøre.. Andre der har kunne genkende det at have mange tanker, bekymringer og overtænke meget i perioder? og især omkring den forandring der jo er i fremtiden med børn, og bekymre sig meget på den front hvordan det hele vil gå? (På trods af om man er fra to forskellige kulturer eller samme kultur)

Og nogle råd til at få styr på alle disse dræbende tanker som  jeg som sagt i mange år i perioder har haft tendens til ? Har prøvet hypnose, som kun hjalp lidt, og meditere nogle gange som i perioder har hjulpet mig med med at få ro i mine tanker, ellers er jeg tit tilbage i samme mønster.

sollou skriver:

 

Tja.. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare mine tanker uden det bliver lidt langt.. Min forlovede og jeg har været sammen i 4 år, og han er meget skruk efterhånden, det har han sådan set været længe. Jeg er ikke.. Vi har tit haft diskussioner om det, da jeg ikke rigtig kan sige hvornår jeg klar.. Kun at jeg måske kan forestille mig det om 2-3 års tid, hvilket han jo så synes er lang tid for han vil meget gerne være "en ung far" han er 24, jeg er 22.  Men.. Jeg får det tit mærkeligt indeni når snakken går på børn for JA, jeg vil have børn! - og jeg glæder mig da, men det som om mine bekymringer og tanker om en så stor forandring skræmmer mig og overskygger glæden og den gave der følger med.. (Derudover nyder jeg altså også bare, ikke at have det ansvar endnu!) 

Det skal lige siges at jeg mange år har haft en tendens til at bekymre mig MEGET, overtænke og overanalysere, samt haft en tendens til at have et behov for at kontrollere situationer i et forsøg på at " forberede mig selv" Dette også før jeg mødte min kæreste..

 Disse perioder er altid kommet til mig når jeg fks. har haft en lang sommerferie og ikke har haft så meget at se til, og det er også det jeg har nu.. For meget tid til at tænke. Min kæreste arbejder ekstra meget her i sommer månederne, og jeg kan tydeligt mærke forskel på når jeg selv har en masse at se til, og når jeg ikke har. Det som om at jeg så har en tendens til at skulle udtænke og bekymre mig om et eventuelt problem der kan opstå og så nogle gange kan jeg ikke vente med at skulle konfrontere/snakke med min kæreste /veninde om det for at få "ro " i sindet for en kort stund indtil noget nyt kommer.

Lige nu har jeg som sagt en masse tanker og bekymringer om fremtiden og børn.. Idet min forlovede er muslim har vi jo også nogle anderledes og andre ting at skulle tage stilling til end de normale ting, i forhold til børn. Vi har dog de seneste år fået snakket og aftalt mange ting igennem, men det er som om det tit er noget jeg føler behov for at få gentaget og jeg kan have svært ved at finde en balance mellem hvad der skal være styr på nu og hvad vi tager hen af vejen når børnene rent faktisk ER der (Det sidste er især noget der kan give mit kontrol behov dårlige nerver) - Jeg reagere ikke altid godt på ting jeg ikke er forberedt på,  og det på trods af jeg ved det noget man bliver nødt til! Og det gælder jo mange ting i livet.. Man kan jo ikke forudse hvordan livet kommer til at gå, ligemeget hvor meget man planlægger.. 

Min forlovede er langt bedre til dette, og det er virkelig noget jeg prøver at arbejde på, for det er jo heller ikke rart at gå med den følelse men jeg ved ikke hvordan.. 

Vi har på nuværende tidspunkt lavet en liste om hvad vi er kommet frem til med børn, som bla er..

Ingen omskæring  (Noget vi for en lille stund måtte gå fra hinanden over, fordi jeg IKKE kunne acceptere at det ikke først var noget der kunne blive taget op, når vores dreng selv kunne vælge, og min kæreste derimod så det som noget naturligt at få gjort ) Han valgte dog så at acceptere det i sidste ende, og nu er det som sagt blevet til at vores eventuelle dreng selv tager valget i teenagere alderen. Han ved godt nu, det på ingen måde er noget der kan diskuteres fra min side. Tilgengæld holder han på ingen svinekød, så det accepterede jeg.

