Bisættelse

Diosa85 skriver:

Føler nu mere der bliver set ned på den. Udfordre ikke jeres holdninger. Det havde jeg gjort hvis jeg spurgte ind til dem og stillede spørgsmålstegn ved jeres valg. Men det gør jeg ikke for det er jeres valg og jeres holdning og den har jeg respekt for. 

Jeg synes nu godt, at man kan udfordre andre menneskers holdninger, samtidig med at man har respekt for dem! Og jeg læser bestemt at de, som har udfordret dit synspunkt, har en generel respekt for både dig og din holdning.

PUHK skriver:

Jeg synes nu godt, at man kan udfordre andre menneskers holdninger, samtidig med at man har respekt for dem! Og jeg læser bestemt at de, som har udfordret dit synspunkt, har en generel respekt for både dig og din holdning.

Okay sådan føler jeg det så bare slet ikke når jeg skal forsvare min holdning hele tiden. Jeg gav min mening da der blev spurgt om hvad man ville gøre. 

Jeg svarede ikke for at blive udfordret på min holdning eller hvad du vil kalde det. 

Jeg svarede ikke for at debatterer det. 

God aften til dig 

Diosa85 skriver:

Okay sådan føler jeg det så bare slet ikke når jeg skal forsvare min holdning hele tiden. Jeg gav min mening da der blev spurgt om hvad man ville gøre. 

Jeg svarede ikke for at blive udfordret på min holdning eller hvad du vil kalde det. 

Jeg svarede ikke for at debatterer det. 

God aften til dig 

I lige måde :-)

Ølgaard skriver:

Hej allesammen

jeg sidder her med meget blandede følelser, håber nogle kan hjælpe mig lidt.

min svigerfar og børns farfar døde D. 5/5

vi har bisættelse på torsdag, men min mand og jeg kan simpelthen ikke finde ud af om vi skal tage vores store pige med som bliver 5 til oktober 

vi har leget det ind i hende at farfar sidder i himlen. Det går også fint med det.

hvad havde i gjort???

Når hun havde så tæt et forhold til sin farfar så ville jeg helt sikkert have taget hende med hvis det var mig. Og især når hun snart er 5. 

Min egen mor havde mig med og jeg lærte at det var okay at vise sine følelser i sådan en situation, min mor skærmede min lille bror og så gik der nogle år før der igen kom et døds fald, hvilket i dag har resulteret i at han nægter at deltage i begravelser/bisættelser for han kan ikke kapere at man kan have lov til at være ked af det på sådanne tidspunkter, og han er voksen i dag.

Så tænker det er sundt at børn lære at ikke alt skal være sjovt og at man ikke skal være glad altid. 

Ølgaard skriver:

Hun elskede sin farfar, hun kunne bare ikk li når han var syg..

Jeg ville helt sikkert tage ham med. Min søns (Anton) oldemor døde kort før jul af sygdom, hun havde Parkinsons og kunne ingenting selv, da hun døde. Vi tog Anton med, fordi han havde oplevet hende blive mere og mere syg, hvilket han selvfølgelig ikke brød sig om, men vi gjorde det til en "god ting", at oldemor døde, fordi hun så ville komme op i himlen og deroppe er man ikke syg længere. Der har man det godt og kan alt ting. Vi har læst Brødrene Løvehjerte (frem til det uhyggelige) og den beskriver døden på en rigtig fin måde :-) 

Det var/er også vigtigt for Anton at vide, hvor man kan gå hen, hvis man savner oldemor. Vi har besøgt hendes gravsted (de ukendtes grav), hvor Anton fik lov at vælge, hvad der skulle sættes ved graven :-) 

Hos os kan man også altid kigge op på himlen, finde den største stjerne (Antons valg) og fortælle oldemor, hvad end man har lyst til. 

Som forberedelse til begravelsen kan I snakke om, om farfar skal i kiste eller brændes. Uanset hvilket valg kommer vores "sjæl" og alt det, man  elsker ved afdøde i himlen, men knogler og hud bliver i jorden (i vores familie). Det kan også være en god ide at inddrage hende i valg af bårebuket og spørge, om hun har lyst til at lave noget, hun kan lægge på kisten. Det er også vigtigt at forklare, at man ikke kan se den døde i kirken, fordi kisten allerede er lukket (det var en ting, der overraskede Anton ved en tidligere begravelse). 

Og til sidst (det blev langt) - det er super vigtigt at anerkende hendes følelser, snakke om dem hvis hun har lyst, (Anton havde ikke lyst den første dag), men da jeg spurgte dagen efter,  om han måske kom til at savne oldemor, begyndte han at fortælle :-) 

Knus fra mig :-) 

Pikku Myy skriver:

Tror du ikke det også kan være godt for et lille barn at opleve at man er fælles om at sørge? Og mindes. At det ikke er noget man skal gå med alene.

