Anonym skriver:
Hvis jeg er bekendt med, at en er sin kæreste utro. Praler med det og har en lille dreng derhjemme. utroskabet startede kort tid efter den lilles fødsel.
Hvornår skal man blande sig udenom? Jeg har enormt svært ved ikke at tænke :"Havde det der været mig, ville jeg ønske, der var nogen, der fortalte mig det".
Uanset om det "ikke er min kamp at kæmpe" - fortæller man ikke sine medmennesker om sådanne ting? Især, når man er vidende om, at kæresten sidder derhjemme og gør alverdens for at de skal finde hinanden igen, gør sig ekstra lækker osv., for at han så ude på sin arbejdsplads fortæller om, grinende, hvor meget hun forsøger og hvor lidt han er tiltrukket af hende.
Skal vi bare være ligeglade og tænke, at det ikke kommer os ved? Som at vi heller ikke fortæller, hvis en person har spinat mellem tænderne eller et prismærke siddende på ryggen... (sat på spidsen, I know)..
Umiddelbart er min holdning at man ikke skal blande sig i andre menneskers intime liv. Man kan aldrig vide hvad der i virkeligheden foregår bag lukkede døre og sandheden er ofte mere kompliceret end det billede man ser.
Men at ydmyge sin egen kone, moren til ens barn, på den måde du taler om. At prale om utroskaben på arbejdet og grine af at ens kvinde gør en indsats for at holde sammen på ægteskabet. Det er altså over stregen.
Så i det her tilfælde synes jeg godt at man kan sige det. Der er ingen der fortjener at blive behandlet på den måde.
Anmeld
Citér