 Vi har også aftalt at vores børn vokser op med et naturligt, men ansvarsfuldt forhold til alkohol men aldrig forbud (da min forlovede og hans brødre siden de var 14 år, har drukket bag sine forældres ryg, og han har jo heller ikke selv synes det har været særlig sjovt at gå og skjule. Min forlovede er ikke særligt praktiserende, men har mere troen i sit hjerte og er stolt af islam som hans religion. Han ber ikke, men vil gerne senere fordi det før har givet ham en indre ro, lige nu føler han bare ikke han kan finde tiden til det, så tvivler på det overhovedet bliver aktuelt senere når der kommer børn ind i billedet og en mere stresset hverdag

Derudover at vores barn bliver "halvt kristent og halvt muslimsk", forstået på den måde vi giver viden om begge trosretninger, men også at der er forskellige grader af at tro på noget (Da jeg ikke selv er praktiserende kristen, men da tror på der mere mellem himmel og jord) og så ud fra dette kan vores barn selv vælge hvilken retning i livet det vil gå når det vokser op.

Jeg hælder til dåb, hvilket min kæreste ikke rigtig har noget imod og grunden til jeg gør dette er at når et barn fødes, hvor en af forældrene er muslim vil barnet også automatisk blive muslim, og et barn bliver ikke bare automatisk kristen på samme måde.

Vi har også aftalt at barnet får begge vores efternavne, så både mit danske og hans muslimske og så selvfølgelig fejring af kristne og muslimske traditioner som jul og eid.

Så ja.. vi har jo snakket mange ting igennem og jeg synes os det hjælper at have en liste at forholde sig til.. Jeg ved godt en liste i sidste ende ikke har en magisk virkning, for det bliver overholdt men det må vi jo så have tiltro til hinanden på, og også derfor jeg netop har bragt mange af de her emner op nogle gange (Lidt for mange gange ifølge min forlovede )

Men det som sagt som om jeg så bekymre mig videre på de ting og nærmest opsøger problemer inden de opstår og som er langt fremme.. fks. Jamen hvornår må vores børn så eventuelt selv tage valget om at smage svinekød, hvad nu hvis hans familie blander sig i det med omskæring, og ikke vil komme i kirken til dåb.. (Dog har min forlovede aldrig diskuteret så nogle ting her med hans forældre, (selvom de self kendte grunden til vi gik fra hinanden kort tid) men tværtimod har jeg med mine forældre, hvor han er blevet lidt irriteret og sagt at det selvfølgelig er iorden at fortælle familie hvad vi kommet frem til, men at vores forældre skal jo ikke blande sig i hvordan vi opdrager vores børn, og at han har det synspunkt at hvis man blander forældre ind i opdragelse bliver det først indviklet hvilket jeg er enig i.

Men især.. hvad nu hvis, hans forældre/familie bliver trætte af der altid vil være lidt vin og øl på bordene til fødselsdage når min familie os er der (som jeg har sagt jeg altid vil have skal accepteres i vores EGET hjem ) .. 

hvad hvis vores familier aldrig rigtig kommer til at kommunikere ordentligt sammen Osv ! Hvad hvis.. Hvad hvis!!

 Mine sviger forældre er ikke så gode til dansk, dog taler alle hans søskende flydende dansk hvilket hjælper. Men på trods af hans forældre helt fra start har budt mig velkommen, og accepteret mig fuldt ud, været smilende og givet mig krammere hver gang vi ses, så bliver jeg til tider lidt trist over det ikke er så let at have nogle lidt dybere samtaler med dem, og et forhold som min forlovede har til mine forældre, for de ER super søde og kan godt til tider føle mig lidt udenfor samtalen hjemme hos dem, fordi der jo ikke kan undgås at gå arabisk i den engang imellem, selvom de også prøver at snakke dansk. De bliver bare ret generte når de gør det.

Vi holdte for første gang tilbage i starten af året en fælles fødselsdag hvor vores familier mødtes første gang, og der var min familie jo så de eneste der drak lidt vin og øl til maden, og ved da godt inderst inde at min sviger familie helst ville have været foruden det, men min forlovede fortalte det i god tid, og der var ingen diskussioner, de kom og de accepterede det og var smilende og venlige. Undtagen en som ifølge hende var af en anden grund.... måske har det dog haft noget med det at gøre.