Selvom mange kan være meget kede af det til en begravelse, er der er også et utroligt fællesskab. Alle der kommer, kommer for at ære det liv afdøde har levet. Et liv som et barnebarn må siges at have stor pant i.

Og at man er ked af det, fordi man har elsket og dermed vil savne afdøde :-) 

Jeg er helt enig...! 

Diosa85 skriver:

vil da gerne snakke med dig. Men kan ikke se hvorfor jeg skal stå skoleret fordi jeg har en anden holdning. ?

det jeg mener er at sådan et lille barn ikke forstår den sorg folk sidder med. Han/hun sidder bare og ser en kiste og sine tætteste tryghedsrammer græde og have det dårligt. Og det ville jeg ikke udsætte mit eget barn for. 

I en sådan situation er det jo vigtigt, at forældrene snakker med barnet om livet, døden og begravelsen i børnehøjde inden selve dagen. En begravelse er ikke en forfærdelig ting, og jeg mener, man mystificerer døden ved ikke at snakke om den og ved lade barnet deltage på dagen. Børn har meget nemt ved at fantasere ("forkerte" ideer) om døden og begravelse, hvis ikke de oplyses/indvies. 

Jeg ville hellere vende den om og være hvorfor et barn ikke skal med?

Hvis det er fordi I som forældre har brug for stunden uden at være forældre, dvs. Ikke skal tænke på at forklare mm. Så ville jeg prioritere mig som voksen. 

Hvis det er fordi I vil skåne jeres barn, så ville jeg huske på I jo ikke kan skåne barnet for døden og den indvirkning døden gør ved jeres dage lige nu, og begravelse/bisættelse er ikke hverken forfærdelig eller voldsom for et lille barn. Jeg har både selv som barn været til en del bisættelser og selv til min fars brors som var en ung mand, oplevede jeg det ikke som voldsomt men som en forklaringsramme hvor jeg kunne sætte min mor og fars sorg ind i. 

Mine egne børn har heldigvis ikke alle sammen oplevet de største tab. Min datter mistede sin lillesøster da hun var 3 1/2 år og selvsagt skulle hun med til begravelsen, og jeg ønskede selv at kirken havde været fyldt med børn, for børn er håbet. Hun så mormor far bryde helt sammen både før, under og efter begravelsen og fortæller ikke om det som voldsomt eller forfærdeligt. Hun kan fortælle nøgtern om begravelsen og det er det. 

Med min datters død er døden blevet neget naturligt i vores familie, det er både noget vi taler om, forholder os til og ikke ser som skræmmende.

Senere døde oldefar på 97 og alle 3 børn var med ude og se ham død, der var de 8 mnd, næsten 4 og 8 år. De rørte ved ham, undersøgte om man kunne åbne hans øjne og vi talte om han var kold, ja de spiste sågar en is mens den ene af dem holdt ham i hånden. Ingen af dem omtaler det som voldsomt, skræmmende eller forfærdeligt, men blot som naturligt. De var selvsagt også med til bisættelsen. 

For mig handler det om at signalere at død ikke er unaturligt, noget vi skal gemme, tabuisere. Heller ikke de døde, vi må fx gerne tale om vi mangler de døde, at jeg blinker til stjernerne og taler med Lia, at hun er med til jul på sin måde trods det er 9 år siden hun døde, at vi er en familie med mor og far og 4 børn osv... Og på samme måde med min far, min papfar, min morbror, min tante osv osv osv. For ja vi har mistet en stor familie og er nu en lille...

så derfor vender jeg den om: hvorfor skal børn ikke med til begravelser/bisættelser?

Diosa85 skriver:

vil da gerne snakke med dig. Men kan ikke se hvorfor jeg skal stå skoleret fordi jeg har en anden holdning. ?

det jeg mener er at sådan et lille barn ikke forstår den sorg folk sidder med. Han/hun sidder bare og ser en kiste og sine tætteste tryghedsrammer græde og have det dårligt. Og det ville jeg ikke udsætte mit eget barn for. 

Jeg bliver lidt irriteret over at du skriver at jeg beder dig stå skoleret, og at jeg/vi ser ned på din holdning. Jeg stillede et spørgsmål. Spurgte fordi jeg var nysgerrig. Ikke andet. Jeg tror du tillægger mig en hensigt jeg ikke havde.

K&S skriver:

I en sådan situation er det jo vigtigt, at forældrene snakker med barnet om livet, døden og begravelsen i børnehøjde inden selve dagen. En begravelse er ikke en forfærdelig ting, og jeg mener, man mystificerer døden ved ikke at snakke om den og ved lade barnet deltage på dagen. Børn har meget nemt ved at fantasere ("forkerte" ideer) om døden og begravelse, hvis ikke de oplyses/indvies. 

Har aldrig nævnt at man ikke skal fortælle om døden. Nævner endda at jeg synes man skal tage dem med på kirkegården eller til urnenedsættelsen. 

Man kan sagtens lærer dem om det uden de behøver komme med. Det er min mening og den kan det ikke ændres på.