At undvære sit barn for første gang

min store dejlige dreng på 2,5 år skal ud at rejse med hans far i 4 uger her i sommerferien. De skal besøge fars familie i Australien. Jeg synes det er super fedt for dem og under især min søn oplevelsen. Men! Det er første gang jeg rigtig skal undvære ham. Far bor på kollegie agtig noget og derfor er samvær næsten altid herhjemme, han har maks haft ham 36 timer, og det kan tælles på én hånd hvor ofte det er sket.

Det her lyder latterligt, men jeg er helt bange for min søn glemmer mig mens han er væk  Kan slet ikke forestille mig ikke at se ham så længe og frygter virkelig det værste.

Ville vidst ikke rigtig andet end have lidt luft, er bare så nervøs

Måske er det bare mig, men er 36 timers samvær og så et spring til 4 uger sammen ikke lidt voldsomt?

Jeg håber de får en skøn ferie, og at det bliver en succes oplevelse for jer alle

I skal da bare huske at Skype,  mens du siger han bare skal hygge sig alt det han og fortælle når han kommer hjem, hvis han selvfølgelig er sprogligt langt nok fremme til sådan en samtale. Men ellers bare sig hej og kys.

Hold da op. Jeg skulle ikke nyde noget af at undvære min dreng så længe! . 

Det lyder voldsomt i mine ører. Især når han ikke er vant til at være væk fra dig. Bare turen derned bliver hård for ham. Man skal flyve næsten et døgn... Kan virkelig godt forstå, at du synes, det bliver (for) hårdt!

Anonym skriver:

min store dejlige dreng på 2,5 år skal ud at rejse med hans far i 4 uger her i sommerferien. De skal besøge fars familie i Australien. Jeg synes det er super fedt for dem og under især min søn oplevelsen. Men! Det er første gang jeg rigtig skal undvære ham. Far bor på kollegie agtig noget og derfor er samvær næsten altid herhjemme, han har maks haft ham 36 timer, og det kan tælles på én hånd hvor ofte det er sket.

Det her lyder latterligt, men jeg er helt bange for min søn glemmer mig mens han er væk  Kan slet ikke forestille mig ikke at se ham så længe og frygter virkelig det værste.

Ville vidst ikke rigtig andet end have lidt luft, er bare så nervøs

Jeg synes også, som en anden skriver, at det et stort spring fra 36 timer til 4 uger for en på 2,5 år! Og så til Australien. Der er tidsforskel og meget langt. Man kan ikke bare lige komme hjem, hvis man savner mor. Nogle gange kan man heller bare lige ringe pga tidsforskellen. Ikke for at træde i det (og undskyld, det kom jeg nok til), men det er da også virkelig noget af en tur, der er planlagt. 

Hatten af for at du lader far gøre det. Jeg ville ikke kunne. Håber de får en god tur. 

Jeg syntes det er SÅ flot du sætter dine egne behov og frygte til side for at din søn og far kan få en god oplevelse.. Jeg læser heller ikke du er bange for far ikke kan passe på jeres søn så derfor ser jeg ingen grund til de ikke skal afsted..

dine frygte er helt normale men ubegrundet. Dit barn glemmer dig ikke. Dit barn er så gammel så det at huske mennesker ikke er et problem. Du vil måske opleve at han ikke vil snakke med dig når han er væk. Det skyldes blot at børn i den alder tror livet hos dig står stille når han ikke er der.. Og måske vil savnet blive værre af at snakke med mor..

nyd dine ugers frihed og ros dig selv for at du lader dem få disse utrolige vigtige stunder. Du er i min verden en super mor

Det lyder voldsomt. 

Og her tænker jeg for barnet. 

De har ingen tidsfornemmelse i den alder - de forstår det ikke. 

Min far var væk i 2 måneder, da jeg var 3. 

kan virkelig godt huske det. Det kunne jeg slet ikke forstå. Og troede på alt mellem skilsmisse, død og flytning. Selvom min mor pædagogisk lavede en kalender og der var stjerne i weekenden, hvor jeg nogle gange kunne se ham. Jeg talte med ham i telefon nogle gange om ugen. Men igen - der gik lang tid hvor jeg troede, han var borte for evigt.