Vi var så aligevel lidt opdelt bord mæssigt mellem hans familie og min, nok til dels pga. alkoholen men også fordi at når der jo ikke er bord kort, så er det jo meget naturligt man sætter sig sammen med dem man kender. Alt i alt forløb aftenen fin, var bange for der ville gå for meget tyrkisk i den, men gjorde der ikke som sådan, hans forældre var ret generte men hele tiden smilende, så det blev heller ikke til noget særlig snak fks mellem mine forældre og hans forældre.. til gengæld var hans to udadvendte brødre gode til at snakke med min familie! Så det gik fint, på trods af jeg havde været rigtig nervøs op til og gjort mig tanker om det hele ville gå fuldstændig galt! Jeg har svært ved netop at fokusere på, at forhåbentligt går det hele jo.. ?? Mit håb og ønske er jo virkelig, at i fremtiden vores familier forhåbentligt kan komme tættere og tættere på hinanden.. Også selvom det kan tage tid, men håber da også at når man har en lille en, der fiser rundt og charmerer at det ligesom kunne binde vores familier sammen på en anden måde, fordi at der jo så er børnene at finde fælles samtaler og grin om!

Det håber jeg.. Men jeg ved jo så heller ikke om hans søskende i fremtiden bliver gift med nogle, der er meget praktiserende og måske ikke finder det passende at komme til fælles fødselsdage hvor der er lidt vin og øl på bordene (Igen er jeg langt ude i bekymringerne igen, som i kan se)

-  Jeg tror også bare jeg især nu er rigtig bange for familie konflikter da min søster i nogle måneder ikke har kontakt til hverken mine forældre eller mig  pga. en meget manipulerende kæreste som ikke rigtig har respekteret os som familie, og det svært at se en positiv ende på den konflikt.. Han er dog dansk så det kan jo self ske i alle familier uanset om man har samme kultur eller ik!... Min kæreste og jeg kan til tider have mange diskussioner om helt basale ting i hverdagen, (oprydning, opvask rengørning osv) som også gør jeg bliver i tvivl om hvor vidt vi egentlig er klar til børn fordi (jeg især) har et lidt større temperament, og vi tit kan komme hurtigt ud i konflikter af så nogle "små ting" som dog aligevel hober sig op.. tilgengæld bliver vi hurtige gode igen..  Er ikke i tvivl om det ham jeg VIL, for vi har en enorm kærlighed for hinanden og er kommet igennem rigtig mange ting, og altid haft et specielt bånd og humor, på trods af konflikter og skænderier.

Puha.. var en lang smøre.. Andre der har kunne genkende det at have mange tanker, bekymringer og overtænke meget i perioder? og især omkring den forandring der jo er i fremtiden med børn, og bekymre sig meget på den front hvordan det hele vil gå? (På trods af om man er fra to forskellige kulturer eller samme kultur)

Og nogle råd til at få styr på alle disse dræbende tanker som  jeg som sagt i mange år i perioder har haft tendens til ? Har prøvet hypnose, som kun hjalp lidt, og meditere nogle gange som i perioder har hjulpet mig med med at få ro i mine tanker, ellers er jeg tit tilbage i samme mønster.

Hold da op, det var en hel roman  men jeg kom igennem, for jeg kender det.

Jeg har et par personlighedsfortyrrelser (dermed ikke sagt at du nødvendigvis har nogen), og det har givet mig nogle ekstreme behov for kontrol.

Det lyder meget som det du har, og det der gjorde det bedre for mig var, at min mand var rigtig god til at hjælpe mig med det. Jeg begyndte at "tænke højt", og hver gang jeg fik mine kontroltanker sagde min mand STOP, lad være med at tænke alt fremad. Det nytter ingenting.

Jeg gør det stadig ind i mellem, men det er klart blevet bedre.  Jeg har lært, at bekymringer kun avler flere bekymringer. Jeg prøver at lade tingene være som de er. Jeg håber du kan bruge det til noget 

Når det så er sagt, så tillykke med at have fundet en god mand  Mht til børn synes jeg du skal følge din mavefornemmelse. Lad være med at lade alle mulige tanker om hvad nu og hvad hvis styre dig. Gør det når du er klar og føler at du har lyst til at have børn.

Hold nu op det var langt! Jeg har også tendens til at bekymre mig lidt for meget om fremtiden, så jeg kan godt sætte mig ind i dine tanker. Jeg vil dog sige, at det er en lille smule ekstremt og en smule bekymrende. Derfor ville min første indskyldelse være under alle omstændigheder at arbejde på det inden i beslutter jer for at være forældre. Har du overvejet måske mindfuldness eller tage en session med en psykolog? 

Jeg er gift med en italiensk mand og vi har derfor diskuteret kulturforskelle i forhold til børneopdragelse og generel syn på livet (omend jeg tror det er normalt for alle par). Jeg kan nævne at de har et meget åbent syn på kropsligt afstraffelse af børn. Jeg tror ikke man kan lave en liste med aftaler, men tror det er igennem samtale om fremtiden, at man opdager eventuelt deal-breakers. Det kunne være hvis han havde holdt stærkt på omskæring eller med min egen mand, hvis han havde holdt stærkt på kropslig afstraffelse. Det kunne også være i forhold til andre ting, såsom hvis den ene partner ikke ville have børn. Så diskussion og samtale er altid godt, men bortset fra disse deal-breaking issues, så burde i afholde jer fra at lave klare planer og aftaler. Der er meget der kan ændre sig, og det ville være mærkeligt hvis jeres holdninger ikke ændrer sig i takt med at jeres situation ændrer sig. Mine forældre siger ofte at de aldrig har været så uenige om børneopdragelse som før de fik børn, da de så fik børn, gav alting ligesom sig selv. 

I forhold til din svigerfamilie, så kan min familie ikke kommunikere med min svigerfamilie (andet end igennem mig eller min kæreste), da de taler ikke samme sprog. Det er selvfølgelig super ærligt, og jeg kan godt forstå du har drømmen om en stor forenet familie, men i hverdagen har det ikke stor indvirkning på vores liv. I princippet så sker det formentlig nok sjældent at man bliver en stor tæt familie, men ud fra hvordan du beskriver din svigerfamilie, så lyder det som om at det er basis for at i det mindste kan kommunikere fredligt i de sociale samkomster der kommer fremover. Der vil komme gnidninger, det er ret normalt i selv de tætteste familier, men det kan ikke undgås. Stol på din mavefornemmelse og hvis du mener din forlovede og svigerfamilie er gode mennesker, så burde eventuelle problemer kunne løses i fremtiden (når de opstår!). 

Hvis du ikke føler du er klar til at have børn, så synes jeg du skal holde ved det. I er begge stadig unge  

Kære du

Jeg vil springe over at forholde mig til alle de mange kaotiske tanker, som fylder helt uproportionelt meget i dig lige nu.

I stedet vil jeg råde dig til, i oprigtig god mening, at opsøge noget hjælp til at tackle dit usunde forhold til kontrol og behov for at bekymre dig alt, alt for meget, om noget der er dagligdagsting for mange af os andre. 

Børn skal I tids nok få, hvis I ønsker det - I har allerede talt mere om det end de fleste (og måske skal den snart lukkes, så ikke I slider jer selv og hinanden op i planlægning, allerede inden der er børn at planlægge for).

... Men lige nu tror jeg at det er vigtigere at du får noget hjælp til at tackle og mestre livet, sammen med de mange ubekendte det nu engang medfører, at være et voksent menneske. Du hverken kan eller skal kontrollere alting... og jeg bliver helt forpustet ved tanken om hvordan det må være at være inde i dit hoved, når jeg læser alt det du læsser af. J

eg tror på at du kan få det meget bedre, med den rette hjælp. Ikke mindst for din kærestes og et evt. kommende barns skyld...

Det er ikke for at male fanden på væggen, men det lyder utroligt meget som generaliseret angst. Det er ikke normalt at bekymre sig så meget om ting der er langt ude i fremtiden eller blæst ud af proportion. Jeg ville ærligt talt snakke med en læge. 

Mange tak for jeres svar, ved det var langt! Jeg havde bare brug for at må mine tanker ud, for JA til tider kan det føles som om mit hovede er ved at eksplodere, og jeg mærker det os fysisk når jeg får de tanker.. hjerte banken, en knugende fornemmelse og som om jeg har en Tåge for hovedet. Jeg har faktisk før overvejet om jeg kunne have noget generaliseret angst, som sagt har jeg haft mange af de her perioder men det der så nok har fået mig til at komme væk fra det igen, har været at jeg så er kommet ind i mine rutiner igen med mere at lave, og så mærker jeg det slet ikke i samme grad. Der er jeg meget mere til stede i livet, og har mine tanker i netop hverdagen.. Men stadig selvfølgelig dukker det kontrol behov op i situationer.  Da jeg først mødte min forlovede fik jeg nærmest angst indeni når han gik i byen, kunne slet ikke være i mig selv fordi mine tanker kørte derud af ! Sådan har jeg det dog ikke mere, MEN jeg har dog altid haft et behov for at få "afhørt" hvordan aftenen er gået, nærmest i punkt form. Og jeg reagere tit negativt på ting der kommer bag på mig og lige pludselig som jeg ikke er forberedt på. Jeg bliver hurtigt forvirret, irriteret og føler mig ikke "klar" fordi jeg ikke har vidst det på forhånd..