Så jeg forstår dig godt!

Har du tænkt på, hvordan fars og søns samvær skal være, når barnet kommer hjem igen? For han vil jo unægteligt at have et større behov for at se ham efterfølgende.

Der er en grund til, at statsforvaltningen anbefaler 2 overnatninger væk i den alder (altså fra den primære forældre - som er dig)

Så hatten af for, at du gør det. Men jeg synes ikke I ser barnet i det (altså taget hans meget, meget unge alder i betragtning. Måske hvis han var 7-8år) 

Jeg kender dine følelser.. Jeg har næsten lige undværet min datter i 14 dage grundet min uddannelse... Havde desværre intet valg..

jeg var bange, jeg græd rigtig meget og ville ikke afsted...

vi facetimede meget, men hun gad ikke rigtigt.. Hun tog det virkelig flot! Men reagerede lidt de sidste dage... 

Hun var glad for at se mig, da jeg blev hentet. Jeg havde regnet med hun ville være gal. 

Jeg kan godt se, at det er et rigtigt stort spring... Men jeg håber, at det går godt... 

Ville bare fortælle dig, at jeg forstår dig fuldt ud... Kram!

Anonym skriver:

min store dejlige dreng på 2,5 år skal ud at rejse med hans far i 4 uger her i sommerferien. De skal besøge fars familie i Australien. Jeg synes det er super fedt for dem og under især min søn oplevelsen. Men! Det er første gang jeg rigtig skal undvære ham. Far bor på kollegie agtig noget og derfor er samvær næsten altid herhjemme, han har maks haft ham 36 timer, og det kan tælles på én hånd hvor ofte det er sket.

Det her lyder latterligt, men jeg er helt bange for min søn glemmer mig mens han er væk  Kan slet ikke forestille mig ikke at se ham så længe og frygter virkelig det værste.

Ville vidst ikke rigtig andet end have lidt luft, er bare så nervøs

Som de andre skriver så synes jeg også det lyder meget voldsomt. 

Min dreng bliver 7 til december og skulle have været 14 dage til Sri Lanka med sin far, farmor og farfar men vi har valgt at udskyde det så de tager afsted omkring hans 8 års fødselsdag. Udelukkende fordi vi er enige om han ikke er klar til at være væk 14 dage, i hvert fald ikke hvis turen skal blive en god oplevelse. 

Men .. I har taget jeres valg og nu gælder det om at skabe de bedste forudsætninger for en god tur. Giv ham noget med der dufter ad dig, send massere billeder frem og tilbage og skype en masse. Hvis jeg var jer ville jeg sørger for mest mulig kontakt  og så synes jeg du skal planlægge en masse for dig selv. For 4 uger er meget længe at savne sit barn hvis man bare sidder der hjemme. Lav en masse af det du normalt ikke kan og sørg for at nyde dernæst muligt 

Anonym skriver:

min store dejlige dreng på 2,5 år skal ud at rejse med hans far i 4 uger her i sommerferien. De skal besøge fars familie i Australien. Jeg synes det er super fedt for dem og under især min søn oplevelsen. Men! Det er første gang jeg rigtig skal undvære ham. Far bor på kollegie agtig noget og derfor er samvær næsten altid herhjemme, han har maks haft ham 36 timer, og det kan tælles på én hånd hvor ofte det er sket.

Det her lyder latterligt, men jeg er helt bange for min søn glemmer mig mens han er væk  Kan slet ikke forestille mig ikke at se ham så længe og frygter virkelig det værste.

Ville vidst ikke rigtig andet end have lidt luft, er bare så nervøs

Synes det er frygteligt længe for den lille fyr. Synes faktisk slet ikke det er ok. Synes det er alt for vildsomt og synd for så lille et barn, især fordi han faktisk sket ikke er vant til hverken samvær med far eller undvære dig i det hele taget. Kan du ikke tage med?