Så jeg synes det har været svært at vurdere om der er noget særligt, udover den måde mange måske kan gå og have det med et kontrol behov men ved selvfølgelig godt det kan kamme over, og det er netop det jeg føler det gør i perioder jeg har meget tid... og så synes jeg nok også der en tendens til hurtigt lige at få stillet en diagnose hos lægen efterhånden, og ja så skræmmer tanken mig da bare lidt.. Det ret grænseoverskridende for mig at skulle tage til lægen og sidde og fortælle.. :/Så ville en psykolog måske være bedre.. Men spørgsmålet er så om det ville hjælpe mig. Hvad mon en læge ville sige , hvis nu det viste sig jeg havde tegn på generaliseret angst?? Ville han mon henvise mig til en psykolog ??

Mange tak for jeres svar, ved det var langt! Jeg havde bare brug for at må mine tanker ud, for JA til tider kan det føles som om mit hovede er ved at eksplodere, og jeg mærker det os fysisk når jeg får de tanker.. hjerte banken, en knugende fornemmelse og som om jeg har en Tåge for hovedet. Jeg har faktisk før overvejet om jeg kunne have noget generaliseret angst, som sagt har jeg haft mange af de her perioder men det der så nok har fået mig til at komme væk fra det igen, har været at jeg så er kommet ind i mine rutiner igen med mere at lave, og så mærker jeg det slet ikke i samme grad. Der er jeg meget mere til stede i livet, og har mine tanker i netop hverdagen.. Men stadig selvfølgelig dukker det kontrol behov op i situationer.  Da jeg først mødte min forlovede fik jeg nærmest angst indeni når han gik i byen, kunne slet ikke være i mig selv fordi mine tanker kørte derud af ! Sådan har jeg det dog ikke mere, MEN jeg har dog altid haft et behov for at få "afhørt" hvordan aftenen er gået, nærmest i punkt form. Og jeg reagere tit negativt på ting der kommer bag på mig og lige pludselig som jeg ikke er forberedt på. Jeg bliver hurtigt forvirret, irriteret og føler mig ikke "klar" fordi jeg ikke har vidst det på forhånd..

Så jeg synes det har været svært at vurdere om der er noget særligt, udover den måde mange måske kan gå og have det med et kontrol behov men ved selvfølgelig godt det kan kamme over, og det er netop det jeg føler det gør i perioder jeg har meget tid... og så synes jeg nok også der en tendens til hurtigt lige at få stillet en diagnose hos lægen efterhånden, og ja så skræmmer tanken mig da bare lidt.. Det ret grænseoverskridende for mig at skulle tage til lægen og sidde og fortælle.. :/Så ville en psykolog måske være bedre.. Men spørgsmålet er så om det ville hjælpe mig. Hvad mon en læge ville sige , hvis nu det viste sig jeg havde tegn på generaliseret angst?? Ville han mon henvise mig til en psykolog ??

Det kommer an på så meget. Normalt har jeg ikke oplevet læger diagnosticere angst lidelser på baggrund af ét besøg. Du vil højst sandsynlig blive henvist til en udredning, hvis din læge fornemmer du har symptomer og så hvis du får en diagnose, så kan du blive tilbudt nogle forskellige former for terapi - måske bliver du henvist til en psykolog eller så får du tilbudt et forløb tilknyttet psykiatrisk afdeling, hvor man som ofte bliver udredt. 

Jeg ville anbefale dig det, for mine angst-alarm klokker ringer altså. Dit tankemønster er ikke hensigtsmæssigt og trangen til at kontrollere alt og især mere eller mindre ubetydelige ting langt ude i fremtiden er meget typisk generaliseret angst. Det virker måske skræmmende, men det hjælper altså af få sat ting på plads. Har du virkelig lyst til at gå og konstant bekymre dig om ting i fremtiden, du alligevel ikke kan kontrollere? Jeg synes faktisk dit tilfælde lyder ret moderat og noget der optager meget af din tid og tanker, så for din egen skyld ville jeg hvis jeg var dig, overveje et læge besøg. For det lyder til at du faktisk konstant er påvirket af dine bekymringstanker og trang til at kontrollere ting man alligevel ikke kan kontrollere, mere eller mindre. Det er også normalt at intensitet af generaliseret angst svinger, der findes gode og dårlige perioder og de dårlige kommer tit op, hvis man er påvirket af ting eller er i en periode med mere stress end normalt. Jeg siger ikke at du nødvendigvis fejler noget, men jeg ville få det undersøgt. Du har intet at tabe på den front. 

Hold nu op det var langt! Jeg har også tendens til at bekymre mig lidt for meget om fremtiden, så jeg kan godt sætte mig ind i dine tanker. Jeg vil dog sige, at det er en lille smule ekstremt og en smule bekymrende. Derfor ville min første indskyldelse være under alle omstændigheder at arbejde på det inden i beslutter jer for at være forældre. Har du overvejet måske mindfuldness eller tage en session med en psykolog? 

Jeg er gift med en italiensk mand og vi har derfor diskuteret kulturforskelle i forhold til børneopdragelse og generel syn på livet (omend jeg tror det er normalt for alle par). Jeg kan nævne at de har et meget åbent syn på kropsligt afstraffelse af børn. Jeg tror ikke man kan lave en liste med aftaler, men tror det er igennem samtale om fremtiden, at man opdager eventuelt deal-breakers. Det kunne være hvis han havde holdt stærkt på omskæring eller med min egen mand, hvis han havde holdt stærkt på kropslig afstraffelse. Det kunne også være i forhold til andre ting, såsom hvis den ene partner ikke ville have børn. Så diskussion og samtale er altid godt, men bortset fra disse deal-breaking issues, så burde i afholde jer fra at lave klare planer og aftaler. Der er meget der kan ændre sig, og det ville være mærkeligt hvis jeres holdninger ikke ændrer sig i takt med at jeres situation ændrer sig. Mine forældre siger ofte at de aldrig har været så uenige om børneopdragelse som før de fik børn, da de så fik børn, gav alting ligesom sig selv. 

I forhold til din svigerfamilie, så kan min familie ikke kommunikere med min svigerfamilie (andet end igennem mig eller min kæreste), da de taler ikke samme sprog. Det er selvfølgelig super ærligt, og jeg kan godt forstå du har drømmen om en stor forenet familie, men i hverdagen har det ikke stor indvirkning på vores liv. I princippet så sker det formentlig nok sjældent at man bliver en stor tæt familie, men ud fra hvordan du beskriver din svigerfamilie, så lyder det som om at det er basis for at i det mindste kan kommunikere fredligt i de sociale samkomster der kommer fremover. Der vil komme gnidninger, det er ret normalt i selv de tætteste familier, men det kan ikke undgås. Stol på din mavefornemmelse og hvis du mener din forlovede og svigerfamilie er gode mennesker, så burde eventuelle problemer kunne løses i fremtiden (når de opstår!). 

Hvis du ikke føler du er klar til at have børn, så synes jeg du skal holde ved det. I er begge stadig unge  

Jeg har faktisk nogle år lært meget om mindfullness, da det tit har hjulpet mig i perioder hvor mine tanker flyver rundt og også bare hvis jeg har været stresset. Derudover opsøgte jeg en hypnotisør for Ca et halvt år siden, da jeg skulle starte et praktik forløb i min uddannelse og har også altid haft svært ved at starte nye steder, netop pga bekymringer af jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå og det gjorde mig rigtig nervøs da jeg ingen erfaring havde på det område.. så jeg var der Ca 4 gange, og altså selve mit praktikforløb gik overraskende godt, Så tror det hjalp mig til det med at få et redskab til at få ro i mine tanker, men følte ikke jeg blev "kureret" for bekymringer hvilket jeg så heller ikke regnede med.. Men når jeg går ind og læser om generaliseret angst, kan jeg godt nikke genkendende til meget af det. Især det med at føle det fysisk, med uro og en nervøs følelse i kroppen og tung i hovedet.. og ikke mindst det med der kommer nye bekymringer op hele tiden i en periode, og jeg føler et behov for at en person beroliger mig med min bekymring, og så bliver jeg helt lettet lige bagefter! Måske jeg skulle snakke med min læge og forklare hvordan jeg har det og så tage den derfra.. vil også tage den med min forlovede, da han tit har sagt jeg bekymre mig alt for meget. Tror dog bare han efterhånden har set det som en del af mig hvilket jeg jo os selv har:/

Det faktisk rart at læse det sidste du skriver..  jeg synes nogle gange jeg kan føle mig lidt " alene, " om det med at være i parforhold med en fra en anden kultur og i mit tilfælde en anden religion. Fordi folk kan ikke rigtig sætte sig ind i, de forskelle der jo kan være og til tider savner jeg at have nogle at snakke og vende så nogle ting med .. fks det med sproget.  Jeg kan tit føle mig lidt udenfor som sagt hos min sviger forældre, netop pga af de ikke snakker så godt dansk og det gør jeg ikke er der så længe af gangen og tit udskyder at skulle besøge dem.. Men på den anden side har jeg nogle gange kunne mærke, at jo længere jeg er der jo mere åbner både de, og jeg op. For jeg er heller ikke så god til bare at springe ud i det, og starte en santale med dem hvilket jeg også godt selv kunne gøre mere ud af.  For som jeg også har sagt til min forlovede så ER de faktisk bedre til dansk end jeg nogle gange synes min forlovede giver udtryk for. Jeg kan bare mærke de tit bliver lidt generte når de snakker dansk og er bange for at sige noget forkert, men har før haft en lille god santale med dem hvor jeg bagefter tænker "de kan jo sagtens.." der meget accent, men det nogenlunde forståeligt. Men det selvfølgelig lettere for dem, bare at snakke deres modersmål, med børnene derhjemme. (Dog snakker hans søskende og ham aldrig tyrkisk til hinanden andet end meget få ord måske, der det naturligt for dem at det foregår på dansk. Selv når hans forældre er i nærheden så det jeg trods alt glad for)

Men nu når du siger din mand er italiensk og jeres familier ikke kan kommunikere sammen, går jeg ud fra du så også kan italiensk? Så du kan kommunikere med normalt med dine sviger forældre? 

Det lidt svært fordi, jeg føler til tider min forlovede tager mere hensyn til hans forældre ikke kan så godt dansk end at han viser hensyn  til mig, om at jeg jo ikke kan tyrkisk. For et par år siden konfronterede han dog sine forældre, og sagde til dem jeg godt kunne føle mig udenfor nogle gange hos dem, fordi de skifter så meget som  de gør. (Inklusiv min forlovede gør) De er dog siden blevet bedre, men til tider glemmer de det lidt når jeg er der.

Jeg ved ikke om det kan relateres til angst, personlighedsforstyrrelser og what not, men det HÅBER jeg ikke, for jeg har selv stået i samme båd med alle tankerne der bare går amok - ISÆR i de perioder i mit liv, hvor jeg ikke har haft noget at lave. Da jeg i gymnasiet valgte at droppe ud, lavede jeg ikke noget som helst i 6 måneder, og det var nok nogle af de sværeste måneder i mit liv. For jeg overanalyserede ALT, og det var virkelig snoren uden ende, for en tanke førte til en anden, som førte til en tredje osv. Jeg fik også smadret et par venskaber på den bekostning. Da min ekskæreste og jeg for flere år tilbage havde 2 måneders sommerferie sammen startede det igen, og jeg så også mig selv skabe unødige konflikter med ham. Men jeg er altså aldrig blevet diagnosticeret med noget som helst, og så længe at jeg har et job og en hverdag der kører, så får jeg heller ikke alle mulige mærkelige tanker. Mit bud er at når man ikke aktiverer sig selv, så keder hjernen sig, og så begynder den bare at finde på ting for at underholde sig selv 

Så jeg tænker at du bare skal se at finde noget at fordrive tiden med, tag ud og se nogle mennesker eller seværdigheder, og lad dine tanker blive i nuet. Jeg er også selv en kontrolfreak, og jeg er nød til at sige til mig selv at jeg skal tage tingene oppe fra og ned. Det er nok også sundt at få brudt sin komfortzone lidt, så man kan se, at det værste man forestiller sig ikke nødvendigvis sker 

Mht. det at få børn, så synes jeg ikke du skal presse dig selv og skyde skylden på alle de tanker du får. Hvis du ikke er klar, så er det bare sådan det er, du skal nok få den rigtige følelse i kroppen når det bliver aktuelt 

sollou skriver:

Jeg har faktisk nogle år lært meget om mindfullness, da det tit har hjulpet mig i perioder hvor mine tanker flyver rundt og også bare hvis jeg har været stresset. Derudover opsøgte jeg en hypnotisør for Ca et halvt år siden, da jeg skulle starte et praktik forløb i min uddannelse og har også altid haft svært ved at starte nye steder, netop pga bekymringer af jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå og det gjorde mig rigtig nervøs da jeg ingen erfaring havde på det område.. så jeg var der Ca 4 gange, og altså selve mit praktikforløb gik overraskende godt, Så tror det hjalp mig til det med at få et redskab til at få ro i mine tanker, men følte ikke jeg blev "kureret" for bekymringer hvilket jeg så heller ikke regnede med.. Men når jeg går ind og læser om generaliseret angst, kan jeg godt nikke genkendende til meget af det. Især det med at føle det fysisk, med uro og en nervøs følelse i kroppen og tung i hovedet.. og ikke mindst det med der kommer nye bekymringer op hele tiden i en periode, og jeg føler et behov for at en person beroliger mig med min bekymring, og så bliver jeg helt lettet lige bagefter! Måske jeg skulle snakke med min læge og forklare hvordan jeg har det og så tage den derfra.. vil også tage den med min forlovede, da han tit har sagt jeg bekymre mig alt for meget. Tror dog bare han efterhånden har set det som en del af mig hvilket jeg jo os selv har:/

Det faktisk rart at læse det sidste du skriver..  jeg synes nogle gange jeg kan føle mig lidt " alene, " om det med at være i parforhold med en fra en anden kultur og i mit tilfælde en anden religion. Fordi folk kan ikke rigtig sætte sig ind i, de forskelle der jo kan være og til tider savner jeg at have nogle at snakke og vende så nogle ting med .. fks det med sproget.  Jeg kan tit føle mig lidt udenfor som sagt hos min sviger forældre, netop pga af de ikke snakker så godt dansk og det gør jeg ikke er der så længe af gangen og tit udskyder at skulle besøge dem.. Men på den anden side har jeg nogle gange kunne mærke, at jo længere jeg er der jo mere åbner både de, og jeg op. For jeg er heller ikke så god til bare at springe ud i det, og starte en santale med dem hvilket jeg også godt selv kunne gøre mere ud af.  For som jeg også har sagt til min forlovede så ER de faktisk bedre til dansk end jeg nogle gange synes min forlovede giver udtryk for. Jeg kan bare mærke de tit bliver lidt generte når de snakker dansk og er bange for at sige noget forkert, men har før haft en lille god santale med dem hvor jeg bagefter tænker "de kan jo sagtens.." der meget accent, men det nogenlunde forståeligt. Men det selvfølgelig lettere for dem, bare at snakke deres modersmål, med børnene derhjemme. (Dog snakker hans søskende og ham aldrig tyrkisk til hinanden andet end meget få ord måske, der det naturligt for dem at det foregår på dansk. Selv når hans forældre er i nærheden så det jeg trods alt glad for)

Men nu når du siger din mand er italiensk og jeres familier ikke kan kommunikere sammen, går jeg ud fra du så også kan italiensk? Så du kan kommunikere med normalt med dine sviger forældre? 

Det lidt svært fordi, jeg føler til tider min forlovede tager mere hensyn til hans forældre ikke kan så godt dansk end at han viser hensyn  til mig, om at jeg jo ikke kan tyrkisk. For et par år siden konfronterede han dog sine forældre, og sagde til dem jeg godt kunne føle mig udenfor nogle gange hos dem, fordi de skifter så meget som  de gør. (Inklusiv min forlovede gør) De er dog siden blevet bedre, men til tider glemmer de det lidt når jeg er der.

Du er helt sikkert ikke alene 
Jeg taler flydende italiensk (vi bor i Italien), men der var mange år hvor jeg ikke talte italiensk eller bare ikke godt nok til at kunne kommunikere med dem. Det var bare SÅ hårdt og jeg græd faktisk ofte efterfølgende eller undgik at mødes med hans familie. Du ville ønske at de ville tage mere hensyn til en, især fra min kæreste i form af at oversætte, men samtidig så forstod jeg at det bare er rigtig hæmmende hvis det skal foregå på et fremmedsprog eller der konstant skal oversættes. Jeg havde det rigtig svært med samkomster i mange år. Det var bedre med hans venner, da de ofte kunne tale engelsk. Min mand har det samme problem med min familie som selvfølgelig taler engelsk, men hvor der bliver ofte slået over i dansk i løbet af aftenen. Man skulle tro at vi derfor begge ville være bedre til at inkludere den anden i samtalerne, men det er bare rigtig svært når man er i situationen, selvom man selv synes man gør en indsats. Jeg tror ikke der er en umiddelbar løsning. Det er svært for alle parter, men hvis jeg skulle give et råd, så prøv at mødes med dem i mindre grupper, måske endda på tomandshånd. Det er nemmere at holde sproget på dansk og inkludere alle i samtalen på den måde. Det kan være det også giver dem større sikkerhed i at kommunikere med dig på dansk. Vi bruger også meget at sørge for at min mand ved større arrangementer i Danmark sidder ved siden af mennesker som gerne taler engelsk. 

Bare husk at de helt sikkert ikke mener noget ondt med det